I denne uge når vi vidt omkring i singleland, fra det ydre rum til Jylland med bidrag fra Terminalist, Bound By Law, Kúlu, The Reptones, Rebecca Lou, Anders Riis og Malmø.
Vi tager endnu en uge med 7 singler i stedet for 6 for, at få taget lidt af trykket på den voksende single-flaskehals i indbakken. Det tiltrods så er der stadig kø på linjen, så håber jer der sender singler til os kan være lidt tålmodige. Det betyder også, at jeg forsøger at skære lidt mere ind til benet i anmeldelserne, så det her ikke bliver så langt, at I, kære læsere, mister pusten og ikke får alle singler med.
På Repeat-listen 2020 er igen vedhæftet nederst inklusive ugens nyeste tilføjelser. Som altid er det kun mine favoritter der føjes til listen, så det kan dufte bare en smule eksklusivt. Det gør også at numre, som kan være gode nok i sig selv ikke kommer med – det ER en subjektiv liste. På den anden side, så kommer hele 4 numre fra denne uge med, det er rekord. Næste uge kan det være det er 0?
Terminalist – “Voyagers”
Vi starter med en tur ud i rummet sammen med hyperthrasherne Terminalist, et relativt nyt band på den danske metalhimmel. Inspireret af Vektor, Rush og den franske kulturkritiker og hastighedsteoretiker Paul Virilio spiller de en art scifi-metal. Der lander efter planen en EP til efteråret, førstesinglen er ude nu og er blevet produceret af Simon Sonne fra ORM.
Hah, det første jeg tænkte var, at det lidt lød som Amon Amarth der var taget på rumrejse? Det er muligvis min, trods alt, lidt indsnævrede referenceramme, som spiller ind her, men for mig lyder det altså som et episk vikinge togt til fjerne planeter – hvilket sikkert også kunne have været temaet for en Rush konceptplade i 70erne?
Det er det tunge, hurtigt skydende skyts Terminalist har taget med på turen når de rejser mod fjerne stjerner og det ukendte. Musikken pisker afsted, ført an af den grumme, gustne rumvikingeryst i front. Hvis man kan forestille sig et vikingeskib bygget om til rumfart, der høvler derudaf med et brølende, sværdsvingede bjerg af en mand i stævnen, så er det sådan Terminalist lyder!
Konklusion: Fedt! Det lyder fedt og har en fin balance mellem noget der er lidt over the top og så en omgang effektiv tungmetal, der lyder som om de mener det, så det ikke kommer til at fremstå ufrivilligt komisk.
Bound By Law – “Cold Dark I”
Jonas anmeldte albummet Supermajor fra fynske Bound By Law tilbage i 2017, nu er outlaw/alt-country/americana gruppen aktuelle med en ny single. Nummeret er første smagsprøve fra albummet XXX Doom & Gloom, der udkommer d. 15. maj.
Fra vikinger i rummet til en tur ud på prærien med banjo og støv i alle kropsåbninger… Det her er mere en slowburner, hvor der bygges stemning op. Sangen drives frem af den ret energiske banjo, som glider lidt mere i baggrunden som sangen skrider frem og en messende stemning sætter i. Sangen stiger i tempo, “it’s a song from the cold dark I”, lyder det gentagende mens intensiteten kravler i vejret.
Sangen er mere et udviklende forløb end en der følger en stram vers/omkvæd struktur. Dermed afhænger en del også af, at man bliver indfanget af sangens atmosfære og bandets lyd og her er jeg måske kun delvist opslugt. Det lyder godt, sangens opbygning er sådan set ret virkningsfuld, men jeg savner lige et eller andet for at være 100 % på. Måske lyder det i virkeligheden lidt for pænt? Det måtte gerne være mere beskidt og knirke og knage mere til min smag.
Konklusion: Men det er måske personlig smag? Jeg kan lide nummeret, men jeg elsker det ikke.
Kúlu – “I’m Right Here”
Rockbandet Kúlu smeder mens jernet er varmt, sidste år udsendte de deres fine debut-EP, nu er deres første fuldlængde album på vej. Nummeret lader til, at vise en ny side af bandet og præsenteres som “et pastoralt engelsk singer-songwriter
landskab” og amerikansk ørkenrock. Om “I’m Right Here” lyder det fra guitarist og sangskriver Daniel Buchwald:
“Sangen er en hyldest til min kone. Vi har lige fået tvillinger og gennem graviditeten havde hun både mange drømme og mareridt. Ligesom hun læste utroligt meget. Derfor er der i teksten også hilsener til kvindelige bad-ass forfattere som Virginia Woolf, Svetlana Aleksijevitj og Olga Ravn. Ligesom selve titlen er en hilsen til Anne Linnets ‘Jeg er jo lige her’, som er en plade, de fleste af os er bekendt med. Og jeg står jo også ved min elskedes side”.
