Sommerudsalg! Vi prøver lige, at rydde op i indbakken med en super Maxi/XL udgave af Repeat med numre fra The Millennials, Trubadur, Søren Andersen, Franklin Zoo, The Agreement, Pleasure Raft, Tainted Lady, Fastpoholmen og Sunx.
Ja, jeg ringede egentlig med klokken for “sidste omgang” i Repeat #19, men så var der sgu’ alligevel for meget tilbage i indbakken. Og der er mere endnu, så jeg når simpelthen ikke alle tilsendte singler på denne side af sommerferien. Så skal jeg lige finde ud af, hvad jeg stiller på med resten…
Med så mange numre, så kortes formen også, undtagelsesvis, yderligere ned, så det her ikke stikker helt af og bliver en hel roman. Så “førstehåndsindtryk” og “efter flere lyt” bliver til en samlet kommentar.
Trubadur – Overload/Underload
Og vi sprænger lige konceptet yderligere ved, at lægge ud med en dobbelt-single, som tilmed er rap-musik… men Trubadur påstår, at de har rødder i indierocken og kalder tilmed dobbelt-singlen for et møde mellem trap og John Mogensen!
Frontmand Kasper Aarvik forklarer om nummeret:
“Grundlæggende handler det om at gå fra at være urørlig til at være sårbar som to modpoler. Man har hænderne i vejret og himlen i hånden, når man overloader, og man må tage turen ned af trappen, når man underloader. At tvedele et nummer, som vi har gjort med Overload/Underload, og gøre det til en dobbeltsingle i form af denne musikvideo, har været en nødvendighed for at billedliggøre kontrasten. Op- og nedturen hænger uløseligt sammen. Det har været vigtigt ikke kun at fokusere på opturen, men også at synliggøre nedturen og skrøbeligheden.”
Samlet indtryk: OK, det med indie er i hvert fald ikke helt skudt ved siden af, man fornemmer den i bunden af nummeret. Ellers gynger det fremad i velkendt trap-stil, men ikke på den voldsomme vis man kender fra Soundcloud-rap generation, som har været fremtrædende de senere år. Det gør også, at jeg sagtens kan være med her, trap er ellers normalvis en stil, hvor jeg står lidt af.
Aarvik har et effektivt flow i front og en god, klar vokal, så man rent faktisk kan følge med i teksten. Han skifter, ligesom resten af nummeret, også stil når “Overload” går over i den mere dæmpede “Underload”. Det fungerer faktisk rigtig godt, at man går fra det mere opløftende “party track” til noget lidt mere nedslående og resignerende. Her får indie-delen også langt mere plads, så det her føles mere som “indierap”, fremfor rap med lidt indie.
Alt i alt et vellykket og bestemt ikke ukendt bekendtskab, selvom det lægger udenfor vores normale dækningsområde. Jeg tænder nok med på “Underload”, men det er en smagssag og dobbelt-singlen lykkes i hvert fald med, at spille på kontrasterne.
The Millennials – “Shaking Love”
Guitar-popbandet The Millenials er en genganger, i det jeg anmeldte en single fra dem tilbage i Repeat #13. Den nye singler er “en storladen, passioneret rock-sang, der med smitsom energi og eftertænksom lyrik, hylder tvivlen og kærligheden”. Om nummeret lyder det videre:
“Nogle gange er tvivlen det afsæt der gør kærligheden vigtig, især når man ønsker følelsen af have valgt det man elsker. På den måde spiller tvivlen en vigtig rolle i at fortælle os tingenes egentlige tilstand – alt det lort vi ryster os skråsikkert igennem”.
Samlet indtryk: Ahhh, solen skinner og vi skal ud i den friske luft! Hov, ligger vokalen ikke lidt langt tilbage i lydbilledet, eller er det mine ører der lige skal justerer? Dejligt omkvæd, når det rammer, fængende men ikke for påtrængende, helt i tråd med den lette og luftige følelser, som ellers gennemstrømmer sangen.
Det er ikke videre nyskabende, bare virkelig solidt eksekveret og driftssikkert uden, at det skal lyde som om det betyder “kedeligt”. Det er lyttevenligt og tilgængeligt, men balancerer også tæt på grænsen, hvor det bliver så let og ubesværet, at det ikke helt bliver hængende.
Jaaaa, det er da fin guitar-pop, er lidt fornemmelsen jeg sidder med… Lige til, at køre ind i øregangene på en lun sommerdag, når man drøner ud i det fri.
