Sidste omgang! For nu… Repeat og GFR går nu på en lang ferie. Inden vi lukker ned klemmer vi lige det sidste ud af indbakken med hele 10 singler i denne XL udgave af Repeat. Der blevet lyttet til Mads Mundt & De Utilregnelige, Asger Techau, Fusia, Gammaglimt, The Grenadines, Fallulah, Blind Vej Hjem, Gro, Sauna Senere og Sidste Udkald.
Ja, dette bliver den sidste udgave af Repeat i nærmeste fremtid. Vi har besluttet at tage den, fremtiden altså, op til overvejelse og tager os hermed en lang kombineret sommerferie/tænkepause.
Hvad skal der ske med GFR og vores indhold, heriblandt Repeat? Fremtiden er ikke skrevet endnu! Men, vi er lige så dårlige til, at sige farvel, som vi er til at følge med alt der dumper ind indbakken. Så, vi kan nok ikke holde os heeeeelt væk permanent.
For nu er dette ikke “farvel”, men på “måske gensyn”. Vi napper 10 singler, at gå ud mod solnedgangen til. Og den sidste hedder tilmed Sidste Udkald med “Sig Farvel”! Tilfælde?
Mads Mundt & De Utilregnelige – “Den Sidste Tempelridder”
Vi har denne gang lavet et drønhurtigt Country-nummer om et genfærd, der hedder “Den Sidste Tempelridder”. Den skal på længere sigt agere førstesingle til et album der er in the works, men for nu skal den også bruges til at promovere vores debut-koncert 29. Maj (som vi har skubbet i et år, men sådan er det jo bare for tiden…)
Hold da op, så skal vi ud og slingre med en halv-tung bagdel i rendestenen, sammen med Mads Mundt. Det er næsten “ompa”-røvballe country rytme og tempo, som man muligvis nemt kan nynne med på fra første færd, men som også er faretruende tæt på, at blive lidt for gumpetungt.
“Omp omp omp”, rytmen dingler derudaf, drevet frem af halv-spjættende guitar og shuffle-trommer. Jeg ved ikke helt, om jeg er fan. Sådan har jeg det også med Mundts vokal. Det er vist en smagssag. Nogen stor stemme besidder han ikke, men i glimt er den effektiv og rammer et eller andet, der ikke er helt ved siden af.
Helt gode venner bliver vi dog ikke, mens det lyder som om sangen leder efter det næste vandhul for, at få fugtet ganen. Målet må klart være en bodega, eller halv-skummel beværtning, hvis man ikke lige kan opdrive en saloon?
Jeg har har ikke noget imod en god omgang “ballet” country, men det bliver overordnet lidt for tungt bagi til mig. Det ender med, at lyde som om “vi leger country”. Jeg føler det ikke rigtig og det føles ikke videre autentisk, det er klæd-ud-country. Jeg kan godt se hvad der sigtes efter og skal forestille, men det føles som den musikalske pendant til et fastelavnskostume fra BR.
Konklusion: Bodega-balle country kan være herligt, her halter det lidt for meget for mig. Men, sympatisk og bestemt ikke uden en vis skæv charme.
Asger Techau – “No Better Time”
Asger Techau er snart aktuel med sit tredje soloalbum, der bærer titlen Levels. Anden singlen derfra er allerede ude.
Asger fortæller om sangens oprindelse;
Når du får flere erfaringer i livet, har du en tendens til at se på din fortid i et klarere lys. Situationer der kunne have været håndteret bedre, handlinger du fortryder, mennesker du har såret undervejs. Fra tid til anden dukker de op igen og giver dig en mulighed for at lade dem reflektere over, hvordan du beslutter at komme videre i livet.Jeg har en hel del af disse punkter i mit liv, da jeg var ung og usikker, jeg var i en dårlig form for at forsvare mig selv, hver gang jeg blev mobbet i skolen eller mundtligt angrebet som ung voksen.
Tvivlen om mig selv har været en stor del af mit liv,og ført mig til at være et let mål for drillende og bagatelliserende bemærkninger. Jeg satte altid et smil på og tænke ved mig selv, der må være noget galt med mig, da folk behandler mig på denne måde.Det gjorde mig ude af stand til at stole på mine egne beslutninger og endte med at påvirke de mennesker, jeg har været tætte med,gennem årene.
