Der er en fællesnævner i denne uge, hvor der er blevet lyttet til nye singler fra Mørkeblødt, M Rexen, Aske Jacoby, Søren Damm, Girlcrush og Viva La Wolfe: lige ved og næsten!
Sådan lidt groft og firkantet sagt og stillet på spidsen, ik’? Nuancerne, og undtagelserne, i det udsagn må du hellere skynde dig at læse videre for at få med…
Mørkeblødt – “Drøm”
Mørkeblødt er Augusts musikalske legeplads. Et sted hvor han forener analoge synthesizere og glitchy tromme-samples med finurlig, dansksproget lyrik – som hvis et ungt Love Shop var produceret af Dave Gahan (Depeche Mode) med Kanye West som co-writer. I Mørkeblødt har August skabt plads til at dvæle ved mørket og 20’ernes tankemylder, og vi får dermed indblik i en mere indadvendt og kaotisk side af ham. Det er August, vi møder, men Mørkeblødt der gør, at vi rigtigt lærer ham at kende.
Hans single ”Drøm” er ude den 2. oktober. Om sangen siger han selv:
”Nummeret ‘Drøm’ er skabt ud fra trangen til musikalsk at forstå, fortolke og bearbejde tankestrømmene i hovedet på en ung fyr i en underlig verden, hvor det til tider kan være svært at navigere rundt imellem skrigende tv-skærme og alverdens bekymringer.”
Presseteksten sagde det så fint, så havde ikke lige det store behov for at omskrive beskrivelsen af “Drøm”; der helt overordnet er en “fin” single. Helt i tråd med vores gennemgående “tema” i denne uge: lige ved og næsten.
Den er der nemlig ikke helt for mig her, men vi er tæt på at det meste spiller for Mørkeblødt, der først og fremmest rammer fint ned i nogle strømninger i tiden rent lyd- og stilmæssigt, som gør at det her sagtens kunne få noget radio airplay. Og med det mener jeg, at Mørkerødt lander lige i the sweet spot med deres lyd, der rummer P3 til P6 appel. Kan du lide en lidt mørk og køligt rockende, skandinavisk, “det dufter lidt af Kent” klang, så er du ikke på udebane her. Skal det have duften en lille smule af noget nutidigt dansk “drengepoppet” a la tidens”stednavnebands”, så leverer “Drøm” også på dette.
Det hele smelter ret fint og gnidningsfrit sammen i et nummer ,der skubber fra land med et effektivt ryk det første halve minuts tid og derefter sænker tempoet en smule for, at samle energi til den næste pumpende udladning. Det giver en god dynamik, noget puls og en ganske virkningsfuld følelse af en sang, der udvides og trækkes sammen i veltimede passager. Det hele er ret elegant skruet sammen og ikke mindst produceret med ører og sans for, at det både giver nogle associationer til fortiden og samtidig lyder frisk og spændstigt.
Lækkert pakket ind, labert eksekveret og en blanding af inspirationskilder fra fortiden, transporteret op til 2020 og shine op til nutids-bal, hvad er der ikke at kunne lide her? Ikke meget, og jo mere jeg hører nummeret, jo mere vokser det på mig. Det jeg savner er måske lige den sidste krog, det der magiske et eller andet, som straks fanger mig og hiver mig ind, men vi er tæt på, og jeg kan ikke helt sætte en finger på hvad jeg synes “mangler”.
konklusion: Måske mangler der i virkeligheden ikke noget? “Drøm” er en af den slags singler, der selvom jeg lige skal høre den et par gange inden den vokser på mig, har et eller andet fra første lyt, som gør at jeg rent faktisk gider give den flere lyt. Det kan man jo mene er en ret vigtig evne for en single at have…
M Rexen – “Nikki”
Den musikalske globetrotter og wild style kunstner M Rexen har været ude med en ny plade i et par uger i skrivende stund, en plade der har fået en lidt lunken og blandt modtagelse og fik 3 stjerner fra Jonas her på siden. Jeg var ret begejstret for de første par album fra Rexen, men har også været lidt mere forbeholden overfor især de seneste par singler, men lad os se hvordan “Nikki” klarer skærerne.
“Nikki er navnet på en dreng, som var institutionaliseret samme sted som Rexen selv. Nikki talte ikke overhovedet – et fænomen Rexen har mødt ofte hos misbrugte, institutionaliserede børn. Men Nikki og Rexen var venner alligevel. Og så en dag begyndte Nikki pludselig at tale til ham. Forløsningen og det smukke i at høre Nikkis stemme er sangens kerne”.
