Mørkt Stof? Jaguaren I Skoven? En Linebug? Er Morten Christensen & Band Uden Navn et navn? Er en tur til Færøerne med Marius Ziska turen værd? Mange spørgsmål i Repeat denne uge, der også lige får plads til en dobbelt-single fra Sundays.
Running long, så vi springer let og så elegant det nu er muligt for en spændstig 41-årig over de indledende høfligheder og den sædvanlige udenomssnak. Musik, tak!
Mørkt Stof – “Æter”
“Der er hele tiden en ændring i verdensbilledet i randområdet af ens forståelse, og det føles på én og samme tid trist og magisk. På ’Æter’ beskriver forsanger Jacob Koefoed ”et billede, der siver ud mellem sprækkerne”, der i sig selv beskriver et billede, der gradvist brydes op og erstattes af et andet. Det er sunget helt tæt på for gradvist at rykke længere væk, indtil vi som lyttere kastes ud i æteren i et virvar af arpeggio-synths og -guitarer og længselsfulde klangflader til linjen ”en verden jeg har hørt om, men aldrig erfaret”.
Vi er nået til tredje og sidste nummer af Mørkt Stofs samling “Knuder / Rødder / Æter”, hvoraf jeg så vidt jeg husker kun har anmeldte den første, “Knuder”? Den kunne jeg til gengæld lide så meget, at den røg På Repeat-listen, hvad der lige “gik galt” med “Rødder” ved jeg ikke, men lad os se hvad “Æter” har at byde på så?
Mørk Stof er et af den slags bands, hvor deres musik, bandnavn og titlerne på singlerne har harmoneret ganske godt i mine ører, på den måde hvor de underbygger hinanden og “lyder som man forestiller sig den slags ville lyde”. Det er ikke altid lige afgørende, men i denne forbindelse, hvor musikken har noget mørk stoflighed over sig og både bandnavn og singletitlerne virker ladet med symbolik og mening, styrker det, det samlede indtryk.
“Æter” starter, som beskrevet, roligt ud, hvor musikken føles tæt på og nærværende og derefter zoomes der langsomt og gradvist ud, indtil sangen nærmest opløses, eller glider så langt væk, at man til sidst kun kan ane den inden den fader ud. Næsten for tidligt, man ville gerne opholde sig lidt længere det sted Mørkt Stof tager en hen. Samtidig med, at man trækker væk fra nummeret, udvider den sig også musikalsk, så sangen på én og samme tid føles længere væk og vokser i tyngde og intensitet. Der er næsten noget Pink Floyd “Comfortably Numb” over slutningen, hvor guitaren får lov til at blusse op og melodien begynder at svæve og svaje majestætisk… i mens den forsvinder ud mod horisonten.
Det er tålmodigt, elegant og nøjsomt bygget op, så det faktisk virker som et helt lille værk i sig selv. Det vil nok ikke være for alle, en del vil måske have svært ved at komme ind i sangens første halvdel, indtil det begynder at vokse og bandet hugger mere igennem i kontrast til den mere sarte og skrøbelige indledning. Men hænger man på, så er det en ret betagende lidt over 4 minutter lang rejse Mørkt Stof tager en med på her.
Konklusion: Mørk Stof skriver måske ikke ligefrem radiohits eller singler egnet til hurtig konsumering, det er ikke den slags musik. Det her er mere end “bare” en smagsprøve, man får et helt lille sangunivers i sig selv og tages med ud på en rejse, der fortæller en historie, eller viser en udvikling. I den forstand er det en meget vellykket single og en der giver lyst til at høre mere fra bandet.
