Drømmer du dig tilbage til sommeren? Godt, for vi har sommersinglehængepartier fra Hands of Light, Girlcrush, The New Madness, Sort Mono, Powersolo, Juju Bell og Lush Lullaby.
Yeah, yeah, yeah, det er ikke aktualiteten der dominerer de her anmeldelser af singler lige nu, men, jeg forsøger stadig at indhente nutiden og få omtalt de fleste af de singler, som er kommet ind de seneste par måneder. Indbakken vokser, selvfølgelig, samtidig med nye singler, så det tager nok lige et stykke tid inden de har Repeat-artikler bliver mere tidssvarende, sorry!
Hands of Light – “Rehab In Heaven”
Lars Vognstrup er et navn, som over årene er dukket op i mange musikalske sammenhænge. Du kender ham måske fra de første Raunchy-plader, fra Wolfkin eller Lars and The Hands of Light, der hittede i radioen med et par singler i slut-00erne. Nu er han tilbage, denne gang “blot” som Hands of Light, hvor inspirationskilderne tæller navne som Talk Talk, Talking Heads og New Wave. Førstesinglen udkom d. 12/7, lad os give den et lyt!
Førstehåndsindtryk: Hmm, bølgende! Som en doven dag i strandkanten med let bølgeskvulp om fødderne, indtil det bliver lidt mere udtalt dansabelt. 80er er det i hvert fald, men ikke så udpræget catchy som nogle af de nævnte forbilleder. Det kunne godt være en stille “grower”. Bliver lidt distraheret af, at YouTube går direkte over i Sharon Van Etten og hendes “Seventeen” live fra Glastonbury, for satan det er godt nummer, men det er en helt anden historie!
Efter flere lyt: Det er et nummer af den slags, hvor benene ikke direkte bliver fejet væk under mig, men jeg nyder fra start til slut det lydunivers, som Vognstrup får etableret. Det er godt selskab, som ikke virker anmassende. I videoen både ryger, små-danser og flyder Vognstrup rundt i en swimmingpool, det er meget lige den vibe man får af nummeret. Den er ikke “hittet” på en måde, hvor melodien straks sætter sig fast. Der arbejdes mere med en tilbagelænet og behersket stemning og følelse.
Det er sgu’ bare meget cool og godt skruet sammen det her!
Konklusion: Det smager af mere, hvilket vel i sidste ende er et af de vigtigste kriterier for en single?
Girlcrush – “Girlcrush”
Girlcrush stod for mig for en af de helt store oplevelser på Rising Scenen i år, ja, faktisk hele festivalen. Ikke fordi de var det mest originale og velspillende band, eller leverede en “perfekt” koncert. Nærmest det modsatte, men gennemstrømmet af så meget glæde, begejstring og liv, at det i den grad smittede af på publikum.
Lige op til Roskilde-koncerten udsendte power poppunk trioen deres kun anden single, den selvbetitlede “Girlcrush”, som også blev luftet til koncerten. Men er det lige så smittende, når man ikke kan se dem fyrer den af på en scene?
Førstehåndsindtryk: Nummeret er ikke helt så iørefaldende og akut smittende som den forrygende førstesingle, “Take Your Clothes Off”, men det var næsten også for meget at forlange. Den rummer dog nogle af de samme kvaliteter, Girlcrush har bare en rigtig god sans for en enkelt, fængende og letfordøjelig melodi. Og så er der, både musikalsk og lyrisk noget utroligt sødt, nærmest naivt (på den gode måde) og uskyldsrent over deres stil.
Efter flere lyt: Det største kompliment jeg kan uddele er næsten, at jeg har lyst til at sætte sangen på igen når den er slut. Girlcrush er et virkeligt charmerende bekendtskab, det virker komplet ukrukket, ikke spekulativt og ærligt det de 3 kvinder leverer. Det er ikke videre kompliceret, på den ene eller den anden led, men det gør det bare endnu mere releaterbart. Det er vitterlig som om man kender dem og bliver inviteret indenfor, uden bagtanker, i deres tyggegummi punkede univers med små, veldrejede numre om forelskelse og de tilhørende følelser.
Vel at mærke uden, at det bliver FOR simpelt, letbenet eller ligegyldigt. Det er lidt af en kunst i sig selv. Det var nok også det, der gjorde dem til sådan et hit på Roskilde. Girlcrush ER Girlcrush.
Konklusion: God, ikke fremragende, single i denne omgang, fra en trio som jeg håber bare bliver ved med at være sig selv og gøre deres ting. Så skal flere af de fremragende sange nok komme helt af sig selv.
The New Madness – “Go My Own Way”
Ja, vi er stadig i gang med at lege “catch-up” på sommersingler, den 6. single fra The New Madness udkom også inden Roskilde Festival. Bandet, som egentlig i lang tid var et soloprojekt, har udsendt en håndfuld singler via Crunchy Frog de seneste 2 år. Det er catchy, hooky, lige på og ind i øret. Lad rocken rulle…
Førstehåndsindtryk: Nå, de har sat tempoet ned og skruet op for retro-følelsen på vokalen? OK, egentlig også på den instrumentale del, der er lidt blues’et garage-vibe over sagerne, det lyder sgu’ meget sejt egentlig.
