Vi tager nogle afstikkere fra alt fra Færøerne og Ungarn til Ganløse og Vanløse med ugens udvalgte singler, der leveres af Liva Mo, Holtsø & Wittrock, Girlcrush, Bersærk, The New Madness, Superloader, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Sort Mono.
Ja, vi holder antallet af singler på 8 i stedet for de “klassiske” 6, som egentlig var det antal jeg havde lagt mig fast på som passende for Repeat. Både af hensyn til længden af skriverierne og min egen mentale sundhed, meeeen, den der indbakke var ved at flyde over med singler, så… nuvel, nu er det vist ved at være under kontrol og vi rammer snart de lidt mere “sløve” sommermåneder, så vi kan forhåbentlig snart skrue lidt ned for antallet af anmeldte singler pr. omgang igen.
Indtil da bliver der stadig snydt lidt på vægten hist og her med lidt mere skrabet introduktion af numrene og kunstnerne og kortere beskrivelser/anmeldelser. ligesom enkelte singler ikke når at blive anmeldt. Det gælder især hvis kunstnerne har fået anmeldt flere singler indenfor kort tid, så tillader jeg mig at hoppe over.
Liva Mo – “Grief”
Grief tager afsæt i en af dage, hvor virkeligheden overhaler forestillingsevnen. Livas gudmor døde af kræft, hendes kusines mand blev trafikdræbt og hun selv blev faster – alt sammen på den samme kaotiske dag.
Kort efter begravelserne tog Liva i to måneders kreativ eksil på Island, hvor Grief blev til.
“Jeg ville prøve at beskrive sorgen, sådan som jeg oplevede den. Det smukke i melankolien, naturen, mørket. Sangen kom til mig efter en måned hvor jeg havde været i en form for choktilstand, og i stilhed. Så brød jeg fuldstændig sammen en aften og så skrev jeg Grief. Jeg var en krop med mange følelser. Sådan husker jeg det.”
Og sorgen er smuk hos Liva Mo, der besynger den med en flot og trods sørgmodigheden klar og fattet vokal. Musikken er spartansk, hvor kun en sagte guitar for alvor trænger igennem i det melankolske lydbillede. Langsomt stiger nummeret og der kommer en lille smule mere lydstyrke på i løbet af det 4 ½ minut lange nummer men, nogen større forløsning kommer dog aldrig.
Det er et tyst nummer der i høj grad lever på Mo’s stemme, hendes ord og stemningen. Her spiller naturen og naturmetaforer en stor rolle i beskrivelsen af sorgen, hvilket sammen med den akustiske guitar giver sangen følelse af en smuk efterårsdag. Det er musik af den slags, der giver et billede af en gulnet og brunlig skov i et stærkt efterårslysskær, der både signalerer enden på noget og begyndelsen på noget andet. Livet går videre men, ikke helt som før.
Som single er det ikke en sang der vinder på store armbevægelser og følelsesudbrud, det er ikke melodramatisk sorg på nogen måde. Og på en eller anden måde er det heller ikke nedslående og deprimerende, der er en styrke i det her, der giver fornemmelsen af at vores fortæller nok skal komme igennem det.
Konklusion: Ensomhed og sorg bæres smukt her, Mo har en stærk vokal og sætter den flot i scene.
Holtsø & Wittrock – “Love a wonderful Disease”
Ligesom så mange andre musikere og andet godtfolk, er Jes Holtsø og Morten Wittrock også ramt af Corona-situationen. De havde set frem til at skulle en tur til Nashville for at indspille nye numre til deres kommende album. Grundet COVID-19 blev turen selvklart aflyst, og der måtte tænkes alternativt. Alle de medvirkende musikere på deres nye single ”Love a Wonderful Disease” har derfor indspillet deres musikalske bidrag til nummeret i deres respektive isolation og sendt filerne til Morten Wittrock, der har samlet og arrangeret det stemningsfulde nummer.
Da jeg første gang hørte Jes Holtsø’s blues-rockede vokal tænkte jeg, at han på en måde lød som en god blanding af Tom Waits og… Huey Lewis?! Det var måske en umiddelbart lidt bizar blanding, men nu er jeg jo ikke herre over hvilke associationer, der dukker op i knolden på mig!
