Vi nærmer os en juleferie, hvor singlerne lige kan få sig en slapper. Men, det er ikke blevet tid til at slappe af og hvile ørerne endnu, i denne uge er der nyt fra Morten Christensen og Band Uden Navn, Kúlu, Where Did Nora Go, Mads Beldring, Viva La Wolfe og KANT.
Endnu en lille reminder, året går på hæld og inden jul kårer jeg mine favoritsingler fra årets Repeat blandt de numre, som er røget på På Repeat-listen i årets løb. Det er en subjektiv, smagsbaseret liste og bare fordi et nummer ikke lige er kommet med, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke er en godt.
Denne uge er ingen undtagelse, faktisk er der ikke nogen dårlige numre med i denne udgave af Repeat, men det er ikke ensbetydende med, at de alle kommer med på listen, som man finder nederst. Så tag listen for hvad den er, den afspejler ikke nødvendigvis de anmeldte singlers kvalitet.
Morten Christensen – “Skabt af Sand Magi”
“Universet er drømmende, melodien er fængende, guitarhooks og keys lige i skabet, trommerne og bassen ligger blødt og vugger i mixet! Smid det hele i bunken og ”Skabt Af Sand Magi” er født. Morten Christensen fortæller: Dagene løber afsted med mig. Livet er let alene. Rastløsheden bider. I mit evigt følsomme sind sprang den her sang ud som en sand kærlighedsboble.Skabt Af Sand Magi er en hyldest till kærligheden. En hyldest til lyset og livet”.
Det flyder rigtig godt på “Skabt af Sand Magi” for Christensen og band, der har fået fat i en god, drivende guitar melodi, der diskret løber gennem hele sangen. Det gode flow giver sammen med den behagelige, tilbagelænede melodi sangen det drømmende skær, der sigtes efter. Der er små temposkift på vej gennem de næsten 5 minutter, men ingen voldsomme udsving eller opbremsninger til at hive en ud af dagdrømmen, der mod slut munder i lykkelig “dah dah dag” sang og slutteligt benytter sig af en god, gammeldags fade out.
I det hele taget er der noget klædeligt altmodisch og “modent” over Christensen og sangen, på den måde hvor det ikke bliver tørt og støvet, men noget ro, håndværksmæssig rutine og ballast, så man uden problemer kan slippe af sted med en tekst der, som her, lyder meget hengiven og som en hyldest til den der kærlighed. Det er ikke mange sange, som kan komme afsted med sådan at sammenligne en udkåren med “sommerregn” uden, at det kommer til at føles for klægt og vammelt – men det lykkes faktisk her. Fordi det lyder oprigtigt, er godt og smagfuldt eksekveret og ikke lyder indsmigrende og leflende.
Som single er den måske nok i den længere og rolige ende, det er ikke en af en slags numre, der bærer følelserne udenpå tøjet eller skriger dem ud fra en bjergtop på dramatisk vis.
Konklusion: Som single er der en lille risiko for, at den måske kan blive overdøvet. Som sang er det et velskrevet, velspillet og smagfuldt poprocknummer, der lyder som om det har hjertet på rette sted.
Kúlu – “Grandees”
Jeg har efterhånden været omkring Kúlu en hel del gange, både deres singler og en EP, altsammen har været mere end godkendt og de har holdt et højt bundniveau for deres indie-rock. Der tilmed har antaget forskellige former, så de både er kommet omkring det drømmende, det atmosfæriske og noget mere bastant, eller krautrocket fremadskridende. Seneste var de dog i et mere poppet hjørne, men på nyeste single, “Grandees” skulle de være tilbage i mere vante rammer:
Kúlu er på deres nye single ‘Grandees’, tilbage i deres velkendte glans. Kaotisk, larmende,
spidsfindige, atmosfæriske, støjende, og alligevel utrolig insisterende på at invitere lytteren med ind i deres legesyge musikalske og lyriske univers. Det er som om at alt, på dette track, er til evig forhandling ift. retning og substans, men samtidig bliver lytteren holdt trygt i hånden af Dennis’ urokkelige tålmod og rolige vokal.
“Grandees handler om at opnå det ypperste for én selv, uden at se sig tilbage før at det er for sent, hvad man har efterladt sig i farten” siger guitarist og sangskriver Daniel Buchwald.