At få børn ændrede mit perspektiv på det hele og hjalp mig med at indse, at jeg ville hade se mine børn vokse op og se deres far som en kujon. No Better Time, er en personlig refleksion over nogle af disse punkter i mit liv. Det blev skrevet i New York 2018, hvor jeg havde lidt tid alene til at jage nogle spøgelser væk.
Der er efterhånden noget ret velkendt over Asger Techau og hans indie-univers. Det er ikke, nødvendigvis en dårlig ting, men genkendeligt er det. Både den musikalske stil og tone, og Techaus vokal. Det er dog langtfra en dårlig ting, at man kan genkende en kunstner, lige når en sang går i gang.
Techau har måske ikke den største, eller mest alsidige vokal i verden. Men, den har, ligesom musikken, en let sørgmodighed og noget små-melankolsk over sig. Det virker samtidig som om, at Techau er i gang med en form for oprydning, eller accept af fortidens “synder”, der skinner igennem i lyrikken. Det giver det hele et skær af noget personligt, men Techau er god til, at gøre det almengyldigt nok til, at det ikke bliver FOR personligt. Eller ender i indie-navlepilleri.
Genkendeligheden er ikke et decideret problem for mig, men man kender efterhånden Techaus lyd og tricks. “No Better Time” er musikalsk hverken værre eller bedre end hvad man har hørt fra denne front tidligere. Techau kan noget med en lille, enkelt indie-melodi, der sammen med den nævnte stemning giver en god kontrast mellem vemod og noget mere opløftende.
Det er både fængende og samtidig lettere nedslående. Fremadrettet kunne det være spændende, hvis der blev eksperimenteret lidt med den velafprøvede formel. På den anden side, så er det måske bare “Sådan her Techau gør og lyder”, hvilket bestemt ikke er dårligt.
Konklusion: Musikalsk gør Techau måske nogenlunde som han plejer, men han lyder som om han har noget på hjertet, der er vigtigt for ham at få ud. Det gør, at selvom formlen er velafprøvet, så virker sangen stadig vedkommende.
Fusia – “Sunlight”
Det danske indie pop band Fusia er klar med deres nye sommersingle ’Sunlight’.
‘Sunlight’ er Fusia’s bud på soundtracket til den store genåbning af Danmark.
Efter et år uden fester, koncerter og fællesskab kan man endelig se lyset igen. Sommeren er på vej og alting er så småt begyndt at åbne op.
‘Sunlight’ blev skrevet i en nyforelskelse under nedlukningen sidste år. Det var forår og årets første solskinsstråle strømmede ind af vinduet.
Sangen er en kærlighedserklæring til sollys og glade dage, men hvor der samtidig en frygt for at alting går galt igen. For i takt med at der kom flere nedlukninger faldt kærlighedsforholdet også langsomt fra hinanden.
Fusia og “Sunlight” lyder også nyforelsket, når de rammer dansegulvet her. Det er en efterhånden lidt velkendt kombination af musikalske dansemoves, som både emmer lidt af 80er stemning og mere moderne strømninger. Her også lidt små-dvask og ramt af varmen, måske fra den spirende forelskelse?
Det bliver lidt for hurtigt en smule kedeligt og sukkersødt for mig. Jeg kunne godt trænge til noget, der var lidt stærkere og mere skarp i smagen. Måske en opkvikkende kop kulsort kaffe. Hvis man fik sig nogle våde varer, der skulle matche disse toner og stemningen, så ville der være lige rigeligt med Bailey, eller fløde i kaffen. Bestemt ikke snaps eller whiskey.
Den grundlæggende stemning her, er den af en lidt naiv forelskelse, hvor der endnu ikke er nogen ridser i lakken og sprækker i lykken. Den beskrives i presseteksten, men jeg synes ikke, at sangen når til det punkt rent musikalsk. Det gør, at det hele fremstår en anelse kvalmt, eller bliver en smule søvndyssende.
Konklusion: Jeg saner måske lidt mere drama og “peps”? Fusia er bestem lyttevenligt og musikalsk godt udført, men jeg bliver hurtigt mættet. Og ikke udelukkende på den gode måde.
Gammaglimt – “Fear of The Light”
Gammaglimt is a genre-pushing post-rock/metal band that melds heavy sounds with progressive elements and evocative soundscapes.
