Jubilæumsudgave! Det fejres med, at alt er lige som det plejer at være, bare med et nyt kuld singler fra Jonas Hammer, Wanna Be Brothers, Stefan Mørk, Favor, Cousin og Nye Katastrofer.
Denne jubilæumsudgave er endda tilbage i “vanlig” størrelse efter et par uger med lettere udvidede numre, så jeg kunne få løst lidt op i den flaskehals af singler, der var ved at bygge sig op. Nu er den under kontrol, indtil det snart stikker helt af igen… og bare rolig, der er stadig masser af ventetid, nu er den bare nede under en måned, haha!
Nuvel, der er ingen kvindelige indslag med i denne uge. Det kan jeg kun begræde og beklage, men jeg anmelder kun singler der bliver sendt til os her i Repeat. Så modtager vi kun fra hankøn, så ender det i mandehørm og pølsefest. Så igen en opfordring til de kvindelige kunstnere derude: send send send! Og skulle vi have overset en mail, så send send send igen (den sidste opfordring gælder alle).
Jonas Hammer – ”Magien I Dine Øjne”
“Vi træder nemlig endelig ind i foråret. Træerne begynder at bære grønne knaster og solen viser sig atter efter en lang regnfuld vinter. Med foråret kommer oprydning efter vandskader, forårsrengøring, men også fornyet lyst på livet og mod på rejser til nye destinationer.
”Magien I Dine Øjne” er en kærlighedssang, der handler om konflikten mellem udlængsel og hjemve. Om at elske at være hjemme, men på samme tid længes ud på vejen videre. Om ikke at få ryddet op, før man er rejst igen. Om rastløsheden. Om at være sammen på lånt tid”.
Sådan lyder det om nyeste single fra Jonas Hammer, der jo rammer ned i en lidt underlig tid, må man sige. Jo, foråret og alt der hører med står jo unægteligt for døren, eller vi befinder os midt i det – singlen udkom d. 6/3 og nu er vi næsten en måned længere henne. Og der er sket en del, som får den optimistiske forårssnak til, at træde lidt i baggrunden. Men det gør måske, at der mere end sædvanligt er brug for lidt spirende optimisme, selvom det der med at “være sammen på lånt tid” har fået en noget anden klang, siden nummeret udkom.
Uha, det her skal jeg godt nok lige stille og tune ind på, ikke mindst et “uh uh uh åh u-ååå” et stykke inde i nummeret, som er faretruende tæt på at lyde decideret falsk. Der er i det hele taget noget lidt “off” og skævt over vokalen, som tager nogle udskridninger af og til, mens musikken ret enkelt og minimalistisk tøffer derudad. Det lyder ret skrabet og hjemmelavet. Men der er også en eller anden smittende og forfriskende naivistisk tone og følelse, der gennemstrømmer hele sangen. Den gør mig på en eller anden måde i godt humør og giver følelsen af, at cykle ud i det fri omgivet af en opløftende forårs duft og luft.
Det er ikke kun vokalen og musikken, som føles som om det ikke er helt udglattet og strømlinet, også lyrikken har et eller andet… uelegant er det ikke, ej heller klodset… det er bare som om det “hakker” lidt, som om sproget ikke flyder helt gnidningsfrit, som om det ikke behøver være… perfekt
Jeg kan ikke helt afkode om det hele er tilsigtet, men jeg er tilbøjelig til at tro at det er meningen, at det her ikke behøver være uden knaster, små bump og udskridninger. Det er et nummer der vokser på mig for hvert lyt at samme grund. Det virker meget… levende. Det ånder. Og får lov til at opfører sig lidt som det vil, hvilket giver en meget organisk og intuitiv følelse.
Konklusion: Det spirer hos Jonas Hammer. Ikke alt der kommer op er flotte blomster og en tætklippet plæne. Men det er der OGSÅ noget smukt og interessant i! Jeg er ramt på min nysgerrighed.
Wanna Be Brothers – “Countryman”
“Et 70’er groove starter den poetiske historie om en mands rejse gennem byen og tilbage til landet, hvor han befinder sig bedst og hører hjemme. Gennem hele livet med prædikatet ‘Countryman’ malet i panden, om han vil det eller ej, og som han utrætteligt har forsøgt at slippe af med, for til sidst at måtte sande at det vel egentlig er okay at acceptere hvem man er inderst inde, og hvor man kommer fra”.
Således lyder det om 3. singleudspil fra Hundested-trioen Wanna Be Brothers, der består af Nis Peter Toke Madsen (vokal, guitar, bas), Tue West (trommer, kor) og Richo Schjellerup Møller (keys).