Hva dælen har vi her? Jeg erkender, at første gennemlytning her var af typen “jeg sætter lige sangen i gang og så sætter jeg lige kaffe over”, men jeg fik travlt og blev suget tilbage til højtalerne. Kúlu virkede på sidste års EP som et band, der havde styr på alt det grundlæggende, det er trods alt nogle rutinerede kræfter der står bag, men måske ikke helt havde fundet lyden eller sangene endnu – eller hvad man nu skal sige.
Det synes jeg i dén grad de har her! Det er blevet større, det er nok det pastorale i det og endnu mere atmosfærisk, uden at det svæver helt væk, der er stadig en underliggende rocket følelse i det, især mod slut, efter en fremragende opbygning, hvor nummeret for alvor foldes ud og får lov til at brage igennem på højstemt vis. Hvis det her ikke ryger i rotation på P6 så stopper jeg med at anmelde. OK, den slags udsagn kan bide en i bagdelen, men jeg kan ikke se, hvordan det her ikke skulle blive et “hit”.
Konklusion: Stærk, stærk single og en overraskende og vellykket udvikling af Kúlus rocklyd.
https://soundcloud.com/celebration-records/kulu-im-right-here/s-gSt6U
The Reptones – “Tried To Be Nice”
The Reptones, der opererer indenfor americana genren, er et band vi efterhånden også har været omkring nogle gange. I slutningen af denne måned er de klar med deres femte album, Painkillers & Wine, som er produceret af Nikolaj Nørlund. “Tried To Be Nice” præsenteres som en hyldest til hverdagens helte om sangen lyder det:
“Vi spillede oplægget til sangen igennem i øvelokalet og optog det på en Iphone. Da vi kom hjem og lyttede til optagelsen, kunne vi høre, at vi havde fat i noget. Det er et meget stemningsfuldt nummer med noget opløftende over sig. ‘Tried To Be Nice’ er repræsentativt for albummet som helhed, en slags makiterning, som rummer mange af de kerneelementer, som er i spil på pladen”.
The Retones har stadig en americana-kerne og også et eller andet der minder mig om R.E.M (?) i deres klang og stemning, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Midt-90er R.E.M. (minus Monster æraen). Det første indtryk er, at det her sgu’ er et bundsolidt nummer, godt skrevet og eksekveret og ret lækkert produceret uden at det bliver for poleret.
Det er en sang af den type, som ikke desperat prøver at lede dig et eller andet sted hen, men i stedet er en behagelig følgesvend. Man kan drive med, eller lidt væk, lade sangen male nogle rolige billeder og lydlandskaber, mens man får pulsen ned. “Tried To Be Nice” ER flink, så forsøget lykkes kan man sige, men ikke flink så det bliver FOR høfligt. En rigtig god sang, der måske ikke har en åbenlys krog som den fanger lytteren med. Det er mere den samlede pakke der er tiltalende.
Konklusion: Godt udspil for den lidt mere tålmodige lytter, der har tid til at lade sig indfange.
Rebecca Lou – “Fight Like a Girl”
“Fight Like A Girl” udkom, meget passende, d. 8/3 på kvinderenes internationale kampdag. Bandet havde et travlt 2019, hvor der både blev tid til et glimrende debutalbum og en del koncert, blandt andet en stærk punkrock-opvisning på Roskilde Rising.
“‘Fight Like a Girl’ er et anthem der handler om at smadre uddaterede køns stereotyper. At slås som en pige er en fantastisk ting og vi bliver nødt til at generobre brugen og betydningen af det!”, lyder det fra Rebecca Lou om sangen.
Så er det ud over stepperne, Rebecca Lou spilder ikke tiden på deres kun 2 minutter og 21 sekunder lange single. Tempoet er godt og konstant, der er godt med bid i sagerne, hvor instrumenter og vokal hurtigt sætter tænderne i en. Det er som om bandet har skruet en lille smule op for volumen og spiller lidt mere med musklerne end på de seneste par singler, der har været lidt mere anthem-prægede eller stadion-rockede – hvad man nu vil kalde det?
Det her lyder virkelig som en kampsang, hvor fanerne foldes ud og vi skal op på barrikaderne, “you don’t want to be rude, but you think i should work on my aggressive attitude”, you don’t want me to speak, you just want me to be quite, cute and turn the other cheek // you just want to respect me, but you sya that I’m a slut, when I dress a little dirty”, lyder det blandt andet i sangen. En tekst der virker en smule meta i den forstand, at den også kunne handle om Rebecca Lous musik og tekster ud over at være selve teksten.
