Så går det løs igen, fra dødscore over en funky fætter til folk’ede toner. I denne uge er der blevet lyttet til singler fra CABAL, Sundays, Ida Wenøe, The Billy Surfs, Yune, Lukas Vanggaard og Southern Sound.
Ja, som den trofaste og opmærksomme læser du/I er, så er Repeat i denne (og i hvert fald næste) uge udvidet lidt. I stedet for 6 har jeg valgt at anmelde 7 singler for, at få tyndet lidt ud i bunken. Det virker måske ikke som så meget, men mange bække små og alt det der. Det gør også, at jeg har kortet en lille smule ned i længden af nogle af anmeldelserne, trimmet fedtet for at få plads til lidt flere sange uden at det mundede ud i en hel roman. Og med det i tankerne, lad os komme videre i teksten.
CABAL – “Drag Me Down”
Deathcorebandet CABAL er nået til tredje single fra deres kommende plade nummer to, Drag Me Down. Titelsangen/singlen gæstes af Jamie Hails fra det australske metalcoreband Polaris, og om nummeret lyder det fra CABAL forsanger Andreas Bjulver:
“‘Drag Me Down’ er titelnummeret for vores andet album og handler om velvilligt at lade det liv man har valgt, ødelægge en. Det er en knusende tung og dyster sang med gæsteoptræden fra den absolut fantastiske Jamie Hails fra Polaris”
OK, først og fremmest er det her en genre og stilart indenfor den “ekstreme” metal, som jeg nok aldrig kommer til at føle mig helt hjemme i, endsige holde af. Det er en smagssag, men for mig er det lidt metalmusikkens pendant til tortureporn indenfor gyser/horrorfilm. Ingen suspense og reel uhygge, bare musikalsk død og splat. Måske forstår jeg bare ikke helt genren og overhører finesserne og misser pointen? Selvom jeg prøvede da jeg anmeldte deres Mark of Rot plade i 2018.
Det sagt, så har jeg egentlig ikke noget imod det her nummer, det skal jo ikke lægge bandet til last, at stilen ikke falder i min smag. Der råbes, skriges og brøles, mens det halv-skingre lydbillede buldrer og brager løs i det velkendte spruttende og hakkende breakdown helvede. Var det ikke fordi jeg var ret uimodtagelig overfor den slags, så ville det sikkert være ret effektivt skruet sammen og eksekveret. Jeg forstår ikke helt, hvorfor lyden skal lyde så komprimeret, er det en genreting for at få det til at lyde endnu mere som en lang, spids kniv, der dolker en i øret? Måske skyldes lyden, at jeg har lyttet til YouTube-linket?
Og så kan man jo diskutere om jeg overhovedet skulle have inkluderet nummeret, når jeg ved på forhånd at det nok ikke lige falder i min smag. Tja, dumsmart omtale er bedre end ingen omtale??
Konklusion: CABAL er skidedygtige til det de gør og jeg kan sagtens forstå, at nogen synes det er fedt at bange sig til en hjernerystelse til det her. Jeg er mere til mavepumper end nakkeskade metal…
Sundays – “Colourblind”
Sundays, som vi senest hørte fra da de udsendte albummet Wiaca for et år tid siden, er ude med en ny single (+ en b-side). Denne gang har indie/folk-pop bandet fået assistance af Per Chr. Frost fra Gnags, der har siddet i producerstolen, som han forresten overlader til Asger Techau på Sundays næste single.
Om “Colourblind” fortæller forsanger Magnus Jacobsen:
”Jeg arbejder ret intuitivt med sangskrivningen. Der er endt med at dukke en masse
farver, lys og mørke op i teksterne. Sangene handler måske om hvad øjet ser, og
hvad det ikke kan se… Vi arbejder vildt meget med stemning og følelse, og
er måske sådan nogle der forsvinder lidt ind i dét. Per har formået at lukke sangene
op og give en klarhed og drive til udtrykket. Det har været enormt lærerigt for os
som band.”