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her lyder som noget, der kunne være kommet ud af mine forældres højtalere i mit barndomshjem? Det var ikke en kritik, der er bare et eller andet… hmm… 70er soft-rocket over det og så gynger sangen let, er det en snert af reggae, eller er det de vilde kaniner der er sluppet løs?! Men det er også sårn en lille smule country, men country spillet på den der “white dude rockband fra 70erne” måde. Sikkert et band, der hed noget med “the” eller et by/stednavn. Det giver noget varme og solskins west coast “filter”, hvor farverne bliver meget lyse og gule…
Som i kan fornemme får jeg ret mange indtryk af “Countryman”, det er måske i virkeligheden også en lille smule rodet, eller trækker i hvert fald i en hel del musikalske retninger. Eller også er det min referenceramme der går i selvsving og slingrer ned af en nostalgisk landevej, der fører direkte tilbage til barndommen. Men det gør også, at jeg ikke er upåvirket af dette nummer – tværtimod, egentlig. Jeg ved bare heller ikke hvor dybt det rammer og om det i virkeligheden ikke “kun” trykker på nogle knapper, der hører en anden tid og fjerner minder til?
Konklusion: Øhhh, jeg er lidt forvirret! Sangen har bestemt en indvirkning på mig, men jeg ved ikke om jeg som sådan synes at selve nummeret er godt, eller om det mest sætter rammer mig med nogle minder og stemninger?! Det er vel heller ikke en dårlig ting, men det distraherer mig en kende i min lytning, det må jeg erkende.
Stefan Mørk – “Daughter”
Så skal vi have noget countryinspireret pop fra Stefan Mørk, hvis forrige single, “Darkness Is Room To Breath” jeg anmeldte i begyndelsen af året. Sanger og sangskriveren har et længere ophold i Nashville bag sig, hvor countryen smittede af på hans sangskrivning. Her kaster han sig ud i et nummer om, at han en dag skal give slip og sende sine 3 døtre ud i verden:
“Sangen Daughter er min drøm og mit mareridt på samme tid. Tanken om at skulle sende mine piger afsted på date med en eller anden, jeg ikke kender. Bekymringen om hvad der kan ske min “lille” pige, blandet med troen på, at vi har gjort vores “jobs” som forældre og klædt dem ordentligt på og opdraget dem til at være i stand til at tage de rigtige beslutninger. Og i det ligger jo også drømmen om, at de kommer afsted og blomstrer og lever og skaber en fremtid, hvor de hver i sær skal leve med en, som elsker dem og som de elsker. Daughter er til alle farmænd med døtre og til alle døtre med farmænd”.
Senest jeg anmeldte et nummer fra Mørk var det en sang om tab, i et underligt tilfælde var min mor netop gået bort i den periode. Lige så underligt, så var mit store problem med nummeret, at det ikke rørte mig – ikke for at tage noget fra nummeret eller Mørks sorgbearbejdelse. Vi er alle forskellige. Jeg har også en datter og, igen, må jeg desværre sige at det her nummer efterlader mig ganske upåvirket.
Jeg vil ikke dvæle for meget ved det, men blot konkludere, at Mørk og jeg nok bare ikke er helt på bølgelængde og det er meget forskellige ting som påvirker os – eller får os til at “tikke”. Det er der intet galt i, men det gør at et nummer som det her kommer til at efterlade mig ganske “kold”. Det er nydeligt eksekveret og lyder godt, især hvis man er til blødere P4 (eller hvilken DR kanal der nu spiller den slags for tiden) rock med et klart og tydeligt budskab. Der er ikke en finger at sætte på udførslen, det falder bare ikke lige i min personlige smag.
Konklusion: Håndværket fejler intet og jeg er ikke det mindste i tvivl om Mørks oprigtighed eller hjertet der banker for det her. Det er bare ikke noget for mig.
Favor – “Soda”
Favor brager videre ud i popland med singlen “Soda”, et nummer fra hans album Crush, der udkommer i dag og følger op på sidste års fine EP. Bagmanden, Jeppe Gade, ser på singlen på emnet afhængighed, set igennem en 7 årigs øjne:
“Jeg synes det mest frygtindgydende ved ikke at være barn længere er den massive afhængighed, som lurer rundt om hjørnet. Jeg ser mig selv og mine venner blive besat af vores arbejde, vores forhold og vores byture. Jeg er træt af hjertebanken i brystet og hyletoner i mine ører. Soda er mit naive tilbageblik på en tid lige et par minutter før, vi havde smagt på livet.”
Jeg må give Favor at “Soda” er catchy. Catchy på sådan en cirklende, dansede halv-doven, laid back “cool cat on the beach” måde. Men jeg synes godt nok også, at det er en virkelig irriterende sang! Og det var ikke engang ment som en direkte dårlig ting!