Konklusion: Masser af respekt herfra til Rebecca Lou! Det er sgu’ endnu en glimrende, iørefaldende og fængende single fra gruppen. Denne gang med endnu mere saft, kraft og overbevisning. Har jeg nævnt, at Rebecca har en af landets stærkeste rockvokaler? Det har jeg vist sagt tidligere… men det har hun.
Anders Riis – “Mere Jylland”
Så skal vi et smut til Jylland og have meget mere Jylland i et “sprælsk samarbejde” (som det kaldes) mellem Anders Riis og Jacob Haugaard. En hyldest til “det kulørte og skæve jylland” og “et romantisk blik på et idyllisk provinsliv”, som Riis husker det fra sin opvækst:
“Da vi lavede sangen i Lundgaard-studierne, indspillede Jacob Haugaard samtidig i studiet lige inde ved siden af. Der slog det mig, at Jacob jo var selve personifikationen af det kulørte og skæve Jylland, som jeg gerne ville besynge. Vi spurgte ham om han ville bidrage, hvilket han straks var frisk på. Da vi så skulle indspille en video til sangen var det nærliggende at invitere Jacob til at medvirke. Her tog jeg ham med på en køretur rundt i provinsen i en gammel 2CV fra 1974. Han elskede ideen, som mindede ham om, da han i starten af 1970erne tog på roadtrip til Tunesien i netop en 2CV. En tur, hvor det efter sigende gik rimelig vildt for sig. Samarbejdet har resulteret i et sjælefællesskab mellem to excentriske jyder med forkærlighed for det kantede”.
Jeg har anmeldt et par singler fra Riis her i Repeat tidligere, det her er måske den mest umiddelbare af dem. Det er ikke det samme som letbenet men, der er noget meget tilgængeligt over tekst og melodi her, det lyder lidt som man kunne forvente udfra præsentationen. En let nostalgisk tone præger sangens klang, sammen med et lidt blåligt vemod. Nummeret strømmer gnidningsfrit fremad, mens Riis folder sin poetiske tekst ud om Jylland. Det er ikke Allan Olsen eller Niels Hausgaard jysk med et blik på de små ting, blikket er hævet og fremstår mere overordnet.
Jacob Haugaards bidrag begrænser sig til en syrlig speaket intro, en mindre bredside til akademikerne der står med deres lige tænder, presser snotten mod ruden og kigger ind. Riis peger derimod ikke fingre men nøjes med at hylde Jylland i generelle, men fine billeder og vendinger. Det giver en fin kontrast, hvor Haugaard får etableret et “os og dem”, mens Riis sørger for at vise hvad der er bag den fiktive rude.
Lydmæssig er det måske lidt tilbageskuende og en smule 80er klingende men ikke på en måde, hvor det kommer til at virke bedaget.
Konklusion: Endnu en fin single fra Riis, og måske den melodisk mest fængende af dem jeg indtil videre har lagt ører til.
Malmø – “Farewell Roaring Ocean”
Den nye single fra aarhusianske Malmø er tredje del af hendes kommende EP udspil The Inevitable End. En udgivelse bestående af fire dele, der forudser verdens endeligt, hvis vi ikke ændrer vores levevis. Hold da op!
Om singlen lyder det fra Maria Malmø:
“De oprørte vande er et billede på en indre tilstand af uro – forstyrrende tanker.
Jeg siger farvel til det oprørte hav i mig selv. Det er også det jeg mener med den
materielle verden – den fysiske verden, som ofte er en bølgegang af op- og
nedture”.
Maria Malmø nævner selv Björk som en af hendes inspirationskilder, hvilket man også sagtens kan høre i hendes atmosfæriske og svævende univers. Det bliver dog aldrig helt så outreret eller “sært”, som hos det islandske forbillede men man aner et slægtsskab. Malmø synger mere rent og “pænt”, faktisk har hun en virkelig smuk klang, der bringer en varm strøm med sig, en følelse af noget højstemt storhed.
Musikken er også stor, selvom armbevægelserne ikke er voldsomt dramatiske. Det er brusende musik, der får lov til at bølge frem og tilbage og slå ind mod kysten, at der skubbes bagpå for, at piske en eller anden form for ekstra stemning op – det er nok at lade naturkræfterne klare skærene på egen hånd. Der er en eller anden “tikkende” lyd, der fungerer som sangens egentlige puls og sørger for at drive det fremad og skabe en form for melodi under det mere luftige arrangement. Det giver en fin kombination af noget som både skaber en storladen atmosfære og har nok fremdrift til, at man ikke føler sangen står stille.
Konklusion: Smukt og stemningsfuldt, som single er det i den mere porøse ende og er ikke af den slags der fanger en med rå muskelkraft. Så den kræver nok, at man lige stopper op og lader sig indfange, så den ikke svæver forbi.
Føjes til På Repeat-listen: Terminalist + The Reptones + Rebecca Lou + Kúlu
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Rebecca Lou singlecover
