Så er der friske nytårssingler i sigte! Årets første kuld består af numre fra Boys From Heaven, Writhe, Gæsterne, Thorbjørn Risager & The Black Tornado, Marius Ziska og Anders Riis.
Sådan, så kom Repeat rigtig i gang efter en juleferie, en omgang opsamling med et enkelt nyt nummer og en lille pause i sidste uge, hvor singler til denne og kommende artikler lige skulle grovsorteres. Og på den uge voksede bunken af nye singler så lige igen, så jeg kom lidt bagud fra start – det er jo smukt!
Jeg har også stadig et slags hængeparti med den der På Repeat-liste, hvor jeg ikke helt har besluttet mig for, hvad den optimale løsning er. Køre videre med listen fra 2019 og blive ved med at føje til den, så det bare bliver en kontinuerligt voksende liste, eller lave en ny, separat liste for 2020 numre? Som så ville være ret kort det første stykke tid indtil der er føjet “nok” numre til… hmmm… måske man bare skulle forsætte 2019-listen og slette “2019” fra titlen? Anyway, nederst kan man finde de numre fra denne udgave af Repeat som snart føjes til en eller anden Repeat-liste!
Boys From Heaven – “Green Fields”
Boys From Heaven er et 7-mand stort rockband fra København, som spiller rock inspireret af slut-70’erne og start 80’erne. De nævner selv navne som Toto og Journey som musikalske pejlemærker – altså storladen stadionrock. De skulle være et debutalbum på vej, produceret af bandet og bandets forsanger, Chris Catton, selv, hvor der sigtes efter ramme noget “whimsical and witty, yet technically skilled. Rock’n’roll, yet soft and soulful”.
Det er jo sådan en introduktion, hvor man på forhånd tænker at det kan gå begge veje. Bliver det en kikset 80’er pastiche eller lykkes bandet med deres mission? “Ohhh shit, 80’er saxofon”, var sådan cirka min første reaktion, efter den vittige tekst der introducerer bandets video – de har i hvert fald noget selvironi. Det er man vist også nødt til at have når man “Moonjam’er” den så brutalt fra første tone!
Man kan jo ikke sige, at jeg ikke var advaret, alligevel skal jeg lige komme mig over det lille jetlag, som denne indledende rejse tilbage i tiden medfører. Det sker omkring 40 sekunder inde i sangen, når vokalen sætter i… hey… han kan synge?! Altså, stemmen harmonerer nærmest perfekt med det på forhånd etablerede lydbillede, en flot, klar og “soulet” rockvokal, poleret, jovist, men det var også en del af hensigtserklæringen fra bandet selv.
Der går ikke ren Toto i den, men det svinger kraftigt i den retning, tilsat et omkvæd hvor man ikke er bange for ord som “girl” og “love”, eller “lo-o-ove”, som det står på skærmen. Det er sgu ret godt det her… hvis man kan rumme og tackle så meget 80’er i én servering. Der er en rigtig fin opbygning nummeret igennem, fra to omgange med vers og omkvæd, lidt konventionelt, men effektivt, til et c-stykke hvor der smøres et ekstra tykt lag på og armbevægelserne bliver herligt store.
Boys From Heaven har i hvert fald ikke berøringsangst overfor en lyd og stil, som nemt kunne blive over the top og føles temmelig bedaget. Men på en eller anden måde synes jeg de slipper godt fra det. Måske fordi de bare i bund og grund har begået en rigtig fin sang, behersker de svulstige virkemidler med en god føling for balance og ikke mindst fordi det ikke føles påtaget. Det virker både som en hyldest til en svunden tid med glimt i øjet og som et seriøst bud på storladen stadionrock.
Konklusion: Jeg skulle lige tune ind på 80’er frekvensen, men når lytteapparatet (forholdsvis hurtigt) er finjusteret, så er det her slet ikke tosset! Det er sikkert ikke for alle, men har du en svaghed for den mere polerede del af 80’er rocken, hvor det gerne må være “for meget”, så er det her et kompetent og vellykket nutidigt bud.
Writhe – “Bedbug”
Så skal vi have “et stykke DIY-skramlet post-punk med et overskudsagtigt øre for den subtile melodi” fra den københavnske post-punk trio Writhe. Nummeret, der er bandets første single, er inspireret af Franz Kafkas Forvandlingen:
“Som hos Kafka er tematikken på “Bedbug” en omvæltning af nærmest apokalyptiske dimensioner for sangens ‘jeg’, der ved sengens kant flår huden – vores allesammens yderste skal – af, for at afsløre det monstrøse, sande indre”.
