I denne uge skal vi både trave ud af velkendte landlige stier og lave nogle frække moves på dansegulvet, og andre svinkeærinder, i selskab med nye singler fra Bünni, Astrid Cordes, Fallulah, Holtsø & Wittrock, The New Madness og Jonas Ringtved.
Jeg vil prøve noget nyt i denne uge, at fatte mig i korthed! Så jeg har forsøgt at slanke anmeldelserne lidt og skære mere ind til benet. Lykkes det? Lad os se. Indledende sniksnak SLUT.
Bünni – “I Love You”
Den produktive sanger og sangskriver Bünyamin Eroglu er snart klar med endnu et album under kunstnernavnet Bünni. Han har de senere år udsendt en lind strøm af udgivelser og singler under det navn, samt med Eerie Glue, “I Love You” er næste skud på stammen fra albummet Sunshine Diaries som udkommer i slutningen af november.
Det her er en meget rolig, meditativ og gentagende sag. Det er mere en tilstand og en følelse end en sang med den store udvikling og udsving. “I Love You” er det gentagende, drømmende mantra, som Bünni leverer på tilbagelænet vis. Nummeret svæver og smyger sig langsomt ud af højtalerne og lægger sig omkring en som et varmt tæppe.
Det er lige før man døser helt hen og bare forsvinder ind i dagdrømmen sammen med nummeret, behageligt er det, men der er heller ikke så meget at sige til det. Det mest markante instrument er en kælen guitar, der af og til slanger sig omkring Bünni, mens en trommerytme antyder en form for tøffende fremdrift. Det er en rigtig “læn dig tilbage og luk øjnene” sag.
Konklusion: En lille, fin sag, en kærlig hilsen til en udkåren, der ikke gør sig i store armbevægelser.
Astrid Cordes – “Ivy (I Can’t Move)”
Astrid Cordes var tidligere den ene halvdel af den nu opløste pop-duo Shy Shy Shy, og har allerede haft pæn succes med første single i eget navn, “Portrait”, som også har været med her i Repeat. Nu er hun ude med single nummer to.
Om nummeret fortæller Cordes: ”Ivy startede som et bas-ostinat jeg jammede frem hjemme på mit DX7-keyboard. Det var ovenpå en af de dage, hvor der blev ved med at tikke mails ind med ”haster” i emnefeltet, telefonen ikke ville stoppe med at ringe og jeg satte kronen på værket ved at brænde aftensmaden på. Hen over bassen improviserede jeg ordene ‘I can’t move’, som hele tiden falder forskelligt rytmisk, mens bassen buldrer frem uden at tage hensyn til det. Sådan synes jeg nogen gange livet føles. Det bliver bare ved at køre sit eget løb med forpligtigelser, deadlines og folk der forventer noget af én, mens man halser efter og prøver at finde hoved og hale i det hele.”
Ah, der var den! Hvor Cordes første single var rigtig fin, så er det her et fræk, lille hit, som har rigtig meget at byde på. Hele sangen gennemstrømmes af en legende, lidt rastløs grundrytme, som får hele sangen til at ryste og klirrer, og af og til stikker lidt af fra den melodie Cordes lægger vokalen op ad. Den får aldrig lov til, at slippe helt væk, men trækkes ind når tid er, så man får en sjov fornemmelse, af et vibrerende popnummer, som strutter og sprutter i flere retninger.
Cordes’ vokal er mere rolig og nede på jorden, en klar popvokal som leder en igennem sangens små krumspring og udglidninger på sikker vis. Inden den får lidt mere kraft og pågåenhed i omkvædet, der er kort, men catchy. Det er en sang der trods det beherskede tempo er i konstant bevægelse. Elementerne danser rundt om, forbi, ind igennem hinanden, så det bliver en helt blå-tonet kalejdoskopisk oplevelse. Alligevel er der noget stramt og “undertrykt” over sangen, hvor Cordes i omkvædet gentager “I can’t move, I can’t move”.
Det giver en skæg, lidt modstridende, eller selvmodsigende, fornemmelse, hvor sangen blinker, blipper og blopper, tripper rundt og alligevel er fastlåst indenfor en eller anden usynlig ramme, den forsøger at bryde ud af. Hæmmet og uhæmmet på samme tid?
Konklusion: Jeg kan lide den! Det er både iørefaldende, tilgængeligt, inviterende, lidt afvisende og småskævt på samme tid, indenfor en kompakt og virkningsfuld popramme.
