Denne uges singleræs inkluderer mere eller mindre ny singler fra Hoison Bascoe, Port Vincent, Balsal, Kill Trip, Lucid Grave, King Kross og TigerSwan.
OK, vi er ikke blevet helt aktuelle her i Repeat-biksen, men denne gang er der da et par næsten spritnye singler i blandt de 7 numre. Fremskridt! I det her tempo ender det jo med, at jeg kommer foran til nytår…
Hoison Bascoe – “Deep Water Ocean”
Hoison Bascoe er en dansk/tunesisk duo der består af sangeren Arbi Alexander og multiinstrumentalist Rasmus Christian. Dette er deres tredje single, som efter signede præsenterer den rockede ende af deres filmiske og atmosfæriske univers. Om duoen lyder det endvidere:
“Kontraster præger såvel også makkerparrets tilgang til musikken, hvor Arbi er uskolet som sanger og flasket op med musik der stammer syd for Middelhavet, mens Rasmus har en baggrund som musikunderviser og har haft sin musikalske opvækst i jazzen”.
Hmmhmm!
Førstehåndsindtryk: Hmm, det er nok lige på grænsen af, hvad vi normalt ville anmelde, især effekterne på vokalen har en vis afskrækkende effekt på mig. Det er sgu’ ikke lige mig! Musikalsk er vi ovre i noget, hmm, hvad kalder man det her? Elektronisk-pop? Det her skal lige fordøjes.
Efter fler lyt: Duoen får faktisk presset en hel del indtryk ned på under 3 minutter, der er meget for min hjerne at fordøje. Måske også fordi det ligger lidt udenfor hvad jeg normalt ville lytte til. Vokalen og de effekter der er lagt på er måske ikke noget jeg nogensinde bliver hlet gode venner med, det er en smagssag, men det skærer lidt i mine ører.
Jeg synes til gengæld ret godt om den måde sangen stiger og falder på. Det er som om sangen bygger op til nogle små “toppen” og så tager nogle pludselig dyk, hvilket giver en ret god effekt og næsten kan give nogle sus i maven. Det gøres ikke på en dunkende måde, men i nogle ret elegante, bløde bevægelser, en vibe som kører gennem hele sangen. Det giver en bølgen fornemmelse, i stedet for en mere skarpt markeret og hakkende.
Konklusion: Ikke lige min normale boldgade, men bestemt ikke uinteressant!
Port Vincent – “Sumpen”
Vi sakser lige fra pressemailen, der meget omhandler den tilhørende video:
“På nummeret ”All Dressed in Black” møder Syden Norden. Og det er netop dét, den stemningsfulde musikvideo understreger på smukkeste vis. Videoen er optaget i Dockside Studio i Maurice, Louisiana, USA, hvor sanger og sangskriver Paul Thrane og guitarist og producer Mads Arlien-Søborg var for at indspille deres kommende EP i november måned. Her havde de hyret studiets tekniker, Justin Tocket og allieret sig med lokale musikere og et vaskeægte gospelkor. På videoen kan man virkelig fornemme, at der var god stemning og kemi i studiet, og at alle var begejstrede for indspilningerne. Og så er den bare rigtig flot filmet og klippet af dokumentarist Klaus Nedergaard”.
Men hvordan lyder det mon så?
Førstehåndsindtryk: “He’s got a song to sing, no one knows what it will bring, before it fades away, lyder åbningslinjen. Well, det er jo sandt, så gad vide hvad sangen bringer! Den andægtige, stemning er meget fed ,man sidder nærmest bare og venter på orglet eller koret. Hov, der kom det! Kommer der en egentlig forløsning efter al den opbygning?
Efter flere lyt: Der er meget der fungerer her. Det minder en smule om Baal, bare noget mindre dramatisk og teatralsk… og 70er. Opbygningen, hvor der kommer mere og mere på imens sangen stiger og stiger er virkelig vellykket. Koret bruges på smagfuld og effektiv vis og er et sandt trumfkort, men nu er jeg også en sucker for noget storladen kor, Trommerne begynder, at drive nummeret mere fremad, får pulsen til at stige indtil guitaren får lov til, at sole sig i spotlyset.
Vi får ikke det der helt store klimaks, hvor alt bare eksploderer og maxer ud, hvilket nok heller ikke ville passe til sangen og den fornemmelse man får at det. I stedet bygges der ned og landes mere “fladt” mod slut, så man lige når at få pulsen ned. Uden at det dermed bliver en mavelanding.
Konklusion: Jeg kan lide det! Det er ikke en stil der skriger af radioairplay, men bare en rigtig flot single til folk med hang til… “gospel-rock”?