A Danish instrumental band from Copenhagen, composed of guitarist Morten Bernstorf Hansen, bassist/keyboardist Guillaume Blanjean and drummer/percussionist Andreas Pröll. The trio has reinvented their sound over the course of 9 years playing and growing together under different musical projects in the Danish rock underground scene.
Det starter lidt sløjt for mig, men inden jeg når at dvæle for meget over det accelererer Gammaglimt og får sangen hævet op. Vi skal åbenbart lige i gang, bandet har også 8 minutter at gøre godt med.
Det store, åbne kosmiske landskab ligger for deres fødder. Eller foran, og omkring, deres instrumentale prog-rumskib. Efter en længere passage, hvor lydbilledet er domineret af godt med fart begynder de, at svæve mere vægtløst og atmosfærisk rundt. Og driver mere roligt ud i intetheden. Inden der skrues op for lydtrykket og afterburneren i sangens anden halvdel.
Gammaglimt får bygget ganske effektivt og medrivende op. Jeg skal lige tune ind, det er især når musikken første gang for alvor sætter i, efter en stille intro, at jeg føler Gammaglimt lige mangler lidt tyngde. Men, da de omkring 2 minutter inde i sange for anden gang begynder, at bygge op synes jeg, at de for alvor får fat – eller, at jeg er med på stilen.
Det er egentlig ikke voldsomt kompliceret, bandet holder sig til enkle, melodiske passager og skruer så op for intensiteten og tempoet. Opbygningen består ikke i, at bygge ovenpå med vilde, proggede udflugter, men i kraft af stemnings- og temposkift. På den måde føles sangen som en ret snorlige bevægelse fremad, og ikke et eller andet spacey mindfuck.
Mod slut er der bygget så meget kraft op, at sangen har fået skovlen under en og man bliver trykket tilbage i sædet.
Konklusion: Gammaglimt har styr på opbygning med ret “enkle” virkemidler, som de på rutineret vis doserer effektivt. Kun starten er lidt vævende for mig, men de får relativt hurtigt samlet den op. Måske vigtigst af alt, så får de fyldt de 8 minutter godt ud, så sangen ikke føles for lang. Selvom 8 minutter er meget for en single, der er et helt lille værk i sig selv.
The Grenadines – “We’re Still Young”
Foråret står for alvor ved døren, og fredag den 7. maj står The Grenadines klar med en ny
omgang håndspillet poprock. Denne gang uden trommeslager og forsanger, Laurits Emanuel, som fornylig vandt DMGP med duoen, Fyr og Flamme.
‘We’re Still Young’ er en energisk rock-pop hymne, perfekt til landevejen med kurs mod den ukendte horisont. Sangen sender en hilsnen til Bruce Springsteens unge rebelske år med et fængende klokkespiltema og saxofonsolo, og har samtidig et budskab, der vil ud.
Uha, barren er sat højt, når man namedropper Bossen. Jeg forstår dog godt sammenligningen, til en vis grænse. Der er noget Springsteen’sk “ud på den åbne, endeløse highway” og afsted over sangens klang og tempofyldte drive. Ligesom både klokker og saxofon også ville kunne opdrives hos New Jersey rebellen, i hvert fald i de gode, gamle dage.
Det jeg savner her er noget af den rastløse desperation, der gennemstrømmer Bossens tidlige numre. Følelsen af absolut nødvendighed og kraften i endelig at være fri. Det her er meget mere glat og strømlinet. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det. Det her radiovenlig poprock, der også har noget lidt dansk hygge over sig.
Det er tilforladeligt, hvor trangen til at komme ud virker som et tilvalg, fordi man har den luksus, og ikke det eneste valg- som hos unge Bruce. Dermed fremstår det også lidt “beskyttet” og ikke som et sats. Men, Grenadines har et sikkert greb om genrens fundamentale virkemidler og har skruet en driftsikker melodi sammen.
Måske bliver det lige en tand for pænt og høfligt, det ER meget blødt. Især saxofonen, det bliver lige en tand for 80er smooth. Der mangler lidt flossede kanter og ridser i den polerede overflade. Det virker dog, som et helt bevidst valg. Så på sin vis er det mission fuldført for Grenadines.
Konklusion: En velsmurte poprocker, der virker fintunet til uden problemer, at kunne glide ind i en dansk mainstream radios sendeflade. Men, nok ikke en jeg frivilligt tune ind på. Nydeligt håndværk, men også en kende for formularisk og pænt til mig.
