Hvad med at byde en single op til en lille sving-om? I denne omgang kan der vælges mellem nogenlunde friske sager fra Selma Higgins, Hövring, Miruna, Lyse Nætter, Cloudwalk og Popular Panic.
Ikke så meget sniksnak denne uge, bare det sædvanlige: vi er tilbage på 6 singler, vi kunne godt bruge flere kvindelige kunstnere og metalnavne, På Repeat-listen inklusiv de nyeste tilføjelser nederst og beklager ventetiden, der nu nok er er på en måned fra vi modtager singlen til den når med i Repeat.
Selma Higgins – “Unruly Nature”
Dette er anden single fra Selma Higgins kommende EP, der er lige på trapperne, men første gang vi har anmeldt/omtalt hende her på siden. Stilen burde ellers være lige noget, der ramte ind i vores relativt brede spektrum – folk’et singer songwriter/americana. EP’ens gennemgående tema er “mennesket i naturen”, og om “Unruly Nature” lyder det lidt diffust:
“Singlen Unruly Nature bruser frem med en uregerlig vildskab, der tager lytteren med
udover kanten og ud i en melankolsk stemning, der er svær at finde hjem fra igen”.
Uregerlig vildskab er måske lige, at overdrive en god ting end kende. Men der er da en livlig energi og et medrivende, bølgende drive fra start, dog stadig indenfor et relativt blødt folk’et univers. Det bobler, men det koger ikke og slet ikke over. Mindre kan nu også gøre det for smittende og fængende er det, men det der fanger mig mest er Higgins glimrende vokal.
Den har et eller andet… en glød og en klang, som bare rammer plet hos mig. Hvad det lige er der gør, at en vokal rammer mere eller mindre er nok svært egentlig at definere præcist. Det handler ikke nødvendigvis om hvor teknisk dygtig eller flot en klang en stemme har, selv de “grimmeste” vokaler kan ramme plet. Higgins har en skøn, lidt country-præget klang, der både rummer noget pænt og “ordenligt” og så noget mere utøjlet og “vildt” – ligesom sangen her. Måske handler det også om, at hun har fundet en musikalsk lyd og stil, som bare passer rigtig godt til stemmen? Eller omvendt, hvad der nu kom først…
Nummeret åbner hendes EP (som jeg også har fået sniglyttet) og fungerer godt som en slags appetitvækker, og ja, åbner. Der er endnu stærkere numre på EP’en, men lad os ikke tage glæderne på forskud, det her er en stærk “start”.
Konklusion: Jeg er straks indfanget og spidser ører. Singlen er mættende i sig selv men efterlader mig også sulten efter at høre mere. Hvilket jo næsten er det optimale en single kan gøre.
Hövring – “Jungle Fever”
Hövring anmeldte jeg senest en single fra tilbage i august måned sidste år, i Repeat #21. Her forlød det, at gruppen blandt andet har fundet inspiration hos store amerikanske rocknavne som Red Hot Chili Peppers og Foo Fighters. Pop, rock og funk puttet i blenderen og i dette tilfælde ikke tilsat for meget alkohol i cocktailen, “Jungle Fever” er nemlig et nummer der italesætter vores drukkultur.
Jeg skal lige have noget at styre mig på, inden jeg går i gang med noget der smager af funk. Kaffe! Det er kaffe, OK! Jeg sidder sgu da ikke og drikker i arbejdstiden, jøsses…
Så for dælen, så skal vi til funky fredagsfest med højt uh-uh kor, skuldervrikkende bas og løssluppen stemning. Der er satme gang i den her, ligesom festen man følger i den tilhørende video. Det er lidt ligesom at dumpe ned i en fest, som har været i gang i et stykke tid, hvor man lige skal fange viben og stemningen og så forsøge selv at komme op i samme gear.
Det er catchy som bare pokker, men jeg føler mig lidt bagud fra start og halser lidt efter, hvilket jo nok er helt tilsigtet. Ikke at man skal blive hægtet af men at skabe sådan en berusende følelse af, at festen altså ER startet og bare buldrer derudaf.
Konklusion: Det er særdeles effektivt, og gør også at man ikke kan undgå at blive revet lidt med af stemningen, selvom det her funky noget måske ikke ellers lige er min foretrukne fest.
Miruna – “Body”
“Duoen tager inspiration fra Post Punkens rødder, som de blander med et lag af støjende
melodiøse guitarer, elektroniske trommer og synthesizers”.
