Så er singlerne tilbage fra sommerferie, hvem har fået mest kulør af Prefix Suffix, ISSE, Daniel Ian, Hammer/Emming/Valenti, Arbirk og Touching Grace.
Ja, så skal vi til den igen, sommeren kom og gik og vil nok ikke blive husket for meget andet end det man gik glip af. Ingen festivaler og mangel på solskin, så… i bund og grund måske ikke den værste sommer at skulle undvære festivalerne, i hvert fald vejrmæssigt.
Godt, så fik vi vendt vejret og den slags small talk af vejen, videre til Repeat. De følgende singler repræsenterer en stor del af det der i skrivende stund (d. 22/7) er at finde i vores indbakke. Så, for en gangs skyld, er jeg næsten på omgangshøjde og halser ikke i uoverskuelig grad bagefter! Det skal nydes så længe det varer, når det er ryger online er jeg sikkert bagud igen, så jeg sender hermed et “beklager ventetiden” på forkant.
Som altid kan man finde den opdaterede På Repeat-liste nederst og, som altid, er der tale om mine egne favoritnumre blandt dem der er blevet anmeldt her i Repeat. En sang kan altså sagtens være god eller godt anmeldt, uden at jeg af den grund smidder den på den forkromede, officielle, helt eksklusive Spotify spilleliste.
NB: Youtube/Koda-krisen har blokeret nogle videoer men ikke alle danske videoer, så der optræder stadig et par Youtubevideoer i artiklen.
Prefix Suffix – “Alle Mænd Er Bøsser”
Voldsom udmelding alligevel men, det kan da godt være at… nå… Vi skal til Fredericia, hvor Prefix Suffix huserer, en by hvor jeg slog mine folder som soldat i slut-90erne og hvorfra metalbandet Wayward Dawn også stammer. Det var lige lidt trivia!
“Prefix Suffix er et enpersons noise- og avantgarde-metal projekt med base i Fredericia.
Deres nye album Qualities Of Naught går ind på emner som seksualitetens flydende natur, religiøs tankekontrol og Jordens uundgåelige hævn over mennesket. Alle instrumenter, vokal, støj og produktion er udført af projektets eneste medlem. Hele albummet er endda optaget på spolebånd og mikset analogt”.
OK, vi er i den kortere ende her, 1 minut og 18 sekunder inklusive noget hvad man kunne kalde et cirka 20 sekunder langt introforløb, hvor man tuner ind på Prefix Suffixs gustne frekvens. Og så går det ellers over stok og sten i et minuts tid med smadrede, udtværede trommer, snurrende støj, halsbrækkende tonser melodi og en vokal der lidt lyder som en rabiat gnaver, der går amok i din baghave og besat glammen. Jeg KAN dog afkode at der skriges sangens smukke titel ud af den larmende hvirvelvind, som udgør dette lille arrige nummer.
Det kunne sagtens, trods den korte spilletid, være blevet en forudsigelig omgang bersærkergang, eller tomgangstons men, omkring 50 sekunder inde skifter sangen tempo, bliver tungere og endnu mere intens og ætsende – der er VIRKELIG smæk på. Det er næste så hele ens grimme fjæs blafre når det udsættes for en musikalsk sandblæsning som denne.
Konklusion: Det er altid lidt vanskeligt at bedømme noget ud fra en sang, der er så kort, at den kan virke som et glimt. Men, der er i hvert fald tale om et skarpt, effektivt og ganske overvældende glimt. Vi kommer ret vidt omkring på den begrænsede spilletid, uden at jeg føler det bliver forhastet eller rodet. Det føles faktisk som en fin, lille afrundet “fortælling”. Og herligt grove løjer!
ISSE – “Bedre Dage”
”Da min bedstemor døde i februar, skrev jeg en sang til hendes begravelse om håb og bedre tider. Kort efter brød Corona ud, og jeg besluttede mig for at udgive sangen, da den pludselig blev endnu mere relevant.” –ISSE
Maria Louise, der gemmer sig bag kunstner/kælenavnet ISSE har været aktiv med liveoptrædener og singleudgivelser de seneste par år, hvilket blandt andet har kastet airplay på P5 af sig. Desuden kan hun opleves som tv-vært for tiden på dk4, i programmet “Den Juridiske Brevkasse”, hvor hun får brugt hendes cand.jur uddannelse.
