Repeat #54

Singler, singler, singler på Repeat. I denne omgang med numre fra NAR, The New Investors, Withering Surface, Mattis, Kalaha ft. Uffe Lorenzen, Louise Dubiel og Alkymist.

Hvad pokker, der er både en kvindelig kunstner og hele TO metalnavne med i denne omgang! Det er vist første gang det er sket og en kærkommen udvikling, mere af begge dele, tak. Der er stadig flaskehals og kø på singlelinjen, så hav tålmodighed og det er heller ikke sikkert, at jeg når samtlige tilsendte singler, hvis jeg skal undgå at det her bliver alt for uaktuelt. Jeg befinder mig stadig i marts måned hvad nogle af disse singler angår, så…

NAR – “Closer”

Vi lægger ud med en fortælling om op- og nedtur fra “Bowie-duoen” NAR, der udover Bowie også er inspireret af et navn som Arcade Fire og deres storladen indiepop/rock.

Om ”Closer” fortæller sanger Frederik Ferslev: ””Closer” handler om hvor svært det kan være at møde et andet menneske, blive enormt glad for mennesket og skulle kunne finde ud af at bygge noget smukt op sammen. Alle de problemer der kan opstå når man er forskellige, men stadig gerne vil have det til at fungere. Man kan have en enorm sorg eller frustration, men stadig under alt dette, have lyst til at være tættere på den anden person.”

Vokalen har da i hvert fald noget af det teatralske tilfælles med Bowie og Butler, med sådan en dirrende klang, hvor man bare venter på at den knækker eller kammer over. I stedet får vi noget der med et lidt negativt ladet ord kunne kalde “flæberi” omkring 2 minutters mærket, hvorefter den pludselig skifter karakter og der synges ud og igennem, hvilket klæder både nummeret og stemmen virkelig godt.

Det er en lidt underlig størrelse det her, i første omgang er det vokalen og den afvekslende klang og præsentation, der stjæler det mest af opmærksomheden. Mens den synth-tunge musik, der ellers er ret markant og stort anlagt i sin lyd får lov til, at træde lidt i baggrunden. Eller baggrund og baggrund, det er nok upræcist formuleret, da jeg jo lægger mærke til den, især når den brager igennem som en form for hornsignal eller alarm. Men, når vokalen tager over, er det altså mere diskret og afdæmpet, som om scenen overlades til stemmen, så den rigtig kan få plads at boltre sig på.

Indledningsvis var jeg lidt skeptisk, især når vokalen er mest emotionel og nærmer sig det rørstrømske, det er lige før det bliver for meget for mig, men vi holder os lidt på den rigtige side af den usynlige grænse. Opbygningen er stærk og kontrasterne virkningsfulde, et nummer der vokser på mig for hver gennemlytning.

Konklusion: NAR har fat i et eller andet der fungerer rigtig godt her. Der er en dualisme mellem det stille og det mere udfarende, sårbare og styrkende osv., som giver en god og virkningsfuld dynamik sangen igennem.

The New Investors – “New Beginning”

The New Investors, som vi i tidens løb både har haft nogle numre som Dagens Track (dengang det var en ting) og anmeldt et album fra, er taget tilbage til udgangspunktet for at finde en ny start.

“Som titlen afslører, markerer den nye single en ny begyndelse for The New Investors. Udover at gruppen er tilbage i deres oprindelige konstellation som en duo, er gruppen også vendt tilbage til deres oprindelige udtryk og særegne lyd: den let psykedeliske West Coast 60’er pop serveret med æterisk drømmepop-æstetik”.

“New Beginning” handler om en gruppe unge hippier, der drager ud i ørkenen i søgen efter en ny ledestjerne og en ny og alternativ livsform langt væk fra vækstkapitalisme og pandemier – en ny begyndelse”.

BANG, vi begynder på en meget gennemtrængende tone og et ret højt lydniveau, så jeg vågnede da lidt op med et sæt, da sangen fik i gang. Det er nu ellers blødere psyke-poppede toner der dominerer på “New Beginning”. Sommerlig stemning, lun brise, brun hud, løse skjorter, solbriller, kølige drikke og noget med sommerfugle og mariehøns. 60er west coast drømmepop, det er sådan set right up my alley, eller i hvert fald en af de mange musikalske gyder jeg ynder at snige mig rundt i.

Jamen det lyder jo godt og lækkert, det står sådan set ikke til diskussion. Det ville sikkert også kunne gøre sig godt på en forårssendeflade på en landsdækkende radiokanal, der har hang til denne form for toner. Det glider, eller skulle man sige driver, ganske ubesværet, er lyttevenligt, indbydende og er godt håndværk hele vejen rundt. Men… det er måske også en kende… anonymt og så uskadeligt og “ikke truende”, at man bliver lullet en lille smule i søvn? En behagelig søvn, ingen tvivl om det, men det er næsten som om det bliver en lille smule for behageligt? Det kan lyde som en lidt underlig kritik, jeg ved det…

Konklusion: Jeg er ikke tvivl om, at det her er et godt nummer og en ret stærk single, som ville kunne få noget airplay, hvis den rammer de rette ører på eksempelvis P6. Men jeg bliver også lidt døsig af, at lytte til det? Ikke på en ubehagelig måde, bare sådan lidt… *smask smask*, hva?!

