Så er det blevet den tid på ugen igen, det er singletid! Ugens sangpakke byder på hårde og bløde sager fra Woodpecker, Sofia Hedia, Blood Child, Aztek, Shiny Darkly og Vulture Vibe.
Så nåede jeg endelig så meget igennem hængepartierne i indbakken, at jeg kan tillade mig at skære Repeat lidt ned. Fra 7 singler ned på 6! Lidt har også ret og så er det forhåbentlig plads til, at singlerne lige kan ånde lidt og ørerne ikke overbelastes. Det skal nok komme tilbage og bide mig i bagdelen, når det pludselig vælter ind med nye numre igen.
Ah hva, ét nummer fra eller til… mon ikke det går? Nå, lad os få noget rock, pop og, æh, andet!
Woodpecker – “Animal”
Det er er ikke så langt tid siden, at vi var omkring første single fra Woodpeckers nye EP, der udkommer i dag. Lige op til udgivelsen udsendte bandet en ny single, “en hårdtslående nær-industrial rock-sang om menneskets iboende dyriskhed og dens magt over fornuften”.
Om “Animal” lyder det videre:
“(den) handler om dyriske instinkter, som overtager din person og tager kontrollen. Du er en slave af kærlighed og begær. Du forsøger at mætte et umætteligt behov for kærlighed og bekræftelse.”
Førstehåndsindtryk: Noget af en… dyrisk lyd der møder en fra første sekund. Woodpecker brummer godt igennem, mens vokalen er i den lidt skurende og “pinte” ende. Arven efter grungen og de brølende 90erne fornægter sig ikke.
Efter flere lyt: OK, der er ikke så meget nyt at hente her. Faktisk lyder det en kende gammeldags på en måde, der måske tynger nummeret en lille smule. Første single, “Blood Flow”, var en kompakt sag på under 2 minutter, her nærmer vi oppe på de mere gængse 3 ½. Som den slags nu “skal” vare. Nummeret fejler som sådan ikke noget, det er egentlig en ganske potent og kraftfuld grunge-rocker i den tungere ende af spektret.
Men, det er nok et nummer af den slags jeg lige skal være i humør til og måske også i det lidt nostalgiske hjørne? Og er jeg i grunge-hjørnet, hvorfor skal jeg så vælge den her “Animal” fremfor eksempelvis Pear Jams “Animal”?
Konklusion: Jeg synes sådan set om sangen men føler alligevel, at den bliver lige lovlig “klassisk”, eller tilbageskuende – selvom bandet hugger godt til den.
Sofia Hedia – “Bakker”
“Den der situation på dansegulvet, hvor dansen ender i et første kys, som først ender på en bænk kl. 02 om natten et sted midt i København, det er det nyeste single fra Sofia Hedia handler om. Hedia’s sinlge “Mand” var med helt tilbage i første udgave af Repeat tilbage i januar måned, hvor jeg ikke var videre imponeret. Det kan der jo være mange grunde til…
“Bakker er et groovy, sensuelt sensommerhit, et poetisk track til dansegulvet. For mens Drømmespind tog udgangspunkt i den tabte kamp for den lykkelige familie, er Sofia med arbejdet på sine kommende sange grebet af at afsøge nye landskaber – lidenskabens og forelskelsens. Bakker er et billede på fortidens ujævne landskab, men det er også aftegningerne af en kvindekrop – det er en sang om to menneskers lidenskabelige møde, på vej ud af skyggerne af forliste drømme”.
Lad os se om jeg er mere med på beatet denne gang!
Førstehåndsindtryk: Hmm, mjah, den der vokal er jeg måske ikke den store fan af. Der bliver sunget på en måde, hvor det hele lyder lidt for presset til min smag. Musikalsk er danserytmerne sådan set fængende nok, men…
Efter flere lyt: Det er måske bare stilen men, det hele fremstår altså lidt tyndbenet og afpillet? Den sommerlige fornemmelse er meget fin, hvilket gør at man i hvert fald ikke keder sig og føler at vi rent faktisk kommer ud af stedet. Men, igen, selve lyden og beatet er der ikke specielt meget kød på, hvilket kan være et helt bevidst valg. Det gør bare, at “Bakker” kommer til at lyde en kende for enkelt i mine ører.
Jeg kan dog ikke fornægte, at nummeret har noget ret catchy over sig, der nok også kunne kaste noget radio airplay af sig!
Konklusion: Ikke lige min smag men, der kunne godt være et publikum for en fængende lille sag af den her slags derude.
Blood Child – ” Confident Silence”
Blood Child, der består af Emil og Mads Bertelsen, Hjalte Ross, Marikka Højen og Lasse Krüger, er også snart aktuelle med en EP. Rockbandet har allerede fået en del opmærksomhed rundt omkring og spillede fornylig på Uhørt Festival.
Om den nye single lyder det blandt andet:
“For os har det altid handlet mere om lyden af ordene, der bliver sunget, og mindre betydningen af dem. Det er det umiddelbare, der opstår i momentet, der er vigtigt for os. Ord fremfor sprog. Forlad sproget er derfor budskabet: Gå imod den systematiske forventning om at gøre tingene på én bestemt måde. Teksten er derfor straight-up meningsløs!”.
Lad os se om resten giver mening så…
Førstehåndsindtryk: Godt med tryk på og god, halv-smadret post-punket rocklyd. Godt drive, især de bankende trommer hugger nummeret effektivt fremad. Det er sådan en lidt P6’et lyd? Hvis det giver mening?
Efter flere lyt: Det fanger mig meget godt det her, der er en lidt rastløs energi over det. Ikke kun i form af trommerne, også vokalen og guitaren bidrager her på vellykket vis. Det gør, at det er en sang der kommer godt fremad og får de 3 ½ minut til at flyve afsted. Det rykker og rusker men, er stadig ret melodisk og fængende. Dermed er det på en måde både ret kantet og flosset men også “poppet”, på samme tid.