Der er kort sagt rigtig meget i spil her og det kan lyde som lidt af en mundfuld, med en single om “mennesket som værende egoistisk, begærsstyret og fuldstændig uforstående over for en verden der ramler sammen omkring denne, set i lyset af det selvforskyldte”.
Og alt det presset ind på lidt over 2 minutter med godt med fart over feltet! I forhold til den ordrige præsentation, der er tydeligvis tænkt (og tænkt dybt) over sagerne hos Writhe, så er selve musikken energisk post-punk skåret godt ind til benet. Det er virkelig godt. Så kort kan det næsten siges, og der er også rig mulighed for, at det her kunne komme i rotation på eksempelvis P6 Beat.
Post-punken har, som bekendt, fået en kraftig genopstandelse op gennem 00’erne, her ligger Writhe fint i slipstrømmen rent lydmæssigt. Derudover synes jeg dog stadig at trioen har personlighed nok til, at skille sig ud fra mængden og har ikke mindst begået en kort og fængende ørehænger, med noget mellem ørerne, som har hitpotentiale. Så meget som denne kantede og ruskende genre nu kan blive hittet uden at det bliver udvandet og poppet.
Nerve, tænding, en god melodi og noget på hjertet, der er ikke noget her som ikke rigtig spiller.
Konklusion: Ingen grund til at tærske langhalm på den her. “Bedbug” er en potent post-punk udladning, hvor bandet formår både at appellere til den skramlede undergrund og et potentielt bredere publikum. Bravo!
Gæsterne – “De Livskloge og Dem På Violin”
Bag navnet gemmer sig Christian Juncker og Jonas Breum, som under navnet Gæsterne lover “formørket festpop”. Som Gæsterne vil de gerne “komme på besøg” med en sang om folkesjælen anno 2020 og den fremherskende krænkelseskultur og behovet for, at være “rigtig”. Jonas Breum fortæller:
“Vi danskere har fået alt, alt for travlt med at være rigtige. Være rigtige overfor vores børn, dyrke den rigtige karriere, drikke de rigtige øl, bo i den rigtige lejlighed. Vi er gået amok i det det rigtige, og det skaber en forskrækket stemning, hvor vi render rundt som forvildede og siger Er du okay? til os selv og får sådan en lidt forvokset bevidsthed om vores egne evner og rettigheder. Det er røvkedeligt.”
“Livet er langt og lunten er kort // Jeg har min mund fyldt med ord // Du fatter ikke hvor lidt jeg forstår”, lyder det under sangens brummende indledning, hvor Gæsterne lyder som en muskuløs udgave af De Eneste To. Med en snert af den stive danserock på Henrik Halls glimrende soloalbum? Det bløder op med lysere toner, stemningsfuldt kor og en mere poppet tone i omkvædet inden det bliver helt guitarballade præget i sangens c-stykke. Mod slut får vi en vellykket sammensmeltning af de tråde Gæsterne har spundet i sangens første halvdel.
Indledningsvis var jeg en smule reserveret overfor det noget bastante udtryk, da bliver det næsten for dunke-rockende til mig, mens den underliggende melodi lyder meget inspireret af Henry Mancinis “Peter Gunn Theme”. Men, som sangen skrider frem, udvikler sig og enderne finder sammen, så bliver jeg ret fanget. At jeg lige skal have styr på enderne gør også, at jeg ikke helt kunne koncentrere mig om teksten efter indledningen, men så er det jo godt, at sangen er værd at høre flere gange.
Især er det lange udløb på sangen medrivende og iørefaldende, så man helt sidder og glæder sig til at nå frem til det igen. Men en af grundene til, at det virker så godt er opbygningen og tilløbet, så ikke noget med at snyde og hoppe frem til det!
Konklusion: Det var da en dejlig opsang fra Gæsterne, som skal være mere end velkommen til at kigge forbi igen.