Søren Andersen – “City of Angels”
Navnet Søren Andersen kender du sikkert, om du så ved det eller ej, da den driftige herre har været inde over og med i et hav af projekter, både som guitarist og producer. Nu har han fået den umoderne idé, at lave en instrumentalplade i bedste Joe Satriani stil.
“Det her er et livsprojekt. Jeg har altid haft den her type plade i mig. Jeg ved godt, det ikke er særlig hipt, men nu skal den bare ud. Faktisk var det soundtracket til ’Stranger Things’ med al dens 80’er-musik, der skubbede til mig. Det er min hyldest til en periode i 80’erne med Topgun og Miami Vice. Det er mere den slags temaer, end det er pral. Men alle mine 26 bedste tricks er med på pladen, siger guitarhelten om albummet, der har fået titlen ’Guilty Pleasure’.”
Og videre lyder det:
– Ja, jeg ved det godt, siger Søren Andersen og slår blikket ned.
– Men hvad skal jeg gøre??, tilføjer han undskyldende.
Samlet indtryk: At brokke sig over, at det her er ren macho guitarlir er nok lige så meningsløst, som at bede Slash om at tage hatten af. Det her får også lige et ekstra løft, hvis man nyder den flotte musikvideo, skudt i LA, i mens Søren Andersen giver den fuld skrue som 80er guitarhelt. Stilen, både musikalsk og visuelt, er spot on og jeg synes også de to ting i dette tilfælde hører sammen. Selv den indledende tekst/font med kunstner og sangtitel har ramt noget, der sender tankerne tilbage til MTV tiden på drengeværelset.
Jeg kan godt gå lidt død i instrumentalmusik, især sådan en guitarbredside og vil nok også få lidt vanskeligt ved, at sluge 26 numre af denne salgs. MEN, som et 4 minutters, komprimeret guitar-orgie tilsat en billedside, som forstærker hele atmosfæren og bidrager til, at sende en tilbage i tiden, da er det et vellykket kick. Et nostalgisk et af slagsen, jovist, men det ligger ligesom også implicit i hele konceptet – så må man købe præmissen eller lade være.
Uanset hvilken båd man ender i, så er der ingen tvivl om, at Andersen er en dygtig guitarist og har “forstået genren”. Det her lyder og ser ud som det skal. Jeg synes sgu’ det er en pænt blæret tur til og rundt LA.
The Agreement – “Light A Fire”
Så skal vi have noget drømmende indie med en poppet kant fra The Agreement, der for ganske nylig har udsendt deres første af to singler, indspilet i Lydhaven i Aarhus. Om førstesinglen, “Light A Fire”, lyde det:
“Sangens tekst kredser om livet og døden. Det lyder som et stort brød at slå op. Men det er et emne som de fleste, på den ene eller anden måde, tager stilling til dagligt, i form af enten dødsangst eller dødsforagt. Teksten fortæller hvordan afsavn og det at miste, kan sætte de efterladte i en situation, hvor døden kommer meget nær. Den er ikke længere en fabel eller mytisk. Det er en realitet der kan være svær at håndtere, og i vores fortolkning, bliver hovedpersonen fanget i en dans med døden”.
Samlet indtryk: Uh, roligt klaver og så kommer der pludselig og hurtigt mere smæk på. Der er et eller andet meget velkendt over det her lyst drømmende og poppede udtryk? Måske er det bare fordi, at det netop lyder “velkendt” og svæver fremad efter en forholdsvis veletableret skabelon?
Flot lyder det jo og der tjekkes af i en masse bokse indenfor stemning, atmosfære, opbygning og lyd indenfor den drømmende del af indiepoppen. Det gør det også en kende forudsigeligt og at sangen i første omgang ikke får rigtig fat i mig. Der er sådan set ikke det store, at udsætte på udførelsen, altså ud over, at “det er hørt før”. Så det jeg savner er nok et mere markant, personligt fingeraftryk rent musikalsk. Et eller andet, som fortæller mig, at det er derfor jeg skal vælge at lytte til The Agreement, fremfor et af de mange andre bands i genren.
Er du til genren, så er det her en fin tilføjelse, men ikke en der kommer til, at skubbe ved dine grænser.
Pleasure Raft – “Solitude”
Pleasure Raft er et nyt projekt fra den ene del af hedengangene The Attic Sleepers, Matias Barfod, der nu er ude med anden single under dette navn. Om sangen, “Solitude”, lyder det:
“Den nye single handler mere specifikt om den eksistentielle ensomhed, og er tekstligt sat sammen af brudstykker af følelser og minder fra perioder og situationer, hvor ensomheden har været dominerende i Mathias Barfods liv”.
