Det er et ambitiøst, selvbetitlet udspil, Reliks kommer med. Er man ambitiøs er der en evig risiko for at falde ud i en decideret naiv retning. Reliks ligger faretruende tæt på en naiv teknisk fascination – men har et par væsentlige esser i ærmet.
De fire numre, Reliks præsenterer på deres debut-EP maler et billede af noget meget ambitiøst. Der spilles godt og fokuseret og selv om lyden her og der har præg af noget, der kunne trænge til en remastering, så er der ikke tvivl om kvaliteten og evnerne. Men evnerne er også lidt et tveægget sværd.
For Reliks er glade for skæve taktarter – eller en skæv feeling – i sangene. De to første numre, ‘Desert’ og ‘Agents’, byder på den måde på henholdsvis en skæv feeling og et 7/8-dels omkvæd. Og med mindre man hedder Sting til kunstnernavn, skal man passe på med at benytte for meget af den slags i et ellers poppet udtryk. Man risikerer at komme til at lyde for meget som et højskoleband, der har for stort fokus på teknik og for lidt på udtryk.
Det er det territorie, Reliks sejler i – men de styrer dog uden om de værste skær. ‘Deserts’ fungerer bedst af de to åbningsnumre med sin luftige lyd og den lidt skæve feeling, som dog ikke nødvendigvis bidrager så meget til udtrykket ud over, at det giver en form for release, da refrænet går i en mere ’lige’ feeling.
Men allerede halvvejs igennem det næsten seks minutter lange nummer begynder det at give mening; der brydes ned, feelingen får solopræg og klaveret bærer det lidt skæve tema frem og over i et mere neddæmpet vers. De indskudte slag giver pludselig mere mening og outtroen bliver en række fine, orkestrerede breaks som bæres igennem af store synths og kor. Jo, ambitiøst er det!
‘Agents’ fungerer mindst godt af de fire numre og får med sit 7/8-dels omkvæd netop lidt af det tidligere omtalte højskolepræg. Og da refrænet ikke er særlig catchy, er oddsene lidt imod.
Men jeg har jo nævnt noget om esser i ærmet. Og der er et kæmpe es i Elias Levysons vokal. I det høje register tåler han sammenligning med Jeff Buckley – ja, igen; det er ambitiøst. Det ER selvfølgelig ikke Jeff Buckley, men der er noget af det samme udtryk over stemmen – og der tages stik hjem på det.
De sidste to numre, ‘Wash’ og ‘Halt’, er decideret gode numre på hver deres måde og kompenserer på den måde for det lidt begrænsede ‘Agents’. ‘Wash’ er et godt eksempel på Levysons stemmes kunnen og udtryk – i en i hvert fald i anden omgang skarp falset. Med sin vuggende feeling og variation imellem den mere storladne, sfæriske lyd og mere stille passager udgør den en fin popsang med skarpe musikere på alle poster. Ja, der er endda fire slag i gulvet på stortrommen, mens der ellers spilles luftigt. Det er ret fint!
På ‘Halt’ får vi så et fint afslutningsnummer der igen trækker på det mere poppede og sender tanker hen mod behagelig, intelligent guitar pop. Det er netop behageligt og velspillet – og så med Levysons vokal som virker både dybfølt og sender tankerne mod store referencer.
Som pop fejler EP’en lidt da de to første numre er for svært tilgængelige eller konstruerede. Men der er samtidig også røv i buksen når bandet er ambitiøst og selv om ‘Agents’ ikke står så skarpt som resten af numrene, så er Levysons vokal uigenkaldeligt imponerende.
EP’en bliver på den måde et (næsten over)ambitiøst værk i første afdeling og en virkelig fin popplade i anden.
Og det giver i alt fire stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Følg Reliks på Facebook
