En sommer uden store festivaler, men hvad med nogle store singler? Her er ugens kuld, der udgøres af Haab, Mads Langelund, Linebug, How To Feel Huge, Malle Frede, Lukas Vanggaard og The Machine Knows.
Bummelum, lad os bare komme i gang, vi skal (igen) i denne uge igennem 7 singler, så vi kan få lidt luft i indbakken inden sommerferien. God blanding denne uge og mange rigtig gode singler!
Haab – “Here Today”
Dreampop-gruppen HAAB blev dannet tilbage i 2019, hvor de også udgav debut singlen “Ocean Eyes”. Deres lydunivers bevæger sig i en fin og sårbar atmosfære. HAAB har sammen skabt et unikt og dragende lydbillede, hvor kontrasten mellem organiske og elektroniske elementer kommer til udtryk.
Nu er HAAB klar med deres næste single til samlingen. Den nye single “Here Today” understreger vigtigheden og accept i at leve i nuet, og finde ro i det der er. Sangens højaktuelle budskab er at blive ved med at drømme og blive ved med at tro på en bedre verden. Lyden i “Here Today” er drømmende og emmer af store følelser og farver, der understreger tekstens vigtige temaer.
Historien om en sang, der falder i to dele, som smelter ret fint sammen. Det kunne være den lidt for lange, og ikke så catchy overskrift for nyeste single fra Haab.
Det starter tilforladeligt og roligt ud. Vi befinder os i det svævende og drømmepoppede. Velkendte farvande, som vi har navigeret i mange gange før. Det lyder godt og fanger lige til husbehov, ikke prangende, men solidt og jeg keder mig ikke i Haabs selskab.
Men, langsomt begynder sangen at ændre tone, stemning og stil. Man fornemmer, at noget vibrerer under de drømmende lag, som forsøger, at bryde igennem sangens rolige og luftige overflade. Det begynder, at boble og trænge igennem og pludselig muterer sangen. Drømmepoppen fortrænges af mere pågående og dansable rytmer.
Vi går fra det eftertænksomme, lidt introverte rum til et mere løssluppent og pumpet dansegulv. Det er en manøvre, som sagtens kunne knække sangen i to, men på en eller anden må lykkes det for Haab, at få de to dele til at hænge fint sammen. Overgangen føles naturlig, giver sangen et overraskelsesmoment og bryder med ens forventninger. Uden, at hyle en ud af den – jeg tager imod Haabs invitation til dans.
Konklusion: Vellykket single, der når ret vidt omkring uden, at det ender i noget rod. Begge sider af Haab er ganske fængende, på hver deres måde.
Mads Langelund – “To Be Alive”
To Be Alive af Mads Langelund er først og fremmest en sang, der handler om at miste dele af sig selv og sin eventyrlyst i det man bliver ældre. Sangen berører tematikker som: Hvorfor var alt mere spændende som ung? Hvad med alle de drømme man havde, og som man lovede sig selv at føre ud i livet?
To Be Alive føles og lyder som en varm forårs-blomstrende pop sang med sit catchy hook og sine varme akustiske elementer, som guitar, klaver og akustiske trommer. Sangen har en overordnet up-tempo struktur samt opbygning, som fortsætter ind i dets store eksplosive omkvæd – Dog med et mildere c-stykke, der giver lytteren en oplevelse af, hvad Mads er i stand til. Både med hans sangskrivning, men også hans vokal.
Jeg var ikke super begejstret for første radiopoppede single fra Langelund, der med “Howling For You” leverede noget, jeg beskrev som “næsten for velsmurt og effektiv”. Det blive lidt for glat, grænsende til noget, som kunne misforstås for, at være en kende konstrueret.
“To Be Alive” fremstår som en lidt bedre sang. Det er mindre radiovenligt på den lidt for indyndende måde, selvom det stadig er iørefaldende og tilstræbt fængende pop. Der melder sig dog et andet, måske mere dybtliggende problem på banen.
Her fortælles en historie om, at være ung, dumme sig, blive ældre, og lære af dem. Om livet, du ved. Der er små “episoder”, som at slutte sig til et band, eller et lille butikstyveri, og beskrivelsen af, at lære af disse fejltrin. Den unavngivne fortæller viser sig, naturligvis at være Langelund, eller et “mig”.