Lad mig forklare: den sætter sig fast. Med det samme. Man kan nynne med på den enkle melodi, især omkvædet med noget kor borer sig ind i skallen på en, mens man (ufrivilligt?) vrikker lidt med skinkerne. Det går lige i hjernen og hofteregionen, om man vil eller ej. Jeg vil helst ikke, da jeg næsten føler mig narret til at gøre det. Men det er kraftedeme godt pophåndværk, lige meget hvor enerverende jeg også synes sangens skvulpende rytme og soda-metafor teksten er. FUCK!
Indpakningen er lige så lumsk, det lyder tillokkende, smooooooth, inciterende, ja, nærmest forførisk. Vig bort og led mig ikke i fristelse, din letlevende forførerske af en sang!
Konklusion: Jeg ville helst løbe langt væk fra den her sang, men den slår kløerne i dig under første gennemlytning. Det er sgu’ godt udført, det må jeg erkende.
https://soundcloud.com/celebration-records/favor-soda/s-xAuim
Cousin – “Spare”
Seneste single fra Cousin ramte måske ikke lige direkte ned i min smag, eller hjertekulen på mig, men det betyder jo ikke at den var dårlig. Så nu er det igen tid til en omgang electrorock:
“Singlen er drevet af gamle trommemaskiner, distortion-guitar, synth-strygere og en øm og inderlig vokal, som på samme tid udtrykker og en dybsindighed. Med Spare manifesterer Cousin sig som et alvorligt, velovervejet musikalsk projekt, der har sin egen underfundige stemme på den danske musikscene, som trækker tråde til danske koryfæer som Spleen United og Mew”.
Eller Carpark North? Det virker som om de glemte at nævne dem i ovenstående. Vokalens klang og spirende højstemte patos og den pulserende electro-rock minder mig i hvert fald en del om den trio. Jeg synes sangen kommer helt godt fra land og flyder fint med nogle opsving og et udmærket omkvæd de første to minutter. Men så kommer der en opbremsning, en bro over til afslutningen som jeg ikke helt synes fungerer efter hensigten. Det er som om sangen mister momentum her og i stedet for at bygge op og gøre klar til den afsluttende stigning, har jeg det som om den taber lidt højde i stedet for?
Jeg skal ikke helt kunne sige hvorfor, da det jo er et velafprøvet og sædvanligvis effektivt “trick”, men her virker det altså bare ikke optimalt i mine ører. Efter flere gennemlytning er der flere ting, som ikke rigtig spiller for mig. Nummeret virker helt overordnet næsten FOR glat og velsmurt, så det bare smutter lige igennem systemet. Det kan være en smagssag, andre vil måske blive fanget og det er ikke fordi der er tale om dårligt poprock håndværk. Det er bare lidt… “eh.. meh… mjah… eh” i mine ører.
Konklusion: Ikke en fan af den her, det må jeg bare erkende. Det hele bliver lidt for blødt og ikke specielt mindeværdigt.
Nye Katastrofer – “De Hvide Sten”
Senest jeg havde fat i Nye Katastrofer var åbenbart tilbage i Repeat #16 fra maj måned sidste år (og inden det Repeat #8)? Det virker som en evighed og mange hundrede sange siden… Nuvel, dengang synes jeg der var noget koldkrigsrock over lyd og stemning hos gruppen, om det nye nummer, det første i en samling på 4, lyder det:
“På Møn findes der to sten. I øst, den store hvide klippe, hvor klintekongen boede og i vest, en mindre hvid sten på et oldtidsmonument. I feltet mellem de to oplevelser af verden, på en relativt lille ø, udspiller der sig et følelsesmæssigt drama mellem selvværd og mindreværd”.
Så skal vi ud og rulle lidt på landevejene… der er ikke dømt gaderæs her men et fint midtertempo, ikke for langsomt, ikke for hurtigt – men et godt, solidt drive, der giver fornemmelsen af fremdrift og vind i håret. Så enten har man rullet vinduet ned eller kører i en topløs bil, hvis det her klichefyldte ordbillede skal holde? Hmmm… nå, hvorfor lyder vokalen en hel del som den man finder hos Sort Mono? Det er nok bare et tilfælde!
Jeg snakker udenom, der er meget jeg synes ret godt om her. Ud over det nævnte drive og “kørefornemmelsen”, så er omkvædet ganske fængende og der er også nogle af ordene, som har et eller andet, lad os kalde det “billedeskabende” over sig… men… der er ikke en sang jeg sådan helt… føler. Den rammer ikke noget dybere i mig, men forbliver en rigtig fin og nydelig køreoplevelse… der var den dumme bilmetafor igen.
Konklusion: Ikke min favorit blandt de singler Nye Katastrofer har udsendt, det er dog nok nærmere en smagssag og det der uforklarlige “hvad der lige rammer en”, der spiller ind fremfor at være et udtryk for sangens kvalitet.
Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Wanna Be Brothers pressefoto