Jeg kunne nok ikke have fundet en meget større kontrast mellem første og andet nummer her i Repeat, selv hvis jeg prøvede men, det er altså tilfældigheder der gør, hvordan rækkefølgen lige bliver. Vi er i en helt anden, mere lys, optimistisk, lyttevenlig og “glat” boldgade her. Fra en skummel undergrundskælder til P5 en afslappet morgen ved kaffebordet, mens sommersolen kigger ind gennem ruden. Det er smile-pop skåret til radioen, på den gode måde, for det er skide godt håndværk.
ISSE har en lys, klar og behagelig vokal og den bløde pop/rock følger fint trop, i en sang med en iørefaldende melodi, lidt konservativ med driftsikker produktion og et ganske forudsigelig, men tryghedsskabende forløb. Det er skåret efter en helt klassisk skabelon, jovist, men hvis sangen er god, og det er den, så er det en formel der bare holder. Det gør den også i denne omgang, det her en sang der er meget vanskelig ikke at holde af, selvom de klassiske sangskriver dyder og den velkendte udførelse også kan føles en lille smule gammeldags, eller i hvert fald meget velkendte.
Det er en sang, der lyder som om den smiler rigtig meget til dig, imens den spiller, hvilket man måske også lige skal være i humør til. Men, det er også lige før den er så veludført og insisterende, at det smitter, selvom man måske forsøger at stritte lidt i mod, eller bare er lidt morgensur. Er det livsglæde den strutter af?
Konklusion: Hvis du ikke får morgenkaffen galt i halsen over en sang, der lyder som om den bare tror på at det nok skal gå og har noget ukueligt optimistisk over sig, så er det sgu’ en rigtig fin, lille solstrålesang, det her. Og hvis P5 ikke har spillet den endnu, så har de nok sovet over sig.
Denni Ian – “Spleen”
“Med et råt og udtryksfyldt greb om traditionel sangskrivning kombinerer den danske
singer/songwriter og visuelle kunster, Denni Ian, elementer fra folk, punk og minimalistisk rock i fabulerende og lyriske udtryk. Hans tekster, influeret af litterære bølger som kinesisk Tang-Poesi, tysk romantisme og fransk symbolisme, er bekendende værker der er formet af længsel og personlig trængsel, som leveres med en fremtrædende, distinkt melankolsk vokalpræstation der rækker ud efter forbindelse i det ukendte”.
Denni Ian har tidligere nævnt eksempelvis Bob Dylan som en inspirationskilde, trækker man Neil Young i hans 70er folkede periode med ind, så har man måske et pejlemærke. Det er altså folk-rock hvor en del af charmen er, at der er nogle knaster hist og her. Hvor en vokal ikke behøver være gude smuk eller “perfekt” for at være stærk. Musik, hvor disse fejl og mangler, lad os kalde dem det, kommer til at udtrykke og underbygge en sårbarhed der er tilstede, som gør det gribende og, på en måde, mere “ægte”.
“Spleen” rummer mange af disse kvaliteter, uden at vi kommer helt op til koryfæerne indenfor genre, hvilket måske også ville være for meget forlangt. Ian knirker ikke lige så meget som Dylan, eller lyder lys og skinger som Young, han har sin egen, dvælende, halv-monotone stil. Skøn er stemmen måske ikke ligefrem i gængs forstand men, den har et eller andet over sig. Noget glød, en patina, noget kantet der gør, at den bestemt ikke er uinteressant at lytte til, mens nummeret langsomt smyger og slingre sig afsted.
Sangen når dog et niveau op og letter for alvor, når der dukker en meget markant kvindevokal op og er lige ved at overtage sangen fra Ian omkring 2 minutter og 50 sekunder inde i det over 4 minutter lange nummer. Det fungerer virkelig godt, stemmerne lyder både som om de klæder hinanden på visse punkter men også som om der er en kontrast, der giver noget spænding.
Konklusion: Jeg kan lide en del her. Opbygningen til en form for forløsning, tempoet der gør at sangen på en måde for lov til at simre, vokalerne og den måde de bruges på, så styrkerne fremfor manglerne fremhæves. Det er meget traditionelt men, det er en formel der holder, hvis man som her har noget så gammeldags som en god sang.