Vi befinder os altså i den klassiske bar-bluesede del af (country)rocken, hvor traditionerne fint holdes i hævd af de herrer Holtsø og Wittrock, der her blandt andet får selskab af Bob Britt, der normalt slår sine folder hos Onkel Bob fra Amerika, Mr Dylan. Det giver selvfølgelig ekstra point på autenticitetskontoen, der i forvejen er ret godt fyldt op hos Holtsø og Wittrock, der ikke kun fremstår meget ægte fordi de havde tænkt sig at indspille i Nashville. De lyder som om de har de amerikanske traditioner og sydstatslyden med i hjertet (hvor Gram Parsons og Emmylou Harris nok også har en plads, de nævnes i hvert fald i teksten) lige meget hvor de tager hen – så måske Ganløse kan blive et dansk Nashville? Der ligger da et motto og lurer der…
Det er bundsolidt håndværk på den der måde, hvor det ikke lyder som automatpiloten bare er slået til, men håndværk af den gamle skole, hvor man sætter en ære i at gøre tingene med egen hænder, fordi man holder af det. Det er noget af forskellen på stiløvelser og pastiche og at holde liv i traditionerne, som her.
Konklusion: Det er måske ikke verdens største sang om kærlighed, men det virker ægte, besjælet og som om det kommer fra hjertet.
Girlcrush – “Throwing Like a Girl”
Andrea, Nat og Marie, Girlcrush, er tilbage med en ny single efter et ganske hektisk 2019, der blandt andet bød på masser af P6 Beat spilletid og koncerter på eksempelvis Roskilde Rising og Uhørt Festval. Den Roskilde Rising koncert har jeg muligvis nævnt et par gange siden? Nuvel, om “Throwing Like a Girl” lyder det blandt andet:
Sangen fik sin begyndelse som digte i trommeslageren Andreas skitsebog og beskrev
et personligt traume. Et traume, som gradvist opstod gennem flere oplevelser med emotionel vold i relationer med mænd. Andrea brugte lyrikken til at sætte ord på de følelser af angst, vrede og afmagt, som relationerne havde medført. I øvelokalet kunne hun dele følelserne med de andre bandmedlemmer og finde støtte gennem den fælles skriveproces.
Og inden jeg kan nå, at tænke særligt meget over hvad jeg synes om nummeret, er det slut! “Throwing Like a Girl” er en rask og trimmet lille poppunket sag på 2 minutter, lige ud, så der er ikke skyggen af overflødigt fedt her. Vi rammer omkvædet allerede 16 sekunder inde i sangen, der generelt gennemstrømmes af en ud-over-stepperne fornemmelse.
Det der er med Girlcrush, det er at jeg helt grundlæggende finder trioen drøncharmerende. Emnerne og følelserne de besynger kan være alvorlige og traumatiske nok men, der er alligevel en følelse af noget uskyldigt og “rent” i deres udtryk, som får det til at stråle af begejstring og det der “spilleglæde”. Det er en usynlig lim, eller det ekstra, hemmelige krydderi, som gør at deres til tider ret spinkle sangmateriale bare bliver mere en summen af enkeltdelene – hvilket ovennævnte koncert også demonstrerede. Derfor er det meget svært for mig ikke at kunne lide noget af det de gør, selvom det her i bund og grund, på flere punkter, er en ret lille sang.
Det var ikke ment på nogen nedladende måde men, det er et lille, frisk nummer, som drøner afsted derudad: Ikke bryder med nogen sangskrivningsskabeloner eller den stil og dynamik bandet har etableret med deres forgående singler. Omkvædet er kort og catchy, vokalernes forskellige klang bruges godt og energien er smittende, men det er også et nummer som måske er lige ved at være FOR enkelt.
Konklusion: Jeg er lidt i tvivl. På den ene side er jeg helt på og synes sangen fungerer. På den anden side så… hmmm… nå, jeg er i hvert fald med så længe musikken spiller.
Bersærk – “Blod & Stål”
‘Blod og stål’ udspiller sig som altid i BERSÆRKs mytiske univers, hvor fortidens nordiske livsverden får nyt liv i en nutidig kontekst, alt sammen energisk tilvejebragt af bandets groovende melodiske tungrock og alsidige sangskrivningstalent. Singlen akkompagneres nu af en rå og symbolfyldt musikvideo skabt af kunstner og runemagiker Ræveðis.
Jeg har fulgt Bersærk siden EP’en Trældom, der udkom i 2013. På den ene side er der sket en hel del og bandet har gennemgået den forventelige udvikling, som man må regne med over 7-8 år og et par udskiftninger i line-uppet. På den anden side lyder “Blod & Stål” også stadig som essensen af Bersærk. Kraftfuldt, tungt rockende, delvist brølende og med en eller anden form for primitiv urkraft. Det er elegant som en langhåret slyngel, klædt i denim med en æggeskalshjelm på hovedet, der skal til at kickstarte sin Puch Maxi med bajere (flasker) i mælkekassen bagpå. Kort sagt: Totalt killer badass.
