Vi ræser efteråret i møde med nye singler fra Henkiller, Jaguar Moon, Søren Manscher, Pinemoon, Peppermint B, Among Phantoms og Where Did Nora Go.
Alt vel? OK, let’s roll uden for meget indledende snak i denne uge…
Henkiller – “The Brim”
Her er hvad vi ved: “Henkiller’s lyd er et nyt take på slut 60’ernes eksperimentelle rock. Musikken veksler mellem jazzede rytmer og melodier, og distortede ligefremme rocksegmenter. Henkiller har varmet op for bl.a. Powersolo, De Underjordiske og Dance With Dirt”.
Gruppen udsender 3 singler i den kommende tid, vi starter med “The Brim.
Førstehåndsindtryk: Så for pokker, lusker start, skal vi ud på rov i nattens mulm og mørke? Næh, vent, er vi nærmere på en tilrøget jazzklub? Hvad er det her?”I watched the world burn again”, lyder åbningslinjen. Uha, nu bliver det pludselig dramatisk med større armbevægelser og høj bølgegang – i glimt. Det minder mig lidt om et band som Vinyl Floor, som også flirtede med denne del af 60er rocken på et tidspunkt?
Efter flere lyt: På en måde lyder det både ret fedt og “autentisk” med en lyd, der rammer tidsperioden ret godt og minder om noget, som kunne være indspillet for mange år siden. På den anden side er der også et eller andet i denne lyd, eller indspilningen, der gør at det lyder som en imitation af fortiden. Jeg kan ikke helt sætte en finger på det og jeg får lidt begge, ret modstridende fornemmelse, på cirka samme tid i løbet af sangen. Så der er i hvert fald en eller anden form for knas på linjen mellem afsenderen og modtageren.
Det sagt, så synes jeg at det her er et ret fint og vellykket nummer i sig selv. Det er både lyttevenligt og tilpas iørefaldende men, rummer samtidig det mere jazzede og eksperimenterende, som bandet selv skrev de sigtede efter. Jeg ville egentlig gerne høre nummeret i en større sammenhæng, det føles som om man kun lige får lov til at smage på bandets univers her – hvilket jo så kan være godt og skidt i single forstand.
Konklusion: Min nysgerrighed er i hvert fald vakt!
Jaguar Moon – “Ostrich”
“I front er Bendtsens dragende vokal, der indhyllet i gamle rumklange folder sig ud i et forførende univers, hvor tremologuitarer og Ennio Morricone-inspirerede kor får nostalgien og afgrundsdybe erindringer til at pible frem”.
Således lyder noget af beskrivelsen af den nye trio Jaguar Moons, der gør sig i 60er soul/bossanova og “natlige junglevibes”. Hmm, lad os se hvordan sådan en struds lyder!
Førstehåndsindtryk: OK, det næsten 5 minutter lange nummer har ikke ligefrem travlt med at blive udklækket. Det lyder sådan set fint men, jeg sidder også at tripper lidt utålmodigt mens nummeret langsomt foldes ud. Uargh, det er vist en “simrende lytter”, jeg vender tilbage til sangen når jeg er mere i humør til den slags.
Efter flere lyt: Nuvel, det er helt klart toner jeg lige skal tune ind på, det her. De første 3 ½ minut slæber sig afsted i min ende af linjen, der dukker lidt diskret kvindekor op i løbet af sangen. Men, ikke noget der for alvor får mig op af stolen. Endelig, det sidste minuts tid, kommer der noget el-guitar på, som får lov til at skære lidt igennem det døsige lydbillede men, da er det næsten for sent for mig.
Jeg kan sagtens være med på et stille, langsomt opbyggende nummer, som kræver noget tid og plads til at udfolde sig. Der er bare ikke rigtig noget, som for alvor fanger mig her. Og så kommer det bare til, at føles som om man sidder og venter på noget man godt ved, at man nok aldrig bliver helt fanget af. Sangen er ikke dårlig, det lyder sådan set rigtig godt det hele, det er bare… det er der bare?
Konklusion: Øv, den fik simpelthen ikke fat i mig. Men, det lyder flot.
https://soundcloud.com/jaguarmoonshine/ostrich
Søren Manscher – “Jeg ser lagener blafre i vinden”
Så skal vi have en tvetydig kærlighedssang fra debuterende Søren Manscher, der gør sig i dansksprogede sange om hverdagen. 29 årige Manscher har dog været aktiv i flere indiebands og fortrinsvis skrevet sange på engelsk men, nu er han klar med en samling sange om “stort og småt”, det “nære og genkendelige”, om nummeret forklarer han:
“Jeg skrev ‘Jeg Ser Lagener Blafre i Vinden’ for et års tid siden i Finland, hvor min kærestes familie har et sommerhus på en klippe med havudsigt. Tanken var at finde forskellige billeder på glæde i dagligdagen. For mig var det en nøgen kvinde, som ligger i blåbærlyngen i månelyset. Og lagenerne, der blafrer i vinden, mens samme kvinde vander en orkidé bag et vindue. Det er jo et meget idyllisk billede på, at her er der ro og fred. For mig er det langt hen ad vejen en glad sang, men der er også en tristesse i den. Der er en afstandtagen i det at betragte kvinden. Jeg’et drømmer om at komme tæt på, men samtidig er han hæmmet. Der er en afstand – og måske lidt en frygt for intimitet?”.