Først og fremmest kan jeg godt lide den roligt, konstant små-dansende fornemmelse, der strømmer gennem sangen. Det er som om den står og små-tripper lidt på stedet og bevæger sig i svævende cirkulære bevægelser. Det giver en fornemmelse af varme, der kombineret med Rexens stemmeføring giver nummeret en rar, sentimental fornemmelse, som om man tænker tilbage på gode minder.
Det sagt, så er det også et nummer som lidt kommer til at stå i stampe og aldrig helt kommer op i næste gear. Den har simpelthen ikke et, hvilket virker som et helt bevidst valg, som om Rexen helst ikke vil rive lytterne ud af den etablerede stemning Det gør oplevelsen en kende ensformig og stillestående, trods den dansende fornemmelse, hvilket også gør at jeg ikke er helt sikker på, at det er en sang der er super velegnet som single.
Jeg kan dog sagtens gå og nyde de lidt halv-luskede rytmer, der går lige i bentøjet og listefødderne, så det er ikke fordi nummeret keder mig. Det er måske også en lille smule “rodet”, i den forstand at det har en lidt “jammet” fornemmelse, eller lyder som om det kunne være et nummer der var leget frem i studiet – eller pludseligt opstod på scenen, som et lille mellemspil. Den legende følelse er sådan set meget smittende i sig selv, men som en single giver det også en lidt “løs” fornemmelse. Måske mangler det bare en lidt mere fast form, for helt at fungere for mig?
Konklusion: “Nikki” føles på mange måder som en slags “mellemspil”, et frikvarter i øveren eller et spontant indfald på scenen, for mig. Smittende i øjeblikket pga. de inviterende rytmer, men som sang/single lidt for løssluppen i sin opbygning og form til at jeg ville kalde det en decideret god sang.
Aske Jacoby – “Hits You Like A Smack”
Aske Jacoby er på banen med en ny single, hvor han tager os med på en flygtnings rejse op gennem Europa, et emne der måske er blevet presset noget i baggrunden og ikke får de store overskrifter her i Coronatiden. Samtidig med, at Jacoby har noget på hjertet, så eksperimenterer han og lidt med sin lyd, hvor hans rockede lyd har fået et mere elektronisk islæt. Om videoen til “Hits You Like A Smack” lyder det:
“Jacobys aktuelle video er en syngende lussing til den vestlige verden, inklusiv Aske Jacoby selv, der blot ser til, mens flygtningesituationen hele tiden bliver værre. I musikvideoen brænder Aske Jacoby glansbilleder – og dermed den vestlige verdens illusion om næstekærlighed – af i en knitrende pejs, hvor ilden er en klar reference til branden i flygtningelejren Moria”.
Det er prisværdigt, at Jacoby har overskud til både at fortælle en stadig vedkommende historie og også er musikalsk nysgerrig nok til, at fifle lidt med hans ellers ret klassisk rockede lyd. Det er dog et eksperiment, som, i min optik, kun lykkes delvist, men som jeg ikke hader.
Skal man prøve at give en form for bred karakteristik og nogle referencepunkter, så sender lyden mine tanker i retning af, “hvis Mark Knopfler inkluderede elektroniske krusninger i dele af hans solomateriale”. Der hviler en dejlig ro over lydbilledet, ikke helt ulig Knopfler solo i hans mere keltisk inspirerede materiale, men det bliver også en kende stillestående, eller i hvert fald meget langsomt udviklende – næsten meditativt. Det ansporer og indikerer på den ene side noget eftertænksomhed, der lægger sig op af nummerets tematik, på den anden side bliver det også en lille smule kedeligt i løbet af hele 6 minutter og 20 sekunder. Det er lang tid i det her univers, selvom jeg nyder dele af det, og meget lang tid for en single.
Bag det langsommelige tempo skjuler sangen egentlig en hel del detaljer og elementer, også nogle, eksempelvis en guitar, som jeg gerne havde set spille en lidt mere fremtrædende rolle. Det er lidt som om, at tingene kommer til at drukne hinanden en smule i perioder og ligger og flyder sammen i en form for mellemgrund. Det giver en pølse af lyd, hvor det kan være lidt vanskeligt helt at få et ordenligt smagsindtryk. Og så er der vokalen, som jeg ikke kan blive helt klog på. Er der pillet lidt ved den med en eller anden form for effekt? Den har, især i længden, et skær af noget let-kunstigt og manipuleret, der ikke lige falder i min smag
Konklusion: Der en hel del at fordøje her, selvom Jacoby rent tempomæssig ikke har travlt. Den eftertænksomme stemning er god og prisværdig, en del af de musikalske indfald fungerer og giver en ellers klassisk rocklyd et pift, andre dele af det virker en smule gammeldags og får sangen til at fremstå tilstræbt “moderne”, men har egentlig den modsatte effekt. Ikke helt vellykket, men i sidste ende bestemt ikke uinteressant sang.