Fallulah – “Sacred Love”
“Fallulah’s nye single “Scared Of Love” tager dig med på en nostalgisk rejse tilbage til en uskyldens tid, til en fortælling om første crushes, lange rastløse somre og om at prøve at regne de usagte kærlighedsregler ud, på vejen ind i voksenlivet.Sangen er en powerfuld hymne der fejrer alle de usikkerheder der går hånd i hånd med lykken og spændingen ved at opdage nye følelsesmæssige landskaber.Det energiske pop-rocknummer er stopfuldt af Fallulah’s signaturhooksog mindeværdige tekster som f.eks.““The day we got wasted/And all the things we shared/You told me about your father and how he never cared”.”
Vi befinder os stadig i det poppede, men det er mere dansabelt og mere direkte fængende hos Fallulah, der efterhånden er en rutineret størrelse på den danske popscene. Det betyder ikke, at hun her lyder sat, fastlåst eller kører den hjem på denne rutine. Det har hun næsten heller ikke tid til, når hun kun giver sig selv 2 ½ minut til at fange ens opmærksomhed.
Så det er lige på og hårdt, fra start er vi i bevægelse, en rytmisk lidt æggende og vrikkende bevægelse, der går lige dele i bentøj, bagparti og mine sexede, midaldrende hofter. Det er også en lidt flabet og “udfordrende” sag, hvor det lyder som om Fallulah spiller lidt på en “nå, tør du?” attitude og følelse, som om hun lige har lidt mere mod og overskud end modtageren. Man kan næsten se den viftende pegefinger, lige dele opfordring og udfordring, foran snuden, mens sangen kredser rundt om en.
Rytmisk er det en af den slags numre, som lyder som om den er udstyret med en elastik, eller har tyggegummi i ledene, så den får en “hoppende”, eller ja, elastisk, følelse når den cirkler rundt. Smittende er det, men det er også lige før at det er for kort en fornøjelse. Men man skal vel ikke brokke sig over, at nogen fatter sig i korthed?
Konklusion: Effektiv lille popbasker, der ankommer allerede oppe i fart og får leveret sin pointe på kort tid.
Holtsø & Wittrock ft. Ester Borhus – “Won’t Let Down”
Duoen er ude med tredje single fra deres kommende femte album, hvor de bakkes op af Ester Brohus på duetten “Won’t Let Down”:
“Hvis Jes Holtsø og Morten Wittrock havde været et ægtepar, kunne de i år fejre tin-bryllup. Ti år er der nemlig gået siden deres allerførste singleudgivelse under navnet Holtsø & Wittrock… Holtsø og Brohus’ stemmer klæder hinanden overordentligt godt og Ester Brohus tilfører nummeret en lækker country-feeling med sin karakteristiske vokal”.
Efter den dansende pop skal vi lige have pulsen lidt ned med en rutineret blues-rocket duo og deres country-klingende kvindelige gæst, der inviterer til en lille hyggestund ved morgenbordet. Det er i hvert fald fornemmelsen jeg får her. Duften af morgenkaffe, det første sollys der kigger ind gennem de stadig duggede ruder, en frisk avis og noget toastbrød, der lige har fået lidt for meget – og måske også en klat smør for meget? Her kan du så sidde og vippe med foden, mens Holtsø & Wittrock og Brohus driver ud af de støvede landeveje, på vej længere ud på landet i tilbagelænet, drømmende tempo.
Det er, med al respekt, også en en sang, stil og lyd som jeg forbinder med en anden generation end min egen. Det her er musik min far ville have elsket at have kørende i radioen, en afslappet weekendmorgen og som jeg sikkert ikke ville have haft noget imod, at lægge ører til hvis jeg lige fik forvildet mig ud af sengen så tidligt på dagen. Det ER hyggeligt, det er også lidt gammeldags og velkendt, men bestemt ikke på nogen dårlig måde.
Melodien er fin og tilpas iørefaldende, og triller ubesværet fremad. Vokalerne matcher hinanden rigtig godt, med den lidt ru og slidte mandevokal og den mere klare, sikre country-klingende kvinderøst som en god kontrast og samarbejdspartner. Lyden rammer også den rigtige balance mellem noget varmt, analogt og klassisk lydende, uden at det kammer over og bliver for antikvarisk og bedaget. Det føles lidt som at træde ind i en tidslomme, jo, men ikke en der virker bedaget – det er bare go, gammeldaws voksencountry.
Konklusion: Far ville kunne lide det, søn har absolut intet imod det!