Fallulah – “Gemstoned”
Med et tiår i bagagen har Fallulah opnået enorm anerkendelse for sin egenartede popmusik. Danish Music Awards, GAFFA-Prisen, Carl Prisen og P3 Prisen – alle pryder hylden hos Fallulah, der med sin allerførste single blev Ugens Uundgåelige på P3 og derfra i alle årene både i æteren, på live scenen og på streamingtjenesterne har haft massiv succes.
Men Fallulah har også igennem årene brugt sin stemme til at italesættelse kønsubalancen i musikbranchen. Gemstoned kommer med et kald til en ny verdensorden præget af rummelighed. Sangen er en bombe af indestængt energi, der skal give lytteren en følelse af power og mod.
”Gemstoned er en antikapitalistisk popsang og en reaktion på et patriarkat, der alt for længe har tromlet frem. Den er et opgør med de klassiske hårde maskuline værdier, der har vist sig skadelige i form af tårnhøje tilfælde af stress og dårlige arbejdsmiljøer. Sangen er en opfordring til at ryste posen og gøre plads til en ny verdensorden, hvor diversitet og rummelighed er i højsædet”, fortæller Fallulah.
Fedt nok, så kom vi endelig helt op i omdrejninger i denne uge! Var min første tanke, da Fallulah ramte dansegulvet fuld af peps, schwung og selvtillidsfyldt struttin’ and stylin’. Dejligt gulvtramper pumpe beat, som ikke bliver for bastant og tungt i røven.
Godt hjulpet på vej af en elastisk og rørig melodi, der virker let til bens og kækt på strå. Eller tå. Det er livligt og smittende pop, med helt enkle og virkeligt effektive virkemidler. Jeg smiler indledningsvist over den herlige keep IT simple, stupid tilgang, som bestemt ikke er netop dum.
Men, som sangen får danset sig fremad, så stivner smilet lidt. Den kommer måske lige netop ikke fremad. Den kører i ring, og ringen begynder at virke ret lille og begrænsende. Fallulah begynder, at fremstå som en hvis dans består i, at snurre rundt for sig selv på stedet. Man er med indtil det virker lidt ensformigt, hvilket det lidt for hurtigt gør, desværre.
Og så ender det med, at føles som en lille, lukket fest. Hvilket kan lyde en anelse selvmodsigende, når jeg lige har kaldt sangen smittende. Det er den også, i glimt. Men, dansegulvet bredes ikke tilstrækkeligt ud, som nummeret skrider frem, og så ender man med bare at kigge lidt på i stedet for at deltage.
Måske får Fallulah bare fyret det bedste krudt af fra start. Jeg savner mere variation, flere indfald i stedet bliver det mere af det samme.
Konklusion: Starter rigtig godt, ender ikke skidt, sangen flader bare for hurtigt ud og føles som om den sidder fast i samme rille. Sangen har stadig en smittende energi og melodi og rytme fænger, som gør den velegnet som single.
Blind Vej Hjem – “Lad noget gøre os levende igen”
Blind Vej Hjem vedkender sig traditionen med sin enkle, analoge lyd, men rækker også ud mod noget nyt ved særlig vægt på trommer og bas og den nysgerrige tilgang til blandt andet tekst, effekter og keys. Foruden det umiddelbare i arrangement og produktion udgør Rasmus Elk Olsens tekstunivers også en betydelig del af Blind Vej Hjems udtryk. Teksterne kredser på Cohensk vis om den store fortælling i det små – fra lykke, empati, kærlighed og identitet til fremmedgørelse og tab.
Debutsinglen ‘Lad noget gøre os levende igen’ er alternativ songwriter pop-sang med sommer surf vibe, der handler om at løbe ud i sandet på en sommerdag med barndommens uspolerede glæde uden at forstyrres af bekymringer om hvad der ellers løber ud i sandet – om at lade livet være større end tanken.
“Lad noget gøre os levende igen” gør netop det: gør en levende, spreder liv og smittende vibrationer. Med en form for flydende og bølgende, varmblodet indie poprock.
Nummeret har en tempofyldt rytmebund, der skaber godt med medrivende fremdrift og en fornemmelse af, at vi allerede er i bevægelse fra første øjeblik. Varmen strømmer en i møde som en blød brise, fordeler sig i kroppen, man føler sig let og opløftet. Det er det jeg ville betegne, som et glimrende “cykelnummer”. Ud på landevejene, mærke luftene og benene og afsted.