Søren Damm – “Soning”
Søren Damm kigger tilbage på en sommer i Jens Otto Krags gamle sommerhus med rødvin, sol, kærlighed og forsoning på programmet:
“Søren Damm udgiver 9. oktober indie-pop-singlen “Soning”, som er en finurlig fortælling om sommerens oplevelser med kærlighed og forsoning. Gennem metaforer og ordspil indfanger ordsmeden Søren Damm sommerens minder på godt og ondt”.
Damm er egentlig forfatter og har udsendt 3 romaner, og det bilder jeg mig selv ind, at man et eller andet sted godt kan mærke i “Soning”. Der er noget ved hans brug af metaforer, måden sproget bruges på og fortællingen udrulles, som har noget litterært over sig, hvis man kan kalde det, det? Han kan noget med sproget og ord, OKAY!
Til gengæld er han ikke den store sanger.
Det er nok sangens største svaghed, og ikke en lille en, kunne man jo argumentere for, når nu vi befinder os i et singer songwriter/spillemandsunivers, hvor en hel del ansvar på formidlingen i sangen tilfalder vokalen. Jeg vil ikke sige, at Damm synger decideret grimt eller dårligt, men stemmen virker utrænet og en lille smule på udebane, og det bliver hurtigt “uskønt” at lægge ører til. På den anden side, kan jeg heller ikke benægte, at det giver sangen, og sangeren, noget personlighed og på en eller anden måde ordene mere troværdighed og vægt.
Og der er ikke meget ved resten af nummeret, som ikke spiller for mig. Jeg synes om den lidt trykkede, hjemsøgte og vindblæste stemning der bygges op og etableres sangen igennem. Melodien er god og effektiv, brugen af en kvindestemme til noget stedvis dobbeltvokal og roligt “åh åh” kor er velvalgt og atmosfæren, der veksler mellem noget knugende og lidt håbløst og et glimt af optimisme og “opklaring”, virkningsfuld – det er kort og godt en rigtig fin sang!
Konklusion: Vokalen vil nok være en smagssag, jeg er forbeholden, men står ikke af på grund af den og synes et eller andet også den tilfører nummeret noget fejlbarligt, skrøbeligt og “menneskeligt”. Sangen, især lyrikken, er velskrevet og den samlede stemning ganske gribende.
Girlcrush – “I’m Easy”
Inspiration
”Jeg skrev sangen, efter jeg havde haft en sexdrøm om Nat (guitar) – deraf linjen ”dreamt about you last night, you’re so bright in my mind…” – så var jeg inspireret til at skrive en sexet sang. Jeg skrev den sådan lidt for sjov, skrev ét vers, omkvæd og c-stykket. Efter nogle måneder tog jeg den med i øveren, og vi prøvede den af, og jeg skrev det andet vers, mens vi holdt en ølpause.”
Motivation
”Vi håber, at nummeret gør folk liderlige! Vi synes selv, at det er en mega sexet og lækker sang, der giver indblik i, hvordan begær kan opleves fra et queer og feminint perspektiv. Langt de fleste sange om sex er skrevet af mænd og beskriver seksuelt begær fra et mandligt perspektiv. Ofte er de ret objektificerende og handler om, hvor lækker og fuckable en specifik kvinde er. Som man f.eks. kan se på modtagelsen af WAP, er det stadig kontroversielt for kvinder (og personer med andre kønsidentiteter end mand) at synge om sex. ”I’m Easy” gør op med idéen om, at det er skamfuldt for andre end mænd at have lyst til sex og udtrykke sig åbent om det. Vi mener, at kvinder og queers skal kunne klæde sig, som de vil, og have sex med så mange de vil, ude at opleve slutshaming.”
Sådan lyder noget af introduktionen fra trommeslager og sangskriver Andrea til nyeste single fra Girlcrush, der for alvor er begyndt at bære deres holdninger og livssyn uden på tøjet, hvilket man jo kun kan billige og applaudere- ikke sandt? Nuvel, bandet, som jeg jo har haft mit eget lille crush på siden de smeltede hjerter og uddelte kæmpe smil med deres koncert på Roskilde Rising sidste år, har udsendt en række singler det seneste års tid, siden gennembruddet med “Take My Clothes (for you)”. Det her er den bedste single siden debuten, i mine ører!