Withering Surface – “Alone”

Så skal vi have noget melo-død, Withering Surface er tilbage med en ny single efter en længere pause. Om nummeret lyder det, in english og jeg er for lazy to translate:

“Alone” is about cleaning up and down scaling. Looking at yourself having lived half of your life. What are your values, what do you appreciate, who are your friends? Taking hard and brutal decisions mean you will be left out in the cold all alone before entering the other side. Feeling solitude and being able to actually spend time alone in your own company is something a lot of people fear. I don’t. And in these lyrics I am even privileged by the company of the Wilson sisters, who I have loved and adored since I was a kid. And in some way I am looking back at our “The Nude Ballet” album, which was released in a time where I was heartbroken, and the company of Kate Bush helped me find the find”.

Hold da op, uden at skulle afsløre for meget om mit privatliv, eller hvad jeg sidder og laver, men det føltes næsten om jeg var ved at slippe en lille vind da “Alone” gik i gang. Det var måske indie-døsen, der forlod min krop? Nuvel, det går over stok, sten, de støvede stepper og hvad ved jeg, når Withering Surface åbner for fuld udblæsning på “Alone”. Det er en af den slags numre, der minder mig om, at jeg burde høre lidt mere metal igen. Min metallytning er lidt sporadisk, nogle år sæsonbetonet på grund af Copenhell, eller hængt op på de udgivelser jeg anmelder her på siden og nogle gange kommer jeg så meget på afveje, at jeg slet ikke får hørt metal i længere perioder! Jeg er totalt trve ved slet ikke være det…

Hvor om alting er, så er “Alone” et af den slags numre, der minder mig om hvor mange fede ting der er at hente i metalmusikken. Tempoet, energien, intensiteten, vreden, forløsningen og flirten med det meget storladne og semi-episke. Alt det finder man hos Withering Surface, der når så vidt omkring på 4 minutter, at man sidder med fornemmelsen af, at nummeret kunne have været dobbelt så langt? Det er både en fordel og en lille ulempe. Det er hæsblæsende og afvekslende indenfor en ret bred og rummelig melo-død ramme, men bandet når også så meget, at det er lige før det virker lidt for hektisk som sangen skrider frem. Men man kan ikke klantre dem for ikke at prøve nogle ting af eller være nogle fedterøve hvad variation angår. Tilmed lyder det meste af det ganske fedt, så lever jeg gerne med indtryks-overload.

Konklusion: Medrivende og velklingende melo-død tour de force, der momentvis kan efterlade én en smule stakåndet.

Mattis – “Can’t Get You Out Of My Head”

Fra metal til pop, ja, det er lidt en blandet landhandel (hold afstand!) her i Repeat, men det er sikkert sundt med noget afveksling. Mattis har, i følge presseteksten, fået millioner af streams siden 2017, så det må jo være godt, ik?! Om nyeste single lyder det:

“Den nye single er præget af calypsorytmer, klaverspil og Mattis’ soulede vokal, og er det værk Mattis’ hidtil har størst selvtillid omkring: “Indtil i dag har jeg altid omfavnet min melankolske og mørke side. Jeg har altid haft en uforklarlig ulykke indeni, siden jeg var et lille barn, men jeg er også en mand fuld af ekstremer, og med min nye musik udforsker jeg den mere ekstroverte side af min personlighed.”

Jeg må erkende, at jeg ikke TROR jeg har hørt et nummer med/fra Mattis indtil nu, har på fornemmelsen, at vi måske bevæger os i lidt forkellige kredse og ikke helt opererer på de samme radiobølgelængder? Det er temmelig rendyrket “moderne” poptoner, det her, noget som nok hører hjemme på eksempelvis P3, hvor jeg ikke må komme længere eller dukker op på ens Spotify, hvis man har påvirket algoritmen i en let anden retning end undertegnede.

Jeg gav i samme ombæring lige Mattis’ gennembrudssingle, “Lover Boy” et hurtigt lyt, den syntes jeg var en, lad os sige “småtræls og ikke videre ophidsende” oplevelse. Heldigvis, for alle involverede parter, så synes jeg noget bedre om “Can’t Get You Out Of My Head”, der trods titen, overhovedet ikke lyder som Kylie Minogue. Først og fremmest er nummeret kort, præcist og skarpt skåret. 2 ½ minut, bum, slut. Det er noget nær den perfekte længde for et nummer, hvor en lille, effektiv og meget iørefaldende idé og melodi ikke strækkes udnødigt eller fedes op med alt mulig sangsminke. Lean mean and catchy dancing machine.

