Skal vi tage en runde mere i singleland? OK, for der er nyt og næsten nyt fra Skinny Violet, Højkvist, Julie M, Jaguar Moon, Girlcrush og Marc Facchini.
Uge 2 med det let forandrede format og en opdateret På Repeat liste nederst, er nogle af ugens nye singler mon kommet med i det fine selskab, på den prestigefyldte liste? Ja.
Skinny Violet – “Seek”
Så er der endnu en ny single ude fra duoen Skinny Violet, der består af Amalie Kruse og Ulf Hove. De lagde ud som en klassiske, støjende garage duo på deres efterhånden 5 år gamle debut, men har på de seneste singler prøvet lidt andre ting af uden fuldstændig at skifte musikalsk spor. “Seek” er tredje single, som er udkommet siden slutningen af sidste år.
Og her lader det til, at duoen er tilbage i et mere larmende og voldsomt spor, der er i hvert fald skruet godt op for sagerne her. Stort indledende riff, der saver sangen igang inden Kruses “jeg er da ligeglade in your face” vokal dukker op og sangens tempo stiger, mens trommerne får intensiteten til at stige. Der hugges kort og godt igennem her!
Og så er den slut? Det gik hurtigt?! Godt nok er nummeret lige under 3 minutter, men det føles næsten endnu kortere, hvilket både er godt og lidt skidt. Lidt skidt i den forstand, at det er lige før jeg savner en form for afrunding eller udvikling mod slut. I stedet cutter Skinny Violet strømmen, hvilket i sig selv også kan være ret effektivt. Punktum, så var den sang færdig.
Konklusion: Jeg har egentlig ikke det store at tilføje, det er en effektiv og dejligt støjende krabat. Et ret enkelt riff er det tilbagevendende element, men det er et godt riff. Der er noget dejligt primalt og primitivt over det her – og det var i høj grad positivt ment.
Højkvist – “Renselsen kommer ikke let”
Så skal vi en tur ind i Højkvists univers, hvor der skrives om “himmel, hav og horisonter”, hvilket foldes mere ud på et kommende debutalbum, der lander til november. Førstesinglen præsenteres således:
“Renselse kommer ikke let” er en sang om overgivelse, frigørelse og nyfunden forundring over livet, som giver en lyst til at dukke hovedkulds ud i verdensrodet. Den har et energisk, primitivt trommebeat, rustne synthesizere, og udskejende autotunevokal. Et kaotisk og katarsisk blend.
Ok, spøjs størrelse vi har med at gøre her. De første 50 sekunder af det kun 3 ½ minut lange nummer består af, lad os kalde det “rytmisk chanting” med matchende trommer. Dernæst dukker den stærkt manipulerede autotune vokal op og sender nummeret i en endnu mere syret retning, mens bunden af chant og trommer stadig ligger og pumper nummeret fremad.
Højkvist skal i hvert fald have point for at lyde anderledes! Det kræver en del tilvænning, at tune ind på det fremmedartede univers, faktisk ved jeg ikke om vi nogensinde kommer helt på bølgelængde. Men uinteressant er det bestemt ikke, ligesom der er noget dragende over det mystiske lydbillede. Jeg stejler normalt lidt overfor autotune, ikke fordi jeg synes det er “snyd”, men klangen tiltaler mig bare ikke. Her bruges det dog så åbenlyst som noget til at frembringe en effekt og stemning, at det bliver tåleligt.
“Jeg synes jeg kan mærke, at der er noget på spil”, kan man høre ud af den musikalske tåge. Det kan man, jeg ved måske ikke helt hvad det er der er på spil, men det gør blot at det er et nummer man ikke bliver færdig med lige med det samme.
Konklusion: Anderledes. Et sjovt møde møde mellem noget der lyder nærmest spirituelt og organisk og så noget “kunstigt”, hvilket skaber en spændende kontrast. Det er fængende, men ikke på en måde man normalt ville forbinde med et catchy hit.
Julie M – “Egotripper”
Julie M (Michelsen) har 3 udgivelser på CV’et, ligesom hun har været en del af Venter På Far. Nu barsler hun med et nyt projekt, der skydes i gang med singlen “Egotripper”, herefter følger en ny single de næste 10 måneder inden det munder ud i en hel plade. “En smuk og quirky musikserie i 10 del”, som det lyder i pressemeddelelsen:
“Jeg vil gerne give egotripperen en opsang! Der er mange mennesker, der lader til helt at glemme fællesskabet, og har utrolig travlt med sig selv. Undertegnede inklusiv! Vi løber efter det perfekte liv, og glemmer egentligt at få det bedste ud af det som man har, eller får”.