Førstehåndsindtryk: Er det Lou Reeds guitar? Nah, OK, nå ikke… hmm, lidt speciel vokal der, den skal jeg lige vænne mig til! Uha, nu bliver den presset op i de højere luftlag. Nuvel, det er vist en tvetydig sag, som lige kræver et par (koncentrerede) lyt. Jeg synes umiddelbart om det – men hvor meget?
Efter flere lyt: Manscher spilder i hvert fald ikke tiden. Sangen varer kun 2 minutter og 44 sekunder og vi når faktisk at komme en del rundt i det musikalske landskab. Et landskab, som flyder effektivt forbi og hele tiden virker i bevægelse, ligesom der jævnligt dukker små, nye elementer op, som holder opmærksomheden fanget – som den fine passage med guitar, der melder sin ankomst mod slut i sangen.
Det er et nummer, som vokser på mig for hvert lyt. Det minder lidt om en anden aktuel dansk sanger og sangskriver, L.T. Valentin, der også er udstyret med en vokal, som har noget kant og personlighed og gør sig i et klassisk “spillemandsunivers”.
Konklusion: Virkelig lovende single. Den kræver lige et par lyt inden den folder sig helt ud men, så får den også fat. Og virker relativt slidstærk.
Pinemoon – “Miracle”
Så skal vi have noget atmosfærisk post-rock og shoegaze fra Pinemoon, som vi tidligere har været omkring et par gange. Jeg anmeldte selv en glimrende EP fra bandet i januar 2018, ligesom bandets forrige single, “Sinister”, blev anmeldt i Repeat #19 tilbage i juni måned. Anden single fra bandets kommende debutalbum “trækker på referencer som Slowdive, The War on Drugs og samtidig skaber en melankolsk og nostalgisk stemning som man kender den fra kultserien Twin Peaks”.
Førstehåndsindtryk: Hånden i vejret de der er lidt trætte af Twin Peaks referencer, både i band/musikbeskrivelser og brugt i anmeldelser (hvilket jeg selv er skyldig i)! Twin Peaks! Så er det ude af systemt. Det første jeg tænker efter at have trykket play på YouTube er dog nærmere noget TH Dreyer og Ordet, eller lignende dramatisk. Eller en sketch fra Rytteriet… Og så døser jeg ellers lidt hen mens musikkens bløde, drømmende toner sænker sig omkring mig…
Efter flere lyt: Otherworldly… mande og kvindevokal et sted fra baggrunden, mens musikken luftigt svæver rundt i et stort rum, hvor man ikke umiddelbart fornemmer gulv, loft eller vægge. Er det toner der kalder fra den anden i side? Kalder en til sig? Betagende, dragende, fjernt, omsluttende, let.. langt væk og helt tæt på. Det er meget elegant og “smagfuldt” arrangeret og udført men, også noget der for nogle sikkert kan virke en anelse distancerende og indelukket?
Sammenligner man med forrige single, “Sinister”; så var der mere fremdrift og bevægelse i den. Derfor virker “Miracle” også som en fin kontrast og får vist en anden side af bandet, selvom stilen overordnet udspringer fra samme sted. Som single vinder “Miracle” på atmosfære og stemning fremfor noget egentlig fængende og iørefaldende
Konklusion: Måske lidt et sats som single og et nummer som måske giver endnu mere mening, når det høres i forlængelse af forrige single.
https://www.youtube.com/watch?v=iA17FGwaYqA&feature=youtu.be
Peppermint B – “A Minute To Show”
Peppermint B aka Steffen Westmark når han ikke drøner rundt med The Blue Van, er en anden gammel kending fra vores spalter, som nu er aktuel med endnu en single. Det er anden single fra hans kommende andet album under Peppermint B navnet, Bubblegum Buddah er ude i denne uge.
“Den nye single “A Minute To Show”, der også er det kommende albums åbningsnummer, behandler netop udfordringerne med både at navigere i den altoverskyggende digitale støj og samtidig finde ind til noget autentisk og omfavne de uperfektheder, der følger med”.
Førstehåndsindtryk: Det her rummer i hvert fald et catchy og dejligt let-til-bens omkvæd. Det er på mange måde business as usual hos Westmark, der bare har en helt elementær stærk og veludviklet sans for fine, fængende popmelodier i let-rocket indpakning. Der er næsten altid noget lunt og sommerligt over melodierne fra hans hænder med et tilpas strejf af nostalgi.