Samlet indtryk: Mmmm, lækker akustisk guitar inden der kommer mere schwung i sagerne. Lysvokal, indie-folk’et lydbillede, det er ikke fordi, at der er så mange overraskelser her, hvis man husker The Attic Sleepers. Men nu blev der heller ikke lovet et nybrud, men nærmere en form for forsættelse eller videreudvikling. Det lyder godt!
Hov, så gik der lige 4 minutter, som bare fløj afsted i behageligt selskab, hvor jeg måske også drev lidt væk halvvejs. Ind i sangen eller ind i mig selv? Øhhhm, vi lytter lige forfra et par gange!
Altså, det lyder virkelig labert og velproduceret og alt det der, men et eller andet gør, at sangen glider en smule i baggrunden. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, ikke alt musik behøver, at være in your face og forlange ens uddelte opmærksomhed. Jeg tænker, at et nummer som dette, med sit konstante, drivende tempo eksempelvis ville være godt, at cykle til? Bare fremad, derudaf og ud mod horisonten.
Som sang, at lytte mere indgående til, da er jeg lidt mere udfordret.
Tainted Lady – “Down To The River”
Så skal vi have noget RAWK, endda fra Kolding af. Tainted Lady har vi været omkring af flere omgang og flere inkarnationer af bandet, men fællesnævneren har hele tiden været den lede, fede guitarrock fra i forgårs.
”Det er en vigtig sang på vores kommende plade. Tidligt i sangskrivningen gav den os en klar retning for albummet, med sin blanding af rock- og folkelementer, sammen med en tekst om menneskehedens uundgåelige fald. Disse komponenter er gennemgående for hele pladen”, forklarer bandet, der har indspillet det kommende album i Medley Studiet i samarbejde med, ja, Søren Andersen (yes, ham fra lige før, der!).
Samlet indtryk: Det er da lige før, at den folk’ede intro kun mangler en vildtfaren banjo for, at jeg er klar med overalls og fodtramp. I første hug køber jeg måske ikke helt overgangen, hvor det bliver mere klassisk rocket, men vi er hurtigt tilbage ved floden i sydstaterne. Vent, er det rent faktisk en banjo eller en guitar, der kigger frem?!
Hmm, der er ingen tvivl om, at Tainted Lady kan deres klassiske rock til fingerspidserne, det vidste vi også inden, og jeg kan godt se hvad de sigter efter her. Ligesom en opbremsning, hvor det bliver mere stillestående og “kor-syng-så-med-eller-klap” er et velafprøvet og effektivt trick. Der er lidt Zeal & Ardor over det, men ligesom visse numre hos dem, så ved jeg ikke helt om jeg er 100 % med.
Lad os sige, at jeg er helt med på idé og i princippet, men at sangen lige skal simre nogle gange hos mig, inden den helt fanger. Jeg er dog ret overbevist om, at det her noget som kommer til, at fungerer rigtig godt under bandets koncerter.
Fastpoholmen – “Camping Orchestern”
Adam og Dawn Fastholm ramte plet med deres første single, “Dudu”, der røg i heftig rotation på P6 Beat i slutningen af 2018 og ind i det nye år. En ganske unik blanding af genre, der var både skæv, catchy og lyrisk krøllet. Nu er de klar med en ny single, der peger frem mod et debutalbum til september, hvor de også kan opleves i Vega. Om sangen lyder det:
“Nummeret ’Camping Orchestern’ befinder sig i et muntert legefuldt retro camping-univers der trækker tråde til firserne og starthalvfemserne, og giver en sigende smagsprøve på det kommende album, som er skabt ud fra Adam Fastholms forestilling om hvordan barndommens sommerferie-følelser i Småland ville lyde som musik”.
Samlet indtryk: Hvad Søren (ikke Andersen) sker der lige her? Det lyder indledningsvis som en melodi fra et gammelt 8-bit eller C64 spil?! Så kommer Adam’s vokal på med noget “himlen er blå”, mens han i musikvideoen danser rundt i spraglet sommertøj og jeg får lyst til, at finde Hawaii-skjorten frem og gøre ham selskab! Teksten er på svensk, men det gør det da ikke mindre smittende og “nu er der fest på Roskilde campingpladsen” agtig, det er jo nærmest forbryderisk catchy det her…
Danse danse danse, unison sang, trut trut trut, blipblop blipblod, ryst hvad du har så godt du nu kan. Det her vil jeg i dvæle for meget ved, det stikker måske ikke så dybt som “Dudu”, men det er mindst lige så fængende, bare på en meget mere tilsyneladende ubekymret og festlig vis.