Det er en højoktan blanding der bare virker. Potent og letantændeligt er det, der er bål og brand og gang i gaden når Bersærk gasser op, laver hjulspind og fræser afsted med fråden hængende i mundvigen og blafrende kinder og garn. Det er også en fremfærd, som efterhånden virker en smule velkendt. Dog uden at det lader til at bandet og forsanger Kasper Popp har mistet gejst, intensitet og råstyrke. Det genkendelige kan, selvfølgelig også have noget at gøre med, at Bersærk med deres hedninge rock og nordiske mytologiske tekster nærmest har fået skabt deres helt egen genre og niche.
På sigt kunne det dog være sjovt, hvis de prøvede at udforske andre græsgange en smule, eller bare sprængte den etablerede ramme af og til. Det her er driftsikker og velfungerende Bersærk som man kender dem, knallerten spinder stadig som en tyk hankat i et Whiskas orgie.
Konklusion: If it ain’t broke…
The New Madness – “Thru hard Times”
Som for så mange har pandemien ændret planer for The New Madness. Bandet var klar til at spille SPOT Festival og udgive deres debutalbum. Planerne er udskudt (til november) og som en teaser på det kommende album, udgiver de nu Thru Hard Times: En garagebanger, der handler om kærlighed, om at klæde hinanden på til, og hjælpes ad med – kort sagt, at komme igennem hard times.
De første 30 sekunder af sangen lyder som musikken til en reklamefilm af en eller anden art? Det var ikke en kritik, blot en konstatering (fra min side) og Crunchy Frog, der udgiver The New Madness, har tidligere haft god succes med at afsætte sange fra porteføljen til film, tv og reklamer, så der er måske også noget potentiale her?
Vent, måske kan det meste af sangen faktisk bruges i den henseende. Der er noget helt grundlæggende “cool”, selvsikkert og “struttin’ your stuff” over bandets stil og lyd her, der leveres med godt med “omph” og swaaag. Beklager alle de kraftudtryk og gåseøjne, men det er den slags rock The New Madness leverer her. In your face, med masser af attitude og en lyd, der på en måde bliver ret visuel – man kan se billedsiden som det her kunne afspilles til for sig. Ligesom jeg kunne forestille mig, at jeg hørte det en eller anden dag på P6 (første P6 namedropping i denne udgave af Repeat!).
Slagsiden er, at det kan komme til at dufte en lille, bitte smule af stil over substans, too much sizzle and too little steak, men det er en lækker stil og indbydende sizzle!
Konklusion: Det rocker sgu møgsejt det her, I dig it! Bedste single hidtil fra The New Madness.
Superloader – “A Restless Soul”
”Sangen er essensen af, hvorfor vi gør, hvad vi gør. Hvorfor spiller vi massevis af koncerter, sover i tourbusser og på billige hoteller, kører hundredvis af kilometer på landevejen og går glip af at se familier og venner? Vi gør det fordi vi ikke kan lade være. Vi er alle fem rastløse rock n’ roll sjæle”, konstaterer bandets frontmand Bjørn Poulsen.
Det blev markeret på udgivelsesdagen d. 29/5 ved, at bandet kørte landet rundt og spillede nummeret fra ladet af en lastbil for nogle udvalgte fans. Som et lille plaster på såret til koncerthungrende fans i Coronatiden.
Og det de fik, er da en i dette tilfælde ganske solid og lidt gammeldags rockindsprøjtning. Uden at fornærme nogen er det, det jeg ville kalde “High Voltage rock”. Både på grund af tempo og drive men også fordi det er sådan en type nummer og RAWK, som jeg forestiller mig ville gøre sig godt på rockklubben af samme navn. Hvis den altså har åbent? Nå ja, ellers kunne “Restless Soul” vel også finde vej til radiobølgerne på MyRock?
Nummeret suser fint afsted og spiller på alle de strenge man kunne forvente for en tempofyldt truckerrocker. Det er fængende, især omkvædet, ikke så beskidt og farligt at man hægter nogen af, men nok heller ikke beskidt nok til de værste rockbøllers smag – så vi lander lidt i en neutral sikkerhedszone. Den måtte måske gerne udfordres lidt, det her virker på alle måder meget sikkert.
Konklusion: Overraskelser er der absolut ingen af hos Superloader, men det er en rockskabelon som stadig bare fungerer – i hvert fald i glimt.
Kirstine Stubbe Teglbjærg – “Rapture”
Du kender måske Teglbjærg fra Blue Foundation, men her teamer hun op med den ungarnske duo Belau. Om samarbejdet, og tiden det er foregået i, lyder det:
“På det tidspunkt (efterår 2019) var det ret mærkeligt for mig at skabe et stykke musik sammen uden nogensinde at have mødtes. Man giver jo meget af sig selv og åbner sig også for den andens udtryk, så i det musikalske rum kommer man tæt på hinanden, selvom vi sad i hver vores lande. Nu efter corona er vi blevet meget mere vant til at mødes på denne måde – på afstand, så på det punkt har jeg virkelig rykket mig den seneste måned.
