Ring med juleklokkerne, eller hvad du nu har, sidste omgang af Repeat i 2020 er klar med singler fra Mørkeblødt, Lambiec, Deep Sea Low Tide, Uden ord, Arbirk og Løvetand.
Jamen så siger vi da bare kort og godt: tak for i år! Det var søreme rigtig mange singler vi kom omkring her i Repeat, som vender tilbage når januar bliver lidt for mørk og trist. Inden da skal vi dog lige kåre de ULTIMATIVT BEDSTE FAVORIT YNDLINGSSINGLER FRA REPEAT I ÅR! Det gør vi i slutningen af næste uge.
Mørkeblødt – “Vi Danser”
Jeg havde første single fra Mørkerødt med her i Repeat for (relativt) nyligt, et nummer som viste en ny ung, kunstner, der bestemt havde fat i et eller andet “moderne”, der fungerede – men også en form for nymodens popmusik, som måske ikke lige 1:1 faldt i min smag.
Hans anden single omfavner stadig de samme overordnede tematikker, som forgængeren banede vejen for, værende længsel, melankoli, mørke, ungdom og fremtidsdrømme. Om sangen uddyber han:
“I perioden jeg skrev nummeret, var jeg meget fyldt af sådan en opgivende “fuck det hele, nu skal der festes og danses”-agtig følelse, hvilket også er den stemning, jeg har prøvet at indkapsle i nummeret. Det er på en måde en romantisering af “at gå hundene” – en måske lidt naiv og ungdoms-dum fascination og længsel efter at give total slip på alle former og forpligtelser for blot at være i sine følelser og drifters vold”, siger August Sandfær og fortsætter:
“Ideelt set håber jeg, at folk der lytter til nummeret for en kort stund bliver rusket ud af hverdagens grå masse for at finde danseskoene og frirummet frem. Hvis nummeret kan give det afbræk, der gør dagen lidt federe og mere levende igen, ville det være helt fantastisk!”.
Og jeg er heller ikke helt sikker på at, “Vi Danser” lige er min form for, i dette tilfælde, dansemusik. Vi er nok simpelthen ude i en begyndende generationskløft, hvor jeg er blevet lidt for gammel og stiv i bentøjet til helt at kunne følge med. Ikke at det går for stærkt, eller jo, det går ret stærkt på “Vi Danser”, der nærmest piskes frem af et trancerock-beat. Hvis jeg skulle sige noget det minder om i sin lidt tynde, syntetiske lyd, så kunne det være Love Shops “Bellavista Sol”, der tilfældigvis er et af de numre fra Love Shop som jeg rent undtagelsesvis ikke er så vild med.
Så måske er det ikke bare mig, der er ved at blive for gammel til “vi danser til vi smelter / Vi danser til vi dør”, men det er bare personlig smag? Jeg er eksempelvis ikke så vild med den form for lidt distanceret, nonchalant “lige glad/maskinelt kølig” vokal og levering, som Mørkerødt gør brug af her. Det er et stilistisk valg, og et der også passer til den kølige og maskinelle stemning, der strømmer gennem “Vi Danser”. Der er noget næsten mekanisk over musik, ord og leveringen af det hele, som matcher godt op, og som bestemt er velud- og gennemført, hvis man er til den slags. Faktisk synes jeg, lige som på Mørkerødts førstesingle, at håndværket er mere end godkendt og at han er en kunstner, som helt klart har fat i noget der fungerer og som kunne rumme potentiale til et bredere gennembrud – især overfor et andet publikum end mig.
Konklusion: Nå, så har jeg vist udtrykt nok, at det ikke er kvaliteten af sangen den er gal med, men at den ligger hos denne modtager. Og det ender jo med, at jeg kommer til at synes om sangen, hvis jeg ikke snart kommer videre til den næste! Mørkerødt har potentiale.