Efter flere lyt: Der er i bund og grund ikke det store at sige til det. Det lyder meget klassisk og “gammeldags”, uden at det af den grund kommer til at fremstå bedaget. En af grundene til dette er, at indspilningen lyder skide godt. Der er noget “crisp” og “guligt” over The New Madness’ lyd her, men med en produktion der stadig er knivskarp og klar. Det ville måske ligefrem klæde sangen, hvis det knitrede en lille smule hist og her, som en gammel LP?
Selve sang og melodi er måske ikke flashy på sådan en umiddelbart radiovenlig måde. Det er muligvis en af den slags stille snigende numre, som man lige skal være i stemning til.
Konklusion: Er man i det rette “mood”, så er det her en fin, fin sag, der samtidig viser en lige anden side af bandet end jeg har hørt på de singler vi tidligere har omtalt.
Sort Mono – “Selvhjælpsgloser”
Sort Mono er et af de mere mystiske og hemmelighedsfulde bands vi har været omkring det seneste års tid. Officielt er bandmedlemmerne identiteter stadig hemmelige, det er musikken og ordene der er i centrum, når de selvproklamerede terrorpoppere går på barrikaderne. Jeg blev omvendt til deres sag med deres selvbetitlede EP fra sidste efterår, men fastholder de mig med “Selvhjælpsgloser”?
Førstehåndsindtryk: Ja tak! Sort Mono rammer en nærmest perfekt kombination i forhold til hvordan min smag er for tiden. En ting er, at jeg syens deres lyrik er på et højt niveau, men deres lyd flirter cirka lige så kraftigt med en (synth) poppet del af 80erne, som jeg selv har været meget varm på det seneste års tid. Og jeg hadede ellers 80er musik af et godt hjerte før i tiden… anyway, Sort Mono, nu med kvindevokal, den skal jeg lige høre et par gange!
Efter flere lyt: “Glem dig selv – du er alligevel ligegyldig”, er en af de selvhjælpsgloser der dukker op på skærmen i løbet af den Lo-Fi video der følger med singlen. Mens musikken i nærmest provokerende grad stråler ud af højtalerne. Det minder mig på en måde om intro-melodien til et eller gammelt tv-program, eller lydsiden til en infomercial. “Du er lige så grim uden på, som du er indvendig”, det er ikke ligefrem et eller andet blå øjet new age happy go lucky opbyggeligt selvhjælps-bavl Sort Mono “sælger”. Men jeg køber hellere end gerne lige netop dét de sælger.
Det er uforskammet iørefaldende og poppet, deres budskab er i dette tilfælde måske ikke helt så vanskeligt at afkode, som nogle i deres tidligere, lyrisk lidt mere kringlede numre, men jeg synes ikke det kammer over. Især ikke når terrorpoppen er så stramt eksekveret som her.
Konklusion: Sort Mono er et af de bands flere burde overgive sig til – også dig!
Powersolo – “The Pop Song”
Er det Crunchy-uge her i butikken? Powersolo er et band, der nærmest virker som om de er Crunchy Frog for life. “That Pop Song” bliver en del af Crunchys kommende LP med 16 singler, fra deres 16 aktive kunstnere, her er hvad vi har fået tilsendt af info angående sangen:
“Under deres USA-turné i vinters, bookede PowerSolo tid med Evan Foster (The Sonics, Boss Martians, Dirty Sidewalks) i hans No-Count Studios for at optage en ny single. Derfra ved vi ikke med sikkerhed, hvad der er sket og det ville være dårlig journalistisk skik at gætte os til det. På den anden side ville det også næsten være kriminelt at lade være – og kriminalitet er ulovligt. Så hvilke omstændigheder har ført til, at bandet pludseligt har taget en (om muligt) mærkeligere retning? Har de slikket på tudser? Blev de bortført af rumvæsener? Uanset årsag er resultatet syret og drømmeagtigt. Det handler om en rejse ind i sindet og mod månen og dens blågrønne mysterie. Med en rocket rytme, der trækker tråde til sen-90’ernes flirt med 70’er punk, greaser pop-punk og lo-fi garage, peger ’That Pop Song’ på PowerSolo anno 2020 – en ny retning; en ny og mere eksperimenterende lyd. Enjoy!”.
Førstehåndsindtryk: Kulørt og wacky wacky! Det minder mig lidt om noget The Flaming Lips kunne have stået for? En enkelt, catchy og “hoppende” melodi, lidt forvrænget/forskruet vokal og en smule syre.
