Vi danser mod juleferien men inden skal vi lige have de sidste singler fra 2020 med. Denne uges kuld består af numre fra Pleasure Raft, Karen Kousgaard, Chris Frank Jr., Mathilde Falch, Terminal Argh og The Cashe.
Juleferien nærmer sig, da går Repeat lige på pause et par uger og dukker op igen i løbet af januar. Derfor opstår der også muligvis lidt ekstra ventetid på anmeldelser af singler og et par hængepartier, men det tager vi til den tid. Inden da skal vi da også lige have kåret de 10 bedste/mine favoritsingler fra Repeat i 2020 med udgangspunkt i de singer, der er kommet med på, På Repeat-listen, som man som altid kan finde i opdateret form nederst i artiklen.
Kommer nogen af ugens anmeldte singler med? Lad os se…
Pleasure Raft – “Words”
Du har måske allerede stiftet bekendtskab med Pleasure Raft, der opstod i asken efter The Attic Sleepers. P6 Beat har nemlig allerede haft de foregående 4 singler fra Pleasure Raft i rotation, men lad os se om nyeste skud, “Words” også har airplay-potentiale.
Og det kan vel lige så godt konkludere fra start, at det har den som end. Behagelige vellyde, en blød pakke, et lydmæssigt vattæppe, som smyger sig omkring dig, mens den emotionelle, men stadig afdæmpede vokal, hælder honning i dine øregange. Jo, det er meget lækkert og indbydende, det her. Måske lidt FOR vellydende og rart rent lydmæssig til min smag, men det virker som om der er noget på spil og en alvor i teksten, så der er er ikke tale om at nummeret kun stryger dig med hårene. Det er også det der gør, at det ikke bliver for poleret og glat.
Der er også en god stigning sangen igennem, igen, ligesom med den følelsesladede vokal, så kammer det ikke over i noget melodramatisk. Det er luftigt indie-pop, som stille og roligt letter og søger op mod de højere luftlag, hvor sangen heldigvis viser, at vingerne er stærke nok til at bære når sangen foldes helt ud – så det ikke ender med en pludselig mavelanding.
Det er ikke en sang, som du får ekstra hår på bryster af, eller pludselig gror en ekstra testikel, af at lytte til. Det er lytte wellness, hvor du kan læne dig tilbage og lade dig rense lidt, mens pulsen kan komme ned, dermed ligger det egentlig også meget i forlængelse af The Attic Sleepers.
Konklusion: Ahhhhh, den er rar og kommer nok til at fylde lidt i æteren vinteren over. Så er der ild i pejsen!
Karen Kousgaard – “Eternal Tune”
Your love is like a ticking tambourine
You echo thick and thin
And you are good at giving in
To what you’ve been … but leave me in
Sådan lyder åbning på Karen Kousgaards fjerde single fra hendes kommende album Odd & Honest. Jeg har tidligere anmeldt to af de foregående singler her i Repeat, to ret forskellige numre, hvor især den meget enkle “Simple Song” ramte plet hos mig.
Det er egentlig også enkle, og her også ret tyste, virkemidler Kousgaard arbejder med her. Nummeret klirrer sagte i baggrunden, mens en lille melodi diskret markeres, mens Kousgaards vokal er helt fremme i lydbilledet. Musikken svulmer op i korte glimt, beatet markeres lidt tydeligere, det holdes stadig enkelt og nedbarberet, men stille og roligt kommer der lidt mere bund og bid i musikken.
Det er dog klart stemmen og lyrikken, som forbliver i centrum, mens musikken holder sig i sin opbakkende rolle og kun for alvor trænger igennem i omkvædene. Halvvejs får den lov til at fylde lidt mere i et kortere instrumentalstykke, inden stemmen igen fortrænger den fra spotlyset. Det er en fin og nydelig sang, men det er også et nummer der med sine 5 minutters spilletid måske bliver en lille smule lang, især med de lidt begrænsede virkemidler taget i betragtning. Jeg vil dog ikke sige, at jeg når at kede mig, dertil er både vokal og den lille melodi for godt selskab, men man kunne måske godt have trimmet den lidt inden “mere af det samme” følelsen kommer snigende?
Konklusion: Fin, sart og delikat sag, som ikke prøver på at imponerer dig med store armbevægelser og voldsom volumen. Styrken ligger i det følte og i det nærvær Kousgaard har i hendes vokal.