Lambiec – “Like You”
Så skal vi lidt udenfor vores comfort zone til noget der blander industrial, garage og punk, det er i hvert fald nogle af betegnelserne Lambiec, 4 unge gutter her repræsenteret af Sylvester Bache, bruger om musikken. Sylvester forklarer videre om “Like You”:
“For godt et år siden crashede sangeren Janine Neble fra Alive With Worms min øver en aften, hvor jeg var ude og lave noget musik alene. Vi havde aldrig mødt hinanden før, og før jeg kunne nå at få hendes navn, begyndte hun at synge på det nummer jeg var i gang med at lave. Jeg optog hendes vokal og siden mødtes vi igen, hvor hun improviserede til den musik, jeg arbejdede på. Det nummer hedder nu “Like You”, og det er den første rigtige single med mit band Lambiec, der foruden mig består af Gustav Brønnum, Albert Henriques og Jonas Bové Korfitzen. (alle er mellem 22-23 år)”.
Alder betyder ikke så meget i denne sammenhæng, i hvert fald ikke i den forstand, at det er noget der kan høres på musikken, som jeg synes lyder ret “modnet”, hvis man skal fokusere lidt på at de ikke er så gamle. Det lyder faktisk som om at Lambiec har deres helt eget, meget særegne udtryk, som om ikke andet er ret originalt – med fare for, at jeg bare ikke fanger referencerne og eventuelle forbilleder, fordi jeg er noget på udebane i det her dunkle og atmosfæriske univers.
“Like You” påvirker i højere grad med stemninger, sindstilstande og “indtryk” end melodi og selve musikken, der virker ret umiddelbar og spontant forløst, hvilket jo ligger fint i tråd med måden sangens opståen er beskrevet på i ovenstående. Jeg vil ikke kalde det formløst eller skitsepræget, det virker som om at der er en ramme og idé med det knap 5 minutter lange lydkludetæppe, men der er noget umiddelbart over måden nummeret udfolder sig på, der giver det en “opstået i øjeblikket” fornemmelse. Det svæver, væver sig sammen, pulserer i små, korte udbrud, slår tilbage, stiger, skurrer lidt, udforsker, trækker sig ind i sig selv.
Der er noget ildevarslende og intenst over udtrykket, som om noget bobler lige under den rolige overflade. “I want to be close to you like a lover…. I wanna be closer to you like no other”, lyder det ud af de industrielle tåger, og ikke nødvendigvis på nogen sund og opbyggelig vis! Det lyder faktisk en kende besat og besidderisk, som om vores mandlige vokal er overvældet af en dyrisk trang. Og ligger på lur i mørket som et glubsk rovdyr. Det er ikke ligefrem en radiosingle, og garage og punk-elementerne er pakket godt væk hos Lambiec i lige præcis dette nummer, som er i den mere eksperimenterende ende.
Konklusion: Jeg synes der er nogle spændende ting i spil her. Det er ikke ligefrem lyttevenligt, men heller ikke så konfronterende og utilnærmeligt, at det forsvinder ind i sig selv. Faktisk er det ret dragende og noget der smager af mere, hvilket jo også er noget en single skal kunne.
Deep Sea Low Tide – “Heaven”
Så letter vi lige stemningen lidt, løsner op og snupper noget lidt mere tilgængeligt, vi skal have noget rock, skal vi. Eller, post-punk med britiske inspirationskilder, er egentlig hvad Deep Sea Low Tide fra Aarhus/Randers præsenterer sig som. Og alternativ rock! Jonas tildelte bandet 3 stjerner, med potentiale til mere, da han anmeldte en EP fra dem i sommers. Lad os se om det potentiale bliver indfriet på nyeste single…
Hvis du er kørt lidt træt i denne form for nyere post-punk, der trækker på gamle dyder og kører afsted i et solidt (øvre) midtertempo, så er Deep Sea Low Tide måske ikke lige sagen. Det er i den forstand ret klassisk, på den nye måde, og lægger sig i slipstrømmen af en række bands, også danske, der udgør en eller anden form for “bølge”, eller strømning i tiden – som vel egentlig har toppet? Det er egentlig også noget pjat og kassetænkning, det er jo ikke fordi post-punken nogensinde har været væk, den har bare haft lidt mere opmærksomhed i diverse medier de senere år, eller måske nærmere et helt årti? Så man kan næppe kalde det en tendens eller trend, den ER der bare. Nå, hvor kom jeg fra?
