100! Yes, så nåede vi Repeat nummer 100, hvilket fejres ved, at vi gør som vi plejer! Bare med lidt flere singler end normalt. I denne uge anmeldes numre fra: nikolaj grandjean, Natlys, Sært Skarn, Bünni, Tidebound, Jan Rørdam, A Mess og Twin Dive.
Så har jeg skrevet indledninger til Repeat 100 gange… Og anmeldt… hmm… mange, mange singler! Jeg ved ikke præcis hvor mange, da antallet pr. gang har skiftet lidt, alt efter hvor proppet indbakken var. Men, et sted mellem 650-750 singler, er mit bud.
Lige nu, er vi igen inde i en periode med lidt ventetid på linjen pga., der dumpet mange singler ind igennem den virtuelle brevsprække. Så, igen igen igen: beklager ventetiden, vær tålmodig, vi når nok det meste. Ingen sommer…
nikolaj grandjean – “Heart Of Stone”
Jeg har tidligere anmeldt en enkelt single fra grandjean, om bevæger sig inden for den blødere singer songwriter pop. Introduktionen til hans univers fortæller blandt andet:
“Den danske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist nikolaj grandjean er en ener i dansk musik, og han har været vidt omkring i verden, i musikken og i samarbejder med andre kreative sjæle. Det blev til tre albums og to danske grammy-nomineringer som sangskriver, guitarist og co-sanger i bandet Luke fra 2000 til 2006, før han i 2008 udgiver sit første soloalbum ‘Carrying Stars’ under navnet n*grandjean. Albummet blev en stor succes, ikke mindst sangen ‘Heroes And Saints’, som blev et hit i Brasilien og Portugal, og ‘Shift To Reverse’ fik ligeledes stor opmærksomhed gennem sin medvirken i tv-serien House Of Lies”.
Der er noget følt, sårbart og skrøbeligt over grandjeans levering her. Vokalen er ikke ved, at knække, men leverer bare en præstation, som lyder blottet og afvæbnende. Det er ikke ham, der har et hjerte af sten.
Lydbilledet er samtidig ret varmt og organisk, det knitre næsten lidt. Ude i krogene hører man af og til et “jep”, som kalder ud. Det er med til, at give sangen og den lyd en levende live-følelse. Sammen med grandjeans fine stemmeføring giver det et nummer, der gennemstrømmes af en smittende og behagelig ro.
Det var et nummer, som jeg lige skulle tune mig ind på, og blive gode venner med. Men, for hver gennemlytning er det vokset og har efterhånden slået ret solide rødder i mig. Det er ikke en sang, som kommer dig i møde med store armbevægelser, og presser sig på. Den sniger sig op på en, i sit helt eget, tilbagelænede tempo.
En af den slags sange, som nænsomt pakker en ind i de rolige, let vuggende toner, heldigvis ikke på en måde, hvor man keder sig. Man kan godt slumre lidt hen, men det har kant nok til, at lydtæppet ikke bliver for pænt og glat. Det kradser lige nok til, at man hører efter.
Konklusion: Behagelig sniger, men også en single, der lige kræver et lyt eller to, inden den begynder at åbne sig. Eller, at man som lytter begynder at tø op og opdager, at der faktisk gemmer sig en stille sang med masser af gennemslagskraft under den tyste overflade.
Natlys – “Nuancer af grå”
Da Jeg anmeldte singlen “Hverdag” fra duoen Natlys for et par måneder siden, sammenlignede jeg med navne som Moi Caprice og Søren Huss. Nu er det lille baggårdshus-projekt fra Nordvest aktuelle med endnu en single:
“Natlys nye single “Nuancer af grå” handler om kærlighed sidst i 20’erne, og hvad det vil sige at møde et menneske som man har lyst til at tilbringe resten af sit liv med. Samtidig er det også en hyldest til de mennesker, der evner at se potentiale i andre, og slukker de brande, vi nogle gange får tændt”.
Indledningsvist minder Natlys mig en smule om et navn, som Tårn. Lidt, roligt spruttende indie-pop, med en ret emotionel vokal. En snert af noget skævhed i melodi og rytmik, som måske i glimt også kunne minde om Hymns From Nineveh. Både i musik og stemmens klang og leveringen.