I could sleep, I couuuld sleeee-e-p, hov, jeg troede lige et splitsekund at Sundays Band of Horses’ede den i begyndelsen af “Colourblind”, min fejl. Sangen virker lidt tøvende det første halve minuts tid, hvilket også afspejles i Jacobsens lyse vokal. Det er som om hverken musik eller vokal er helt sikker på om man skal kaste sig ud i det. Derfor rammer det langt mere selvsikkert sommerpoppede omkvæd også lidt ud af det blå, til en fin overraskende effekt, allerede 28 sekunder inde i nummeret.
Så bølger sangen lidt frem og tilbage, eller blafrer som hvidt vasketøj på en tørresnor i idylliske omgivelser i en lun brise, indtil der er en “fake out” slutning lidt over 2 minutter inde. Efter den kortvarige opbremsning danser vi ud over de grønne enge mod målstregen sammen med Jacobsens flotte vokal, der stadig har det der lidt sørgmodige knæk og en grødet glød over sig, som man kender fra de tidligere Sundays numre og helt tilbage fra tiden, hvor han stod i front for Dance With Dirt.
Skulle man have gjort noget anderledes, så kunne man måske have gået all in med noget kor i sangens sidste halvdel. Sundays virker dog som om de har haft noget mere enkelt og “rent” i tankerne for nummeret, hvilket også fungerer upåklageligt.
Konklusion: En virkelig fin og frisk, fængende brise af en sang, der får en til at længes væk fra gråt blæsevejr.
Ida Wenøe – “Värmeland”
Ida Wenøe, som jeg sidste anmeldte både et rigtig fint album og en flot single fra, udsendte d. 31/1 singlen “Värmeland”, som jeg altså endelig er nået til i bunken nu. “Värmeland” er inspireret af det svenske vinterlandskab (som forhåbentlig er noget mindre gråt end vores?) og indspillet på en ødegård i Värmland i Sverige:
“Sneen afslører hvert et spor fra os mennesker, dyr og natur, samtidig med at den tildækker det landskab vi før kendte til og ændrer vores syn på virkeligheden. Som om at tiden er frosset til is og alle bevægelser sker i en ny dimension. Men alt har det med at indhente os før eller siden. Med sneens smelten, smelter sløret og man er tvunget til at se sig selv i øjnene og erkende det dybet afslører”.
“Värmeland” er også præget af Wenøes store kærlighed til den svenske vise “Ack Värmeland Du Sköna”, hvilket er ret tydeligt når man lytter de knap 3 minutter igennem. Ikke at det er en 1:1, men nummeret lægger sig op af en gammeldags visetradition, blandet med den klassiske sangerinde stil Wenøe ellers også er garant for.
Det er på mange måder ret gammeldags, eller skulle man sige tidløst. “Värmeland” lyder nøjagtig lige så tusmørke vinterlig, som man kunne forestille sig med en snert af vemod og blålig melankoli. Det gør bestemt ikke noget, for håndværket er mere end godkendt og Wenøes vokal står skarpt og tydelig i det frostklare lydbillede. Det er lyden af, at vikle sig ind i et et varmt tæppe og sidde og kigge ud i vinterlandskabet, i kaminlysets skær i en isoleret træhytte langt ude på landet. Ingen WIFI her!
Konklusion: Jeg har ikke rigtig nogle kritikpunkter som sådan, det her er bare en veludført og flot, gammeldags vise, der gør lige nøjagtig det den skal og lover.
The Billy Surfs – “Drip”
The Billy Surfs, som blandt andet har fået opmærksomhed fra P6 Beat, finder deres “funky side” på deres nye single, “Drip”, hvor vokalerne leveres af Noah Rosanes og Sara Broberg.
Ja, meget mere ved jeg ikke på forhånd, så lad os se hvor funky det bliver!