Samtidig med, at sangen glider godt derudaf, så er der også nogle små opbremsninger og “boosts”, hvor sangen gør nogle “hop”. Det giver det hele lidt kant og uforudsigelighed, så vi ikke bare kører snorlige frem.
Konklusion: Effektiv og smittende krabat, der finder en fin balance mellem noget iørefaldende og noget der stikker lidt til en.
Aztek – “Delirious”
Aztek, fra Aarhus/Aalborg, havde Troels-Henrik fat i et ambitiøst album fra sidste år, da han anmeldte den sfæriske rockplade Perfect Imbalance. Den blev lidt lang over 13 numre men, nu er bandet klar i et mere håndterbart format – en ny single. En mere opløftende og upbeat en af slagsen loves det – lad os se om det passer?
Førstehåndsindtryk: Hvad sker der for vokalen, er det meningen at det skal lyde som om der er kazoo-filter på den?! Åh, det tror jeg? I hvert fald forsvinder den som sangen skrider frem… og kommer igen? Det kan jeg slet ikke håndtere lige nu! Det var da en forfærdelig effekt!!
Efter flere lyt: Der gemmer sig dog et dejligt, varmt og sommerligt nummer bag vokalen, eller vokalerne, der er vist tale om flere lag. Ret flot melodi Aztek har fået skruet sammen her, den får mig allerede til, at savne lange, lune sommeraftener, eller duften af mark og eng! Det er næsten sådan helt sunshine psych-poppet, løstsiddende tøj, brune nakker og bare tæer, der danser som lidt utydelige silhuetter i solen skarpe skær… and shit.
Men den der effekt på stemmerne er godt nok gennemtrængende og skærer i mine ører. Jeg vænner mig lidt til det ved gentagende lyt men, når aldrig et niveau hvor det ikke prikker en smule i øregangene. Lad os kalde det en smagssag.
Konklusion: Den instrumentale del synes jeg er skøn, vokalerne bliver jeg nok ikke gode venner med.
Shiny Darkly – “Roll The Dice”
Shiny Darkly har været igennem en løbende forandring og udvikling, ikke mindst på deres seneste album, Bronze – der vist røg lidt under radaren herhjemme? Nu har de slået pjalterne sammen med Sharin Foo på “Roll The Dice”:
” “Der leges med glitrende arpeggioer, et næsten bossanova-inspiret trommetrack, og et nedbarberet, tidlig-90’er inspireret guitararrangement. Roll The Dice viser Shiny Darkly som et band i kontinuerlig udvikling”.
Førstehåndsindtryk: Uh, mellow! Ret frække de der trommer. Vokalerne kører parløb på sådan en lidt tilbagelænet, små-luskende manér. Det bliver egentlig stille og roligt lidt urovækkende?
Efter flere lyt: lidt atypisk singler her, den er ikke specielt “flashy” eller kommer en i møde. Men den har et eller andet dragende og mystisk over sig. Ikke mindst når den lettere urovækkende stemning sætter ind. Trommerne forsætter sådan set med, at kører i et lidt dansende og varmt æggende leje nummeret igennem, mens guitaren og især de to vokaler befinder sig et andet sted. Eller på et andet plan?
Det giver det et lidt drømmende skær, eller som om sangen netop befinder sig på to planer, vågent/drømmende, jordbundet/overjordisk, kald det hvad man vil. Det er noget af et retnings- og stilskifte for bandet, som lovet. Det er måske også et der i første omgang vil gøre det lidt vanskeligt for nummeret at får noget airplay? Og så alligevel, der er noget sært fængslende og tillokkende over de 3 minutter og 20 sekunder…
Konklusion: Ret fedt og spændende nummer, som måske vil fungerer endnu bedre i en albumsammenhæng?
Vulture Vibe – “Darkness”
Jeg anmeldte selv en Ep fra denne aahusianske rocktrio tilbage i 2017, hvor de blandede klassiske rocktoner med en mere soul-fyldt vokal. På gruppens nye single, “Darkness”, har de fået selskab af Rival Sons Todd ôgren Brooks på keys, et nummer som de har sendt til os i håb om, at vi ville gøre den til Dagens Track. En sektion som vi nedlage i december 2018. Altid dejligt med dedikerede læsere!
Førstehåndsindtryk: Drama og store armbevægelser fra start, så er vi i gang! Godt med kor og keys, der gør udtrykket endnu mere højtragende, det fungerer meget godt. Den lidt lyse vokal, der er en helt tradition indenfor denne form for klassiske rock skal jeg lige vænne mig til. Jeg er altid nervøs for, at den knækker eller kammer over og jeg skal holde mig for ørerne!
Efter flere lyt: Pyha, den holder sig lige på den rigtige side af min smertegrænse! OK, det er sgu’ et ret godt rocknummer, det her. Altså, det hele er jo meget klassisk og hørt utallige gange før, vi får endda den solo, som man tænker MÅ komme. Den er dog i den kortere ende og giver lige singlen det break den trængte til inden nummeret rockes i garagen.
At tricks, opbygning og lyden er velkendt gør ikke noget så længe sangen er god – det synes jeg den er. God, ikke fremragende. Der er også en dejlig selvsikkerhed og “strutting” fra bandets side sangen igennem, der fint bakker den klassiske rock æstetik og indpakning op. Hvis man spiller den her slags rockmusik og lyder som om man ikke selv tror på det, så falder det til jorden, så pluspoint for attituden.
Konklusion: Klassisk rock af den velsmagende slags.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Vulture Vibe, pressefoto