Men, sangen vokser og muterer. Natlys har også en understrøm af noget lidt mere “hårdtslående”, der begynder at trække i bentøjet og forsøger, at rive en med. Stille krusninger på overfladen, og noget mere lumsk og kraftfuldt lige under.
Det er også et nummer, der i kraft af sin bevægelse mod noget mere rivende og ruskende, rummer en fornemmelse af noget opbyggende, eller voksende. Som om, der er ved at blæse op til en musikalsk storm. En, der aldrig helt bryder igennem og får overtaget, tøjlerne og alle kræfter slippes aldrig helt fri .
Konklusion: Fin single, men ikke en der får blæst mig helt omkuld. Men, der er potentiale her, man fornemmer, at duoen er lige ved, at knække koden og levere et decideret fremragende nummer.
Sært Skarn – “Når Du Ser Mig I Øjnene”
“Det aarhusianske rock-orkester Sært Skarn insisterer på at være til stede i rum, tid og sind, midt i en verden præget af krav om effektivitet og resultater. Med sin storladne melankoli, fængende melodier og poetiske lyrik giver kvartetten reminiscenser til 90’ernes indie-rock på deres egne særegne, langmodige vis. Dette kan høres på bandets nye single ‘Når Du Ser Mig I Øjnene’ – en sjælden sang om mystikken ved både livet, døden og transformationen, der samtidig indvarsler en generel tematik på bandet kommende debutplade ‘Farvel’.”
Der blæser også en stille storm hos Sært Skarn, men modsat ovennævnte Natlys, så får den her endnu mere fat. Det er et nummer, som svajer og bølger i vinden. Der er ikke tale om en altødelæggende orkan, men nærmere en sang, der virker som om den befinder sig i en trykkoger, eller lille, tæt boble.
Men, inden i den raser stormvejret, så boblen føles, som om den skiftevis udvider sig, trækker sig sammen. Musikken hvirvler rundt derinde, i en form for indre drama og konflikt – det syder derinde, “når du ser mig i øjnene”. Man kan nærmest mærke, hvordan det bobler inden i vores afsender, mens fatningen forsøges bevaret på den mere stoiske overflade.
Musikalsk er der masser af pondus, nerve og en rock-vibe, som giver sangen masser af kant og tyngde. Det er ikke lige-ud-af-landevejen rabalder-rock, men noget mere sfærisk, let-psykedelisk, drømmende og storladent.
Det er ikke udelukkende et rart sted, at opholde sig, eller stadie at befinder sig på. Musikken flår, på sin egen brusende facon. Vokalen lyder stedvis frustreret, lidende og ramt af tvivl. Der opstår tvetydige følelser, “Når Du Ser Mig I Øjnene” raser.
Tilsammen giver det fornemmelsen, af noget der er lige ved at sprænge, briste eller blive revet midtover.
Konklusion: Der er store følelser i spil her, Sært Skarn håndterer dem på virkelig elegant og betagende vis. Et næsten hypnotisk og transcenderende nummer, der både virker sært tillokkende og truende på samme tid.
Búnni – “U-Bahn”
Bünyamin Eroglu, som gemmer sig indeni Bünni, er en særdeles produktiv herre, som vi har været omkring i forskellige sammenhænge et utal af gange. Både solo, som her, og som del af bandet Eerie Glue.
Stilen er, ofte små-psykedelisk, skæv, iørefaldende, “poppet” , emotionel og dagdrømmende rock. Der er lidt moderne storby hippie, beat-poet og skrøbeligt sind sanger og sangskriver over Bünnis univers.
“U-Bahn”, der spiller på hans Berlin-forbindelse, hvor han har været bosat (eller er?), men er ellers Bünni i vante omgivelser. Det er både godt og lidt skidt. Kan man lide den stil, som man efterhånden er vant til fra hans varme hænder, så vil man føle sig i trygge rammer. Savner man, at der bydes på noget nyt fra hans krøllede hjerne, så er man gået galt i byen.
Bünnis musikalske U-Bahn tøffer igennem lydlandskaber, der har noget lyst og opløftende over sig på overfladen, men rummer nogle mere sårbare og melankolske skygger i sangens undergrund. Den dualitet i udtrykket, er næsten altid til stede hos Bünni, der let-plaget, eller i hvert fald blottet følelsesladet, synger sig igennem det behagelige nummer.