Det er da også velkendt farvand for Kúlu de glider ud i her med et godt drive fra start. Det cykler krautet derudaf med et insisterende trommebeat, en stor, åben melodi, der dog stadig lyder stram og målrettet. Sangen har samtidig godt med tyngde og bid, og når hurtigt frem til nogle kortere udbrud, hvor lyden og volumen blusser op, inden der styres tilbage mod det mere drivende og drømmende. Der er lidt “soundtrack til et kørespil” over lydbilledet og stemningen, dermed er det også en oplagt “cykelsang”, hvis du skal ud på en længere tur og ikke kører en kort spurt. Med sine knap 6 minutter giver bandet sig også god tid, men med den konstante fremadrettede bevægelse der flyder gennem nummeret føles det aldrig for langt eller stillestående.
Skal man kritisere sangen for noget, så er det måske, en del af deres tidligere numre in mente, også en stil som føles meget sikker for dem. Sangen er dog stærk og driftsikker nok til, at det ikke virker som en regulær gentagelse af tidligere bedrifter. Det er mere af det samme, men på en god og stilsikker vis. Der er også en ruskende fornemmelse over rytmen, som gør at sangen hele tiden skubber og river lidt i én, så man stille og roligt, i takt med sangen, får arbejdet en god puls op, som er ganske effektiv og medrivende.
Konklusion: Velkendt og velafprøvet formel, men når udførelsen er sikker og kompetent som her, så er det en formel og opbygning der fungerer. Længden er måske en udfordring for en single, men nu er det jo heller ikke alle singler, der behøver at sigte efter radioformatet.
https://soundcloud.com/celebration-records/kulu-grandees/s-rCO1iLBJn4M
Where Did Nora Go – “Undivided”
Astrid Nora, eller Where Did Nora Go, er et navn som vi også har omtalt og anmeldt flere gange gennem årene, senest for et års tid siden, hvor hun udsendte den glimrende EP Womb of Life, der var en tilbagevenden til musikken efter 5 år på pause. I det mellemliggende år har verden været ramt af bekymring, den synger Nora om her, men også om den anden side der venter.
Astrid Nora fortæller selv om sangen:
”Vi lever i en alvorlig brydningstid med så mange nye skift, mange bekymringer og – for mange – stor frygt. Derfor har jeg følt behov for at skrive en sang, der peger fremad; forbiangsten og nervøsiteten, forbi ulykken og sorgen – ind i en lys fremtid, hvor vi igen kan udfolde os – måske endnu mere frit og med endnu større værdsættelse end før. Jeg selv er søgt meget ud i naturen og har der fundet en ro og en forbundethed; en dyb tillid til fremtiden. De nye sange er alle vokset ud af denne dybe tillid og håb. Vi har brug for at nære håbet og genfinde viljen til at tro på det.”
Det er en ret tyst, men meget stemningsfuld og delikat sag, der med en rolig puls og åndedræt bevæger sig gennem det dunkle og frem mod lyset, som man aner i den anden ende, “there will be love and plenty, on the other side”, lyder det indledningsvis. Noras vokal er sfærisk og luftig, som om den svæver et sted over jorden og kigger ned, betragter og indgyder håb og forventning over noget, der måske kan virke lidt trøstesløst og sort.
Den følger egentlig en ret normal og velkendt sangstruktur med vers og omkvæd, men overgangene er glattet så meget ud, og den rolige, men ret markante puls, så konstant at sangen også virker som én, lang glidende bevægelse, uden de store udsving. Det er et nummer, som ved de første par gennemlytninger måske ikke gør det store væsen af sig, og man skal hænge lidt i for at få fat i Noras porøse poesi og sarte stemme. Men selvom den kan virke som en lidt gennemsigtig størrelse ved første øjekast, så er der alligevel noget ved atmosfæren, vokalen og det skrøbelige udtryk som fænger.
Der er også en fornemmelse af noget der spirer og gror og derigennem en styrke og et solidt fundament, man aner det så sangen ikke bare fordufter efter første gennemlytning. Om det er en single, som har en chance for at få ordenlig fat og nå ud til det publikum den fortjener, det er måske lidt tvivlsomt. Den rummer i hvert fald et livsbekræftende og opbyggeligt budskab, som verden måske nok kunne trænge til.
