Påsken står for døren, men, vi når lige at kigge på nogle mere eller mindre friske singler. I denne omgang står den på indie/gazer toner fra Cloudwalk, moderne folk-pop fra Jón Norman, 70’er west coast vellyde fra Sunx, sprød rock fra The New Madness, 60’er pop fra Simon Lec og opløftende pop fra Amanda Rakel.
Det blev en lidt “poppet” omgang i denne uge, det passer måske meget godt til forårets komme? Send mere mørke og metal! Men ikke for meget, jeg drukner lidt i singler for tiden, så, har du/I sendt noget, jeg skal nok nå til jeres nummer!
Cloudwalk – “In Parallel”
Cloudwalk er en atmosfærisk indie-guitar shoegaze/rock kvartet, startet af Brett Tootle (tidligere en del af Caved Crow) tilbage i 2017. Dengang fik de en del medvind i diverse medier, men, måtte trække stikket for en stund, da de mistede et bandmedlem. 2017… er det virkelig så lang tid siden, at vi havde nummeret “Kindred Spirits” som Dagens Track?
Nuvel, nu er der endelig nye toner, endda næsten 6 minutter af dem!
Førstehåndsindtryk: Og knap 6 minutter i selskab med Cloudwalk er faktisk ikke for lang tid, selvom stilen er ret velkendt og der ikke bydes på de store overraskelser. Atmosfærisk indie/gaze, der faktisk lever ganske fint op til bandnavnet. Det er lidt lyde af at vandre/flyde afsted på en sky af guitar…
Efter flere lyt: Af en single at være er nummeret jo temmelig langt, så, det begrænser nok mulighederne for massiv airplay. Medmindre der findes et radio edit, men, det ville også være lidt en skam. Nummeret lever i høj grad på den stemning og atmosfære der fremmanes og holdes sangen igennem, noget som kræver tid og plads til opbygning og at holde den kørende for, at effekten af at svæve opnås.
En ting er det der med, at der måske ikke bydes på så meget nyt. Det er kompetent udført og stilsikkert, men, det opholder sig også et sted på “banen”, hvor der er mange der kæmper om en plads.
Konklusion: Jeg kan godt lide, at opholde mig i det lydunivers, som Cloudwalk opererer i, og det burde tiltale fans af genren. Nye horisonter må man dog spejde efter andetsteds.
Jon Nórman – “With Time”
Så skal vi have en omgang moderne folk-pop møder gammeldags rock og rul, introduktionen lyder således: “Jón Norman er et 5-mands band fra Aarhus med den islandskfødte sangskriver, Jón Nordmann Óttarsson, i spidsen. Jon formår med sin på en gang skrøbelige og kraftfulde vokal at levere sangene med et gribende nærvær og en ærlighed, der rammer en lige med det samme”.
Bandet udsender deres første EP d. 12/4, hvor de ligeledes spiller releasekoncert på Headquarters i Aarhus. Lad os kaste os over førstesinglen “With Time”.
Førstehåndsindtryk: Tydelige trommer, en cirklende guitar får nummeret i gang med en fin, stigende fornemmelse. Længere oppe venter forsangeren, der har en lidt slæbende levering, mens nummeret falder mere til ro. Her kommer den folk’ede følelse og klang mere frem, det lyder rigtig flot. Stemningsfuldt nummer, men ikke ligefrem et der bare vælter ud af højtalerne og tager over.
Efter flere lyt: Dermed mener jeg også at det som single ikke er en sang, der vinder på, at være “hittet”. Det er en single af den slags, som kræver, at du lige har lidt tid og lader dig gribe af den flotte atmosfære. Gør man det så er det her et opløftende og behageligt pusterum. Det ville sikkert egne sig ret godt til P4s sendeflade?
Selvom tempoet er adstadigt, så truer nummeret aldrig med, at gå i stå og der er faktisk en solid stigning og et løft sangen igennem, som ledes an af den ret udtryksfulde og markante vokal. Ikke, at bandet er anonymt, de ligger lige hvad de skal og hjælper med, at holde vokalen oppe og gør det som de skal i et nummer som dette – bakker op.
