Så er det tid til, at samle op på nogle sommersingler! I første omgang er bejlerne The Shrines, The Sleeplings, Hövring, Odd Palace, Visitor Kane, VAKT og Josa Barck.
OK, bunken med singler er ikke blevet mindre henover sommerferien, og det blev ikke hjulpet af, at store dele af juni gik med, at forberede festivaldækning og andre svinkeærinder. Derfor er det heller ikke den mest aktuelle udgave af Repeat, nogle af disse singler udkom helt tilbage i maj måned.
Beklager ventetiden og den manglende aktualitet, jeg forsøger at indhente det forsømte de kommende uger, men da strømmen af nye singler er konstant… ja, så er det lidt et kapløb jeg sikkert ikke ender med at vinde! Jeg tager singler i nogenlunde den rækkefølge de er kommet ind, med enkelte mulige afvigelser for, at gøre det bare en smule aktuelt – let’s roll.
The Shrines – “Do You Feel Lucky”
Duoen The Shrines er rykket fra Aarhus til Hamborg, men de musikalske forbilleder er stadig naven som The Kills og Royal Blood. Der er altså sket lidt, i hvert fald med omgivelserne, siden vi hørte fra Anne Jensen og Rasmus Harmann. Videoen til singlen “Do You Feel Lucky” giver et lille indblik i duoen gøren og laden, fra sangskrivning og indspilning til tourplanlægning.
Førstehåndsindtryk: Enkelt, semi-sumpet og ganske catchy riff, som pumper sangen i gang og dominerer de første 30 sekunders tid af det 3 ½ minut lange nummer. Vokalen sender mine tanker i retning af Kira Skov, bare lidt mindre “dramatisk”. Kommer måske til, at virke en kende lang, også de lidt begrænsede virkemidler taget i betragtning.
Efter flere lyt: Det er klart, at The Shrines med sådan et duo setup arbejder indenfor en relativt begrænset ramme. Det gør også, at meget afhænger af riff, hook og melodi her, og den del fungerer sådan set udmærket, især hvis man er til den mere enkle garagerock. Duoen forsøger, at pifte nummeret lidt op på anden vis, blandt andet ved at bruge vokalen som et ekstra instrument, her eksemplificeret ved et hakkende “ahahahah” som en del af omkvædet.
Der kommer også et form for breakdown og et kort instrumentalstykke i sangens anden halvdel, som skaber lidt variation i det lidt afpillede sangskelet The Shrines opererer med. Alligevel ender jeg med, at synes at sangen måske er lidt for lang, man kunne sagtens have skåret den ned til under 3 minutter. Det havde muligvis også forstærket det indtryk singlen i forvejen efterlader: at det er en smagsprøve på hvad The Shrines er.
Konklusion: Keep it simple, stupid, The Shrines kender begrænsningens kunst og får en del ud af det alligevel.
The Sleeplings – “Four Hens Down”
Tilbage til Aarhus, denne gang med en omgang prog-pop fra trioen The Sleeplings, som Jonas anmeldte albummet Elusive Lights of the Long-forgotten fra tilbage i 2017. Dengang var referencepunkterne bands som Smashing Pumpkins og Grizzly Bear.
Videoen er optaget i Huset Flintholm (“Heksehuset”) på Djursland, der har fået lov til at forfalde i 50 år. Nummeret handler om, “at gå ensomhedens mørke i møde, når man overtager et stort hus efter en skilsmisse”.
Førstehåndsindtryk: Huha, indenfor 25 sekunder er vi gået fra en tungt og huggende intro over til en mere svævende og højstemt vokal. Spænd sikkerhedsselen. Ved ikke helt hvorfor, men får en start 00er vibe her? Og ved heller ikke om det er godt eller skidt… Heksehuset ser dog ret sejt ud. Hmm, holder den vokal egentlig?
Efter flere lyt: OK, sådan noget poppet prog har jeg et lidt 50/50 forhold til, eller, “alt efter humør og dagsform”. Nå ja, og bandet/musikkens kvalitet. The Sleeplings kan sagrens spille, ingen tvivl om det, ligesom der er styr på genrens grundlæggende virkemidler. De kan også sætte det sammen til et sammenhængende nummer. Men i dette tilfælder ikke et der ligefrem blæser mig bagover. Det er… solidt. I en genre der lever en del på, at tingene godt må virke overvældende og tage fusen på en, da er det dog måske lige i underkanten.
Det samme kan siges om mit indtryk af vokalen. Det er ikke, at den er dårlig, slet ikke. Men, ligesom musikken/sangen, så kan jeg godt høre hvad der sigtes efter og fornemme ambitionerne og hensigten, men jeg synes ikke helt vi rammer plet. Det giver lidt sådan en lige ved og næsten fornemmelse, hvor bandet får bygget godt op men det sidste, afgørende mangler.
Konklusion: På en måde virker det som om The Sleeplings får sat barren lidt for højt for dem selv?