Konklusion: Where Did Nora Go er et lys i mørket, men også et diskret et, som der er fare for bliver overset, fordi udtrykket og virkemidlerne er så afdæmpede. God sang, men som single henvender den sig nok mest til folk, som allerede er fans og er villige til at give Nora en chance for at blive hørt.
Mads Beldring – “Helt Ærligt”
Sanger og sangskriver Mads Beldring udsender en ny plade i slutningen af januar. Poetisk folk-rock er den foretrukne stil, hvor han både besynger kærligheden og vreden og efter eget udsagn både tager mere fat og giver mere slip. Om den første single fra det kommende album, der har fået titlen Papir, lyder det:
“Førstesinglen ‘Helt Ærligt’ viser sig et sted mellem disse to for Beldring naturlige yderpunkter med sin ligefremme melodi, pulserende rytmik og både ligefremme og dobbelttydige lyrik om at behandle hinanden ordentligt – helt ærligt, kan det være så besværligt? Singlen ledsages af en fin hjemmegjort video, som får premiere lige omkring udgivelsen”.
Det er en single, som jeg lige skulle give et par lyt inden jeg faldt for den og den begyndte at få fat. Under første gennemlytning synes jeg den var en kende flad og anonym, og melodien en lille smule kedelig. Men så er den stille og roligt begyndt, at snige sig ind og under huden på mig. Foden begyndte stille og roligt, men sikkert, at vippe med til det rolige, lidt hoppende tempo og rytme, ordene begyndte at vokse på mig og Beldrings lidt tilbageholdende og beherskede sangstil lige så.
Det er poesi af den slags, som lige skal have lov til at ånde og rodfæste sig i øregangene, så det ikke bare fiser igennem og ikke gør det store indtryk. Det spadserer og slentrer, både bogstaveligt i lyrikken og i facon og udtryk. Men det er egentlig meget fint og elegant, når man lige får justeret ind på Beldrings lavmælte og lidt underspillede frekvens. “Helt ærligt, kan det være så besværligt at behandle hinanden helt ærligt”, lyder det i bund og grund enkle mantra. Det kan lyde banalt, og ja, enkelt, men det er sandheder jo ofte og der er en god rød tråd mellem ord, musikken og det samlede udtryk, der giver det umiddelbare budskab og udførslen en ærlighed, som matcher tematikken godt. Det virker kort sagt helstøbt og gennemtænkt.
Konklusion: Keep it simple, helt ærligt. Det fungerer her for Beldring, men det er også en sang, der med sin stil og afdæmpede fremfærd risikerer at blive overdøvet. Så det er en rolig lyttesang, som lige kræver at man giver den tid, plads og den fornødne ro til at levere sit fine, præcise budskab.
Viva La Wolfe – “Father Fatique”
Der rør sig noget i den esbjergensiske rock undergrund, hvor Viva La Wolfe allerede har rumsteret et stykke tid og i nærmeste fortid udsendt nogle rigtig fine singler, som jeg også har haft under kærlig behandling her i Repeat. Nu er de snart aktuelle med en hel EP, og en ny single er på gaden… eller nettet?
“Fra januar 2021 vil Viva La Wolfe være ep’ aktuelle med ep’en “Millennials”, hvoraf første udspil, lead singlen “Millennials”, ramte gaden 9. oktober 2020. Ep’ens anden single “Father Fatique”, er sat til at udkomme 13. November, og viser flere af bandets facetter frem. Modsat første single, der bød på rå, komprimeret og hensynsløs rock, med flabet attitude, vil Father Fatique bære flere ambiente, og alternative elementer, og sætte en mere dyster og dunkel stemning. Båret frem af en groovy og solidt spillet tromme/bas sektion, og fuldendt med løse og let spillede guitar roller”.
De har altså fat i et eller andet der fungerer, de her gutter, som spiller en ret klassisk, let-blueset rock og rul, en genre med en indbygget risiko for at det ender i at lyde som en stiløvelse, pasticher eller en overdreven omgang kliché-fræs. Men Viva La Wolfe lader til, at have styr på sagerne og balancen i tingene, så de for mig “bare” lyder som et virkelig solidt og velspillende rockband, der tilmed kan skrive ret gode sange!