Nuvel, Deep Sea Low Tide kunne med “Heaven” også sagtens sidde med et nummer, der kunne få lidt airplay rundt omkring. Det tjekker af i mange af de nødvendige bokse, det er lidt dunkelt og tilpas mørkt i tone og klang, det er stadig iørefaldende og tilgængeligt, melodien pulserer afsted i et godt, drivende tempo og nummeret og bandet udstråler en kølig coolness. Det er så også lidt sangens hæmsko. Jeg siger ikke, at bandet har fulgt en tjekliste, men det er som om sangen aldrig helt kommer ud over, at den følge en obligatorisk skabelon.
Selv når der sniger sig lidt sitrende og desperat intensitet ind i korte udbrud, er det som om det følger formlen og ikke bryder den på nogen måde. Omvendt er det vældig sikkert og fint håndværk, sangskrivningen er mere end habil, bandet og indspilningen lyder god og fyldig. Det lyder bare lidt som “den slags nu skal”, og det gælder hele vejen rundt.
Konklusion: Effektiv og driftsikker, uden at imponere eller byde på nogen overraskelser.
Uden Ord – “Iso I Dag”
Uden Ord har allerede fået lidt opmærksomhed rundt omkring, har udsendt en dobbelt-single, en EP og et hæfte med tekster, så… de er tydeligvis ikke helt uden ord!? Nuvel, jeg kan, efter at have lyttet til sangen, fornemme at vi måske ankommer lidt sent til hyldestfesten, så jeg skynder mig at give ordet til bandet.
Om singlen udtaler de:
“Sangen udspiller sig i en form for vekslen mellem et eventyr fyldt med fuglelignende væsner og stedsegrønne bakketoppe, og i et fængsels klaustrofobiske isolationscelle. Det er et stykke eventyrlig pop/rock, der gør brug af alt fra hooligan-kor og collegerock-guitarer til tryllefløjter og svævende violin-melodier… Vi ser sangen som en små-naiv rockballade, men synes samtidig den har noget virkelig ømt og kraftfuldt over sig. Vi håber, at sangen vil skabe en lyst til at komme sine nærmeste ved, og hjælpe hinanden ud af den isolation, som er en del af den tid vi lever i.”
Jeg tilslutter mig hermed hyldestkoret, det her er en virkelig god, opfindsom, spændende og medrivende single, som viser et band, der virker flyvefærdige og klar til at erobre eksempelvis P6-æteren. De har i hvert fald det der skal til med “Iso I Dag”, der er lidt atypisk bygget op for en single, men ikke sprænger rammerne i en sådan grad at det bliver for anderledes til, at en bredere lytterskare kan være med. De har også noget udefinerbart “moderne dansk” over sig, hvor det både er poetisk, små skævt, legende og seriøst på samme tid. Det er poppet, men også med lidt en indie-rocket vibe og virker samtidig ikke berøringsangst overfor at bryde genrekonventioner og krydse nogle grænser.
Sangen holder sig indenfor en radiovenlig 3 ½ minutters struktur, men omkvædet falder ret sent, sangen starter meget langsomt, med højstemt, lys vokal der har en meget “blåøjet” følelse over sig. Det første minut er sangen en lidt sentimental og naivistisk ballade, men pludselig slår Uden Ord med halen, det flere flerstemmigt, mandekortet bakkes op af en mere rocket og støjende lyd, der bryder med den sarte indledning. Det må være det “hooligan-kor” bandet selv nævner i presseteksten. Jeg er fan! Det lyder simpelthen skidegodt?!
Overgangen er overraskende, men får underligt nok ikke nummeret til at knække over. I stedet er det som om Uden Ord lykkes med, at få de to dele til at smelte sammen i nummerets sidste halvdel. Det kan sgu noget, det her.
Konklusion: Super single, kort og godt!
Arbirk – “Mountaineer”
Så skal vi et smut forbi Arbirk, der er ude med en ny single, som er “inspireret af legesyge amerikanske indienavne som bl.a. Death Cab for Cutie, Grandaddy og The Antlers. Det danske band har bevaret sin flair for den gode melodi, som igen bliver serveret med både autoritet og personlighed. ‘Mountaineer’ er skrevet med inspiration fra Brokeback Mountain. Den handler om forbudt kærlighed, at længes efter et sted i frihed til at elske og blive elsket. I samtidig anerkendelse af at det ikke er en nem form for kærlighed. Sangen er bygget op omkring: versenes mere praktiske forståelse af kærligheden der delvist opløses i en form for drømmeagtigt storladent og længselsfuldt omkvæd der markerer en utopi hvor lidenskab og seksualitet får frit spil. Mellem vers og omkvæd er erkendelsen af det samfund der omgiver sangens hovedpersoner”.