Eftersom jeg er ret meget på udebane her hæv jeg lige hjemmefronten med på et hurtigt lyt, mor og barn. Sidstnævnte lagde ud med en lille dans og gav den “9 en kvart ud af 15”, hvilket hurtigt blev regulæret til “8 en halv ud af 10” og flere dansetrin. Det er nok de lidt latin klingende danserytmer der går i bentøjet her. Førstnævnte syntes at kunne høre noget Scarlet Pleasure i sangen, især på vokalen. Alt i alt fik nummeret en ret positiv modtagelse, så er man til denne form for popmusik vil Mattis nok være et hit.

Konklusion: Ikke lige min normale boldgade eller dansegulv, men jeg kan sagtens se fidusen i det her også selvom det nok aldrig bliver helt min smag.

Kalaha ft. Uffe Lorenzen – “Dans Det Op”

Så er det frem med kuglerne! Hvad, er det ikke det Kalaha går ud på? Nuvel, det er ikke kun et oldgammelt brætspil med nogle kugler og huller der skal fyldes men også et band, som ikke er genreforskrækkede eller kræsne hvad inspiration fra alle verdens hjørner angår. Fra tyrkisk disco til afro-beat!

“‘Dans Det Op’ er en sang om at kæmpe sig igennem livskriser og modstand ved hjælp af
ukuelighed, optimisme og livsmod. Ved hjælp af dans! En indstilling som passer godt til Kalaha som altid har gjort tingene på deres egen måde”.

På singlen får de selskab af den danske syrebasse Uffe Lorenzen, som bandet mødte backstage efter en koncert i Aarhus forrige sommer, dengang man stadig gik til koncert. En musiksnak udviklede sig efterfølgende til dette nummer.

Hold da op, Uffe lyder da lidt henad C.V. Jørgensen når de første toner rammer øregangene?! “Hvis trippet ikke er godt, så dans det op”, lyder mantraet i det insisterende omkvæd, der er lige til et tåge dansegulv. Det er i det hele taget lidt “sjovt”, at høre Lorenzen og hans vokal i mere dansevenlige omgivelser end hans sædvanlige mere syrerockede hjemmebane. Det fungerer faktisk overraskende godt.

Hvad musikken angår er han måske heller ikke ligefrem på udebane, der er noget psykedelisk over Kalahas lyd og stil, men som den indledende tekst lagde på til stikker det i flere retning. Det er noget spraglet og “kulørt”, uden at de bliver for gakket og rodet. Det er nærmest sådan lidt… “verdensmusik møder trance”.. eller “rave”, eller hvad man nu vil kaste af ord efter det trandencerende lydbillede. “De gode vibrationer skal bare genoplades”, hvis du hænger lidt med skuffen og har bly i bentøjet, mester og danser vi den ellers op med et nummer, som er både smittende og en fin lille opkvikker. Det er dog muligt, at nogle vil synes at Lorenzens stemme her bliver en kende “vrængende” i glimt, men det er nok en smagssag – jeg kan godt klare mosten.

Konklusion: Effektiv humørspreder og moral booster, hvis du går og synes det hele er lidt gråt og trist. Det kan måske lyde lidt enkelt og blåøjet, men i disse tider skal der også være plads til noget optimisme og noget der løfter. Det gør Uffe og Kalaha rigtig godt.

Louise Dubiel – “Fy Fy Corona”

Og så et lidt kuriøst indslag inden vi slutter Repeat af med en tur ud i mørket. Louise Dubiel har været lidt på rov i den danske sangskat og lavet en coronakullersang, eller en der skal bekæmpe den. Fra Dubiel lyder det:

“Tusind tak til Søren Pedersen og Tulledal, der bare var skønne i den her lille film for sjov. Og jeg skal også huske at sige tak til fantastiske Søren Kragh-Jacobsen, der jo har skrevet sangen “Fy Fy Skamme”, som jeg har stjålet melodien fra.

OK, ikke noget med slikke folk i øret og kysse med en svensker, i disse tider i følge Dubiel. Der er nok flere af de spørgsmål, som hober sig op i løbet af den korte sang, som man ikke ville bifalde til alle tider, men det er nok alt efter hvor sart man er.

Hvor godt man synes det her er afhænger måske også af ens forhold til originalen med Jes Ingerslev og Tom McEwan, jeg har lige alderen til, at kunne huske sangen og duoen fra børnetimen i start/midt-80erne, så for mig er den, naturligvis, en udødelig klassiker. Ligesom det er vanskeligt, at bedømme det her på højde med de øvrige numre her. Det er jo “bare” en omskrivning af en kendt børnesang. Det sagt, så er idéen god og kuriøs nok til, at jeg finder det hele tilpas vittigt og pudsigt. Der skal også være plads til, at man forsøger at sprede smil i krisetider, og budskaberne fejler jo intet.

Konklusion: Lille, skægt pusterum, I’ll allow it.

Alkymist – “The Dead”

Doom. Jeg kan godt lide doom. Og jeg kan godt lide Alkymist. Både på plade og live. Nu er de snart klar med deres andet album, Sanctuary, ligesom de allerede udsendte en single for et par måneder siden, som jeg af en eller anden grund missede at få med her i Repeat. Så napper vi bare “The Dead” i stedet for.