Det er bare en lille melodi, han igen synger her, men det fungerer. Bünni kan det der med, at skrue en “lille sang” sammen, så det virker legende, let og sådan lidt tilfældigt og “den kom bare lige”. Slagsiden er, at det kan virke sådan lidt skødesløst og henkastet, sat sammen af allerede etablerede og velafprøvede stumper og inspirationskilder.
Konklusion: Bünni er og bliver (åbenbart) Bünni, en uforbederlig romantiker, både hvad angår hans egen stil og inspirationskilderne fra en svunden tid. Hvis man kan være en musikalsk original uden, at være synderligt original, så er Bünni sådan en. Og svær ikke, at holde af. Fin sang!
Tidebound – “Cradle”
Dave Müller har fødder og rødder solidt plantet i den københavnske undergrund, hvor han igennem mange år har været aktiv i forskellige bands og projekter. Fra roots musik til funeral doom, han er kommet vidt omkring.
På egen hånd, under kunstnernavnet Tidebound har en EP fra 2018 på samvittigheden, som blandt andet fik 4 stjerner her på siden. Stilistik og klangmæssig er han blevet sammenlignet med navne som Mount Eerie og Songs:Ohia, Townes van Zandt og selveste Leonard Cohen.
Der er, dømt ud fra denne stille og rolige single, et stykke vej op til disse navne. Der forsøges med noget dysterhed på vokalen, men det er nok et af mine største problemer med denne single. Det kommer, i mine ører til, at fremstå en kende påtaget. Det lyder som om Müller prøver på, at lyde som han gerne vil, i stedet for at lyde som sig selv.
Måske er det bare sådan han synger, men det kommer altså til at virke forceret. Forceret kan man ikke klandre nummerets længde og tempo for, at være, tværtimod. Der er for lidt udvikling her til min smag. Der tilstræbes sikkert, at slå en bestemt stemning an, og så holde den, og forhåbentlig indfange og indhylle lytteren i den. Jeg bliver, desværre bare ikke fanget.
Og så kommer en langsommelig, ellers ganske atmosfærisk sang, som denne, bare til at fremstå meget lang. Der flyder et lysere kvindekor gennem sangens mørke, det fungerer indledningsvist, men så bliver også det element ramt af sangens mangel på udvikling og variation. Til sidst bliver det bare lidt irriterende, at koret lyder så ensformigt.
Jeg har en idé om, at mange af elementerne her ville fungerer bedre i en anden indpakning, eksempelvis den funeral doom, som Müller også har arbejdet med tidligere? Her ender det, beklageligvis bare med, at føles stillestående og i sidste ende små-kedeligt.
Konklusion: Rent atmosfærisk fungerer det her i glimt. Men, det bliver for langt og der sker for lidt.
Jan Rørdam – “Der Hvor Hunden Ligger Begravet”
“I sangen reflekterer Rørdam over relationen mellem hund og ejer. Men der stikker selvfølgelig mere under. I ægte Rørdamsk stil bruger han nemlig hunden som en metafor for at kunne belyse nogle af livets store spørgsmål, der ligger ham meget nært.
”Der Hvor Hunden Ligger Begravet” er en fortælling, der ledsages af Jan Rørdams akustiske guitar og en enkel og iørefaldende melodi. Med sin karakteristisk behagelige stemme formår Rørdam at pakke sangens emne ind i hans sædvanlige melodiske toner”.
Der hvor hunden ligger begravet for “Der Hvor Hunden Ligger Begravet”, er kort og godt, at det ikke er nogen videre fremragende sang, samlet set. Jeg kan lide dele af den. Metaforen er, sådan set, fin og giver mening. Men, udførelsen halter lidt. Lyrisk kommer til, at virke en smule FOR konstrueret.
Sangen løfter sig aldrig for alvor fra sin døsige indledning. Melodi, opbygning og vokal virker en kende trætte. Der sigtes nok efter et lidt afdæmpet udtryk, sat til en roligt “strømmende” melodi i midttempo, men jeg savner, at den vågner lidt mere op og får fat. Det gør, at sangen kommer til at virke noget tung at danse med og slæber sig lidt afsted.