Konklusion: Rigtig flot sang, ingen tvivl om det, men, når den er overstået, så er i hvert fald jeg, også mættet hvad denne stil angår.
Sunx – “Dude”
Så skal vi have en hyldest til et livslangt venskab! Sunx er navnet på et nyt soloprojekt af Treefight For Sunlight-forsanger Morten Winther Nielsen. I sangen (og den tilhørende video) “Dude” hylder Morten barndomsvennen Mathias, deres venskab, men også at ting ændrer sig og forgår. De mødte hinanden som 13-årige, har boet og spillet i band sammen og delt “alt”. Men, som årene gik ændrede deres respektive liv og venskabet sig, bandet er ikke gået i opløsning, ej heller deres venskab, men, som Morten udtaler, “…tiden, hvor vi delte alt, er definitivt slut, og den kommer aldrig tilbage”.
For at holde liv i venskabet, er de begyndt at mødes til det de selv kalder “parterapi”, 3 timer hver mandag, hvor de mediterer og forsøger, at komme nærmere hinanden igen. Det er sgu da noget af et udgangspunkt for en sang!
Førstehåndsindtryk: Det lyder virkelig lækkert og indbydende, det her. Er du til 70’er west coast vellyde, hvilket jeg tilfældigvis er lidt en sucker for, så er den lyse vokal, den roligt bølgende melodi og solskinsstemningen, med en snert af melankoli, honning for øregangene. Det er velkendt smørelse for lytteapparatet, men, det skal jo til af og til, så skidtet ikke knirker.
Efter flere lyt: Det skader bestemt ikke nummeret, hvis man kender forhistorien og bevægegrundene, men, teksten er stadig åben nok til, at det ikke bliver så konkret at den ikke fungerer i et bredere perspektiv. OK, titlen “låser” den måske lidt… men nu hedder den jo ikke “Mathias”, så det går nok.
“I still see you waving in my mind” er en sætning, som gentages et par steder (og til slut) i sangen, hvilket giver et skær af noget nostalgisk og en form for “farvel”. Det er faktisk en rigtig “sød” og også ganske rørende, lille solskinsperle. Eller skulle man sige solnedgang? Kulden og ensomheden lurer i hvert fald et sted, ikke langt ude ude i fremtiden.
Konklusion: Dude, I like it!
The New Madness – “After Hours”
Crunchy Frog rockbandet The New Madness havde vi som Dagens Track/premiere nogle gange i slutningen af 2017 og begyndelsen af 2018, og så blev der igen lidt stille fra den front. Men nu er bandet aktuelle med en ny single, der handler om, at sidde fast i hverdagens rutiner… hvilket jeg ikke kender en skid til, husk, at der er en ny Repeat (stort set) hver fredag!
Førstehåndsindtryk: Mmm, crunchy… OK, det skrev jeg inden jeg havde hørt en tone, fordi jeg bare gik ud fra, at det var i hvert fald nogenlunde, nu det kommer fra den sprøde frø. Jeps, det er det! Og lyder lidt, på den fede måde, som om det er optaget på udstyr af ældre dato og/eller strømmer ud af en ældre transistor/bilradio, mens man fræser ud mod den næste horisont.
Efter flere lyt: Der er noget selvtillid, attitude og.. hmmm… coolness/swagger i den her form for gammeldaws rock med en bismag af både garage, surf og 50’er dansegulv, som bare fungerer. Det er akut smittende, man får lyst til at ryste knoglerne når der synge “shake your bones” og sætte en fedtet frisure. Samtidig er det en lyd der er ret “filmisk”, i den forstand, at man nærmest kan se den gullige og grynede billedside for sig, gerne i lidt karikeret “tegneserie” stil, eller noget Russ Meyer møder Tarantino og så laver de seje, cigaretrygende babyer sammen… eller noget.
Men, det er også en stil, som jeg sagtens kan gå en smule kold i, hvis jeg skal lytte til en hel plade. Det er smag og behag.
Konklusion: I en komprimeret 3 minutters pille, er det en jeg gerne sluger og tripper lidt ud til. Jeg trykker lige play én gang til og får rystet skelettet lidt, mens jeg spiller cool foran spejlet.