Teksten er ikke videre sindsoprivende, eller scenarierne opfindsomme, men det er fint nok. De fungerer i princippet. Problemet opstår i, at jeg ikke rigtig tror på Langelund.Jeg siger ikke, at han lyver. Men, teksten og de opsatte scener, og hele sangens budskab, bliver ikke leveret og præsenteret på en måde, som føles ægte.
Det virker som konstruktion, ikke “noget oplevet”, eller noget, som kunne have fundet sted. Fortællingen bliver ikke levende. Sangen er fin, melodien ganske effektiv, det kører, om end det stadig er noget pænt og anonymt til min smag.
Konklusion: Jeg ved ikke rigtig, hvad Langelund kan gøre anderledes, men jeg føler bare ikke det her. Jeg ville ikke smide radioen ud af vinduet, hvis en sang som denne kom på – den vil mig intet ondt, eller gør mig skidt tilpas. Men, det er ikke noget, jeg får noget ud af at skulle LYTTE til.
Linebug – “Amusement Park”
“Duoen består af sangskriveren Line Bøgh og tegneren Christian Gundtoft, der bygger deres samarbejde på en indie-poppet, halvelektronisk lyd og håndtegnede old school
animationer. Duoen udgiver den 16. april singlen “Amusement Park”, der er forløber for duoens debut EP af samme navn der udkommer den 4. juni.
“Jeg er meget optaget af vores evne til at sabotere os selv og hinanden, uden at vi opdager, at det er det vi gør. Jeg forestiller mig, at hvis et rumvæsen kom til verden for at observere menneskers manglende evne til at gribe lykken, ville det være lidt ligesom at se en flok vrede børn i en forlystelsespark, der blev ved med at bide og slå, selvom boderne bugnede af slik og candyfloss”, fortæller Line om sangen, der skildrer et ungt pars nattelige gåtur gennem Tivoli.
Der er nogle sange, der på en måde kommer til, at leve deres eget liv i baggrunden. Ikke fordi de er dårlige, eller der er noget galt. Faktisk kan de være ganske fornøjelige og behagelige, men måske fordi de ikke rigtig bringer andre følelser, glider de over og bliver til et rart baggrundstæppe lige så snart de går i gang.
“Amusement Park” er, på godt og ondt en af den slags sange. En sang, som når man opdager, at den rinder ud, tænker, “det var da helt klar en sang og en dejlig en af slagsen”. Og så ikke så meget mere. Det siger jeg ikke for, at lyde nedladende, negligere det arbejde og følelser, der tydeligvis er lagt i det velklingende nummer. Jeg føler bare ikke meget andet.
Det er ikke et nummer, som bugner af “slik og candyfloss”, for mig er det mere en hyggelig, udramatisk spadsertur igennem Tivoli, en lun sommeraften. Mennesker, lyde og dufte flyder sammen, bliver til et utydeligt samsurium af indtryk. Ingen oplevelser stikker ud i positiv eller negativ grad, det er ikke en aften præget af øjeblikke og begivenheder. Det er stille stemninger og en følelse af velvære.
I forhold til præsentationen, titlen, ja, endda singlecoveret, så er “Amusement Park” en overraskende afdæmpet, let-elektronisk, sagte popsang.
Konklusion: Helt klart et fint og delikat nummer, men på en måde, hvor det næsten bliver FOR rart og indbydende, så sangen bare får lov til, at være tilstede. I stedet for at gøre voldsomt indtryk.
How To Feel Huge – “What if I bite my tongue”
How to feel huge er et alternativt rockprojekt der går sorgen i møde med åbne arme.
Universet er hårdtslående, nøgent, farverigt og støjende. Universet er gæstfrit men sørgmodigt.
How to feel huge kom til som et frirum hvor de store, aggressive og sørgmodige følelser kunne slippes løs. Et sted hvor det tungsindige og dystre er det smukke.
Hold da op, der er da vist nogle følelser og muligvis aggressioner i klemme her Intenst, det er hvad det er hos How To Feel Huge. Det er vitterlig, på flere måder lyden og følelsen af, at have lyst og bide sig selv i tungen – og tiden på til så selvmålsagtig en beslutning.