Hövring – “Hearts On Fire”
Så er det blevet tid til noget mere funk/rocket, Hövring nævner bands som Red Hot Chili Peppers og Foo Fighters som inspirationskilder. Hövring opstod som et projekt fra sanger og sangskriverVictor Isager Hövring i 2016. Efter at have huseret på barer og spillesteder rundt omkring i København besluttede han sig for, at udvide projektet til et fuldt band.
Førstehåndsindtryk: “Dani California” aka “Mary Janes Last Dance”? I hvert fald anslaget, derefter er inspirationskilden knap så udtalt. Hmm, kan jeg lide den lidt halv-rustne vokal? Den skiller sig i hvert fald lidt ud! OK, genremæssig er det måske ikke lige mig, det bliver lidt for 90er radiofunkrocket, men det er ikke en dårlig sang!
Efter flere lyt: Slet ikke når den pludselig skifter retning og Hövring skruer bissen på i en kort, mere krads og rocket eksplosion. Den falder måske lidt for hurtigt tilbage et det mer gemytligt funkende leje, men så kan man jo sidde og glæde sig til næste udbrud. De korte John Fruscianteklingende “uhuh”-kor klingende passager er også en lækker tilføjelse, men det er også sang-krydderier af en slags, som jeg næsten ikke kan få nok af.
Funk kan jeg dog sagtens få nok af, men synes i det store hele ikke at Hövring overdriver den del, når man lige finder sig tilrette i deres musikalske univers. Selvom det ikke er alle elementer i deres lyd jeg under normale omstændigheder har lige stor tolerance overfor, så synes jeg de med deres blanding her har fat i noget, som gør mig sulten efter mere. Det er måske ikke verdens mest homogene eller “gnidningsfrie” single, der er nogel kanter der stadig kan files til i sangskrivningen, så kan det her et eller andet.
Konklusion: Startede kold, blev lun og endte med at blive lidt varm på Hövring.
Odd Palace – “The Unknown”
Vi hopper videre til nogle “brutale breakdowns og delikate vers” fra Odd Palace, der udgiver album senere i år. Om nummeret forklarer forsanger Gert Børsting:
’The Unknown’ er en hårdtslående sang til dem, der står på kanten af forandring. Den er en hyldest til modet som det kræver at træde ud af sine komfortable omgivelser og ud på dybt vand. Fra brutale breakdowns til delikate vers fungerer musikken som den perfekte refleksion af den følelsesmæssige tumult, der følger med i processen af at opdage sin plads i verdenen
Førstehåndsindtryk: Uargh, hvad sker der, mit hoved føles som kuglen i et flipperspil?! Er det dubstep-core?! Pyha, mere ro på… men det er poppet skønsang, kan jeg lide det, når det er i denne setting?? Nå, nu skal vi hoppe, bounce bounce bounce. Fuck jeg hader den her genre… selvom det er godt skruet sammen og “gør det, det skal”.
Efter flere lyt: Man kan ikke sige at det ikke ER effektivt i en eller anden udstrækning, selve opbygningen og måden den her slags musik er skruet sammen virker målrettet mod, at frembringe en fysisk reaktion. Det er sådan set fint nok, selvom jeg føler mig lidt manipuleret med. Men behøver det lyde så fesent?! Alle kanter virker filet af, på trods af at det skal forestille at være en slags “metal” og “tungt”, med vilde retningsskift og breakdowns, men selve indpakningen, lyden, produktionen, mikset, hele dynen er så blød som, ja, en dyne. Sommerdynen. Den er tynd.
Det er sikkert mig, som ikke forstår, eller sætter pris på genren, men hvorfor behøver det være så ufarligt pakket ind? Ville nummeret ikke virke endnu mere halsbrækkende og have mere gennemslagskraft, hvis der var noget tyngde bag de enorme armbevægelser? Det kommer til at virke som flashy musikalsk skyggeboksning, giv mig en ordenlig en på snotten og et fældende hug i mellemgulvet i stedet for.
Konklusion: Send mindre core.
Visitor Kane – “Came to a Stop”
Visitor Kane er et anet band der har et album på vej og henover sommeren udsendte en smagsprøve derfra. Det er album nummer to fra gruppen, som startede som et sideprojekt for punkbandet Less Win i 2016. Lyden beskrives som “støvet og rockorienteret med fængende omkvæd, men spillet af folk med rødder i punkrock”.
Førstehåndsindtryk: Jeg synes, at man kommer godt fra start, hvis man fanger min interesse indenfor de første 5 sekunder. Forsangeren lyder lidt forkølet, på sådan en Peter H. Olesen vis. Det er ikke en dårlig ting. I det hele taget er der da lidt Olesen-Olesen over det her folk-univers? Bare på engelsk…
Efter flere lyt: OK, som single er det måske ikke verdens mest mindeværdige, der mangler ligesom et mere markant omkvæd eller et eller andet, som man husker bagefter, ud over “den kunne jeg godt lide”. Men, det kunne jeg, og det kan også være “nok” nogen gange, ikke? Jeg føler mig i godt selskab med Visitor Kane i den tid besøget varer, og med lidt over 3 minutter er det lige før det er i underkanten, faktisk.