Chris Frank Jr. – “Not Enough Love”
Soul, pop, indie-rock og arven efter Frank Sinatra. Chris Frank Jr.’s far er opkaldt efter den legendariske crooner, og var amerikanske soldat der sejlede med destroyer under Anden Verdenskrig, så det amerikanske er indgroet i Chris Frank Jr., der har det borgerlige navn Cristoffer Berg. Om sin musik fortæller Berg:
“Før i tiden har jeg ofte droppet det musik, jeg har været i gang med at lave, på trods af, at jeg egentlig godt kunne lide det. Jeg havde et meget bevidst billede af, hvad min stil skulle være, og hvis det jeg havde lavet, ikke passede ind, så kunne jeg ligeså godt droppe det. Jeg er glad for, at jeg i dag hviler mere i mig selv. Det har gjort, at jeg ikke længere bekymrer mig så meget over at passe ned i en bestemt form. Min nye tilgang er, at jeg bare indspiller det, jeg synes lyder godt.”
Ehhh, med den introduktion og “arv”, havde jeg måske sat næsen op efter lidt mere? Det er sådan set meget moderne og rammer fint nogle tendenser og toner i tiden, det her, men det er også en lille smule kedeligt og kønsløst. Jeg savner noget bid og et eller andet der gør, at det ikke bare lægger sig i slipstrømmen af hvad der lige kunne dukke op på radio neutral. Der er forsøgt, at give sangen, der som indledningen beskrev, er en form for tidstypisk soul/pop hybrid, noget crooner-schwung, både i melodien, et insisterende beat og vokalen. Idéen er sådan set god, men udførelsen mangler bare et eller andet?
Det er som om nummeret aldrig helt får fat, eller rammer plet for mig, vokalen er også lidt i den uinteressante ende, hvor den hverken bliver fugle eller fisk? Den er måske i virkeligheden bare ikke helt stærk eller karismatisk nok til, at brænde igennem og trænger ind. Jeg ville skam gerne blive ramt, rørt, et eller andet, eller bare sidde og vugge og vippe med til melodiens forsøg på, at swinge, men jeg må, desværre melde pas på den her.
Konklusion: Ikke et nummer der er så ringe, at det ville få Sinatra til at rotere i sin grav, men heller ikke en der giver forhåbninger om en genopstandelse.
Mathilde Falch – “Solen Brænder”
Jeg var ret glad for forrige single fra Mathilde Falch, “Mellem Mig og Gud”, da jeg anmeldte den her i Repeat. Nu er hun klar med endnu et nummer fra hendes kommende 5. album.
“Vi så for os hvad vores liv kunne blive til og lovede aldrig at sætte det på spil”, lyder det i begyndelsen af andet vers, i det her roligt, vuggende nummer. Et nummer der emmer af varme, let-vemod og nærvær, “magien findes, men den glemmes ofte nemt”, fortsætter Falch. Hun besidder en eller anden form for glød og dirrende intensitet i hendes stemme, som gør at man fornemmer at der altid er et eller andet på spil. Og så rummer det en tvetydighed, hvor et strejf af melankoli og sørgmodighed går hånd i hånd med varme og overbevisning.
Teksten er jo egentlig positiv og “styrkende”, men muligheden for at det hele kan, eller er, krakeleret, at der er revner i fundamentet, og en sårbar- og skrøbelighed, lurer lige under overfladen, mens melodien stille tøffer afsted. Det er noget af det, som jeg synes gør Falch gribende og interessant at lytte til – den der fornemmelse af, at befinde sig på kanten, på en eller anden måde. Og ikke miste balancen og “falde ud over” den, hvad “den” så end kan være.
“Solen brænder på den anden side”, der er altså et eller andet vi lige må igennem inden det bliver godt igen? Jeg følger gerne med hele vejen igennem de 3 ½ minut. Nummeret er måske ikke så umiddelbart og iørefaldende som den mere tempofyldte og pågående forrige single, det er en mere nedtonet og eftertænksom sag, men hvis man lader den krybe ind under huden på en, så er den nu ganske fængende i sin egen ret.
Konklusion: Hvad kan jeg sige, jeg er fan? Endnu en stærk sang og single fra Mathilde Falch, der fortsætter med at demonstrerer, at hun har styr på det det sangskrivningsmøg!
Terminal Argh – “Back With A Vengeance”
Så skal vi have et popnummer om en genfødsel! En genfødsel for duoen Terminal Argh, der startede i en lejlighed…
“Terminal Argh er Nana Schwartzlose og Morten Langkilde. Sammen har de udgivet et album og en EP, men siden da er der gået flere år, hvor duoen har været optaget af andre ting. Sidste sommer fandt de sammen igen – efter fire år, hvor de ikke havde set hinanden.