Efter flere lyt: Med en spilletid på knap 2 ½ minut, så er det ikke en sang der bliver hængende længere end den er velkommen. Det er måske meget godt, melodien er virkelig enkelt og virker som et kort stump, der “bare” kører i ring. Men det er ganske effektivt og smittende, så længe det varer. Selvom der er de genkendelige og velkendte gakkede tendenser, som man forventer i en Powersolo sang, så virker det alligevel lidt mere tøjlet og strømlinet end mange af de udflugter de tidligere har taget en med på.
Det var ikke en kritik, og nummeret hedder jo “That Pop Song”, og lever fint op til titlen. Er det dermed en ny “Juanito”? Naaah, det er ikke helt så uimodståeligt fængende her, men det er et nummer med nogle tydelige kvaliteter, der at man tænker den både kunne gøre sig i radioen, men måske især på et soundtrack til en tv-serie eller i en tv-reklame?
Konklusion: Det er en catchy popsang! Jeg kan lide den!
Juju Bell – “Bring Me Down”
Så skal der pustes til “den indre feminist” med anden single fra Juju Bell, første single “Satellites” anmeldte jeg i Repeat #14 tilbage i slut-april. Bag kunstnernavnet gemmer sig Gerda Odgaard, som siden disse singler udkom (“Bring Me Down” er fra start juni) også har fået sendt en EP på gaden. “Bring Me Down” handler om den berøringsangst, som kan indtræde når samtalen falder på feminisme, om singlen lyder det videre:
” “Som altid bevæger Juju Bell sig gennem et pastelfarvet univers, hvor de insisterende rytmer balanceres mod hendes dragende stemme. “Bring Me Down” er eksperimenterende og grandiost, og balancerer mellem det kaotiske og elegante med soniske referencer til Weyes Blood, Aldous Harding og Sharon Van Etten”.
Førstehåndsindtryk: Ehhh, de første 45 sekunders tid begyndte jeg at føle, at der skete for lidt, men så nærmer vi os omkvædet. Når det sætter i lidt efter, virker det alligevel som en veldisponeret opbygning. Der er ikke det voldsomme skift eller et meget markant hook, det er “bare” som om sangen/melodien stiger og forsætter med at flyde deruadaf, men ret effektivt alligevel. Dette velsmurte drive sangen igennem er også det, som ved første lyt virker som sangens største force.
Efter flere lyt: Sådan havde jeg det også ved tidligere nævnte “Seventeen” af Sharon Van Etten, en kunstner der også nævnes som en af inspirationskilderne her. Forskellen er, at der kom flere lag på “Seventeen” jo flere gange jeg hørte den, “Bring Me Down” er bare ikke et nummer af samme kaliber. For meget at forlange og unfair sammenligning? Måske, men det lå lige for.
Det sagt, i sin egen ret er det nu er ret godt nummer Juju Bell har skruet sammen her og et der stille og roligt vokser for hvert lyt, uden at det direkte får fejet benene væk under mig. Omkvædet især får arbejdet sig ind i hjernen på mig, så jeg er endt med at sidde og nynne lidt med.
Konklusion: Juju Bell har fat i noget og virker som en kunstner, der bare skal have lov til at udforske, vokse og i tiltagende grad finde hendes helt egen stil. Vi er godt på vej.
Lush Lullaby – “Life Goes On”
Vi runder af med et dyk godt ned i undergrunden, hvor Lush Lullaby aka Lars Bredahl har huseret et stykket tid og udsendt en jævn strøm af singler og EPer. Genren er enkelt, iørefaldende og skåret ind til benet garage/alt-rock, eller, det var det i hvert fald indtil nu. På nyeste single, også et juni-hængeparti, er stilen, ifølge Bredahl selv, “lidt anderledes end, hvad jeg tidligere har sendt jer”. Lad os se hvordan lyder så!
Førstehåndsindtryk: Jo, tempoet er der sat en del ned og der er skruet op for patos og følelserne i vokalen. Det sidste er jeg ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene om. Sangstrukturen er dog ret skæg, det bølger lidt frem og tilbage, slår pludselig over i noget der lyder som om det kører efter et tikkende urværk. Hmmm!
Efter flere lyt: OK, det er en lidt særpræget størrelse Lush Lullaby har fået sat sammen her. Det lyder faktisk som om det er flere numre, som er sat sammen til ét, og på en måde hvor det måske ikke fremstår helt gnidningsfrit. Det er lidt rough around the edges, man kan sagtens se idéen i det og høre hvad det er Bredahl prøver på, men missionen lykkes måske ikke helt.
Det gør det til en lidt ujævn, men bestemt ikke helt uinteressant, oplevelse. Kernen er et ret fint og velfungerende, roligt fremskridende alt-rock nummer. De øvrige eksperimenter i lyd og form skal der måske bare lege lidt mere med og files nogle kanter på?
Konklusion: Det er om ikke andet, netop noget andet og applaus for det. Bredahl leger med skabelonen, men rammer ikke helt plet med de nye tiltage her – men, bliv ved med at udforske!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Rebecca Lou, Girlcrush pressefoto