Simon Lec – “(she Wouldn’t Do That) With Any Other”
“I marts måned 1968 – for præcis 50 år siden – måtte Simons forældre flygte fra Polen under de politiske optøjer, der drev mindst 12.000 jøder på flugt. Simons forældre endte i Danmark og i 1976 kom Simon til verden og voksede op i København. Den flugt, og det at være tvunget på flugt er omdrejningspunktet på Simon Lecs kommende plade Forced March. Musikken er poppet og ligefrem uden umiddelbare antydninger af det tunge tema, som man som lytter belønnes med ved at dykke ned i materialet”.
Ja, jeg copy/pastede lige et helt afsnit, både fordi det var nemt og fordi det på så fin vis sætter scenen…
Førstehåndsindtryk: … sætter scenen til, at man bliver ret overrasket, når de første, dansevenlige 60’er-poppede toner fra Lec strømmer en i møde?! Hold da op, det er en spændstig og levende sag det her, med en omgang fræk blæs som bonus. Musikken, og teksten, virker umiddelbart meget uskyldig og ungdommelig og handler om en pige, der skal ud og køre med hendes fyr….
Efter flere lyt: … øjeblik… hey, jeg ved da godt, hvad unge par lavede/laver i biler, når de sniger sig væk! Hun burde passe sin skole, burde hun og han er åbenbart 20 år gammel, eller ældre! Hun bliver helt hunnar gravid og har dermed ødelagt sit liv! Det starter med et kys, “his strong chin fools her into taking that risk”, DAMN YOU, SEXY CHIN!
Men, det sker altså, “from time to time, that she falls in love with older guys”… hvad ville hendes forældre ikke tænke?! Det bedste hun kan håbe på med den form for tøjteagtig opførsel er, at en af dem gider gifte sig med hende.
OK, spøg til side, det her er en fremragende, lille pop-single. Virkelig fængende, næsten perfekt skåret efter 3-minutters hitskabelonen uden, at jeg føler mig snydt eller det bliver for letbenet. Nok er tonen let og også lidt gammeldags på en eller anden måde, hvilket også understreges af den medfølgende video (der er et kig værd), men, det føles på ingen måde støvet.
Konklusion: Er det nostalgi uge i Repeat, det var 3. single, som lød som om den var kraftigt påvirket af fortiden? Og, igen, så er jeg med på løjerne, det her er muligvis min favorit, som single, i denne omgang… jeg sidder faktisk og nynner omkvædet lige nu, så, tak for den øreorm!
Amanda Rakel – “UP”
Vi slutter af med noget rendyrket pop fra Amanda Rakel, der er “født af dansk/svenske forældre i Tyskland, opvokset i Schweiz og med studier i New York og London har hun hele livet været vant til at rejse verden tynd. Hendes nye single er til gengæld formet af hårde erfaringer med indre rejser. Up er et up-beat, opløftende pop-track, der skal huske os på, at der altid er en vej op, også fra sindets sorteste dyb”.
Scenen skulle hermed være sat, lad os se hvad “UP” er for en størrelse?
Førstehåndsindtryk: Umiddelbart meget poppet, det må man sige, og både iørefaldende og ret velkendt. Et af den slags numre, hvor det fra første sekund lyder lidt som noget man har hørt før, ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde, men fordi den poppede stil og vokalen virker så genkendelig. Det gør samtidig, at jeg skal koncentrere mig en smule for, at holde interessen fanget…
Efter flere lyt: “We’re gonna go up and never come down // We’re light up and never hit the ground”, omkvædet er i hvert fald ret optimistisk klingende! Læg dertil en luftig melodi og lidt “knips”, der er med til, at bidrage til den lette stemning. Verset giver dog lidt kant i det teksten lyder som om Rakel synger til en der er nede, og forsøger at få vedkommende der synges til/om på benene igen.
På den måde er det sådan set et rigtig fint popnummer, ikke for letbenet men stadig let til bens. Det er solidt pophåndværk, men, også sådan lidt “middle of the road”.
Konklusion: Personligt, savner jeg lige det sidste. Måske et stærkere hook, et eller andet, der gør, at jeg ikke stille og toligt driver ud af sangen?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Cloudwalk pressefoto