Det her er lyd udgaven af langsomt, at spænde i kæberne og lade spidsen af tænderne ramme tungens overflade. Intensiteten i det dystre, skurrende og opbyggende nummer stiger i takt med, at spidserne borer sig ned i det bløde kød. Man får blodsmag i munden i takt med, at tænderne synker dybere og dybere ned.
Det er en smertefuld og voldsom oplevelse, ikke på grund af tempoet, eller vilde, dramatiske variationer. Det virker uundgåeligt, som noget man ikke kan stoppe, selvom man egentlig ikke ønsker det sker. Alligevel er der noget forløsende over den selvpåførte smerte. Det er lige før, at man nyder det.
Måske får How To Feel Huge en til, at føle sig netop stor her? Eller i kontrol? Måske føler man, at man fortjener smerten? Der er en form for trøst og velvære i den, og ro. Hvor modstridende det end måtte lyde.
Konklusion: På mange måder en overrumplende og højdramatisk sag, der med ret enkle og på positiv vis monotone virkemidler opnår stor effekt. Det smager sgu’ på underlig vis af mere, at bide sig selv i tungen på denne måde.
Malle Frede – “Loneliness Creeps In”
Sangen handler om ensomhed, den handler om ikke at føle sig værdig og god nok, og sætter spørgsmålstegn ved eksistensen, men ender så ud i en drejning der er fuld af håb og gåpåmod.. Jeg vedhæfter lyrics, i tilfælde af at jeg mumler for meget når jeg synger..
Jeg arbejder også på et album hvor sangen her vil indgå, det bliver en personlig rejse ind i svære følelser, identitetskrise, kærlighed, angst , osv.. Ja alt det jeg er gået igennem, som jeg selv synes at jeg nu har fået lavet til noget jeg vil vove at nu kunne kalde smukt og følsomt, stadig dystert, men derfor også meget levende.
Halløj, hvad har vi her?! Jeg er straks indfanget af Malle Fredes særprægede og dragende univers. Der er noget inderligt og samtidig meget intenst over lydbilledet og den højstemte kvindevokal, som suger en ind.
Det er lige før, at det hele bliver for meget af det gode og kammer over, men balancegangen er med til, at understrege og styrke sangens indre drama. Det er et af de tilfælde, hvor det føles som om vokalen er på grænsen af, at lægge en tone for højt. Lige ved at knække, eller blive presset ud over kanten, men ikke gør det.
Man holder vejret. Den akustiske guitar føles en lille smule “off”, men igen er det blot med til, at give sangen et stille, og alligevel voldsomt præg. Men alt er ikke rigtigt i “Loneliness Creeps In”, det er tydeligt. En fornemmelse af smerte og let ubehag er konstant tilstede.
Det er store følelser og kræfter, som er i spil her. Og en sårbarhed. Noget nært og meget personligt og nærværende. Det har nerve. Et nummer der fanger mig, og holder mig fanget, fra start til slut, og faktisk formår både at gribe og rører et eller andet i mig.
Konklusion: OK, man mærker at der er noget på spil her. Det er store følelser, som skal tøjles og er lige ved at stikke af. Fascinerende og knugende intenst, ekspressivt og indelukket på samme tid. Meget flot og fængslende single.
https://www.youtube.com/watch?v=4taHbsHsm6k
Lukas Vanggaard – “Hey!”
På Hey! har Lukas taget springet fra stuen og taget sine iPhone-skitser med i studiet. Talentet for den gode popmelodi, kærligheden til indielyd og den hudløst ærlige tekstside er umiskendeligt Vanggaardsk, men indpakningen og legen med postproduktionen er løftet et nyt sted hen.
Hey! kalder på forår, på mod til at åbne munden og håbe på kærlighed.
”Et indre forstørrelsesglas med fokus rettet direkte på usikkerhederne og fejlene gør, at jeg ikke får sagt noget af det, jeg tænker. I Hey! tager jeg det store tilløb til at gå længere ud end til navlen. Ud i bugten, hvor jeg ikke kan mærke bunden, og så håber jeg på, at jeg svømmer. Det må være det største, jeg ikke kender til: den der kærlighed, hvor to mennesker bare flyder ovenpå det hele som små, gule badeænder”, fortæller Lukas.