“Father Fatique” er ingen undtagelse, er ved første lyt ikke super flashy, attitude tungt eller kommer væltende med de store, voldsomme rock-armbevægelser og alt skruet op på 11. Det har en lidt blødere kant og finish, en vokal der stedvis minder en lille smule om eksempelvis Caleb Followill fra Kings of Leon uden, at det bliver helt så lidende og anstrengt, som han desværre er blevet – det er noget med den “grødede” glød, der er i vokalens klang.
De tager sig tid på dette nummer, bygger tålmodigt op og forcerer ikke noget, men man mærker at der gemmer sig et eller andet virkelig driftsikkert og fundamentalt velfungerende og solidt i sangens DNA. Man begynder ligefrem at glæde sig til omkvædet, der også leverer, men heller ikke her oversatser Viva La Wolfe eller forråder det mere sindige og beherskede udgangspunkt, så sangen sættes over styr. Det ER gammeldags rock, på den led er der ikke de store overraskelser eller nye, vilde og originale indfald, det er til gengæld også skide godt sangskriverhåndværk, der ikke sætter den gode sang over styr ved, at falde for fristelsen til at spille mere med rockmusklerne. Det gøres i stedet i glimt, som et vellykket instrumentalstykke efter 3 minutters mærket, hvor det hele munder ud i en fed guitarsolo.
Der er sans for dosering, virkemidler, timing og bandet formår at holde min opmærksomhed fanget i næsten 5 minutter.
Konklusion: Det er sgu en god rocksang, det her! Ikke noget lir og blær, bare en god sang, som stadig formår at være fængende og iørefaldende uden at forfalde til billige og nemme tricks.
KANT – “Mermaid”
Vi lukker og slukker med en omgang pop fra KANT, en københavnsk kvartet, som udsendte en debut-EP tilbage i slutnignen af oktober og nu er klar med en musikvideo til singlen “Mermaid”:
KANT’s DNA består af en eklektisk inspiration fra genrer som pop, hiphop, rock og urban samlet i et organisk udtryk med en klassisk rockbandbesætning. Med et sofistikeret og mangfoldigt udtryk er sangene drevet af den gode melodi og fortælling. Med en legende tilgang til sangskrivningen og de instrumentale virkemidler vil KANT inddrage lytteren i et univers med dybde, kreativ kompromisløshed og modsætninger.
“Musikvideoen illustrere sangens tematik om splittelse og forholdet mellem to uadskillige enheder, der uanset hvad, både frastødes og tiltrækkes af hinanden” – Nikolai Sørensen (sang).
Jo, det er sgu pop, det her, det er da helt sikkert. Og det vil vist gerne have mig til at danse lidt med, eller i hvert fald få lidt gang i kroppen og rykke lidt med lemmerne. Jeg må også medgive, at det faktisk lykkes, selvom jeg i første omgang egentlig syntes, at det var liiiiiige fimset nok. Meeeeen, de æggende rytmer, den effektive og glatte produktion, og et godt, dybt brummende beat og nogle mere energiske og indpiskende trommer er svære at modstå. Vokalen har også noget, der når jeg lige får justeret lytteaparattet og tunet ind på noget, der både rummer falset, mere flødet soul og noget som faktisk er en lille smule rocket i sin klang, fanger min interesse. På en måde minder den mig lidt om… Brandon Boyd fra Incubus?
Der sker ret meget her, selvom tempo og udtryk er mere til tæt dans end benspjæt og æblepluk, og som citatet fra presseteksten indikerer, så er der også ret mange genrer og referencer i spil. Og sangen holder faktisk hvad den lover uden, at det bliver overlæsset og rodet og får smeltet elementer fra pop, hiphop, rock og noget moderne urbant sammen til en helhed, der på sin egen lidt drilske og dristige vis er svær at modstå. Jeg synes sgu, at det er både ret vellykket og spændende, det her, og sangen er en, som man nok sagtens kunne forestille sig ville have en chance på eksempelvis P3.
Konklusion: KANT lykkes med at favne bredt og stadig fremstå ret stramt, det burde have noget mainstream appel og potentiale og har, helt som bandnavnet antyder, også tilpas med kant, så det ikke bliver for ligegyldigt og veldfriseret. Det stritter og smitter!
Føjes til På Repeat-listen: Viva La Wolfe + KANT
Af Ken Damgaard Thomsen
FOTO: Marine Gastineau, OVERLAYS: Mette Back ,EDITS: Astrid Nora & Benjamin Magnussen