Hammer/Emming/Valentin – “Masser af Liv”
Så er der poppet folk-rock på menuen, fra konstellation Hammer/Emming/Valentin, som Troels-Henrik tildelte 4 stjerner for EPen Havet tilbage i juni måned. Det musikalske samarbejde har også både fået noget radio spilletid og opmærksomhed fra DRs Karrierekanonen, tidligere på sommeren udsendte de så “Masser af Liv” fra nævnte EP som single:
“MASSER AF LIV er fortællingen om flugten. Flugten endnu længere ud, på endnu dybere vand. At sidde fast der midt i vildfarelsen, med dets skarpe negle. Du forskanser dig i tårnet, af ren og skær frygt for den feberdrøm, der er din dårlige samvittighed.
Men alt er ikke tabt. MASSER AF LIV er også fortællingen om håb. Om tilgivelse. Om at leve og erkende livet. Om at bede om forladelse. Om at føle: Undskyld”.
Hva pokker, er Sebastian hoppet i en tidsmaskine eller har han en søn (eller sønner)? Nå, selvom Sebastian (og til dels C.V. Jørgensen) er noget af det første der dukker op på min nethinde, når sangen lystigt triller og træller ud af starthullerne, så er det dog ikke så markant, at sammenligningen bliver distraherende.
Ham der Dylan, Onkel Bob, stikker også sit rynkede fjæs frem igen, da melodien og egentlig også stilen i noget af stemmernes levering af lyrikken rummer ekkoer af den gamle knark. I hvert fald før han blev kontrær og prøvede på, at spænde ben for lytterne… det er folksy, nynne-med-venligt og bumler på sådan en lidt frejdig og opløftende måde fremad, mens mikrofonen går på skift. Det giver også en god dynamik og en fin følelse af bevægelse og udvikling, sådan en omgang spillemands-rundesang.
Som med mange af min yndlingsnumre indenfor denne folkemusikalske genre, så føles sangen også næsten for kort, på den gode måde, hvor den smager af mere fordi det er så delikat, det der bydes på i løbet af dens knap 2 minutter og 20 sekunder. Den BEHØVER ikke at varer længere, for at få dens lille budskab og en undskyldning til en unavngiven person i den anden ende, igennem men, på den anden side er det en herligt fængende og velsmurt melodi, som sagtens kunne have kørt et par minutter mere uden at den var blevet trættende.
Konklusion: Der gemmer sig sgu’ en skøn, lille folksy perler her!
Arbirk – “Hold My Hand”
Arbirk debuterede tilbage i 2017 og er siden vokset fra et én-mands projekt til at blive et Lo-Fi ensemble inspireret af navne som Sparklehorse, Grandaddy og Death Cab For Cutie. Om den nye single fortæller sanger og sangskriver Rasmus Arbirk:
»Sangen er skrevet på baggrund af mit arbejde på Ungdommens Røde Kors’ frivillige café på Rigshospitalet, og den handler om at miste én, man elsker. At sidde ved siden af hospitalssengen og ikke kunne tilbyde anden støtte end at holde vedkommende i hånden, når det gør rigtig ondt. Fordi titlen synges gentagne gange, bliver det også tydeligt at det
ikke kun er som trøst for den, der skal dø, men i særdeleshed også for den, der skal leve. Desuden, tiden taget i betragtning, det “farlige symbol” ved fysisk kontakt og i empati med dem, der har mistet uden at kunne være der og sige farvel, uden hverken at kunne give eller modtage trøst.«
De første associationer der melder sig på banen er navne som Sigur Rôs eller vores egen Kissaway Trail, bare lidt mindre storladent og bombastisk. Der er stadig ganske højt til loftet hos Arbirk og godt med luft i lydbilledet men, lidt mere afdæmpet og jordbundet end hos de før nævnte. Det er følelsesladet og “stort” men alligevel, på en eller anden måde, lavmælt og lidt tilbageholdende indie, hvor man har på fornemmelsen, at det kunne bryde ud i pompøs skønsang og kæmpe armbevægelser hvornår det skulle være. Det sker bare aldrig helt, Arbirk vælger en mere nedtonet tilbage, hvor omkvædet mest består af svævende “ah ah” kor og rolige, svajende musikalske bevægelser.