Marius Ziska – “Lion”
Færøsk løve forude! Her med en hyldest til den legendariske beat-poet Allen Ginsberg, og er samtidig en kommentar til hvad presseteksten kalder “tidens tendens til at undgå det konfliktfyldte i popmusikken”. Det ved jeg ikke om er rigtigt, er det en tendens? Og er den i så fald ny? Nuvel, det er vist en større diskussion, tilbage til Ziska og “Lion”:
”Teksten, som Hans Jacob har skrevet, handler om Allen Ginsberg, som var ret ufiltreret og ligeud i sin form – kompromisløs og ærlig. Dét er noget, vi ikke hører meget til i pop musik i dag, så det ville vi gerne hylde. Jeg kan også godt lide når sange handler om noget konkret, og her er det altså en hyldest til Ginsbergs liv og den forskel, han gjorde, ved at stikke så meget ud fra mængden,” fortæller Marius Ziska, der er forsanger i bandet af samme navn og fortsætter:
”Jeg har haft melodien til sangen i hovedet i længere tid. I hvert fald tre år. En dag faldt brikkerne og formen pludselig på plads, og jeg sendte den til Hans Jacob, som skrev teksten. Så tog jeg den med i øvelokalet, hvor bandet kom med deres lyd og input, og vi arbejdede lidt mere med formen. Senere lavede vi optagelserne i Bloch studio og også nogle overdubs i Bunkarin på Færøerne” siger Marius Ziska.
“You were not afraid to speak your mind, in a world that had gone blind”, eh, OK, åbningslinjen rimer da, så det er vel… fint? Ziskas univers her er lidt af typen som rimer, lyder nydeligt og er særdeles pænt pakket ind, men det bliver også hurtigt lidt… vattet lyder så negativt… blødt så da, for mig, især i forhold til hele løve-tingen i titlen. Det er ikke en sang der på nogen måde brøler! Det behøver man, naturligvis, heller ikke for at være stærk, styrken hos Ziska lægger nok i om man føler en emotionel forbindelse til teksten og sangerens meget rene og klare vokal.
Det kæmper jeg måske lidt med, det er smag og behag, men til gengæld er den musikalske del virkelig flot eksekveret og momentvis ganske betagende. Især de bølgende og let svulstige trommer, giver noget sangen nogle sug og skvulper flot mod et mere atmosfærisk og svævende indie-lydbillede, så man næsten kan se kraftfulde bølger slå mod forrevne klipper i billedeskønne, lidt vindblæste og rå omgivelser. Her er der noget saft og kraft at finde, og også et fint modspil til Zizkas vokal. Så på sin vis fungerer blandingen og nummeret vel, selvom jeg ikke bliver helt blæst bagover.
Mod slut smelter de to dele sammen på fornuftig vis, så kræfterne der gemmer sig i sangen næsten bliver sat helt fri. Så vi ender med at gå fra “jeg er ikke helt på” til “ehhhh, meeen, måske tog jeg fejl og vi er lige ved at være der”?
Konklusion: Ikke hundrede procent overbevist og solgt, men som sangen skrider frem, så overgiver jeg mig mere og mere. Håndværket fejler bestemt ikke noget og falder man samtidig for vokalen, så vil man nok blive endnu mere opslugt end undertegnede.
Linebug – “Like Wild Horses”
Vilde heste, woke kultur og kærlighed, det er overskriften hvorunder Linebug introducerer deres musikalske projekt. Linebug er en duo bestående af sanger og sangskriver Line Bøgh, som vi tidligere har anmeldt her på siden og den digitale kunstner og tegner Christian Gundtoft:
“Da Christian (den visuelle halvdel af LINEBUG) arbejdede på den håndtegnede video til “Like Wild Horses”, arbejdede han samtidig på malerier til en udstilling der handlede om kommunikation i en polariseret verden, og især kredsede om den amerikanske woke-kultur sat overfor den ekstreme højrefløj. Han var så optaget af emnet, at det smittede af på arbejdet med videoen, der pludselig fik en små-politisk agenda. “Jeg var fascineret og meget optaget af hvordan fløjene ikke evnede at kommunikere, og jeg syntes det var så vigtigt at nogen begyndte at tale om det – så jeg så det ligesom alle steder. Og pludselig havde jeg lavet en video, der havde samme tema som min udstilling”, siger Christian. I videoen følger vi en kvinde, der er malet sort på en hvid baggrund, og en mand der er malet hvid på en sort baggrund. Hver gang de træder ind i den andens verden, bliver de usynlige for den anden (fordi de går i ét med baggrunden). Videoen handler om hvordan de to leder efter en måde at bliver forenet på. “På overfladen er det en klassisk kærlighedshistorie, men det handler i høj grad også om hvor menneskeheden er på vej hen – hvis ikke vi kan se hinanden, kan vi ikke kommunikere,” siger Christian om videoen”.
