Nye, undskyld, ikke helt vildt gamle, singler fra Baest, Before Fire, The Shaking Sensations, Halvbror, Death Machine, Helhorse og Twin Dive, er hvad Repeat kan lokke med i denne omgang.
Ja, på en eller anden måde befinder vi os stadigvæk delvist i juni måned, hvad disse singler angår?! It never ends… så lad os ikke spilde tiden med udenomssnak, vi skal have indhentet… nutiden!
Baest – “As Above So Below”
Hah, det er da også titlen på et Behemoth nummer? Nuvel, bandet er ved at være klar med album nummer to, der udkommer kun ét år efter debuten, så der smedes mens metallen er brandvarm hos aarhusianerne. Singlen udkom lige mellem deres Copenhell og Roskilde koncerter i år, og om nummeret forklarer bandet: ”As Above So Below” sender en tanke til Death og deres oprindelige melodiske tilgang til metallen. Vi ønskede at gøre det til en del af BAESTs lyd, så den melodiske intro følges op af koldblodig brutalitet. Slutteligt krydrer vi det hele med ægte rock’n’roll og er alt i alt et eksperimenterende track, vi er meget stolte af.
Førstehåndsindtryk: Tja, det er et metalnummer! Det der slår mig under første gennemlytming er mere af personlig karakter end det egentlig har noget med sangen at gøre: jeg befinder mig lige nu, rent interessemæssig, meget langt fra Baests ståsted. Musik kører meget i bølger/perioder hos mig, jeg dyrker noget ret intenst i en rum tid og så pludselig skal jeg så langt væk fra det som (næsten) muligt. Jeg er IKKE i en dødsmetal periode lige nu, lader det til. udmærket nummer, men det “gør” ikke noget for/ved mig.
Efter flere lyt: Og det er jo så ikke Baests’ skyld overhovedet, kan man sige. Så burde jeg jo være “professionel” nok til, at sætte mig ud over personlig smag, meeeen, jeg er ikke professionel (send mere løn!)! Jeg har svært ved, at mærke den her sang, når jeg nu befinder mig et helt andet sted musikalsk, men derfor kan jeg da godt sætte pris på den rent tekniske side af sagen.
Baest har haft rigtig meget fart på, på rigtig mange punkter, et af dem er deres produktivitet. Det er kun et år siden, at de udsendte deres debutplade og nu er album nummer to klar. Venstrehåndsarbejde eller hastværk lader det ikke til, at have resulteret i. Deres riffs er stadig virkelig stærke og de spiller med så meget selvtillid og overbevisning, at man fuldt ud forstår deres succes. De når vidt omkring på disse 5 minutter med et nummer der både svajer majestætisk, hugger tungt igennem, går op og ned i tempo flere gange og endda flirter med nogle stedvis mere melodiske passager end “bare” møgtung tonser død.
Konklusion: Måske ikke det stærkeste nummer de har skrevet, men et der om ikke andet får vist nogle nye sider af bandet, uden at sætte deres velkendte lyd over styr. På den måde er det vel en fin bro mellem gammelt og nyt? Måske jeg vil sætte mere pris på det, når jeg rammer en dødsmetalperiode igen?
Before Fire – “Who’s To Blame”
Ja, hvis skyld ER det egentlig?! Vi har tidligere været omkring Before Fire et par gange og gruppen er aktuelle med en ny EP d. 23/8, hvilket er fremtiden i skrivende stund men nutid når i læser dette! Flippet! Nå, om singlen forklarer bandet kort: Det er en bluesy rock-ballade, der på delikat vis formår at indkapsle det utilregnelige sommervejrs ‘vibe’
Førstehåndsindtryk: Nå, er det en stille sjæler? Det lyder sgu meget godt, der bygges langsomt og tålmodigt op, men jeg undgår ikke at sidde og vente lidt på forløsningen – der jo må komme?
Efter flere lyt: Det gør den også, men der åbnes ikke helt så meget for sluserne, som man måske kunne have forventet, eller håbet på? Det gør måske ikke så meget, egentlig er det meget forfriskende, at et band ikke absolut jager det store sus. Ikke, at der ikke kommer en form for peak, tøjlerne slippes bare ikke helt. Det må ellers have været fristende bare at gå all in?!
Også på vokalen, der holder flot igen sangen igennem. Det havde været meget nemt, at bare give den alt hvad stemmen kunne trække, i stedet får den lov til at dirre, ligge i et ret følelsesladet leje og i stil med resten af sangen udvise en god portion mådehold. Det giver det hele et meget knugende udtryk, der er tydeligvis store følelser på spil, men de får ikke lov til at stikke af med sangen. Det gør den dog også lidt atypisk som single, normalt ville et nummer som dette nok forfalde til på en eller anden måde at blive “showy”. Det undlader Before Fire og tror i stedet på, at sangen er stærk nok i sig selv og ikke behøver enorme armbevægelser.
