Så blev det tid til første udgave af vores anmeldelser af singler her på siden, hvor du kan læse vores mening om nye numre fra Zoo Me Now, Anders Riis, Sofia Hedia, Skinny Violet, Casper Blanca, Trainwreck Department og Whores & Thieves.
Denne første udgave er lidt en prøveballon, og det kan være der lige går et par udgaver inden den endelig form findes og formatet er helt på plads. Så bær over med den måske manglende kontinuitet fra gang til gang. Det er meningen, at spytte en samling anmeldelser ud hver gang der er nok i bunken.
Dette er samtidig erstatningen for Dagens Track, der efter 4-5 år havde udtjent sin skæbne, eller, der skulle i hvert fald ske noget nyt. Dagens Track har aldrig været ment som et sted, hvor vi ville være direkte kritiske, eller på sin vis bedømme de indsendte numre, så det endte også lidt med, at være en “reklamesøjle”, uden de store holdninger.
Nu kommer der, forhåbentlig, en lille smule mere kød på. Først og fremmest, så har jeg, i hvert fald indtil videre, valgt IKKE at uddele en karakter til singlerne ud fra nogen skala. Måske skifter det på et tidspunkt, hvis jeg (og det bliver nok undertegnede der kommer til at styre slagets gang her) pludselig kan se fidusen i det, eller hitter på en skala jeg synes er brugbar.
Fremgangsmåden bliver en kort introduktion til kunstneren/sangen, et afsnit med førstehåndsindtryk, dernæst hvad der dukker op efter flere gennemlytninger og så en lille konklusion. Alt sammen sammen holdt så kort og enkelt som muligt.
Men hvad er det så en single skal kunne, eller hvad gør en god single? Det er jeg, muligvis, heller ikke helt afklaret med, eller har fået 100 % afgrænset, hvilket måske heller ikke er nødvendigt. For det første er det, selvfølgelig, “en god sang”. Det siger sig selv (well, well, well). Men der er i min verden forskel på en god single og en god sang. Singlen skal OGSÅ være en god sang, men gode sange behøver ikke nødvendigvis være gode singler, jah? Dermed mener jeg ikke, at alle singler behøver lugte af radio airplay og/eller hitpotentiale, det varierer også fra genre til genre. Det ville eksempelvis være tosset, at holde en popbasker op mod en grum single fra et doomband.
Men, på egne præmisser, indenfor den genre den gør sig i osv. må man formode, at kunstnerne sigter efter, at give folk en appetitvækker på en kommende udgivelse, servere noget der smager af mere, ville sige “her er jeg/vi” eller på anden måde skabe opmærksomhed omkring deres musik. Singlen er maddingen på krogen, der skal få dig til at bide på og blive hevet i land.
Det er det, hele molevitten og lidt til, som jeg vil forsøge, at have i tankerne, når jeg lytter singlerne igennem og giver dem nogle ord med på vejen fremover.
Zoo Me Now – “Wrong”
Zoo Me Now er et københavnsk rockband, som vi har anmeldt 2 EP’er fra tidligere, begge til 4 stjerner. “Wrong” er i følge dem selv deres “spæde forsøg på et mere nedtonet og stille rocknummer”.
Førstehåndsindtryk: Jeg får en 00’er alt-rock vibe, hvor vokalen går fra det pæne og rolige og op i den lysere ende af registeret, når vi rammer omkvædet. Det er på mange måder ret klassisk hvad angår lyd og opbygning, og noget man sagtens kunne have forestillet sig blive spillet i radioen for 10-15 år siden.
Det er blødt og lyttevenligt, uden at det bliver alt for poleret og samtidig ret catchy uden, at melodien bliver anmassende.
Efter flere lyt: Jeg kan virkelig godt lide måden nummeret hurtigt og effektivt bygger op fra vers til omkvæd, især de ret enkel, men effektive, “stigende” trommer. Vokalen er flot, hvis man er til stilen. Selvom der sigtes efter det nedtonede og stille, så er der en tydelig “peak-kurve” i sangen, så den ikke bliver for nedtonet til, at fungere som single.
Man savner måske et endnu tydeligere hook, eller noget der får sangen til, at eksplodere mod slut, det kunne have været et skud rockguitar. Men, det er tydeligvis et bevidst valg.
Konklusion: Mission fuldført for Zoo Me Now, flot single, uden at være prangende.
Anders Riis – “Danmark”
Anders Riis udsendte forrige år albummet Alt Væk, som vores anmelder Troels-Henrik havde som en af hans favoritudgivelser i 2017. Nu har Riis sat sig for, at skrive en Danmarkssang. Om nummeret forklarer han:
“Jeg skriver ikke decideret politiske sange, da jeg ikke er meget for “finger-pointing songs”, som Bob Dylan kalder dem! De kan blive lidt endimensionelle. Min ide var at skrive en sang, der både beskriver den helt nære og intime relation, men også beskriver et ønske om fællesskab og soldaritet. En slags revolutionær sang skrevet fra sengen. Den slags sange synes jeg verden har brug for”.