Hah, jamen så behøver man jo ikke vide mere? Det er i hvert fald hvad de to herrer fra Aalborg, Mikkel Pedersen og Rune Søltoft, har valgt at afsløre i presseteksten. Da jeg så bandnavnet tænkte jeg forresten, at det nok var en form for sammentrækning af to navne. Om det er en god eller dårligt ting ved jeg ikke helt? Men det fik mig da i det mindste til at tænke.
Først og fremmest flyder det rigtig godt, det her nummer. Vi kommer gnidningsfrit fremad og ud i det synthede elektrorock/post-punkede univers. Der er nogle små, fine passager, hvor der går lidt mere gazer-guitar i den med nogle fine melodiske “licks”, spredt ud over sangen. Hovedsageligt er det dog én lang, fremadrettet bevægelser, der aldrig stopper op eller har de store udsving. Det gør også, at en vis monotoni ligger og lurer, det er selvfølgelig med fuldt overlæg, alligevel ender jeg med at zone lidt ud i med jævne mellemrum i løbet af de knap 4 minutter sangen varer.
Så er der den lidt højtidelige post-punkede vokal, den ved jeg ikke helt om jeg nogensinde bliver hundrede procent gode venner med. I stil og klang er den meget tro mod genren, men der er et eller andet ved dens ensformige levering og selve klangen, som ikke helt klikker for mig, det er muligvis en smagssag.
Konklusion: Alt i alt en fin men ikke overrumplende single, der mangler lidt for helt at fange mig. Fundamentet og grundidéen er i orden.
Lyse Nætter – “Det Indre Rum”
En fordanskning af 70’er rock og navne som The Rolling Stone, Cream og Jimi Hendrix, der munder ud i noget der kaldes “futuristisk retrorock” tilsat det danske sprogs “inderlighed og en knivspids psykedelika”. Tak, spids… videre lyder det om “Det Indre Rum”, der er anden single fra Lyse Nætter:
“Det Indre Rum” er en drømmende komposition, hvor lytteren tages med på en simultan rejse i det ydre og det indre rum. Teksten kredser tematisk om det midlertidige fællesskab – fra forbigående kærlighed til livets flygtighed generelt – og erkendelsen af, at man i sidste ende altid rejser alene. Guitarernes klange indhyller tracket, trommerne flyder afsted, og bassen holder sammen på det hele med en melodisk hookline.
Lyse Nætter har og tager sig god tid over en rejse der strækker sig over 6 minutter. Derfor er det heller ikke det umiddelbart fængende eller iørefaldende hooks der arbejdes med her, det er mere tålmodigt og diskret. Det er ikke det samme som, at singlen ikke ER fængende men det er mere på grund af stemningen, vokalen og lyrikken. Selvom nummeret er relativt afdæmpet hvad virkemidler og tempo angår, føles det alligevel som om vi er i bevægelse og kommer fremad. “Alle rejser i sidste ende alene…”, lyder det når nummeret tager lidt mere ved, guitaren bider mere fra sig og melodien får mere fat, mens der stille og roligt også kommer med fart i sangen.
Det er et nummer der tegner et billede af at stå på en øde provins perron og se togene glide forbi, mens man venter på sin egen afgang, “uden at vide hvor det tog jeg skal tage, tager hen”. “Sidste vers nærmer sig”, og sangen vokser stille og roligt indtil det ovennævnte punkt, hvor det lyder som om man endelig er kommet på toget og sætter i bevægelse. Ud i det ukendte. Det er både lyden af at drage mod en ukendt destination og at efterlade noget – med alt hvad det indebærer af ensomhed, vemod og følelsen af at sige farvel.
Konklusion: Et virkelig stærkt nummer, som lykkes med at få skabt nogle meget stoflige og “virkelige” billeder på grund af af musikken og ordene. Lyse Nætter bruger den nødvendige tid på at bygge op og skabe, hvilket også resulterer i en single, som er i den længere ende. Men det er turen og tiden værd.
Cloudwalk – “Wide-Eyed”
“Wide-Eyed tager udgangspunkt i det moderne menneskes identitetsfluks, hvor flydende identiteter ses overalt i den digitale tidsalder. Virkeligheden fordrejes, manipuleres og udsættes for alverdens filtre hver eneste dag. Hvem er vi egentlig?”.
Ja, hvem er vi egentlig og hvem er Cloudwalk? Duoen spiller i hvert fald dreampop og har en Sebastian Wollf produceret EP, som denne single er en forløber til, på trapperne. Faktisk udkommer Looming Large, som udgivelsen hedder, d. 8/4, så den er nok ude når det her skriv rammer et internet nær dig.
