Det post-metalliske hardcoreband Redwood Hill er klar med deres tredje album, det første i snart 6 år og samtidig afslutningen på en albumtrilogi med et svimlende højt niveau. Ender er på alle måder et passende “punktum”.
For er det samtidig slutningen på Redwood Hill? Det melder historien umiddelbart ikke noget om men man kan selv læse det ind i subteksten, hvis det er det man ønsker. Ender beskrives som sidste kapitel i den 3-albums rejse bandet indledte i 2012 med Decender og forsatte på Collider 2 år senere. Nu er der gået næsten 6 år inden vi får afslutningen, Ender, en udmattende proces der i følge dem selv har været ved at koste bandet livet i flere omgange. Det ville virke logisk, hvis denne mastodontiske udgivelse på næsten 70 minutter dermed også var et sidste imponerende punktum for bandet.
Ellers kræver det i hvert fald nok en gentænkning af band og den storladne, og lige dele skræmmende og uhyre smukke musik, de præsenterer her. Når man lytter de 11 numre (inklusive nogle instrumentale overgange) igennem, er det i hvert fald svært at forestille sig hvordan de skulle kunne forsætte ud af denne vej uden at komme til at gentage sig selv. Ender virker ikke som et udvandet koncept eller for genkendeligt, det virker som kulminationen på en rejse, der når sin ende fordi der ikke er mere at udforske her.
Har man lyttet til de tidligere udgivelser vil Ender på mange punkter virke som familiært territorium (blandt andet det obligatoriske nummer på tysk, “Leben”), samtidig virker udsynet og lyden også bare større og sangskrivningen perfektioneret indenfor det, Redwood Hill gerne vil. Et nummer som “Nihil” er næsten 6 minutters Redwood Hill opvisning og tour de force, hvor grundelementerne nok er hørt tidligere men de er sat så godt sammen, at man alligevel overrumples, rives med og druknes i deres kulsorte hav – ledt ned i dybet af forsanger Markos forpinte og flossede vokal. Der er dømt høj søgang og nådesløst knusende bølger, som slår videre over i førnævnte “Leben”, der indledes roligt i orkanens øje, inden man hvirvles rundt og slynges mod klipperne. Noget af det bandet er rigtig gode til, er balance og timing, som her i “Leben”, hvor man lige får den fornødne plads til at trække vejret, mens bandet puster ud, tager tilløb og så slår ind over én med fornyet kraft og vælde. Det er bare med at sprede armene, lukke øjnene og tage i mod…
Skal man komme med en lille kritik, og vi er i småtingsafdelingen, så er albummet lidt langsomt til for alvor at støde fra land. Ikke at der ikke sker noget på de indledende “Singularity” og “No Horizon”, der følges op af den instrumentale “Decender” (hvor i hvert fald titlen er et form for call back til bagkataloget), men de to numre kravler op på næsten 18 minutters spilletid. Og trods et arrigt udtryk og masser af saft og kraft, især “Singularity” er i den hårdere og flossede ende af Redwood Hills udtryk, så føles det alligevel en lille smule som, hvis ikke stilhed før stormen, så i hvert fald numre hvor der bygges op til de første store højdepunkter, “Nihil” og “Leben”. Det er nok både en smagssag og et spørgsmål om hvad man opfatter som “højdepunkter”. Isoleret set er det henholdsvis 10 og næsten 8 voldsomme og betagende minutter, men når de skvulper af, er der omkring 50 minutter tilbage af pladen.
Måske er Ender i virkeligheden bare en kende for lang, 70 minutter ER lang tid i det her både brusende og berusende univers, hvor den indre film, der udspiller sig i én i længere stræk føles som et mareridt. På den anden side har jeg svært ved, at udpege numre der kunne være undladt så pladen havde stået skarpere. Noget af pointen her er jo netop, at bandet giver alt hvad de har i sig og sparet op over 6 år og at man som lytter skal presses til det yderste, så man virkelig kan mærke de følelser der er lagt i musikken og hvad der er forsøgt udtrykt. Et nummer som “Black Heart” bremser i bund og grund pladen lidt ned efter de to førnævnte “peaks”, men det er en nødvendig opbremsning, hvis turen ikke allerede skal slutte der. Og sangen er af den type, hvor man efter en sønderlemmende rusketur ligger udmattet tilbage og kigger dybt ind i sig selv. Her borer og arbejder Redwood Hill sig ind i brystkassen og sindet på dig, mens man holdes i et stramt jerngreb.
Herefter får man lov til, at reflektere og samle sig selv til de beroligende, udsvævende toner til instrumentalt pusterum nummer 2, “Collider” (igen et call back hvad titlen angår) inden det hele kulminerer igen på førstesinglen “Polar”. Det er velkendte farvande, hvis man har hørt de tidligere plader. “Stilhed” møder stormen, der bygges op og brydes ned, men det er så veludført og elementært medrivende, at man gerne tager endnu en tur i den store Redwood Hill centrifuge. Det er muligvis velkendte “tricks” men hold da kæft, hvor det virker, når man sidder der og prøver på at holde på kæben, mens hjernen smelter i den anden ende af hovedet.
Det gør også, at man lige skal samle sig selv op til de to afsluttende “The Passage” og “Ender”. Man når dog ikke langt ind i den næsten 8 minutter lange “The Passage” før bandet igen har bygget så medrivende en stemning og uimodståeligt et riff op, at man bare må overgive sig og presse den sidste udholdenhed ud af lytteapparatet. “Heldigvis” er “Ender”, helt i tråd med “Decender” og “Collider” en blød landing, en instrumental outro, der nærmest fungerer som en form for epilog for pladen, så man allerede kan begynde at fordøje det man lige har været igennem inden de sidste toner rinder ud.
Og der er meget at tage ind og fordøje på Ender, det siger sig selv bare i kraft af spilletiden, der kan virke overmodig i disse tider. Det virker som en udfordring for bandet selv og til lytterne, men kommer man igennem, har man alligevel lyst til, at tage turen én gang til. Det vidner om høj kvalitet i sangskrivningen og et musikalsk univers som bare fungerer. Og, naturligvis et, som rammer plet hos mig, det skal ikke være nogen hemmelighed.
Personlige præferencer eller ej, så synes jeg Redwood Hill i respektindgydende grad lykkes med, at runde deres albumrejse af og samtidig levere et helstøbt og overvældende værk i sig selv. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle gøres meget bedre, selvom det er en ordenlig mundfuld. Perfekt? Nej, men trods små indvendinger, så må blive en fuldfed topkarakter på vores uperfekte skala.
Af Ken Damgaard Thomsen