Det er helt overordnet en smuk og stemningsfuld sang Arbirk her har sluppet ud i den friske, kølige og klar bjergluft. Det lyder ganske storslået og prægtigt, som et soundtrack til en naturfilm, der rulle forbi med store, langsomt panorerende billeder i musikalsk bredformat. Det hemmelige våben, eller hemmeligt og hemmeligt, det fylder en del, er et vellydende klaver, som bidrager en del til fornemmelsen af noget naturskønt og luftigt.
Samtidig løber der en diskret klingende elektronisk puls gennem sangen, som sørger for lidt rolig fremdrift og bidrager til, at sangen ikke mister jordforbindelsen helt og stiger op over de høje tinder. Der bygges roligt op i versene, mens det hele får lov til at stige mere og løfte sig omkvædet, hvor den lyse vokal for alvor får lov til at folde sig ud. Her har Arbirk fat i noget, der er ganske iørefaldende, uden at det bliver påtrængende, sangen får lov til at brede vingerne ud og så må man hoppe på, der er ikke nogen decideret markant krog, der hægter dig fast og tvinger dig med. Sangen slutter måske lidt brat, men det er nok en smagssag.
Konklusion: Flot og stemningsfuldt, jeg kunne måske godt have tænkt mig en endnu større forløsning mod slut, men der er sikkert en tanke med at den udebliver. Det er dog måske med til, at jeg ender med af finde sangen “god” og ikke “fremragende”, jeg mangler lige det aller, aller sidste.
Løvetand – “Kastevind”
Vi runder af i det tyste og ensomme hjørne med nyeste single fra folk-rockbandet Løvetand, som jeg havde med her i Repeat for lidt over en måned siden, da jeg anmeldte deres første single, “Længes Du”. Om “Kastevind” lyder det:
“Med ensomheden som det centrale tema, så passer Kastevind perfekt til den boble vi lever i, i disse dage. Sangen kan holde dig med selskab på en forblæst gåtur i de stadigt mørkere eftersårsdage og minde dig om, at du ikke er den eneste, som føler sig sårbar.
”’Kastevind’ er en refleksion over ensomhed og usikkerhed; en stille bøn om at blive
reddet fra en malstrøm af følelser, men en samtidig konstatering af, at man i det
øjeblik ikke er i stand til at række ud efter nogen. I sådan nogle situationer oplever
jeg selv, at det hjælper at spejle sig i sange, der beskriver lignende følelser. Derfor
har vi bidraget med vores egen ensomhedssang” – Christoffer Steensen Møller
Nedenfor finder du en livesession version af nummeret, jeg har mest lyttet til og baseret anmeldelsen på studieudgaven, som du også kan finde på blandt andet Spotify.
Det er egentlig ikke en sang, som jeg har lyst til at sige alt for meget om, da ordene nok ikke helt vil være dækkende for sangens kvalitet. Der sker i bund og grund ikke voldsomt meget i løbet af de 4 minutter, det er meget spartansk instrumentret, ord, vokal og den enkle melodi er i centrum. Men selvom virkemidlerne er få og afdæmpede, så er de ganske effektive og gør indtryk. Det er på mange måder lyden af den ensomhed, som Løvetand gerne vil udtrykke, så på den led er missionen fuldført.
Jeg ved ikke helt hvad det er der gør det, men sangen er trods sit stille væsen meget stemnings- og udtryksfuld. Det er en “lytter”, helt klart, og det kræver at man ikke lader sig distrahere af alt muligt andet end musikken, den kommer ikke til dig, du skal komme til den. Men så belønnes du også med et nummer, som kryber ind under huden på en og er af den slags, hvor man tager sig selv i, at holde vejret for ikke at forstyrre stemningen.
Konklusion: Bare lyt, se om det her ikke er noget for dig. Og husk at trække vejret…
Føjes til På Repeat-listen: Uden Ord og Løvetand
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ivan Boll, Løvetand pressefoto