Konklusion: God, veldoseret sang, men lidt af et sats som single, netop i kraft af de ting de vælger ikke at gøre.
The Shaking Sensations – “Sightings”
Ok, den københavnske instrumentale post-rock kvartet har været ret hyppige gæster i vores indbakken på det seneste. Der er snart et album ude (deres fjerde) og i den forbindelse udsendte gruppen 2 singler ret hurtigt efter i hinanden, i juni og juli. Så vi napper “bare” den senest udsendte. I følge pressematerialet viser nummeret et band, “som er mere end i stand til at udfolde en verden af frodig, drømmende, larmende og majestætisk post-rock. ’Sightings’ er på mange måde en klassisk TSS-sang, men alligevel indebærer den et friskt bud på en velkendt form med en konstant tilstedeværende uforudsigelighed, der holder lytteren engageret fra det allerførste anslag, indtil guitarfeedbacken forsvinder ud i de tågede horisonter”.
Hold da op, hvordan lyder det så?
Førstehåndsindtryk: Hmm, instrumental post-rock, det er en af den slags genrer jeg virkelig skal være i humør til… Hov, meget fedt skifte efter 4 minutters mere rolig og atmosfærisk opbygning. Vent, var der virkelig gået 4 minutter med “opbygning” til det skifte? hah… jeg kedede mig ikke!
Efter flere lyt: Jeg har egentlig ikke så meget at sige om dette nummer. Det er instrumental post-rock, det fungerer og lyder fedt. Deres mål om, at holde lytteren fanget fra første anslag synes jeg lykkes virkelig flot. Samtlige 6 minutter, plus det løse, flyver afsted uden at jeg på noget tidspunkt kigger på klokken. Sangen starter faktisk mere tempofyldt ud end jeg lige bed mærke i under første lyt og slår over i noget mere roligt, næsten stille danse-svævende efter lidt over et minut og holder den stemning indtil det nævnte skifte 4 minutter inde. Trods disse skift er der en dejlig ro over sangen, hvilket måske er en af hovedårsagerne til, at den føles som behageligt selskab?
Konklusion: Stærk sang, jeg kunne lide den, selvom post-rocken er en lidt on/off genre for mig.
Halvbror – “Sommeren Bli’r Hed”
Halvbror hed tidligere Weile, som vi har anmeldt af to omgange, henholdsvis Ulven og Andre Opbyggelige Fortællinger, som Jonas anmeldte i 2016 og seneste sidste sommer, hvor jeg tog mig af Familiealbum. Navneskiftet skyldes, at bandet består af tre halvbrødre, så, makes sense! Singlen udkom tilbage i juni og bandet forudsage en varm sommer… well, skal vi kalde det 50/50 på den? “Sommeren Bli’r Hed” har i følge bandet fokus på de nære ting: “Det er glæden ved naturen lige udenfor hoveddøren, den familie, man har omkring sig, en personlig krise, der er vel overstået. Alle de ting, som betyder noget i hverdagen. Der er masser af drama i de nære ting, siger Nicolai, der synger på singlen”.
Førstehåndsindtryk: Ah, behageligt, akustisk anslag. Der er lidt Kim Larsen “Værsgo” over den enkle melodi og det lidt blåøjede tekstunivers. Eller skulle man bare kalde det “70’er folkrocket”?
Efter flere lyt: Det er det jeg på godt, og lidt ondt, ville kalde en “lille” sang. Rent musikalsk er der tale om en lille, fin melodi og sparsom instrumentering, selvom der sniger sig lidt diskret orgel ind som det lidt over 3 minutter lange nummer skrider frem. Det er meget hyggeligt og man tager sig selv i, at sidde og vippe med, med foden, men universet har også sine naturlige begrænsninger.
Der sigtes helt klart mod noget enkelt, men får at det bliver virkelig mindeværdigt, og ikke blot “hyggeligt så længe det varer”, kræver det måske lidt mere af melodien. Eller at der er en eller anden, anden form for krog. Det ER lidt lyden af at sidde på en veranda en varm sommerdag, det gider man jo godt, men der skal måske lidt mere til, at oplevelsen sætter sig helt fast.
Konklusion: Fin lille sang… det er egentlig bare det.
Death Machine – “Alien”
Vi befinder os stadig i juni, meeeen, Death Machines nye album udkommer først til november, så, så travlt har vi heller ikke! “Alien” er 3. single fra den kommende plade, de to første har været i rotation på P6 Beat, især “Mask” og “Cocoon” har fået heftig (og fortjent) airplay. Det nye nummer beskrives som “på en og samme tid indhyllet i et hypnotisk, meditativt og jordnært lydunivers”.
Førstehåndsindtryk: “I am not quite here, not there”, hmm, min nysgerrighed er vakt fra første sætning. Sangen er af “stille sniger” typen, som man efterhånden kender fra bandet. Sangen har ikke noget markant omkvæd, men er mere et langt forløb uden de store udsving, som dermed retter meget fokus på vokalen og teksten. Som heldigvis er god nok til, at holde interessen fanget.