The New Madness – “Better Than That”
“Forestil dig garagerock i biografformat, tilsæt energiske trommer og hidsige riffs på to elektriske spader, og kombinér med budskaber om at gå egne veje, og så har du opskriften på The New Madness: Ren freedom rock, der handler om at fornægte konformiteten og ensrettetheden, ligusterhæk-tyranniet og janteloven. Giv den gas, freak ud, omfavn den nye galskab!”.
Sådan lyder det om debutpladen fra The new Madness, der er lige på trapperne. Inden har gruppen udsendt endnu en single, de tidligere har jeg været omkring her i Repeat.
Æhhh, den her føler jeg måske ikke helt i samme grad som nogle af de tidligere? Den første reference der melder sig er, at der er et eller andet over lyden og stilen der minder mig om nyere Queens of the Stone Age? Det er vel fint nok, jeg hader det ikke aktivt, men det er heller ikke noget der gør noget for mig. The New Madness er dog noget mere alt-rock orienteret. Hey, der kunne måske også være en snert af noget Black Keys over det? Black Keys møder The Blue Van! Nej?
“Deep inside I know that I’m better than that”, lyder det mens sangen tramper og pumper fremad. Der sådan set godt med saft, kraft og bund i sagerne, noget tyngde og vægt bag. Jeg kunne godt leve med, hvis lyden var lidt mere rå og knitrende, det er som om det ikke helt kradser eller hiver så meget som det kunne. Der er måske også antydningen af noget let-funky i rytmen? Der er ikke dømt full blown “Superstition”, men man kan med lidt god vilje ane en funky vibe og bevægelse i visse passager i sangen.
Det er sådan et lidt underligt tilfælde, hvor jeg ikke synes, at jeg er helt fanget, selvom det er catchy nok. Jeg er heller ikke helt upåvirket, og det er ikke fordi jeg IKKE kan lide sangen. Jeg er bare heller ikke helt solgt?
Konklusion: Lidt en hverken/eller oplevelse. Men jeg hader den i hvert fald ikke. Måske kan jeg godt lidt nummeret? Lidt… hmm.
Jonas Ringtved – “New World Blues”
Vi lukker og slukker med en musikalsk hilsen fra det høje nord, hvor Jonas Ringtved er ved at være klar med en EP:
“Jonas Ringtved er født og opvokset i Aalborg, hvor han har etableret sig som et lokalt navn, man bør holde øje med. Efter mange koncerter, som den anden halvdel af duoen Salvia, har Ringtved spillet på bl.a. Spot Festival og været support for internationale bluesnavne. Solokarrieren er nu næste skridt på sangskriverens rejse ind i den narrative folk- og country-verden. Med en stor barytonstemme, bakket op af sit eksistentielle tekstunivers, kan man forvente paralleller til amerikanske stjerner som Stephen Stills, Johnny Cash og Neil Young”.
Jeg får da i hvert fald Cash associationer når Ringtved åbner munden. Det er ikke helt så sort og klangmæssig dybt på vokalfronten, men vi er nede i et af de dybere, mørkere toneleje. Det lyder godt, sikkert og også lidt velkendt, måske også lidt FOR velkendt for mig, I hvert fald indledningsvis, for Ringsted krydre på vokalfronten med at lade en meget lys og ren kvindestemme dukke op og bakke op i glimt. Det bliver aldrig en fuldbyrdet duet, men de spredte stråler af stemmemæssig lys giver en rigtig god og virkningsfuld kontrast til Ringtveds dunkle brummen.
“I’ve run out of things to say”, lyder den sidste linje i den 3 ½ minutter lange sang. Så er det nok bedst ikke at sige mere! Det er ellers en fin tekst Ringtved her har begået, en lidt nedslående og eftertænksom mørkemands-blues, det er der sådan set ikke noget “nyt” ved. Men selvom universet og tonen er velkendt og det er velbetrådte musikalske stier Ringtved traver ud af med den akustiske guitar på ryggen, så kan jeg godt klare en tur med, hvis det er udført så overbevisende og vellydende som her. Det emmer af ro og erfaring, og man føler sig i sikre hænder i Ringtveds selskab.
Konklusion: Stierne er nok velkendte og udtrådte, det er ikke de store overraskelser eller nybrud, der bydes på her. Men jeg kan godt tage en tur mere ud af de stier, når det gøres så sikkert som her.
Føjes til På Repeat-listen: Astrid Cordes
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Julie Montauk, Fallulah pressefoto