Hah, endnu en skæg lille single. Her er lydbilledet dog noget mere afpillet og spartansk, men alligevel sker der en hel del, ikke mindst måden vokalen bruges på. Her er både små støn/åndedræt og et pludseligt “hva?!”, der giver et sjovt lille break i det under 3 ½ minut lange nummer. Der dukker også noget kor op, som godt kunne være Julie M’s egen vokal, jeg er ikke sikker.
Selve musikken er ret enkel med en tør maskinel tøffende trommerytme, som driver en poppet melodi fremad. Men der er noget sært fængslende over det, måske ikke ligefrem drømmende, men som om sangen driver og danser, eller tripper, rundt om en. Synger til en i mens med Julie M’s formanende ord om egotripperiet. Det fungerer faktisk rigtig godt det her.
Konklusion: Keep it simple, stupid. Det er enkelt uden at være tyndbenet. Julie M får rigtig meget ud af “lidt” i en af den slags numre hvor helheden bliver mere end summen af enkeltdelene. Der er en sjov “lokkende” stemning over sangen, som fanger og trækker en ind, så man lige får lyst til, at snuppe den én gang til.
Jaguar Moon – “Lottery”
Sangskriver Bjarke Bendsten har tidligere blandt andet slået sine folde i indiebandet Rainbrother, men er nu aktuel med Jaguar Moon, som gør sig i “minimalistiske popsange fyldt med vintage rumklange, tremolo guitarer og Ennio Morricone-inspirerede kor”. En debut-EP udsendes i slutningen af november, om den nye single, der også åbner den udgivelse, lyder det:
“… da jeg skrev sangen havde jeg alle mulige forestillinger om obskure rum, hemmeligheder, utroskab og fantasier, der ikke tåler dagens lys. Uforklarlige mønstre, spejle og lang-distance forhold.” Med hans kølige men stadig følsomme vokale levering, ville Jaguar Moon ikke være helt malplaceret på Twin Peaks’ Bang Bang Bar på en fredag aften”.
Så skal vi ud på en længere tur med dette næsten 7 minutter lange, meditative nummer, som indledningsvist domineres af en meget tydelig grundrytme og den lidt fjerne vokal. Guitaren kigger frem i glimt, ligesom Morricone koret begynder at dukke op. Vi har ikke travlt her, der bygges tålmodigt op og på, elementer forsvinder igen, andre føjes til. Så det er ikke fordi, at der ikke sker noget i sangen, der forceres bare ikke på nogen måde – eller læsses for meget på.
Jeg kan godt fornemme det der med de “uforklarlige mønstre”, ligesom man kunne beskrive sangen i farver. Farver og mønstre, der dukker op, forandre sig, smelter sammen med andre, får i sig selv, nye opstår. Det er temmelig stenet. Og så er sangen slut. Virkelig? Nå, det er en af den slags oplevelser, hvor det er selve rejsen der er formålet og ikke at nå et eller andet mål eller peak. Det fungerer sådan set rigtig fint, der har jo i hvert fald tydeligvis en eller anden form for effekt på mig. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg gad tage turen igen “bare” for det?
Konklusion: Jaguar Moon tager en med på en rejse her. Rejsen i sig selv er ganske vellykket, men over flere lyt kommer jeg til at savne en destination. Turen bærer belønningen i sig selv, det kan være fedt nok, men i sidste ende er det ikke helt nok her. Som én-gangs udflugt er det dog bestemt værd at tjekke ud.
Girlcrush – “Manchild”
Det er ingen hemmelighed, at jeg fik mig et gedigent crush på Girlcrush, da jeg oplevede dem charme Roskilde Rising i knæ, i sommers. På papiret overmatchet med deres ret ligetil og klassiske poppede punk, men fuldstændig overlegne da de lod deres personligheder, hjertevarme og uforfalskede begejstring skinne igennem og overstråle de musikalske mangler folk med korslagte arme ellers kunne finde på at udpege.
Men en ting er live, hvor man kan se, føle og mærke menneskene på scenen, noget andet er musikken mere isoleret set på en indspilning. Førstesinglen, “Take My Clothes Of” var et medrivende hit, nu er de nået til tredje single, der er en “spydig formaning til det heteroseksuelle parforholds uskrevne og forældede koder og et statement om at være færdig med at agere passer og pleaser for uansvarlige mandspersoner… 50% manhate og 100% Girlcrush”.
Skal jeg egentlig have det dårligt med, at jeg er født som mand og godt kan lide Girlcrush? Jeg har det lidt som om, at jeg roser nogen, der slet ikke vil have min manly ros?! Jeg kommer med fred! Selvom jeg er en svinsk mandsperson. Anyway, jeg opdagede lige, da jeg kløede mig på lænden, at jeg har vendt mine underbukser forkert, så måske er jeg mere sådan en skvattet mandsling? Men en der med forlov godt kan lide den her sang!