Førstehåndsindtryk: Det er en stille sag og en hvis tekst og afdæmpede, smagfulde musikalske univers tydeligvis kræver flere lyt. i første omgang fanger jeg ikke hele teksten, men nyder den rolige og sikre opbygning, samt de små bølgeskvulp på vejen.
Efter flere lyt: “Danmark luk øjnene i og forestil dig alt du ku’ bli'”, lyder det i begyndelsen af omkvædet. Det beskriver meget godt den lidt døsige, drømmende stemning, som gennemstrømmer sangen, der vitterlig føles som lyden af, at ligge og spekulere lidt under dynen. Eller, “i nyvasket sengetøj, på nystrøgne lagner, døsig og småliderlig, for træt til virkelig at mene noget”, som det lyder i første vers.
Jeg er ikke sikker på, at det her er den mest optimale single, så er den i hvert fald rettet mod et tålmodigt og lyttende publikum. Til gengæld er det en decideret fremragende sang, hvis I kan følge min differentiering mellem “single” og “sang”.
Konklusion: Smagfuldt udført og arrangeret, fantastisk tekst, et nummer der formår, at sige noget om både det nære og personlige og et større perspektiv på samme tid – uden at det virker fortænkt. Virkelig stærkt, men ikke det mest oplagte “singlehit”.
Sofia Hedia – “Mand”
Sofia Hedia gør sig i det poppede, med en hældning mod det elektro-poppede, her i balladeform. Om singlen lyder det: ‘Mand’ er en stærk og ærlig fortælling om at blive voksen sammen med den, man elsker, og den smertelige erkendelse, der ligger i at være vokset fra hinanden.
Førstehåndsindtryk: OK, pænt kedeligt! Langsomt udviklende og spartansk instrumenteret, så det nærmer sig det stillestående og underernærede. Teksten har måske noget, selvom jeg ikke er helt solgt på vokalen, som matcher mit indtryk af musikken meget godt.
Efter flere lyt: OK, det er jo pop, så forventningsafstemningen for, hvad man kan forlange og hvad der rent faktisk sigtes efter her, krævede lige en finjustering. Formuleringen “du svømmer baglæns og leder efter en pige, som du mødte engang”, der optræder flere gange i nummeret, som en del af en form for omkvæd, synes jeg er fin… resten… ehhhh… Ikke dårlig pop, men, det bliver aldrig rigtig levende for mig, eller “vokser op af papiret”… det forbliver, lidt flade, ord.
Musikalsk sigtes der klart efter det minimalistiske og ikke så “flashy”, sikkert for at skabe noget intimitet og nærvær, men det bliver sgu godt nok noget kedeligt for mig. Jeg savner mere drama, et eller andet, som fanger min opmærksomhed.
Konklusion: Som popsang er den “acceptabel”, som single er den alt for flad og neutral.
Skinny Violet – “Crystals”
Nå, tid til noget rock igen! Duoen Skinny Violet, bestående af Amalie Kruse og Ulf Hove, var Dagens Track med “Leave My Head” i slutningen af november, deres første nye nummer i 4 år. De fulgte op kort tid efter med sangen “Crystals”.
Førstehåndsindtryk: Hmm, dystert og slæbende! Som om sangen nærmest modvilligt kryber og smyger sig ud af højtalerne. Snerrende og ret stenet vokal fra Kruse, og et råt, truende og ulmende lydbillede. Hov, var den allerede slut?
Efter flere lyt: De to nye numre fra Skinny Violet, ikke mindst den her, har virkelig pirret min nysgerrighed. På “Leave My Head” var der stadig godt med tempo i den rå garage-klingende rock, her formår de at trække stort set al fart ud af sangen, uden at det af den grund føles stillestående eller tomgangstruet.
Det er måske ikke verdens mest oplagte “hit” single (der var den igen), men modsat, så er sangen her med sine 2 minutter og 40 sekunder så kort, at man ikke når, at miste interessen – på trods af de “manglede” elementer, der plejer at gøre en single virkningsfuld. Og fed outtro!
Konklusion: Som appetitvækker må jeg sige, at “Crystals” rammer plet. Jeg bliver sulten efter mere, uden at jeg sidder tilbage med en tom mavefornemmelse efter det korte nummer er slut. Mere, tak.
Casper Blanca – “Bound To Fall”
Der er også nyt fra den danske Elliot Smith (ingen stress eller pres herfra) Casper Blanca, som vi har anmeldt 3 udgivelser fra siden 2014, alle til 4 stjerner. Så, der tegner sig et mønster? “Bound To Fall” hedder første smagsprøve fra næste album, Fairy Tales, et album som Blanca selv beskriver som: “… ikke et unikt snefnug, men et forsøg på at give noget tilbage til den musik som har holdt ham i hånden igennem tilværelsen”.