‘Rapture’ er skrevet før Corona-krisen og handler om at finde en måde at være i verden på. Den er et slags manifest over, hvordan jeg gerne vil leve og en undersøgelse, af hvad jeg gerne vil fylde mit liv med. Og netop fordi vi er i sådan en ekstraordinær situation som nu, er der plads til, at vi kan gøre os sådanne tanker.”
Hov, åbner man linket, så står nummeret faktisk som “Belau ft. Kirstine Stubbe Teglbjærg”, så what gives? Det er måske flueknepperi, men så er nummeret jo rent teknisk ungarnsk og ikke dansk, og vi anmelder DANSKE numre her i Repeat! Nuvel, vi lader den passere i forvirringen men trækker fiktive point fra på grund af uklar kommunikation…
Eh, det er vel også et “fint nok” nummer? Det rammer så mange tendenser i tiden (og den nærmeste fortid) at det, i mine ører, faktisk kommer til at virke en kende dateret allerede i mens musikken spiller. Det kan måske lyde lidt underligt, selvmodsigende eller uklart, men vi har jo allerede fået etableret at det er ok at være lidt uklare i mælet, så det er sådan pendulet svinger. Det, jeg tror, jeg mener, er, at det med sin luftige elektronik, dybe pulsslag og den blålige stemning tilsat Teglbjærgs velkendte, svævende vokal kommer til at lyde som et møde mellem noget der lige har været “in” og så, beklager, en stemme jeg ufrivilligt forbinder med noget der ligger nogle år tilbage i tiden. Det er nok et biprodukt af at have en ret karakteristisk og genkendelig vokal og stil.
Det sagt, så lyder nummeret meget velproduceret og lækkert, det kræser rigtig for øregangene og dukkede det op i radioen ville jeg ikke slukke for det.
Konklusion: Trods lidt modstridende følelser, så er nummeret flot udført, indbydende og det langsomme tempo til trods ganske fængende. Jeg tror sgu egentlig jeg kan lide det?
Sort Mono – “Taberhjerte”
Vi lukker og slukker med 5. manifest fra terrorpoppens forkyndere, Sort Mono:
HER ER INGEN FAR OG MOR.
I LY AF KRISEN OG I SIDSTE ØJEBLIK REJSER TERRORPOPPEN
SIG PÅ NY.
SORT MONOS FEMTE MANIFEST ER SANGEN TABERHJERTE.
EN SANG OM AT SØGE ENSOMHEDENS DESTRUKTIVITET.
EN SANG OM AT GØRE DET HELE MEGET VÆRRE FOR EN SELV.
BEVIDST.
EN SANG DER PASSER MEGET IND I NUTIDENS REALITETER.
EN SANG DER PASSER IND I DEN NYE VIRKELIGHED.
EN VIRKELIGHED HVOR DEN KOLLEKTIVE ENSOMHED ER STØRRE END
NOGENSINDE.
I EN TID HVOR MAN OPFORDRES TIL AT FJERNE SIG FRA
HINANDEN.
EN TID HVOR VI ALLE BØR BLIVE I ISOLATIONENS BANKENDE
TABERHJERTE.
Selvom Sort Mono med “Taberhjerte” forholder sig til nutiden så er den synthpoppede indpakning og lyse, stedvis aggressive kvindevokal lyden af en futuristisk fortid. Jeg får lidt en New Order’sk 80’er vibe. Sort Mono har på tidligere singler og deres debut-EP demonstreret, at de formår at kombinere nogle ret enkle synth-pop melodier, umiddelbart lidt sortsynede og nedslående tekster med nogle rytmer og melodier, som bare er akut fængende og iørefaldende. Således også med dette 5. manifest, der med sit insisterende beat dunker uimodståeligt fremad og lige ind i øregangen på en.
Det kan lyde køligt og maskinelt men, der er også en eller anden, lad os kalde det “musikalsk naivitet og uskyld” i det enkle udtryk, som sammen med det bankende pophjerte gør det sært nærværende og dragende. Det er elementer, som sammen med bandets mystisk (som der nu stille og roligt er blevet blødt lidt op for) kunne virke koldt og afvisende, men det er bare ikke den følelse deres numre efterlader hos mig. Jeg forstår måske ikke hundrede procent hvad det er Sort Mono gerne vil fortælle os og måden de gør det på, men jeg forstår at de HAR noget at fortælle os og gerne vil udtrykke på deres helt egen, lidt uigennemskuelige måde. Og jeg lytter.
Konklusion: Terrorpoppen burde snart få en større udbredelse.
Føjes til På Repeat-listen: Sort Mono + The New Madness
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Greta Candova, Liva Mo pressefoto