OK, den her har jeg kæmpet lidt med… De første par gange kunne jeg ikke rigtig komme ind i det på overfladen ret stilfærdige nummer og syntes faktisk at det var lidt små-kedeligt. Ligesom jeg ikke var helt fan af Bøghs vokal, der har sådan lidt Blue Foundation/00’er “quirky” klang over sig. Det er jo ikke et spørgsmål om godt eller dårligt, men et stilistisk valg. Dog vil jeg sige, at man vænner sig til det og det er også som om, at det mest er i versene, især første vers, at den sangstil er mest udpræget – i omkvædet synes jeg det lyder helt godt.
Rent musikalsk er det nok også omkvædet der tiltaler mig mest, i det overordnet ret stilfærdige nummer, der vugger roligt afsted, selvom dem der synger om “hearts a racing like wild horses”. Ligesom den sort-hvide kontrast i den tilhørende video, så giver musikken og teksten i den forstand noget kontrast til hinanden. Der er store, vilde følelser på spil, men musikken er tilbageholdende og mere nøgtern. Stille på overfladen, mens stormen raser lige under den.
Jo flere gange jeg lytter til nummeret, jo mere synes jeg om det. Det har noget stilfærdigt, diskret iørefaldende over sig, som gør at man sidder og vipper og nynner med efter et par lyt og bliver lullet ind i Linebugs delikate og afmålte toner. Man begynder også langsomt at opdage flere lag og detaljer i musikken, som et virkningsfuldt, men ikke påtrængende, kor, eller en andenstemme, der driver med igennem sangen, som en luftig “uh uh” brise i baggrunden.
Konklusion: Den kræver et par lyt, men jo mere sangen har åbnet sig for mig, jo mere synes jeg om den. Det er ikke en krævende sang som sådan, ikke andet end at den forlanger lidt ro og at man investerer lidt tid så den kan få lov at ånde og folde sig ud.
provider: vimeo
url: https://vimeo.com/458468436/4601a1fb64?fbclid=IwAR0w8D6zvxkImYV5lBQXYCUhkyXxl9Kl_dIlXE5FZ3gMppK-DGltBRYXEx8
src: https://player.vimeo.com/video/458468436?dnt=1&app_id=122963
src mod: https://player.vimeo.com/video/458468436
src gen mod: https://player.vimeo.com/video/458468436?h=4601a1fb64
src gen: https://player.vimeo.com/video/458468436?h=4601a1fb64&dnt=1
Jaguaren I Skoven – “Release The Witch”
“I Nordskoven cirka 10 timers gang fra København ligger en lille træhytte, hvor der i den seneste tid er sevet krads fuzzguitar og tågede popmelodier ud gennem sprækkerne. Når der bliver stille ser man ofte en skikkelse sidde ude på en havestol med havregryn og en snaps. Omkring solnedgang og solopgang er det som om hans syn og hørelse ændrer sig, men han hedder Bjarke og er efter hans læges udsagn beviseligt et menneske”.
Sådan lyder noget af præsentationen af Jaguaren I Skoven, som jeg har anmeldt en enkelt single fra tidligere, om det nye nummer fortæller skov-jaguaren:
“Der er kun én i verden, der er ansvarlig for dit liv, og det er dig selv. Livet bølger indover dig på alle mulige smukke, skræmmende og absurde måder, og det er dig der vælger om du vil surfe med på toppen af de vanvittige bølger, eller om du vil ligge og hive efter vejret på bunden af havet”.