Thorbjørn Risager & The Black Tornado – “Come On In”
”Nogle tror, at blues er trist, fordi den er opkaldt efter melankoliens farve og har sine rødder i musikspillet af slaverne i USA. Men man skal huske, at det var musik, man samlede sig om, når man havde fri fra strabadserne. Den opstod i festligt lag og var beregnet til at danse til. Den tradition vil jeg gerne være med til at løfte videreså man forløser problemerne via musikken og går hjem med et smil på læben.”
Den danske bluesmusiker Thorbjørn Risager og hans backingband The Black Tornado er på banen igen, denne gang med albummet Come On In, der netop er udkommet. Første single derfra var titelnummeret, som kredser om en bar, hvor alle er velkomne, og Risager har skrevet den med Mojo i København i tankerne. For som han siger: ”Det er der, vi i bandet voksede op og mange af os mødte vores kærester.”
Så ruller vi ud af garagen i vores amerikaner-slæde og ud på landevejene, eller, det gør man i hvert fald i den tilhørende video, så måske er det derfor jeg for disse associationer? Nah, der er nu også en god fornemmelse af at glide afsted og tage på en form for roadtrip i selve musikken. Vokalen, ja, den skal jeg sgu lige vænne mig til. det er simpelthen dens klang, der ikke lige første omgang falder i min smag – men, vi får stille og roligt set hinanden an uden at vi måske ender med at blive perlevenner.
Jeg har snydt lidt og set, at “Come On In” ikke blot er titel- men også åbningsnummer på pladen og det giver rigtig god mening. Sangen har meget præg af at være en slags introduktion og indføring, som både føles en kende afventende men samtidig lyder som en forsmag på noget større. “Come on over, let the fun begin”, lyder det 2 ½ minut inde i det 5 minutter lange nummer, hvor festen altså ikke for alvor er startet endnu, Vi er først lige ankommet til bluesbaren, hvor bandet er gået på scenen, men man som lytter ikke helt har orienteret sig og ikke mindst overgivet sig endnu.
Og det sker måske heller ikke. Det er som om sangen bygger op og bygger op men et egentlig klimaks eller forløsning bliver det ikke til – den skal måske findes i de efterfølgende numre på pladen? Håndværket fejler bestemt ikke noget, hallo, det er et prisvindende orkester vi har med at gøre her, men som isoleret single da er jeg ikke helt solgt, selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg godt kan se pointen med at udsende dem som en sådan: at give lytterne appetit på mere. Det er OGSÅ det en single skal, her står jeg dog tilbage med en lige lovlig stor, tom mavefornemmelse.
Konklusion: Som åbningsnummer kan jeg sagtens se meningen med “Come On In”, men når man ikke får resten og det der bygges op til ved kun at lytte til singlen, så har jeg det som om jeg kun har fået en lidt skrabet forret og restauranten lukker inden hovedretten serveres.
Marius Ziska – “Falli Til Jarðar”
Så skal vi en tur til Færøerne, hvor der er nyt fra singer/songwriter Marius Ziska, som allerede har fået slået sit navn fast lokalt men forsøger at nå længere ud. I følge presseteksten står Ziskas tekstunivers i kontrast til produktionen på sangene, der er i det moderne og radiovenlige hjørne. Han behandler store, eksistentielle emner. Eksempelvis beskrives den nye single således:
“’Falli til jarðar’ tager lytteren med på lidt af en tekstlig rejse. I første vers gøres brug af det ældgamle billedsprog om at komme over på den anden bred, og at føle at man er kommet over til noget trygt, samtidig med at man opnår en frit sansende tilstand. I sangens omkvæd er det altings dualitet som besynges – det kender vi fx fra Yin / Yang, Himmel og Helvede og vores forståelse af liv og død”.
I sangens midterstykke (C-stykket) bliver det hele mere dunkelt, og håbet er næsten væk. Sangeren er en udstødt, der ved, at der er en frihed derude og en skønhed, som han ikke formår at blive en del af.
Først og fremmest er det altid rart for mig at høre en stemme, der ikke synger på dansk eller engelsk! Mere diversitet, tak, det bryder ligesom lidt med strømmen og gør at man lige spidser lidt mere ører. Det skal man så også her, det er en del af udfordringen, da jeg bestemt ikke er ekspert ud i det færøske sprog. Selvom det her som udgangspunkt kræver lidt mere koncentreret lytning, i hvert fald hvis man vil have mere ud af det end indtryk vedrørende lyde, klange og stemninger, så er Ziska ikke… uforståelig.