Efter flere lyt: Death Machine har styr på det der med at etablere og holde en atmosfære, i det tilfælde en drømmende/other worldly en af slagsen. Har man hørt “Cocoon” virker det meget velkendt og der er dermed heller ikke de store overraskelser, det virker som som “klassisk” Death Machine. Ikke at det nødvendigvis er nogen dårlig ting.
Det er et univers jeg sagtens kan opholde mig i, i længere tid. Nogen vil måske finde deres stilsikkerhed en smule “kedelig”, men kan man lide stilen, så er det mere af det samme på den gode måde. Det får i hvert fald mig suget ind og fastholdt, selvom jeg sagtens kunne forestille mig, at man kan drive så meget med og væk i nummeret at det ikke bliver decideret koncentreret lytning – men mere noget man forsvinder ind i.
Konklusion: Death Machine fastholder stilen og leverer endnu en stærk single, som lægger sig i naturlig forlængelse af det man tidligere har hørt fra bandet.
Helhorse – “Overboard”
Helhorse har gennemgået en del udskiftninger i line-uppet gennem de seneste år, ligesom deres lyd også, ret naturligt måske, også har været under forandring. Nu er bandet akutelle med deres tredje album, der bærer titlen Hydra:
“Det er et album der viser et band der har forsøgt at tage musikalske spring ud nye territorier, men samtidigt holder fast i grundpilen der har båret HELHORSE gennem de danske og internationale scener i de sidste par år”.
Lad os se hvordan det lyder på første singleudspil “Overboard”.
Førstehåndsindtryk: Vi lægger ud med det store, svajende riff og godt med albuerum de første 30 sekunder inden hestene spændes for vognen, farten sættes op og turen bliver mere tromlende og bumlende. Det virker som den mere klassisk tungtrockende sludgy side af Helhorse, fremfor det hardcore element bandet også rummer. Eller rummede. Uh, vi vil vist gerne ramme et radioomkvæd her?
Efter flere lyt: Det er mere “rent” og knap så balstyrisk og “sammenbragt” et lydbillede, som man tidligere kendte fra Helhorse. Selv vokalen virker lidt mere “pæn” og tøjlet. Hvad de her ofrer af vildskab og det uregerlige kompenseres der så for ved, at det er blevet endnu mere melodisk. Om man kan lide det bytte er så nok en smagssag. Det vigtige er her, at jeg ikke synes det bliver FOR pænt, midtersøgende eller fesent. Det er bare noget andet…
Det virker som en naturlig udvikling, ført videre fra forrige plade, nu virker det bare som om Helhorse omfavner det endnu mere og går planken ud. Er det den vej man vil, så kan jeg kun bifalde at man gør det på en gennemført måde – og det synes jeg bandet gør i dette tilfælde. Helhorse er måske ikke så beskidte som tidligere, men en ren hest er ikke nødvendigvis det samme som en slap krikke. Det viser de her.
Konklusion: Hey, man fornemmer en udvikling uden, at det udvander lyden helt. Det er mere radiovenligt, ja, men jeg synes sangen her er rigtig fin, så det er ikke en dårlig ting!
Twin Dive – “Animal”
Jeg var ret begejstret for første single fra Twin Dive, “Joy Will Follow”, som jeg anmeldte i Repeat #16 tilbage i maj måned. Dengang var de en duo, men nu har de to herrer fået kvindeligt selskab og er åbenbart vokse til en trio. En trio som spiller cosmopolitan punk, der befinder sig i “det perfekte skæringspunkt mellem punk og rock ‘n roll”.
Førstehåndsindtryk: Yikes, halv-creepy video, er det noget fra den nyeste sæson af Twin Peaks? Sangen virker indledningsvis også lettere foruroligende, den vrider sig på sådan en lidt ubehagelig og “modvillig” vis. Det lyder, som sangen skrider frem, næsten som en slags mørk folksy/cana møder noget dyster… grunge?
Efter flere lyt: Besættende og hjemsøgt. Både videoen og sangen, som matcher hinanden virkelig godt, så synes man skal give den et kig. Men også uden videoen får den dunkle, ildevarslende sag bygget en god, knugende og intens stemning op. Som et stigende nummeret igennem, så det bliver helt dirrende mod slut. Det er mørkt, virkelig mørkt hos Twin Dive i denne omgang.
Hvad er det der ulmer i dette mørke? Et dyr, i dette tilfælde er der også tale om lidt af et glubsk rockdyr i form af Twin Dive. Derudover er det hele tilpas mystisk til, at min nysgerrighed bliver pirret – hvad er det egentlig der foregår og hvorfor?
Konklusion: Spændende nyt endnu engang fra Twin Dive. Giv det et lyt og døm selv!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Twin Dive, pressefoto 2019