“SHE’S A WITCH, BURN HER!”, så fik vi lige det ud af systemet og kan komme videre. “Release The Witch” har noget slut-60’er/start-70’er rocket over sig, måden den lusker ud af starthullerne på, langsomt stiger i tempo og intensitet, vokser og vokser, ah-ah kor og en klassisk rocket klang. Der er ikke meget vers-omkvæd struktur over det, men mere sådan et længere, fremadrettet forløb, der i sin grundessens er ret monoton, hvis det da ikke lige var for den nærmest konstante stigning.
Der er noget lidt syre-trippet, eller i hvert fald hypnotisk over Jaguaren i Skoven her, der lader til at være faldet i gryden med batikfarver, psykedeliske farveeffekter og bobler fra en lavalampe. Dejligt svampet, og alligevel ikke for udkokset og tåget, der er en tydeligt nerve og sådan OK tungt rockende fremdrift.
Jeg kan måske være lidt i tvivl om, hvor det er Jaguaren vil hen med det her, ligesom det måske kan være et små-forvirrende valg som single, eller i hvert fald et sats. Men OK, hvo intet vover, intet vinder og der er også en vis appel og tiltrækningskraft ved noget der virker lidt egenrådigt og ikke helt forståeligt eller let-afkodeligt. Det her er en sang der ansporer til, at man bare lukker øjnene og lader den indre film rulle og så ellers bare se hvor toner og dine egne billeder tager dig hen. Jeg kunne også forestille mig, at den ville fungere glimrende som soundtrack til en cykeltur ud i det fri – da skal du så nok ikke lige lukke øjnene. Bare et tip. Du kunne ramme en løssluppen Jaguar derude et sted…
Konklusion: Ahmmm, hvad er Jaguaren i Skoven mon egentlig? Jeg er ikke blevet meget klogere her på anden single jeg har anmeldt fra kræet, nærmere lidt mere forvirret, eller er det forbløffet? I hvert fald er min nysgerrighed pirret.
https://soundcloud.com/jaguareniskoven/release-the-witch-skjult/s-rzJtTKYfKNz
Morten Christensen og Band Uden Navn – “Falder Mod Himlen”
Morten Christensen har tidligere gjort sig på engelsk i bands som Wrong Side of Vegas og Dirty Old Town, men forsøger sig nu på modersmålet sammen med sit Band Uden Navn. Det vil sige, bandet og Christensen har allerede en EP fra 2019 på samvittigheden og er nu klar med den nye single “Falder Mod Himlen”, første smagsprøve på det kommende album Hvor Alting Begynder, der udkommer til februar næste år.
Om den nye single fortæller Christensen:
”I perioden jeg skrev ”Falder Mod Himlen” læste jeg Knud Romers –Kort Over Paradis. Jeg blev draget og inspireret af hans historie og fortælling. Jeg ser mig selv ligesom Knud Romer beskriver sig selv i bogen. En søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket musik, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening”.
Den litterære inspiration er der kommet et ret lige-ud-af-landevejen rocknummer ud af, der med et godt, konstant drive cykler effektivt derudaf. Der er noget ganske optimistisk over både sangens stil, fremdrift og teksten, eller i hvert fald en forhåbning om, at tingene kan arte sig:
Falder vi mod himlen nu
Er der lys i hvert et vindue
Synger vi de smukkeste ord
Tror du på vi overvinder alt
Lyder det flere gange sangen igennem, der selvom den har en løst markeret vers/omkvæd struktur hovedsageligt føles som én lang, velsmurt glidende bevægelse ud under åben himmel. Det kan tolkes som et spørgsmål, men sangens lette og luftige klang indikerer, i hvert fald for mig, at det hele nok skal gå – om ikke andet er der mere tro, end tvivl på det. “Du lukker mørket ude og lyset ind”, synger Christensen i begyndelsen af nummeret. Det kan måske også tolkes, som at man ikke vil se problemerne i øjnene? Nu er det jo heller ikke et konkret problem der besynges af Christensen, der er i besiddelse af en klar, tydelig og behagelig pop-rock vokal, men mere en åbent formuleret sang, som folk selv kan putte den mening i de ønsker.