Den er dælme kort, det skal de da have. Men det er også en kunst i sig selv, at kunne skrive og eksekverer en sang på lige over 2 minutter uden at det føles, som om man bliver snydt eller at det er for lidt. Girlcrush skærer på mange måder ind til benet, ud over at smække manchild-svesken på disken. Det er tempofyldt, uden at man glemmer melodien, poppunk, der ikke spilder tiden med at nå til det fængende omkvæd. Faktisk er hele sangen nærmest “bare” en lang catchy omgang, der så ikke når at blive for gentagende eller triviel pga. den tilpas trimmede spillelængde.
Budskabet bliver ikke pakket ind, lyrisk er det meget 1:1, ikke noget mellem linjerne her, men nu definerer de det jo også som en opsang, så kan man lige så godt melde klart ud. Det bliver heldigvis aldrig skingert eller føles som om de står og peger fingre, mens de brøler paroler ind i smasken på en gemmen i megafon. Fik jeg sagt at det var catchy og fængende? Nå, oK.
Konklusion: Jeg føler mig heldigvis ikke ramt af mandehad, når jeg lytter til Girlcrush, jeg tror godt jeg må være med. Hvis ikke, så gør jeg det bare alligevel, haha! For det er, budskabet tiltrods, en indbydende lille poppunkpakke Girlcrush præsenterer os for. Nej, det er ikke raketvidenskab rent musikalsk, men det er forbandet godt skruet sammen og bandet har virkelig sans og ører for enkelte, iørefaldende melodier.
Marc Facchini – “Bag Tonede Ruder”
Jordens undergang, det er kort og godt hvad det kommende fjerde soloalbum fra Marc Facchini handler om. Jeg ved ikke om man kan kalde Facchini overset eller undervurderet, han har trods alt modtaget glimrende anmeldelser for hans plader, også fra undertegnede, men han er i hvert fald ikke nået så bredt ud som talentet og evnerne fortjener. Måske er sanger og sangskriveren alligevel for kantet og krævende til den slags? I min optik er han blandt landets ypperste og mest interessante sangskrivere og stemmer indenfor hans felt.
Om den nye single, første del af den dystopiske fortælling om den sidste dag Jorden, inden planeten bliver udslettet af en astroide, lyder det om en hjemvendt soldat:
”Der er ikke mere at gøre. Jordens undergang er definitiv. Manden går rundt i byen. Han går langs vejene. Han går igennem villakvartererne. Han går igennem centrum. Han køber en avis. Han giver sine sidste mønter væk. Han ser mange mennesker, men han møder ikke rigtig nogen. Så møder han nogen. De inviterer ham indenfor. Han bliver hos dem i et stykke tid.”
Det første jeg bider mærke i, i det tålmodigt opbyggende og langsomt udviklende nummer, er Facchinis vokal og stemmeføring. Den virker mindre skæv og kantet her, som om der synges “renere”, eller mere “poppet”? Den går i hvert fald mere klart igennem med sin vemodige og let-nedslåede klang, der passer glimrende til teksten om en mand der vandrer alene rundt i gaderne og kun møder folk bag tonede ruder.
“Aviserne tager skylen for den menneskeformede gasballon”, de prøvede at tage pusten af den men endte med, at blæse den op. Der dukker pludselig noget samtidigt og aktuelt op i nummeret, det kan man sikkert tolke som man vil, hvem der er menneskeformede gasballoner afhænger nok at ens perspektiv. Det er vel sådan set også lige meget, hvis Jorden går under i morgen.
Her er vi under halvvejs inde i det næsten 6 minutter lange nummer, der er altså masser at komme efter her – som jeg synes man bare selv skal gå i krig med, så jeg ikke ender med at skrive en halv-roman om ét nummer. Jeg vil sige, at den dominerende følelses man sidder tilbage med efter det flotte og elegante nummer rinder ud er: ro. Det kan jo lyde lidt paradoksalt, at en sang om verdens ende indgyder ro, men det er altså tilfældet her. Der er ingen kaos, ramaskrig eller en verden i voldsom brand – kun mod slut skuer og “slår” musikken en lille smule. Det virker inderligt, knugende, nærværende og som om det hænger en accept i luften. Hvilket næsten gør det hele endnu mere gribende og tragisk.
Konklusion: Som single er den nok for rolig og tilbageholdende til, at ramme bredt, det er selvfølgelig en skam, men det her en “lytter” og ikke en single, som kommer bragende og stjæler ens opmærksomhed. Men det er en fejende flot og rørende sang til gengæld, som ikke bare virker lovende og vækker appetitten for det kommende album, men er et helt lille, afrundet værk i sig selv.
Føjes til På Repeat: Girlcrush + Marc Facchini
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jaguar Moon, pressefoto 2019