Balsal – “Vindueskarmen”
Kære lytter.
Vi er Balsal. Vi elsker rødt skæg, fynsk øl og stærk kaffe. Vi samler på mærkelige instrumenter og skriver vores bedste musik i joggingtøj.
Sådan indleder Balsal beskrivelsen af dem selv på deres Facebookside, som er det eneste pressemateriale vi har modtaget. Bandet udsendte denne første single midt i august, endnu to følger efter planen i år og begyndelsen af næste. De to damer og herrer, som udgør kvartetten spiller i følge dem selv “karnevalesk folk-pop”!
Førstehåndsindtryk: Det er godt, det her… men jeg kunne måske godt savne lidt mere karneval?! Åh, der er en harmonika, måske er det, det karnevalske? Der er næsten noget højskolesangbog møder landlig spillemandsidyl over det? Og ro… dejlig ro!
Efter flere lyt: Det er ikke de store armbevægelser Balsal rummet med men i stedet en varme, intimitet og en følelse af, at sidde langt ude på landet og stirre ud over marken. Det er næsten luden af, at være i mine bedsteforældres hjem i det sydligste Sønderjylland. Der er forholdsvis brunt og lidt lysere nuancer af brunt fra gulv til loft, som jeg husker det, men på sådan en hyggelig, meget gammeldags måde. Der lugter af nybagte boller, kaffe og pibetobak… og dyr. Ikke på nogen ubehagelig vis.
Er det så ren nostalgi? Njah, så ville det nok blive lidt for meget Morten Korch og føles bagstræberisk. Det synes jeg egentlig ikke er tilfældet i “Vindueskarmen”, selvom det bestemt ikke er lyden af 2019. Cowboy Junkies! Det minder mig lidt om Cowboy Junkies! Dem kan jeg godt lide…
Konklusion: Gammeldags, klassisk eller tidsløst, kald det hvad du vil, jeg synes det her er et virkelig smukt og vellykket nummer.
Kill Trip – “Bones of Winter”
Kill Trip spiller sludge med elementer af energisk punk og hardcore, og udsender deres debutalbum til november. “Bones Of Winter” er første smagsprøve fra albummet, der beskrives således:
“Musikkens energi komplimenteres af Rasmus Justesens vokal, som veksler mellem en rolig, dyster “Weltschmerz”-stemme og en aggressiv “FUCK SYSTEMET!”-stemme, som udtrykker et tekstunivers om desperationen ved fattigdom, stofmisbrug, død, klimaets forfald, krig, religion/spiritualitet, mysticisme og de naturlige elementer der omgiver os. En særlig drivkraft i teksterne er frygten for at være den generation, der skal stå vidne til jordens endeligt. Kill Trip er inspireret af bl.a. Down, Alice in Chains, Red Fang, Mastodon og Queens of the Stone Age”.
Førstehåndsindtryk: Hmm, vi er ikke i Sønderjylland længere… ehhhh, jeg føler den ikke helt her under første lyt. Hverken den der “weltschmerz” vokal eller den lidt gumpetunge melodi, det hænger lidt for meget med røven for mig, det her men, der er måske potentiale, hvis jeg lige får justeret ørerne.
Efter flere lyt: Det positive er, at jeg synes sangen bliver bedre, som den skrider frem og den foldes lidt mere ud. Men så varer den kun 3 minutter og det er som om den stopper brat inden rockslæden når højeste gear og maksimal ydeevne. Hmm, er sangen for kort eller håndbremsen trukket for længe? Der er et eller andet her, der virker hæmmende.
Jeg kan rigtig godt lide guitarpassagen, som går i gang omkring 2 minutter og 20 sekunder inden i sangen, den er dog overstået lige som det bliver rigtig fedt. Og så er sangen næsten slut. Jeg er stor tilhænger af,, at man skærer ind til benet, trimmer fedtet og alt det der, her er det dog som om jeg sidder og mangler mere af sangen.
Konklusion: Sidder lidt med fornemmelsen af, at Kill Trip har en del kørende for dem, men vi kommer bare ikke helt i mål her.
https://soundcloud.com/kill_trip/bones-of-winter-1/s-COe1B
Lucid Grave – “Queen of The Battlefield”
Lucid Grave spiller doom/rock med en hang til navne som Black Sabbath og Black Flag. hvad ved vi ellers? Jo, at det består af: Casper Nilsson (Guitar), Kristian Andersen (Guitar), Jon Fick (Drums), Alex Ørsted (Bass) og Malene Katrine Pedersen (sanger og tekstforfatter).
Short and sweet.