Det er en virkelig flot sang, hvor bandets mådehold og doseringen af virkemidlerne giver en smittende ro. Der er noget afvæbnende og afslappet over det, en af den slags sange hvor man bare kan lukke øjnene og lade sig flyde med og væk… et eller andet, andet sted hen mens Arbirk holder en i hånden, på den helt rette måde. Nogle vil måske savne mere vildskab og at der bare bliver givet los, så vi får en eller anden form for klimaks men, det er ikke den slags sang. Det ER en stille flyder og Arbirk stoler nok på sangen til, at de ikke falder for fristelsen og bryder den behagelige “stilhed”, som løber som en rød tråd gennem hele nummeret.
Konklusion: Af en single at være, er det måske et lidt dristigt valg, det er bestemt ikke en “her kommer jeg” sang men, giver man den plads og ro, så får man det samme igen i virkelig smuk musikalsk form.
Touching Grace – “Staves”
Touching Grace har udsendt deres første sang i hele 7 år, tidligere har de været Dagens Track her på siden, dengang det var en ting. De har venligt spurgt om de kunne komme i betragtning til at blive det igen, hvis vi da stadig kørte Dagens Track. Et hurtigt tjek på vores hjemmeside afslører at… det gør vi ikke. Og har ikke gjort siden 2018. Repeat, som du læser nu, var faktisk erstatningen for netop Dagens Track, der var blevet lidt udvandet og kørte på autopilot. Så er det på plads!
Hvad ved vi som om nyeste nummer fra Touching Grace? Ikke noget, der er nemlig ikke vedhæftet nogen yderligere information om hverken band eller sangen, så vi slutter denne omgang af med en lille overraskelse.
OK, jeg kunne ikke lige huske det Touching Grace nummer vi havde som Dagens Track for 7 år siden, sorry, så tog lidt et smut tilbage i arkivet. Umiddelbart er der som sådan ikke sket voldsomt meget på 7 år hvad bandet lyd angår, vi befinder os i et krydsfelt af noget rock, grunge, lidt 90er klingende, der balancerer på den der kant mellem at lyde tidløst og en lille smule bedaget. Jeg synes dog, at Touching Grace holder sig på den rette side af den usynlige grænse, fordi de er ret ferme til det de gør. Jeg har lidt med lyden på trommerne på “Staves”, jeg ved ikke om det er indspilningen, mixet eller et stilistisk valg men, til min smag måtte der gerne være lidt mere smæk på, eller de kunne lægge lidt længere fremme, et eller andet. Jeg savner lidt mere “omph” her men, det er småting og nok kun tydeligt fordi de er meget hørbare i sangens indløb.
Jeg kan ellers ret godt lide den lidt huggende og rastløse rytme de bringer til sangen sammen med grunge-bassen, der er kvart i Pearl Jam når de er i deres funky hjørne. Vokalen er en man vil synes om, hvis man er til de mere anthem-klingende vokaler fra den æra. Guitaren er indledningsvis ikke så markant men får mere plads og råderum som nummeret skrider frem, indtil det ender med at ebbe ud lidt brat – man kunne måske godt have forlænget det instrumentale udløb en smule. På den anden side bør man også sætte pris på et band, der ikke forsøger at overskride deres besøgelsestid.
Selve sangen er egentlig en lidt sjov størrelse, der stritter i flere retninger hvad stil, små omveje og skæve indfald angår. Der er lidt mange idéer i spil men jeg synes bandet formår at holde sammen på det i en sådan grad, at det ikke bliver for flimrende, eller at sangen kollapser under mængden af indfald. Den sidder ikke lige i øjet men, jeg kan faktisk rigtig godt lide det lidt kaotiske indtryk sangen efterlader og hele bandets lyd og stil.
Konklusion: Det føles lidt som at træde ind i en musikalsk brainstorm, hvor bandet får prøvet en hel del af på lidt over 3 minutter. Men det er aldrig kedeligt eller uinteressant og Touching Grace har et eller andet, eller mange ting skulle man måske sige, som fanger min opmærksomhed.
Føjes til På Repeat-listen: Hammer/Emming/Valentin + Arbirk
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Gabriel Uth Nielsen, ISSE pressefoto