Vi befinder os igen i et drømmende landskab, her dog endnu mere udtalt dreampoppet med shoegazer skyer. “Wide-Eyed” lyder, om ikke blå-øjet, i sin lyd men så ret optimistisk og “lyst” i det musikalske farvevalg. Det er ikke depri-drømmepop eller tilknappet shoegaze, hvor man forsøger at kravle ind i navlen på sig selv. Her er opdrift og en fornemmelse af noget friskt, i hvert fald i forhold til at genren godt kan føles lidt tungsindig af og til. Det er måske de drivende guitarflader der gør det? Ah, der er nu også fint med sus og hug i trommerne, selvom der ikke bliver rocktævet igennem.
Derudover er det, selvom det lægger til genren at det flyder ud og bliver lidt udsvævende, ret stramt eksekveret og stort set holdt indenfor en 3 minutters ramme. Faktisk flyver tiden afsted og sangen er forduftet inden man når, at køre træt i den – det er absolut et plus.
Konklusion: Måske ikke en verdensomvæltende super-single, som sætter nye standarder og redefinerer nogen genre, men det er bundsolidt håndværk og Cloudwalk gør det friskt nok i sin klang og udførelsen til, at jeg ikke begynder at drive væk. Faktisk har de et ret godt greb i mig hele vejen igennem. Gav vi stjerner her, så ville det være en god 4’er.
Popular Panic – “With Our Words”
OK, som afslutning i denne omgang bryder jeg mine egne regler for Repeat lidt. Aarhusianske Popular Panic har nemlig sendt os to singler, eller nærmere en EP med 2 numre på, som de kalder en single. Single betyder “en” eller “alene”, så der må være tale om en EP, ik? Eller en single + en b-side? Nuvel, for at spare tid på mailudvekslinger frem og tilbage og ordkløveri, har jeg valgt bare at anmelde begge numre her.
Melankolsk rock, “hvis energiske optræden nok skal få de fleste til at træne nakke- og luftguitar-musklerne”, er nogle af de få ord Popular Panic knytter til deres musik.
Udgivelsen består af “Impersonation” og “Bullet’s Don’t Lie”, to forholdsvis korte kompostioner på henholdsvis 3 ½ og lige knap 3 minutter. Så vidt og stramt så godt. Indspilningen lyder en kende “hjemmelavet”, i dette tilfælde betyder det, at lyden er en kende flad, udynamisk og “lav”. Så må man jo skrue op. Der er sigtet efter noget “råt”, mjaaah, OK, det er ikke helt det samme som lidt skrabet produceret, men jeg forstår og fornemmer hensigten. Men lydmæssigt kunne det her godt trænge til et løft, så der kom mere saft og kraft i instrumenterne og flere nuancer trådte frem, som det er nu føles det lidt som en noget ensformig pølse af halv-lav rocklyd, der kæmper lidt med at komme ud af højtalerne.
Derfor får de to numre heller aldrig for alvor fat. Det medvirker også til et indtryk af noget der ikke er helt flyvefærdigt, hvilket sangskrivningen også bærer præg af. Det lyder relativt umodent i den forstand, at det lyder som om det kommer fra et band, der ikke har nået at samle meget erfaring endnu. Det er jo ingen skam eller en hindring, man skal starte et sted og man kan ikke lyde som om man har 10 års erfaring fra start – det sker i hvert fald sjældent. Så den del af det kan sagtens komme med tid, øvelse og at man bare klør på.
Her kunne man så passende arbejde med, at file lidt på lyden og udtrykket. Popular Panic vil gerne lyde som 90’erne, de nævner i hvert fald selv de “beskidte 90ere” i den korte pressetekst. Igen, fint udgangspunkt, men jeg har efter 30 år i selskab med den slags og en vokal der lider lidt af Kurt Cobain “kartoffel i halsen” klang ikke rigtig plads til mere af den slags i mine ører. Jeg kan ikke, beklager, vi skal have noget andet i spil her, ellers kan jeg ikke være med.
Konklusion: Man skal starte et sted og Popular Panic lyder på mange punkter som om de trænger til, at få justeret nogle ting inden de kan komme ordenligt på vingerne. Men det er der også noget forfriskende ved, det her lyder på mange måder som en god, gammeldags demo, hvor det hele ikke lige spiller. Men man fornemmer hjertet og lysten i det.
Føjes til På Repeat listen: Selma Higgins + Lyse Nætter
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Selma Higgins. pressefoto