Så er der nye poppede, uskyldsrene men dybfølte hjerte/kærlighedskvaler fra Lukas vanggaard. Den sympatiske herrer er, tilsyneladende uhelbredeligt syg. I sit blødende, men alligevel stærkt bankende pophjerte.
Vanggaard har en evne til, at kombinere det let-lidende og sørgmodige med noget, der stadig rummer en bismag af håb og optimisme. Det har han vist på en lang række singler, og “Hey!” er ingen undtagelse. Er man bekendt med Vanggards tidligere musikalske bedrifter, så vil det her virker genkendeligt. På den gode måde.
Samtidig med, at Vanggaard er god til, at sætte ord på hans kvaler, og holde en tone, der virker charmerende små-naiv (eller bare håbefuld?) og stueren, så kan han lave iørefaldende melodier. “Hey!” er en af de bedre! Den er let til bens, uden at blive FOR tyndbenet. Fængende, uden at der lefles og velskrevet, så det hele glider ret elegant og ubesværet.
Det er, måske “mere af det samme”, men Vanggaard får det maksimale ud af sin formel Faktisk har den måske aldrig været mere velfungerende end her?
Konklusion: “Hey!” virker på en måde, som en opsummering af alle de ting Lukas Vanggaard tidligere har vist han er god til. Det giver kort og godt en rigtig god single!
The Machine Knows – “Killer”
THE MACHINE KNOWS blev ganske vist dannet for nylig i slutningen af 2020, men gruppens tre rock-veteraner – bestående af Kristoffer Veirum (Dance With Dirt/Still The Man), Tobias Weltzer (Fremmand/Strange Fruit) og Antonio Roxy (Fremmand) – har ikke spildt tiden i øvelokalet på langstilkede smøger og billige dåseøl.
Nu er tiden endelig moden til at løfte sløret for den hårdtslående introduktion af THE MACHINE KNOWS’ fængende rock-univers, der byder på lige dele gnistrende guitar-riffs og dramatiske melodier.
Singlen “Killer” bygger på den vuggende grund af et frækt shuffle beat tilsat tung bund, rasende fuzz-guitar og en bister fortælling om at blive forrådt af sine nærmeste, mixet og masteret af Tue Madsen (Meshuggah/The Haunted). Det er moderne rock med en fod i traditionerne, den anden på speederen, falkeblikket rettet mod fremtiden, og det vilde hjerte gennemsyret af oprigtighed.
Beskrivelsen lyver bestemt ikke, sangen vugges frem af et frækt shuffle beat. Det giver en skubbende fremdrift, som man enten kan blokere bremsen og forsøge, at stritte imod overfor, eller som man bare må kapitulere til. Jeg vil foreslå det sidste, det er ikke en kamp du vinder, rytmen er for insisterende og medrivende.
Single har nu også andre, fine kvaliteter. Ikke mindst, at det her virker dejligt ærligt, som om det kommer fra nogle bankende rockhjerter. Rockhjerter, der har styr på deres rockhistorie, og ikke holder sig for fine til på vellykket vis, at gå på rov i den. Fra glam til mere moderne tendenser, det her kunne være et sært kærlighedsbarn mellem T Rex og Queens of the Stone Age.
Ikke 1:1, men man fornemmer antydninger, vibrationer, brudstykker og inspiration, sat sammen på effektiv vis. Det er en smittende og pågående sag, det her uden, at virke alt for anmassende. Det er ganske hårdtslående og pumpet, men stadig melodisk. Det mere brummende og bombastiske i lyden bløde op med noget veldoseret brug af andenstemme på vokal.
Konklusion: Det kører sgu’ for The Machine Knows på mange fronter på “Killer”, der er lidt af en… ahem… dræber-single! Ikke en stille, stealth snigmorder, det her er en swagger, læderklædt lejemorder udstyret med en pumpgun.
Føjes til På Repeat-listen: Malle Frede + The Machine Knows
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Malle Frede, pressefoto