Hvis det her ikke bliver et hit i en eller anden udformning henover sommeren, så er der noget galt i Danmark…
Sunx – “Like a Drive In The Night, pt. 2”
Bag navnet gemmer sig den tidligere sanger i Treefight For Sunlight, Morten Winther Nielsen, som jeg tidligere har anmeldt det smukke nummer “Dude” fra. Den handlede om et gammel venskab, denne gang handler det om, at give slip på ex. kæresten, efter at have brugt 10 år af ungdommen sammen:
“Det gik op for mig, at jeg var nødt til at turde at være alene med mig selv, og der fik jeg det billede i hovedet af at køre gennem natten. Det var den ro jeg gerne ville øve mig i at have med mig selv. Jeg blev nødt til at erkende, at forholdet var slut, og at vi ikke længere med min ekskærestes ord kunne portionsopdele verdens farer for hinanden. Og at jeg ikke skulle gå og vente på, at der kom en og reddede mig fra at føle mig ensom.”
Samlet indtryk: Vi befinder os ligesom på” Dude” i et 70er West Coast lyd Univers, hvor klaveret er det bærende instrument. Indledningsvis er det dog vokalen, som stjæler billedet, hvor der trods dens lyse klang anes en uro og desperation og et tilhørende mørke lige under overfladen.
Nummeret har i lang tid en nærmest opremsende, eller snakke-syngende karakter, indtil det hele pludselig stiger til himmels med et strålende kor. Vi lander igen, kører ud i natten mod stilheden, der pludselig indtræder og slutter sangen ret brat.
Der er noget meget blottet, næsten nøgent, over Sunx. Der på smukkeste vis lyder som om at kigge helt ind i hjertekulen. Ikke flæbende eller på melodramatisk vis, bare en sangskriver der relativt nøgternt og ærligt folder tanker og følelser ud.
Som sang er “Dude” mere iørefaldende og føles som en single, “Like a Drive In The Night, pt. 2” føles, som titlen måske antyder, mere som en del af et større billede. Men en smuk del.
Franklin Zoo – “The Chameleon”
Franklin Zoo lod sidst hører fra sig med albummet Red Skies i 2016, men nu er der nyt på vej. Samtidig har bandet smidt nogle af de gamle mørke dyder over bord og søgt mod noget lidt mere opløftende, eller i hvert fald noget der svælger knap så meget i livets skyggesider.
Samlet indtryk: Nu skete der det, at da jeg lyttede nummeret igennem på Spotify, så blev et af bandets ældre numre, “Overblown”, automatisk afspillet bagefter. Der er godt nok sket en del siden debutpladen, hvor det nummer stammer fra. Jeg havde lagt mærke til udviklingen uanset, men kontrasten blev godt nok tydelig når man på den måde får numrene serveret i røven af hinanden.
Jeg vil ikke kalde noget bedre end andet, men “Overblown” virker pludselig som et ekko af hvad Franklin Zoo var engang. Et tungrock band med fødderne plantet solidt i grunge og 90erne. Og en forsanger der scorer 9.0 på Chris Cornell skalaen. Disse elementer er ikke fortid i deres lyd, men der er alligevel sket en gnaske markant udvikling.
Den begyndte allerede på forrige album, hvor bandet flirtende med nogle længere og mere klassisk 70 Heavy metal klingende numre. Det er nu muteret over i noget på “The Chameleon”, som næsten lugter lidt af prog. Tung og dyster prog. Og en forsanger i Rasmus Revsbech, der for alvor tager et skridt ud af Cornells lange skygge. Grundklangen deler de stadig, men der holdes klædeligt igen med de mest Cornell’ske fraseringer. Tonen virker mere dunkel og hjemsøgt. Det kælder sangen og Franklin Zoo.
I det hele taget klæder den her næsten 7 minutter lange tur ud i noget mere progget bandet. Det er første gang jeg har lagt så meget mærke til trommerne og rytmen hos dem, hvilket er positivt ment. De gamle kvaliteter er stadig tilstedet, men bandet får bygget ovenpå, så det føles som en slags musikalsk kurs korrektion fremfor et egentligt retningsskifte.
Fungerer det så som single? Tjaaa, spilletiden alene gør, at de nok ikke ligefrem satser på massiv airplay. Det virker mere som en form for markering af “her er vi nu”, så kommer der, måske, en kortere “banger” inden pladen?
Og NU holder Repeat sommerferie!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Pedro Bjerregaard, Fastpoholmen pressefoto 2019