Hos ham lyder færøsk faktisk på flere punkter genkendeligt, eller man bilder sig ind man kan tyde en hel del af ordene og betydningen. Det lyder egentlig lidt som en blanding af islandsk, engelsk og, jeg ved ikke, vestjysk? Måske ikke så underligt, hvis man tænker lidt over det. Nuvel, Ziska hægter altså ikke en af bare fordi han synger på modersmålet, men han artikulerer også meget tydeligt, ligesom vokalen ligger langt fremme og klart i mixet.
Der hvor jeg ikke er helt solgt, er faktisk produktionen af hans poppede singer/songwriter toner. Det bliver næsten for pænt og indbydende til min smag. Det lyder virkelig lækkert og indbydende, men også grænsende til for poleret og uden mange folder og ridser. Det tager meget af “mystikken” og det pirrende ved at der synges på et sprog man ikke 100% kan afkode må jeg sige. Faktisk ville jeg nok foretrække hvis både vokalen og musikken var mere “uforståelig”?!
Konklusion: Flot lyder det når Marius Ziska inviterer på færøsk sangskriverpop, og det her ville sagtens kunne gøre sig i dansk radio – jeg tænker P4 eller måske endda P6 kunne være muligheder? Men personligt kunne jeg sagtens holde til, at det hele fremstod knap så nydeligt.
Anders Riis – “De Siger Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)
Jeg har tidligere været ret begejstret for singler fra Anders Riis her i Repeat, nu er der altså et nyt nummer ud, første smagsprøve fra albummet Opdrift, som udkommer sidst i marts måned. Singlen er en opfordring til revolution, både af samfundsmæssig og privat karakter. Om nummeret fortæller Riis:
“Sangen er en ironisk kommentar til en dansk samtid, hvor vi på en gang prædiker forandring, men samtidig forskanser os, og har nok i os selv. Tekstlinjen “De siger at tanken den er fri” er en spydig kommentar til vores verden her på tærsklen til et nyt årti, en verden der måske mere end nogensinde har brug for forandring, men samtidig er det også en sang, hvis kritik også peger tilbage på mig selv. På den måde kan sangen høres som en frihedshymne, der handler om at sætte sig selv fri”.
“Lad os planlægge revolutionen hjemme hos mig, jeg kan onsdage i ulige uger hvad med dig?”, lyder åbningslinjen fra Riis. Der tror jeg godt jeg kan, hvis du siger til i god tid – men, jeg ender sikkert med at aflyse/udsætte mødet. Og dermed også revolutionen. Jeg kan, kort sagt, sagtens relatere til Riis’ budskab og den skarpe tekst her. Måske endda alt for godt.
Musikalsk er nummeret både lidt indsmigrende, forstået som at tonen er lys og venlig når man inviteres indenfor hjemme hos Riis, og ironisk på den fine måde. Det er singer songwriter pop/rock tilsat en smule synth tangenter, der er med til at give et optimistisk skær. Man kunne næsten kalde det en små-nostalgisk, let drømmende følelse. Det er umiddelbart ikke et voldsomt opråb til revolution af nogen art, som Riis leverer her, men mere en eftertænksom og “hverdagsagtig” en af slagsen. Men nu har bulder, brag og paroleråb fra barrikaderne heller aldrig været min stil…
I min optik er de mest effektive “protestsange” dem der lader deres budskab sive ud på en mere subtil vis end, at opfordre til bål, brand og gadekamp – med mindre du skal omstyrte en tyran eller et fascistisk system af en art. Men begge dele kræver handling, at nogen går forrest og at nogle bryder med deres trang til, at se passivt til. Det her er en sang om og til dem, til mig og til Riis selv. Kommer det til at nytte noget? Nok ikke pga. en sang, en rigtig god og velskrevet en af slagsen helt bestemt, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg nok ikke får lettet røven, heller ikke denne gang. Men så kan jeg jo sidde og lytte lidt mere til det her nummer!
Konklusion: Riis har fat i noget der fungerer rigtig godt her, og på rigtig mange punkter. Sangen kommer nok ikke til, at ændre verden, men måske kan den prikke lidt til folk og i det mindste få dem til at tænke lidt over tingenes tilstand. Det er vel en form for første skridt?
Føjes til På Repeat-listen: Writhe + Anders Riis
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Marius Ziska, “Falli Til Jarðar” singlecover