Det giver den et almengyldigt skær, der sammen med den lette og velskrevne melodi gør at den ville passe fint ind en formiddag på P4/5 stykker, hvor man lige trænger til et lille boost.
Konklusion: Og så cykler vi derudaf! Fin, fin sang, der finder en god balance mellem det letfordøjelige i form af den fængende melodi og fremdriften, samtidig med, at teksten giver lidt tyngde og vægt, så det hele ikke bliver FOR letbenet.
Sundays – “All I Have Is Time/Salt Of The Earth”
Vi runder af med en lille snyder, der er nemlig tale om en såkaldt dobbelt-single fra folk/rockbandet Sundays. Er det så en meget lille EP? Tja, det er udsendt som en dobbelt-single, der beskrives således:
“All We have is time” er singlens hook-spækkede A-side. Med sit energiske, folk-rockede drive er sangen en inderlig, men også ængstelig kærlighedserklæring. Hvordan holder man fast i kærligheden, når livet hiver i én fra alle sider?
Med sin svævende vokal og dragende guitarfigurer, emmer B-siden, “Salt of the Earth”, af brede horisonter. Der foregår noget i den indre monolog – man fornemmer et personligt regnskab, der skal gøres op. En sang med en mere cinematisk vibe, og et tilbagelænet og støvet trommedrive”.
På dobbelt-singlen (eller, det er vel “bare” en single med en b-side, så? Nå, lad os ikke hænge os i definitioner!) har Sundays arbejdet sammen med Asger Techau, endda “tæt”, i følge presseteksten, der også forklare at de to numre er skrevet på “den lille fyrtårnsø Skrova i det nordlige Norge, med hav og klippeøer til alle sider. “Sceneriet sneg sig ligesom ind i sangene,” forklarer bandets frontmand og sangskriver Magnus Jacobsen. “Der blev virkelig kaldt nogle ting frem deroppe. Stilheden var afgørende.
Jeg vil gøre det lidt kort, som nævnt oppe i toppen, så blev det her en længere omgang. Som beskrevet er A-siden mere energisk og B-siden en mere rolig størrelse, der er dog visse fællestræk. Selvom der er forskel i tempo og stemningen, så gennemstrømmes begge numre af en varm, rolig indie-vibe, som alt efter temperament nok vil virke dejligt beroligende, eller en smule søvndyssende. Men ikke kedelig!
Man bliver bare lullet lidt hen af Sundays, “All We Have Is Time” driver behageligt afsted med øm og lidt skrøbelig vokal, et fint, løftende omkvæd og en klang der minder lidt om et navn som Palace Winter – hvis man skal have et referencepunkt. “Salt of The Earth” er en mere stillestående og dvælende sag, vi rykker lidt tættere på, for helt at kunne høre hvad der sker i det tyste lydbillede. Vokalen er lidt mindre lys, mere dæmpet og den akustiske guitar får mere plads i det lidt mere folkede lydbillede. Her kommer de nævnte norske omgivelser for alvor i spil som et billede på, den atmosfære sangen emmer af.
Begge er fine numre, “All We Have Is Time” er nok den mest oplagte single af de to, nok også derfor den kaldes A-siden, men det er to numre der supplerer hinanden godt og formår, at vise to forskellige sider af et band. Jeg er måske ikke helt blæst bagover, men samtidig synes jeg alligevel at ane en yderligere modning i sangskrivningen siden bandet udsendte debut-pladen Wiaca i begyndelsen af sidste år. Eller også er det Techau-effekten?
Konklusion: Hvad numrene måske mangler lidt i “wauw”-effekt kompenseres der ved i i form af god sangskrivning. Det virker som to gennemarbejdede og formfuldendte numre, der virker meget lovende for et kommende album.
https://soundcloud.com/sundaysofficial/sets/all-we-have-is-time-salt-of/s-x0ZFr
Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Dennis Morton, Sundays pressefoto