Efter flere lyt: Jeg var lidt lunken overfor den forrige single, “Good Boys In The Suburbs”, men, jo flere gange jeg har hørt den i radioen, jo mere har jeg jeg syntes om den. “A Minute To Show” er måske knap så “showy” og boblende i sin melodi men, jeg var alligevel på fra første lyt. Det her kunne sagtens blive endnu et radiohit for Westmark. Han kan bare det her, og jeg synes yderst sjældent, selvom det er liflig pop, at det bliver for letbenet eller på anden vis kammer over. Kunsten er nok, at han får det til at lyde let og ubesværet uden at det bare bliver bevidstløs samlebåndspop, som han sprøjter mekanisk ud.
Det har stadig både varme og sjæl og lyder som om det kommer naturligt til ham. Det er sgu’ ret elegant og ikke mindst bare smittende og lyttevenligt.
Konklusion: Endnu et pletskud fra en træfsikker herre!
Among Phantoms – “Breathe You In”
“Among Phantoms er et høj-energisk rock’n core band fra Aarhus, der leverer lige store dele aggression og melodi. Musikken er rendyrket, rå, kompromisløs, afbalanceret og udført med det melodiske aspekt for øje. Among Phantoms forsøger at udforske den del af metallens univers, der ikke alene er hårdtslående og eksplosiv, men finder også plads i lydbilledet til skævheder såvel som harmonier.”
Vi anmeldte en EP fra gruppen for et års tid siden og nu har de altså en ny single ude.
Førstehåndsindtryk: “TREACHERY”, bang, så er vi i gang, fuld smadder og fremad! OK, ud over at der er godt med smæk på, så er det sgu’ et ret fedt nummer det her.
Efter flere lyt: Among Phantoms rammer med både rå kraft og masser af energi her men, formår stadig at gøre deres hardcore metal ret iørefaldende uden, at det bliver for poppet. Den kompakte spilletid på 3 minutter flyver afsted men, de glemmer ikke at få puttet lidt variation ind i nummeret. Der er en passage mod slut, hvor sangen bremser op og får lov til at ulme inden sluserne åbnes mod slut igen.
Jeg har egentlig ikke det store at sige til det, det virker meget lovende for en kommende udgivelse.
Konklusion: Potent single, som viser et band med godt styr på virkemidler og sangskrivningen.
Where Did Nora Go – “Never Falter”
Where Did Nora Go er et navn, som jeg ved vi omtalte og anmeldte af flere omgang for efterhånden en del år siden men, det krævede lige et dybere dyk i arkivet end ellers af få materialet gravet frem. Graveriet førte til, at jeg fandt 2 anmeldelser af udgivelser fra henholdsvis 2013 og 14, begge ret begejstrede.
Forklaringen på den længerevarende pause er, at Astrid Nora, kvinden bag, har brugt tid på hendes for tidligt fødte tvillinger men, nu er hun altså klar med nye toner:
”Teksten kom til mig, som de fleste af mine tekster gør, i ét stykke – som et rent download og som en dyb opmuntring til mig selv. – Efter at have tilbragt virkelig meget tid hjemme med mine tvillingepiger, udviklede jeg en til tider næsten smertefuld indre længsel efter at dele min stemme og musik med omverdenen… Sangen er en af de mest ’lette’ og sorgløse – eller mindst dramatiske sange – jeg nogensinde har skrevet. Den mest cool måske, og jeg elsker og er ret forbløffet over hvordan det hele landede”.
Førstehåndsindtryk: Hmm, interessant! Spartansk instrumentering, hvor nogle tøffende trommer er det mest markante, inden Nora’s flotte vokal overtager sangen. Den føles både helt tæt på og lidt fjern, eller som om den befinder sig på et delvist drømmestadie. Et fløjteinstrument af en art giver det hele et lidt surrealistisk skær.
Efter flere lyt: Det er nummer hvor atmosfære, stemning og følelsen af sangen er mere fremtrædende end melodien, der “bare” svæver lidt bølgende afsted. Den følelse sangen frembringer er en af typen, hvor man ikke helt ved hvor man har sangen, eller hvor den befinder sig. Det er på en måde som om den befinder sig på flere planer, et virkeligt og et mere drømmende.
Det kræver så også, at man er i den rette stemning, eller at nummeret fanger en, ellers kommer det måske til at virke lidt uklart og svært at afkode. Det er ikke et nummer der virker oplagt som radiosingle men, som en smagsprøve på Where Did Nora Go?, hendes lyd og en kommende udgivelse er min appetit og nysgerrighed bestemt vakt.
Konklusion: Hvor blev Nora af og hvor skulle hun hen? Jeg er på og undersøger det gerne nærmere, spændende single.
https://soundcloud.com/celebration-records/where-did-nora-go-never-falter/s-IWJpU
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Where Did Nora Go singlecover