Bandet kommer her lidt ud af deres etablerede comfort zone i det tyggegummi pop-punkede og viser for første gang, at der tilsyneladende gemmer sig andet og mere i trioen. Tonen og attituden er stadig sådan lidt in-your-face punket, men musikalsk flirter Girlcrush her med noget langt mere æggende dansabelt og energisk, rytmisk rock pumpende, der måske har noget Beth Ditto/The Gossip over sig, eller Nelson Can, hvis vi skal have et par referencer på bardisken.
Under de første par lyt savnede jeg måske et lidt stærkere, eller tydelig markeret omkvæd, et der virkelig skreg “hit” eller “banger”, nu de næsten havde placeret begge fødder på dansegulvet, men efter gentagende lyt er jeg ikke længere så sikker i min sag – måske lyder det her lige nøjagtig som det skal? Det er forbandet smittende, insisterende, pågående og ret skarpt skåret, så det virker som en fokuseret udladning der på under 2 ½ minut bare ræser direkte mod målstregen – uden at lade sig bremse af store omkvæd og lange c-stykker.
Konklusion: Fræk, fokuseret og fængende, det er satme ret uimodståeligt, det Girlcrush serverer her. Og så viser de tilmed, at de er andet og mere end “bare” et herligt pop-punket band!
Viva La Wolfe – “Millenials”
Vi lukker og slukker med en komprimeret rock-pille fra Esbjerg, hvor Viva La Wolfe har hentet inspiration fra 70’erne, punken og noget grunget og presset det ned på under 2 ½ minut:
“Millenials er skrevet med inspiration, fra paradokset om at kæmpe for “retfærdighed”, ved at fortælle andre hvordan de skal agere, og hvad de skal mene, istedet at gå til handling selv. Sangen diskuterer hvordan debatter, klimakamp, social justice osv. bliver kæmpet bag en skærm, og vender det i et selvironisk perspektiv. Kort og præcist leverer “Millenials” catchy vokal linier, understøttet af rå og fuzzet guitar. Rendyrket old school rock, med et frisk moderne take”.
Først og fremmest kan jeg godt lide coveret. Er det et billede af mig, fra for et par år siden, haha? Vent, er det godt eller dårligt…??
Nuvel, det mest negative jeg har at sige om “Millenials” er egentlig, at jeg næsten synes at den er for kort? Det er sådan set ikke det værste i verden, vel? Men, Viva La Wolfe får presset en hel del ned i denne rockede pille, der er ganske nem at sluge, men ender altså en kende brat efter kun 2 minutter og 20 sekunder, så man står tilbage med lidt uforrettet sag – hvad, var det, det, er der ikke mere? Nu gik det lige så godt!
Men begrænsningens kunst kan også være et effektivt våben, og at efterlade lytterne sultne efter mere, når en single er slut, er bestemt ikke en dårlig ting, så lad os kalde det uafgjort på “for/imod” kontoen. Noget der efter flere afspilninger også skurrer en lille smule i mine ører, men ikke nok til at være et springende punkt hvor jeg står af, er produktionen. Vi er ude i nuancer, og også på så usikker grund, at jeg ikke helt kan afgøre om det er mine højtalere og høretelefoner, som er en del af problemet, komprimeringen på Spotify eller hvad ved jeg, MEN: det lyder en lille smule “digitalt” for mig. Jeg savner en lidt mere varm, fuzzy og analogt knasende følelse, der ville matche sangens energiske, rå og brølende rockende stil lidt bedre.
For det er sgu ellers en dejligt lige-ud-af-landvejen, pedal to the metal rock-fræser, det her! Er det hørt før og en velkendt opskrift, ja gu’ fanden er det da det, men den fungerer, især når den her leveres med rockattituderne og de elektriske instrumenter skruet op på 11. Også derfor, at det bliver en lille smule ekstra ærgerligt, at den er kvart i afbrudt samleje hvad spilletiden angår og at lyden ikke lige er så smadret og beskidt, som JEG kunne ønske mig.
Konklusion: De esbjergensiske ulve hyler, let’s RAWK (med de nævnte, små forbehold…)!
Føjes til På Repeat-listen: Girlcrush
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Girlcrush, pressefoto