Førstehåndsindtryk: Denne form for navlepillende (hans egen formulering, eller “over gennemsnittet” navlepillende, kalder han det faktisk) singer songwriter musik er i akut farezonen for, at falde i et med tapetet og blive baggrundsmusik for mig. Og selvom jeg her forsøgte at høre efter! Det er måske fordi, det lyder så beroligende?
Efter flere lyt: Det er jo ikke fordi det her ligefrem vader ind i en med træsko på! Men, det er helt klart godt håndværk og “gør det, det skal”. Jeg har efterhånden nævnt et par gange, at jeg ikke ved hvor oplagt et nummer er som single, indrømmet, det kommer jo an på målestokken og, ja, genren. Det her forsøger jo ikke, at være eller blive en oplagt radiobasker eller øreorm. Vi er i en anden boldgade her, og en behagelig en, hvis man er i humør til navlefnuller.
Hvis man skulle gøre et eller andet ved nummeret, så det blev lidt mere farvestrålende eller iørefaldende, så kunne man måske have skruet op for strygerne, der gemmer sig lidt. Men, det er sikkert gjort for, at det ikke skal blive for svulstigt?
Konklusion: Solidt nummer, der på godt og ondt ikke maser sig på og er rar underlægningsmusik til andre aktiviteter.
Trainwreck Department – Through Static Fields”
Trainwreck Department er endnu et i rækken af lo-fi projekter fra musiker Jacob Faurholt, som vi efterhånden har anmeldt et to-cifret antal gange. Denne gang i samarbejde med Claus Frøhlich, som nogle vil kende fra beslægtede Younolovebunny.
Førstehåndsindtryk: Hvis der er noget Faurholt har vist gennem sine projekter, så er det, at han formår at skabe noget der er umiddelbart fængende, med ret få midler. Det her er ingen undtagelse. Måske ikke så “hooky” som nogle af hans mest catchy sange, men jeg kan godt lide den fremadstrømmende og let vuggende melodi sangen igennem.
Efter flere lyt: Teksten lyder egentlig ret personlig med et gentagende håb om, at “klare det i fællesskab” og frygten over ens familie lever i en “rotten town”. “Let’s find a new place, the three of us”, lyder det blandt de støjende, men ikke fræsende, guitarflader og en ret markant bas, der danser relativt let på tå gennem sangen. Jeg kunne lide sangen efter første lyt, men den forsætter med at vokse og folder for alvor sin fængende side ud ved gentagende afspilninger.
Konklusion: Trainwreck Department og “Through Static Fields” er ikke et decideret nybrud for Faurholt og den lyd man kender ham for, og alligevel lyder det ikke helt som hans andre projekter. Han bliver på en eller anden måde ved med, at finde på små justeringer i et ret minimalistisk univers, der gør at det ikke virker som ren gentagelse. Godt nummer.
Whores & Thieves – “Shh”
Whores & Thieves er tilbage med ny lyd efter albummet Silent Town, der udkom helt tilbage i efteråret 2015. I den mellemliggende periode har bandet, blandt andet, været ramt af alvorlig sygdom og har i det hele taget, virker det som om, måttet slås lidt for, at holde det momentum deres første EP, debutalbummet og endelig album nummer to, ellers fik opbygget. Nu er der foreløbigt en ny EP, Older Ones, på vej og singlen “Shh” er første smagsprøve.
Førstehåndsindtryk: Som titlerne Older Ones og “Shh”, så stiles der mod et mere modent og afdæmpet udtryk, modsat den brummende rock fra heden, som dominerede bandets første tre udgivelser. “Shh…” er mere dunkel og afventende og gør måske ikke såååå meget væsen af sig, under første gennemlytning.
Efter flere lyt: Der skal dog ikke mange afspilninger til, faktisk kun een mere, før man sidder og nikker med på melodien. Jo, det føles lidt mørkere og mere ildevarslende, og der er skruet lidt med for muskelmassen i guitarrocken, over til noget mere vuggende. Det føles faktisk som om sangen slingrer lidt henad nogle gamle, rustne skinner.
Med 2 minutter og 22 sekunder er det bestemt ikke et nummer, som bliver hængende længere end det er velkommen. Ligesom opbygningen er lidt atypisk, enten kunne man sige, at sangen ikke rigtig har et omkvæd i gængs forstand, eller føles som et langt et af slagsen.
Konklusion: Det er både en “vokser” og en sniger. “Shh” virker ikke påtrængende eller opmærksomhedskrævende, men efter ganske kort tid har den sneget sig ind på en. Kort, men godt.
Af Ken Damgaard Thomsen