Rørdam har sådan set en behagelig og tillidsvækkende vokal, der er en smule “folkeskolelærer” stemning og følelse over den. Den diskrete andenstemme, som bakker op i omkvædet, er jeg ikke udpræget begejstret for. Det bliver lidt for pænt og tilfører sangen en lidt uheldigt gammeldags-P4 klang, der virker for altmodisch og “nydelig” til min smag.
Konklusion: Det blev ikke nogen ny “Himmelhunden”.
A Mess – “Aquarium”
Jeg var ret begejstret for Dorte Hartmann aka A Mess’ første single, der røg på Repeat-listen tidligere i år. Det var et barsk, støj-rockende nummer om et personligt oplevet overgreb på Roskilde Festival.
Stemme og stil kan virke velkendt, hvis man er bekendt med Hartmanns tidligere musikalske output, eksempelvis som en del af støj-pop bandet Two Trick Pony. Bare lidt mere råt og mindre poppet, nu hvor hun står på egne ben.
Stilen forsættes på anden singlen “Aquarium”, der dog også rummer nogle mere pågående elementer. Eksempelvis guitaren og melodien, der i glimt minder mig om noget så ellers fjernt fra Hartmanns udtryk, som The Hives? Eller, måske bare den iørefaldende, energiske garagerock, som svenskerne har lånt kraftigt fra?
Det er elementært effektivt og fængende, men kommer måske ikke helt til, at ramme lige så dybt, som nævnte førstesingle fra A Mess. Men, som noget mere umiddelbart og direkte, da er det en velfungerende, lille rocksag, der er svær ikke, at blive revet lidt med af når musikken rocker derudaf.
Hartmann har en god, karakteristisk og smittende vokal og levering. Det er, måske en ret “klassisk” klang og stil indenfor genren, den vil nok, bevidst og ubevidst, give lytterne en masse associationer til lignende, beslægtede sangere. Det er ikke et problem for mig, jeg kan lide stilen og Hartmanns udgave af den.
Konklusion: Endnu et glimrende, kort og kompakt rocknummer fra Hartmann.
Twin Dive – “Let Light In”
“Bandet Twin Dive blev dannet af de to dedikerede musikere Robert og Ragnar tilbage i sommeren 2018. De fandt sammen med deres fælles kærlighed for rock’n’roll, og besluttede sig derfor at danne et band sammen der var drevet af lidenskab, dedikation og kærlighed til musikken.
Twin Dive debuterede tilbage i 2019 med singlen “Joy Will Follow”, og de har siden da udgivet en række stærke singler.
Nu er Twin Dive klar med deres næste udspil i form af singlen “Let Light In”. Sangens lyd er præget af genre som grunge, punk og britrock, hvilket understøtter følelsen i sangen om at lade lyset ind – både som et naturfænomen og som åndelig energikilde til livet”.
Der er noget lige på og hårdt over Twin Dives lyd her. Og 90er. De kan vist ikke løbe fra, at 90ernes alternative rockscene er en kraftig inspirationskilde. At spole tiden 25-30 år tilbage er nu heller ikke et problem, i dette tilfælde. De rammer tonen og attituden godt.
Faktisk er deres snerrende attitude en af deres store forcerer. Der er noget sammenbidt, stålsat og cool over det samlede indtryk. Samtidig er det tilpas iørefaldende, så man sidder og rokker lidt med, når sangen hugger afsted i et fornuftigt tempo.
Det larmer, rusker og rykker. Der er skruet godt op for strømmen, men sangen får i kraft af sin loud-quite-loud opbygning også lov til, at ånde i kortere passager. Skulle man kritisere nummeret og Twin Dive for noget, så er det, at sangen, ud over lidt manglende originalitet, måske lige mangler “det sidste”.
Den er ikke voldsomt mindeværdig, når den har støjet færdig og det er også som om, at den jeg lige savner det sidste, afgørende “skub”. Jeg vil ikke sige, at den hænger med bagenden, men den kunne muligvis godt strutte lidt mere?
Konklusion: Godt, driftsikkert rocknummer, der i sidste ende dog fremstår som en “lille” sang.
Føjes til På Repeat-listen: nikolaj grandjean + Sært Skarn + A Mess
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sært Skarn, pressefoto