Opbygningen er god, vi kommer let og elegant hen til omkvædet. Hvor vi hjulpet af et diskret, lys korsang lige får det ekstra krydderi og løft, som er nødvendigt for, at få sangen op i næste gear. Hvis rytmen er fængende og effektivt river en med, så er melodien elegant iørefaldende uden, at det virker letkøbt og leflende.
Det er egentlig ikke det store armbevægelser og vilde trick Blind Vej Hjem benytter sig af her. Bundsolid sangskrivning, en god, lille melodi og godt håndværk og sans for, at skrue det hele virkningsfuldt og velsmurt sammen.
Konklusion: Rigtig stærk single, der både fænger fra start og vokser en smule for hver gennemlytning. Der er er radiopotentiale her, hvis den ikke allerede er gledet ind på eksempelvis P6 med sit lette og effektive tråd?
Gro – “In The Woods”
GRO er et nyt navn på den danske musikscene, men hendes modige avantgarde-pop og teknisk overlegne koncerter har allerede skabt opmærksomhed omkring den unge københavner. Den 28. maj udsender hun sin anden single In The Woods.
Bag GRO er musiker og producer Julie Møller Christiansen. Med en forkærlighed for synthesizere og effekter har hun en eksperimenterende og personlig tilgang til popmusik.
Men bag den lune lofi-pop gemmer sig en historie af en mere dyster karakter. Teksten handler nemlig om en gåtur, Julie var på med sin mor i en skov kort tid før morens selvmord. En oplevelse, der har været skelsættende for Julie.
Vi når også lige, at smage på lidt moderne pop inden Repeat-lockdown. Gro leger dog fint med genren uden, at jeg bliver blæst helt bagover af “eksperimenterne” og den “personlige tilgang”.
Der er noget meget fint, skrøbeligt og sårbart over Gros udtryk og lyse vokal. Hun har ikke travlt, men dvæler heller ikke. Stemningen er rolig, næsten meditativ. Det svæver, men sniger sig alligevel let-bølgende og elektronisk krusende fremad. Man kunne sagtens forestille sig det, som et soundtrack til en eftertænksom gåtur i skoven.
Det gentagende “we were lost in the woods” er hvor der eksperimenteres mest, både med vokalen, der manipuleres let og sangens rytme og tempo. Det hakker og sprutter lige en lille smule, ikke på en voldsom eller pågående vis. Det er rolige skvulp, der på effektiv vis bryder lidt med stemningen. Giver en snert af uro og “liv”.
Skal man sætte en finger på noget, og det kan være smag, så er det lige før, at sangen bliver lidt for forsigtig. Det grænser til det usynlige, når Gro gemmer sig i skoven, men det er en balancegang. Mellem det antydede og tilbageholdende og små-anonyme.
Konklusion: Fin, men lidt usynlig single fra Gro, der i sprækkerne viser evner og vilje til, at lege med udtrykket.
Sauna Senere – “Mudder”
Nummeret hedder ’Mudder’ og handler om kaotiske dage på Northside 2017, hvor vi stod i ”mudder til benene” og overnattede i en gammel lille bil i total regnvejr. Selvom vi ikke havde noget sted at sove i byen, skulle vi bare se Radiohead!
’Mudder’ er et billede på den kaotiske tilværelse et overstået højskoleophold kan føre med sig. Hvor vigtige valg skal træffes med bosted, uddannelse og den begyndende tilværelse på et voksenliv. Da bliver ’Mudder’ et stilbillede på at fastholde livet til at være en højskole, hvor fremtiden er uvis men ligegyldig – lige nu i hvert fald. Selvom alt sejler er det stadig okay, fordi man også som ung trives i at leve i sådan en tilværelse. Ud af kaos, som en umiddelbar substans opstår inspirationen og kreativiteten, der lader sig kanalisere i denne single – med højt tempo, charmerende temposkift samt kaotiske, dog muntre stemninger.
Så kastes der lidt grus og rastløshed i maskineriet, det knaser hos kantede Sauna Senere. Tænk Radiohead omkring In Rainbows, hvis de spillede ruskende pop-punk. Der både noget genkendeligt, ungt og frisk over “Mudder” og noget, der giver et personligt særpræg.