Førstehåndsindtryk: Uha, knald på fra start! OK, Sabbath møder Flag, det giver faktisk meget fin mening. Det føles også en kende kaotisk, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting men, jeg skal lige orientere mig og fange hvor vi skal hen! Dejlig beskidt og “grumset” lyd. Vokalen lyder også dejlig forpint.
Efter flere lyt: Det er et tilfælde, hvor jeg i virkeligheden nok synes mere om stemningen, stilen og udtrykket end jeg synes selve sangen er god. Den er bestemt heller ikke dårlig, men stemningen den bringer mig i er federe end selve sangen – hvis det giver mening?
Det giver mig også en fornemmelse af, at jeg ville nyde at høre det her live, hvor der virkelig kunne smadres igennem, end at sidde og lytte til indspilningen. Eller også skal jeg bare have mere af Lucid Grave, så jeg virkelig kan blive opslugt af den gustne undergrunds/undergangsstemning? Så som en form for smagsprøve på, hvad bandet har at byde på er det vel egentlig ganske vellykket? Hmm, rejser denne single flere spørgsmål end svar??
Konklusion: Jeg kan lide smagen og det smager af mere. Som isoleret single er oplevelsen lidt flimrende og… uden konklusion?
King Kross – “Blackout”
Så skal vi have noget elektronisk rock fra King Kross, der lader musikken tale (næsten) for sig selv og vælger, indtil videre, at være anonyme. Om musikken, hvor bandet ønsker at være en slags talerør for samfundets outsidere, lyder det blandt andet:
“Nummeret sætter kursen for bandets korstog, som talerør for alle outsiderne i samfundet. ‘Blackout’ handler om hvor frustrerende der er, at blive mobbet og forskelsbehandlet, udelukkende fordi man bliver set som en outsider i samfundet”.
Førstehåndsindtryk: Hmm, dejligt mørkt lydbillede og en dragende vokal, jeg spidser ører! Der er vel lidt Depeche Mode over det, men det er måske mere elektrorock genrens stil end noget der egentlig virker tilsigtet? Stærkt nummer.
Efter flere lyt: Der er rigtig meget der fungerer her, faktisk kan jeg ikke rigtig sætte en finger på noget der ikke gør. Den dunkle, ildevarslende stemning og atmosfære er omsluttende og virkningsfuld. Nummeret fængende, uden at virker for “hittet”. Sangskrivningen stærk og helt fundamentalt bare i orden, ingen sprækker i mørket her. Det er helt grundlæggende “bare” en rigtig god sang.
Der er noget tillokkende over det, så man sidder tilbage og længes efter at høre mere, hvilket jo i bund og grund er en af de vigtigste formål med en single. Den skal smage af mere og det gør “Blackout” uden, at man føler sig snydt.
Konklusion: Bandet vælger måske nok anonymitet indtil videre, heldigvis er musikken ikke anonym, men kræver i stedet din opmærksomhed.
https://soundcloud.com/celebration-records/king-kross-blackout/s-GTjKp
TigerSwan – “Young/Wild/Reckless”
Popbandet Tigerswan har efterhånden nogle år på bagen, hvor det føles som om de har været inde, ude og så lidt inde igen, som nu. De har prøvet lidt af hvert, været support for navne som Carpark North og Duné, spillet på eksempelvis Langlands Festival, haft et P4 hit, TV2 har brugt et af deres numre i et reklamespot for Håndbold VM og så har de samarbejdet med producere som Jim Scott (Red Hot Chili Peppers, Foo Fighters) og Ben Carey (Savage Garden, Lifehouse).
Nyeste single er et forsøg på, at beskrive 3 faser af ulykkelig kærlighed, nemlig forførelsen, tvivlen og bruddet.
Førstehåndsindtryk: OK, indledningen, med knipse/klapperytme, er så markant, at jeg straks tænker det kunne være en sang, som blev bugt i en reklame eller som titelsang til et eller andet. Det er meget poppet og direkte i sin lyd, klart radiopotentiale her.
Efter flere lyt: Der er absolut intet galt i et godt, gammeldags popnummer. Det her er et godt popnummer. Stilistisk er det måske ikke noget der helt rammer min egen smag, det er sådan lidt funky/dansabelt i det, men det er smag og behag!
På en måde er det en meget “ren” sang, det stråler, alt i produktion og lyden føles nyt og uden ridser i lakken. Det stiger når det skal, omkvædene rammer præcist og spilletiden er på den rigtige side af 3 ½ minut. Det kan lyde lidt skabelonkedeligt, men det er nu ment som en kompliment om, at det her nummer er skruet sammen og eksekveret lige som den slags skal.
Konklusion: Rigtig god popsingle!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Balsal, pressefoto 2019