Det her kunne jeg sagtens bruge mere tid sammen med, helt alene tak, hvor jeg ikke laver en skid af betydning ud over at nyde mit eget, underskønne selskab. Kigge ud af vinduet, vippe lidt med foden. Stirre ind i væggen, sidde og puste lidt ud. Det er slet ikke en dårlig ting!
Konklusion: Send mere folk.
Vakt – “Fordufter”
Vakt er nået til 3. single med poetisk popmusik, en single der kaldes endnu mere fabulerende end man tidligere har hørt fra dem. Om “Fordufter” handler blandet andet om:
“… at stå på skillelinjen mellem virkelighed og fantasi. Her kan man opleve en ensomhed, hvor man på trods af at være omgivet af liv, energi og mennesker føler sig alene med sine tanker. Man nærer et ønske om at flygte fra ensomheden og slutte sig til de levende, men samtidig kan man ønske sig væk fra den gængse verden og ind i en rus, en fantasi, en drøm – hvor man ‘fordufter’”.
Førstehåndsindtryk: Hov, hvad har vi her? Boblende og svævende pop med kvindevokal, lidt ovre i Marie Key klangen, bare ikke lige så “tør”. 40 sekunder inde i det 5 minutter lange nummer, jeg er på – men holder det den lange spilletid ud? Det kunne godt være blevet en lidt for lang omgang, men føler mig i så behageligt selskab her, at jeg er med hele vejen.
Efter flere lyt: Hvorfor så det? Jo, kort og godt så lyder det bare rigtig godt og lækkert, uden at det bliver intetsigende eller for blødt. Grundet vokalens lidt luftige klang og placeringen i lydbilledet har jeg lidt svært ved, at få hele teksten med, det kræver lige lidt koncentration og nærlyt, men det gør egentlig ikke noget, det forlænger bare holdbarheden. Også fordi lyrikken faktisk er ganske stærk, der er nogle fine, finurlige og, ja, poetiske, vendinger her.
Samspillet med den lifligt, smådansende melodi og det sommerlige udtryk giver et hele en fornemmelse af en dejlig, forfriskende og tillokkende brise på en varm solbeskinnet dag. Det er ikke uden en vis melankoli, hvilket igen er med til, at give sangen noget slidstyrke og nuancer.
Konklusion: “Fordufter” er ikke en oplagt “smashhit” single, til gengæld er den slidstræk og smagfuld.
Josa Barck – “Rococo Riot”
Vi runder af med en ny single fra indiepop/rockede Josa Barck, som jeg anmeldte et album fra i slutningen af 2018. På nyeste single får inspirationen fra 60er ikoner som Dylan og The Beatles lov til, at blive foldet helt ud, om sangen fortæller Barck blandt andet:
“Jeg er grundlæggende et optimistisk menneske, jeg betragter det meste af det jeg gør, som en del af en bevægelse fremad, mod noget bedre. Hver dag ændrer vi verden, og udvikler os som mennesker – følelsen af at se verden, og sig selv med friske øjne og motivationen til at ændre tingenes tilstand, giver ingen mening, hvis ikke den er også er drevet af en glæde ved verden, der kan balancere utilfredsheden”.
Førstehåndsindtryk: OK, jeg har ramt en lille stime mod slut i denne omgang, som får godt fat i mig fra stort set første sekund. Josa Barck rammer samtidig også en god balance mellem noget sommerligt med en kant/snert af lidt melankoli… eller er det mere noget nostalgisk i dette tilfælde? Dylan, nja, The Beatles, jo, det kan jeg godt fornemme, men får egentlig mest en 00er indie-vibe?
Efter flere lyt: Måske er det i virkeligheden mere forår end sommer, som jeg fornemmer hos Barck? Det er “spirrende” og musikken får lov til at knopskyde i flere retninger med en lysende livskraft, som er svær ikke at blive lidt smittet af. Det spirende lydbillede, som stritter i flere retninger i solens stråler, giver dog også sangen en lidt flakkende følelse. Det er der fordele og ulemper ved.
Det føles vibrerende og i live, men der mangler måske lidt retning og fokus. Man rammes af mange ting der fungerer og får det til, at prikke i en. Det der så, måske, kommer til mangle er noget som rammer fuldstændig plet eller markerer sig som singlens “krog”. Det flyder i mange retninger og i længden også lidt sammen, effektivt i kort, funklende glimt, men et længerevarende, blivende indtryk udebliver muligvis lidt på den bekostning.
Konklusion: Jeg kan lide det, men jeg ved ikke helt hvad jeg husker når sangen rinder ud, udover “det føltes rart”.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: VAKT, pressefoto 2019