Det lyder lidt, som hvis man shufflede dele af P6s playliste sammen i én sang, og bare sparkede den ud over rampen på en lille klubscene. Der er vildskab, men ikke af den frådende slags, mere sådan lidt “hysterisk”. Ikke på en overstyret vis, selvom det lyder som den er lige ved at ryge af skinnerne, eller skride voldsomt ud hist og her.
Sauna Senere lyder som om de spiller med fingerspidserne, negle og nerve. Og kun lige kan holde fast om instrumenterne. Det giver en næsten feberagtig og febrilsk følelse. Det kunne måske blive en kende udmattende i længden?
Den lille-dreng/frisk fyr klingende vokal giver det hele et meget ungdommeligt, næsten naivt skær. Men, det bidrager også til den samlede stemning af ungdommelig kådhed – forsigtigheden er i den grad smidt over bord her. Det er fængende og smittende, men det er med at holde fast, eller ryger man af i et af bandets pludselige ryk. Eller slag med halen.
Konklusion: Spruttende, lettere ustyrlig, men ikke ude af kontrol. Skæg genresammenstød, som Sauna Senere på en eller anden måde får til af fungere. Der er mange indtryk, næsten som dem man kan samle sammen på kort tid på en festivalplads. Det har potentiale, det her!
Sidste Udkald – “Sig Farvel”
SIDSTE UDKALD er et nyt dansk orkester fra Mols bestående af seks tilflyttende musikanter. Sammen skaber de en musik, som forener dansk sangskrivning og amerikanske genrer som country, blues og folk i en lyd, man kunne kalde ‘Mols Roots’. Bandet album-debuterer 20. august med ‘Midt I Ingenting’, hvis ti stærke sange tog form efter sanger/sangskriver Snorre Ralunds ti års dvale med sorg, depression og angst – et personligt vidnesbyrd om kampen med at bevæge sig op af sit sorte hul, før det er for sent.
‘Sig Farvel’ er første single fra albummet, en smuk ballade med en tekst om sorg og afsked. SIDSTE UDKALD fortæller om temaet: ”Snorres far faldt langsomt. Han svandt ind, blev lam og siden stum. Det var som om han holdt fast, indtil alle var klar til at sige farvel. I sangen Sig Farvel blandes sorgen over at miste sin far, med minder fra de mørkeste stunder i Snorres liv, hvor afskeden med sin egen familie og sig selv føltes som den eneste udvej.”
Vi runder af for Repeat i denne omgang (og for lang tid?!) i stille og rolig manér. Det er måske meget passende, not with a bang, but with a whimper…
OK, det har måske visse negative undertoner i forhold til sangen. Som jeg faktisk synes er ganske god. Smuk og rolig, men måske ikke helt så rørende og emotionelt stimulerende for mig, som det sigtes efter. Eller, som det lyder som om den betyder for Snorre.
Sorg og afsked, det er emner de fleste kan relatere til, men det er også en meget individuel størrelse. Emnet behandles med stor respekt og indlevelse her, det er tydeligt at hører, selvom sangens tone og den følelsesladede vokal måske ikke lige rammer dybt og helt plet hos mig.
Der hviler en ro over sangen, der får lov til, at ånde og folde sig ud i sit eget, langsommelige tempo. Der er noget næsten andægtigt over stemningen og tonen, hvilket muligvis ikke er så overraskende, når der er tale om en form for farvel. Jeg vil ikke kalde det “begravelses- eller gravkammerstemning”, det er knugende og sårbart, men der er også et glimt af noget mere opløftende.
En følelse af renselse, sætte noget fri og overkomme – hvilket også er den af sorg og afsked. Det kan lette, på sin egen sørgmodige og små-bizarre måde.
Sangen er rent musikalsk flot forløst, med diskrete og nedtonede virkemidler. Intet forceres, der læsses ikke unødige effekter og elementer ovenpå. Elegant og smagfuld folk, der flirter med tangenter og lidt blød blæs, til at give noget fylde og varme.
Konklusion: En rolig omgang, der fremstår troværdigt og dybfølt. Emotionelt rammer den ikke lige mig, men det betyder ikke, at jeg ikke kan høre sangens åbenlyse kvaliterer. Det bliver ikke FOR følelsesladet, navlepillende eller kvalmende. Smagfuldt udført og flot forløst.
Føjes til På Repeat-listen: Blind Vej Hjem og Sauna Senere
Af Ken Damgaard Thomsen, der er tjekket ud og gået på invalidepension
Foto: Blind Vej Hjem pressefoto