“My face is on fire, My face is on your face”, lyder det gentagende gange fra start, mens nummeret dansesteppes i gang og, ja, der stille og roligt skrues op for dat funky beat. Det lyder sådan set ret enkelt, i den forstand at lydbilledet bestemt ikke er overlæsset, vokalen, der hviske-synger, får ret meget plads, mens de funky rytmer holder sig diskret i baggrunden. Man fornemmer en stigning, nu er det “my hands” der er “on fire”, sangen begynder at blusse op, en kvindevokal kommer til, lydbilledet udvides med noget “klik klak” og musikken får lov til at rocke mere ud i kortere eksplosioner.
“Drip” har en vers/omkvæd strutur, men ikke en af de strammere, der er tilbagevendende strukturer, men de får lov til at vokse og udvikle sig og dukker op på en måde, hvor sangen virker som om den har kontinuerligt vokseværk. Det er sgu en både fræk og ret spændende spradebasse af en sang, det her!
Konklusion: Jeg er normalt ikke så meget til funk, som sådan, men det her er sgu… virkelig fedt! Det oser af noget lystigt og lummert, men på en smagfuld og ikke vulgært anmassende vis. Svedigt og funky æggende!
Yune – “Odd One Out”
“På Odd One Out veksler forsanger Tobias Sachsen mellem shoegazet legato og stakkerede fraseringer, som leveres med nærmest henkastet teknisk overskud. Nummeret forsætter ørkentemaet etableret af teaser-singlen Ørkensangen fra slutningen af sidste år. Den er det gennemgående billede på vildfaren og uvished; at vove sig ud eller pludselig at befinde sig i horisontløst terræn”.
“Odd One Out” følger op på “Ørkensangen”, som jeg anmeldte tilbage i Repeat #36, der lidt lød som en brik af et større billede. Nu får vi så en brik mere fra Yune.
Jeg kan stadig fornemme ørkenen hos Yune, det er lidt lyden af at være omgivet af knastør sand og en konstant varme, mens musikalske luftspejlinger begynder at dukke op. Og en hund?! Jo, der er søreme en hund der begynder at gø, mens vokalen dovent snakke-synger og musikken døsigt bølger omkring en. Sand, sand så langt øjet rækker…
Igen sidder jeg dog med en fornemmelse af, at Yune og deres toner ikke er så velegnede i singleformatet. Jeg nyder det varme og delvist bedøvende lydbillede og vil sådan set gerne opholde mig i længere tid i den tilstand. En tilstand jeg fornemmer et helt album ville kunne behjælpelig til at opretholde. Men i 3-4 minutters formatet bliver stemningen næsten afbrudt og føles for kortvarig, så man aldrig opnår og føler den fulde effekt af Yune.
Konklusion: Som smagsprøve fungerer det endnu engang det Yune præsenterer, men jeg bliver hevet ud af sindstilstanden inden jeg når, at forsvinde og overgive mig fuldstændig. At noget smager af mere, er dog bestemt ikke en dårligt ting.
Lukas Vanggaard – “OMG”
OH MY GAWD! Nå, Lukas Vanggaard, der er født i Herning men bosat i Aarhus (for dem der holder styr på den geografiske fordeling her i Repeat), udsendte denne single på Valentins Dag. Han er vokset op på en solid dosis Håkon Hellström og C.V. Jørgensen, hvilket vel ikke er den værste kost?
”Jeg er en håbløs romantiker, og når jeg ser kærestepar komme gående hånd i hånd langs Møllestien eller i Marselisskoven, vil jeg nærmest bytte plads med hvem som helst, for at mærke den symbiose, de mærker. OMG er en sang om at føle kærlighed, føle sig fri og erkende, at man ikke er ligesom alle andre – og heller ikke burde være det. Ja. Jeg tror, det er det OMG handler om.”