Nana trådte ind i Mortens lejlighed og årenes afstand i tid og rum forsvandt i samme øjeblik:
”Det var som om. jeg havde været der i går. Vi har altid arbejdet hos Morten, og det var bare at træde ind i rummet igen, så var kraften der. Vi springer en masse led over – vi har enormt nemt ved at forstå hinanden, og udfordre hinanden”, fortæller Nana.
Det starter tilforladeligt nok med et let-soulet poplyd, en melodi der kommer godt af sted og glider fint fra første sekund, og så rammer den kvindelige vokal nogle sekunder inde og… HOLD, STOP, vi har en vinder! Sikken en stemme?! Hold da fast, saft, kraft, sjæl, patos og gravitas, en af den der “beyond her years” stemmer, hvor det kunne lyde som en gammel-ung eller en ung-gammel, man er ikke helt sikker.
Jeg ved ikke helt om jeg er solgt på teksten, den er ikke dårlig, men, hvad kan man sige. Det er et popnummer med en poppet tekst, der er lidt befolket med floskler og lyriske klichéer, men det generer mig egentlig ikke, jeg kunne høre den her stemme synge en gammel telefonbog og sikkert være godt tilfreds – den slags var tykke, så det ville tage mere end de 4 minutter vi beriges med her…
Sangen har lidt en slut-90er eller start-00er RnB/soul/pop klang over sig, måske lidt ala et navne som Anastacia, eller lignende, bare med mere… dybe og uden at det lyder som noget påtaget. Det er en vokal, som gør mig nysgerrig, jeg vil gerne høre flere historier fra den og gerne nogen, som man måske ikke har hørt så mange gange som denne teksts indhold . Men, som en introduktion fungerer det glimrende, bliver ikke for tungt eller for stor en mundfuld – det ER jo popmusik.
Konklusion: Mine kritikpunkter er lidt bagateller, det er mere formen og formatet af lyduniverset, ikke selve kvaliteten indenfor den ramme. Men, det lyder også som en stemme man kunne få endnu mere ud af i andre omgivelser?
The Cashe – “Feel Real”
Vi runder af med en tur ind i et drømmende univers, et drømmende RnB univers tilmed:
“På deres anden single ‘Feel Real’ fortsætter The Cache samarbejdet med produceren Nicolai Kornerup (Kwamie Liv, AyOwA, Mames Babegenusch). Sangen bæres af en synth-drevet lydsfære, som fremkalder følelsen af længsel efter emotionel kontakt, i en verden som i stigende grad bliver digitaliseret og kontaktløs. Også i produktionen og instrumenteringen leges med kontrasten mellem det analoge og digitale.
Kan vores emotionelle behov for nærvær (kød og blod) erstattes med en ny virkelighed og er der håb for at vi kan bygge en bro til denne? Sangens håbefulde budskab, “Maybe some day we can be friends, maybe some day we can make love”, spår en utopisk fremtid hvor kærlighed vil kunne transcendere grænsen mellem real life og den digitale verden”.
Vi runder af med en mere doven og døsig sag, der strækker sin trætte og lade søndagskrop og rækker ud efter kaffekoppen, mens solen provokerende kigger ind af vinduet og stikker til en… det kan også være, at festen er ved at være slut på en eller anden tilrøget klub, og morgenen begynder at kalde på en og trække en mod udgangen, så man lige kan smage på den sidste del af natten, der blandes med det første morgengry?
Det kan også være, at du uforvarende dumper ind i en Psexy sendeflade og et eller andet smagfuldt og labert produceret, moderne klingende RnB nummer strømmer dig i møde og forsøger at forføre dig til at give den noget opmærksomhed. Selvom der er en vis distance i den meget tilbagelænede og let-afvisende måde kvinde og mande-vokalen synger op imod hinanden på her, så er det også en kælen frækkert.
Lige meget hvilke billeder The Cashe får startet, så er jeg dog ikke helt sikker på, at jeg helt lader mig forføre og lægger mig fladt ned. Det ER lækkert produceret og lyder meget indbydende, men det er også en indpakning og lyd, som jeg bare ikke helt tænder på – og som , for mig, lyder som noget der hurtigt flyder sammen med meget andet man kan fange i æteren. En sang kan sagten lyde godt, som her, og samtidig lidt lyde som “alt andet” i samme genre…
Konklusion: Sangen her har taget det fineste puds på og prøver virkelig, men jeg bider ikke helt på. Det er nok en smagssag, håndværket er der absolut intet i vejen med
Føjes til På Repeat-listen: Mathilde Falch
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mathilde Falch