Vi er i det mere umiddelbare og tilgængelige her, både musikalsk og lyrisk. Melodien flyder let fremad med nogle små rytmiske hop, så man lidt får fornemmelsen af at rulle afsted på en cykel. Ned af en gammel villavej med lidt ujævn og hullet asfalt, på en lun forårs eller sommeraften. Måske har det lige regnet? Noget af det, der lykkes godt for Vanggaard her er, at selvom teksten er sådan ret lige-ud-af-landevejen en kærlighedssang, en af den slags hvor man gerne må holde hånd og det kilder i maven, så er det en sang som lykkes ret godt med at skabe billeder.
Det kunne sagtens være et nummer, som kørte til en montage eller over indledningen til en eller anden ungdomskomedie. For 15-20 år siden havde den haft Robert Hansen i en af hovedrollerne. Det var ment som en kompliment, og ikke på nogen form for nedladende måde.
Lidt over 2 minutter inden i nummeret brydes flowet og rytmen lidt med en sjov passage, hvor det lyder som om Vanggaard snubler over sine ord og begynder af små-stamme. Et meget skægt lille påfund, der bryder sangens struktur på lige det rette tidspunkt, hvor en antydning af gentagelse og monotoni var lige ved at sætte i.
Konklusion: Fin popsang og lidt af en humørspreder.
Southern Sound – “This Song”
Vi runder af med et dyk længere ned i undergrunden, vækstlaget eller upcomings-sfæren, hvad man nu vil kalde det. Bandet, der opererer indenfor folk’en, har skrevet deres egne numre siden 2015, numre man stadig kan finde på nettet. De påpeger dog, at deres nye singler er af en lidt anden kvalitet end de gamle, men de har valgt at lade deres gamle materiale blive liggende, som en form for tidslinje for bandet.
Jamen lad os se, eller høre, hvad det er Southern Sound er nået frem til efter nogle års udvikling og arbejde!
Vi runder i hvert fald denne omgang af med at tage den helt ned og få jordforbindelsen. Det er en klassisk “en mand og hans guitar” sang, i den akustiske-folkede afdeling. Det er også en halv-lang sag, der stille og roligt sniger sig op i mod de 6 minutter. Det stiller ret høje krav til til vokalen, fortællingen og sangskrivningen, nå ja, og guitarspillet.
Sidstnævnte fejler bestemt ikke noget, det er helt klassisk, men klangen er god og velkendt. Sangskrivningen, sangens opbygning og struktur er sådan set også OK. Der er ikke de store overraskelser men det er næppe heller hensigten, når man kaster sig ud i en så traditionel genre som her. Så er der vokalen og fortællingen, der kommer til at hænge lidt uløseligt sammen i en sang som denne. Da er jeg lidt mere usikker på, hvad jeg helt skal synes om det. Vokalen er ikke dårlig, den er bare lidt… hmm… almindelig? Der er ikke rigtig noget særpræg eller en speciel klang, som gør at den skiller sig ud. Til gengæld falder den heller ikke igennem, den er bare sådan lidt anonym og… er der.
Det efterlader os med sangens kød, teksten eller historien, der bestemt er driftsikker, men af den slags, som aldrig helt fanger mig. Jeg synes dog idéen er god, det lyder både som en sang der handler om en spillemand på farten, det kunne også være en kærlighedssang med sangen som metafor, eller hvad ved jeg, men den har også en form for meta-niveau hvor “This Song” handler om… denne sang. Det er fint tænkt men jeg mangler altså lige et eller andet, der får krogen i mig. Når det ikke sker, og vokalen heller ikke helt fanger mig, så bliver næsten 6 minutter lidt lang tid.
Konklusion: Det er bestemt ikke helt håbløst det her, det er bare som om den endnu ikke helt er der for Southern Sound. Måske er det et eller andet med, at finde sin egen stemme endnu mere i det her? Jeg fornemmer en sanger der har fat i noget af løsningen, men det det samlede regnestykke går ikke helt op endnu.
https://www.youtube.com/watch?v=8d8zbd2fMJo&feature=youtu.be
Føjes til På Repeat-listen: The Billy Surfs
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Zarko Ivetic, Ida Wenøe pressefoto
