Danske Redwood Hill har med deres andet album, Collider, lavet et album, der lægger sig helt frem i feltet i konkurrencen om årets bedste metalalbum.
Det er naturligvis en subjektiv størrelse sådan noget med “bedste”, og nogle vil måske læse det her, lytte pladen igennem og tænke “nå, synes han det?”. Så for at undgå for mange gentagelser, ja, for mig er det her nok årets bedste album, og det følgende skal læses med det in mente – herfra hvor jeg sidder, og i mine ører, har Redwood Hill lavet min favorit plade for 2014.
Genremæssigt er bandet svære helt at sætte i bås, men som overordnet pejlemærke kunne man kalde det “atmosfærisk post-metal”, selvom det indholder elementer af mange forskellige genrer som black, prog, doom og helt over i det mere tung-rockede. Men grundstemningen, og det der binder albummet sammen, er den gennemgående dystre, snigende stemning, bandet leverer. Jeg har hørt albums i år der var ondere, tungere, mere umiddelbart iørefaldende, mere aggressivt og ekstremt og i det hele taget mere opmærksomhedssøgende på forskellige punkter. Der hvor Collider trumfer dem alle, er følelsen af at samtlige virkemidler og enkeltdele er nøje afstemte, helt perfekt doseret i forhold til hinanden og i forhold til den effekt de har og at bandet tilsyneladende får det absolut bedste og mest optimale ud af deres ydeevne.
Det er ganske enkelt dybt imponerende og overvældende, at høre bandet folde sig ud med så stort overblik, selvkontrol, tro på egne evner og overskud, uden det på nogen måde kommer til at virke FOR kontrolleret eller konstrueret. De 6 mestendels lange, udsvævende numre, der udgør Collider, flyder alle ubesværet af sted, så man som lytter bare bliver hevet med af den stærke understrøm. Af og til bruser og bølger musikken voldsomt og medrivende, andre gange stopper den nærmest helt op og bandet står tålmodigt og bygger op, eller afventer det helt rette øjeblik til at skrue op for trykket igen.
Bandet sætter i mine ører ikke et ben forkert en eneste gang i løbet af de 6 numre, der både er små værker i sig selv og føles som mindre kapitler i en større sammenhængende musikalsk fortælling. Nogle af numrene glider nærmest ubemærket sammen med en flydende overgang, andre har en mere tydelig afslutning, men hele vejen igennem Collider fremstår musikken afrundet og afbalanceret i en grad, som simpelthen gør albummet til en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig for introvert, eller specielt kompliceret egentlig, man føler sig bare i så kompetent selskab, at man giver slip og svæver ind i musikken.
“Microgravity”, albummets mægtige åbner, lyder som noget der bygger op til en storslået kollision mellem to objekter ude i det store mørke verdensrum. Den rå, ru og halv-råbende vokal tilfører det ellers dundrende (på positiv vis) lydbillede en form for halv-kvalt desperation og et undertrykt raseri, som med de snurrende og cirklede melodier får Redwood Hill til at virke som en ulmende vulkan, der kan eksplodere i et altudslettende udbrud hvornår det skal være. Det endelige udbrud, der ville smadre jordkloden, indtræffer aldrig på Collider, vi må leve i uvished om om hvornår det kommer, men de mindre udbrud der kommer undervejs er nu også rigeligt til at få jorden til at ryste. Det er både ildevarslende men også på samme tid beroligende, smukt og sært fascinerende.
Stykkerne mellem disse “mindre” udbrud er mindst lige så overvældende og betagende, som når Redwood Hill åbner for sluserne. Eksempelvis det stille instrumentale stykke midt i “Microgravity”, hvor en violin introduceres med masser af rum at folde sig sørgmodigt ud på. Bare ét eksempel på, hvor bandet foretager de helt rette valg, tør stoppe op og lade en idé udfolde sig, men drejer tilbage på stien de kom fra, inden de farer vild.
Nummeret får lov til stille og roligt at rinde ud og går direkte over i den kortere “Wie Ein Adler”, hvor teksten er på tysk, uden at det virker det mindste distraherende eller underligt. Hvorfor der så lige synges på tysk aner jeg ikke, men det lyder mindst lige så fedt som når der skriges “I am the prodigal son!” under “Microgravity”. Trommerne buldrer en faretruende stemning op, i mens guitarerne cirkler og saver løs i et af den slags numre, der bare giver følelsens af hænge på en vindblæst og regnfuld bjergskråning, i mens musikken bølger frem og tilbage og momentvis klasker mod klipperne.
De stærke tyske vinger bringer os frem til Collider’s monumentale midterakse, hvor de 2 numre “Albedo” og “Tabula Rasa” tårner op, med spilletider på henholdsvis 8 minutter og 19 sekunder og 9 minutter 18 sekunder. Ikke et sekund for langt, nogen af dem, lige som albummet generelt, der trods en samlet spilletid for de kun 6 numre på omkring 43 minutter, flyver så ubesværet og elegant af sted at det kun føles som det halve.
På et album der føles som ét langt højdepunkt, fremstår disse som et helt forrygende ekstra peak, der for alvor demonstrerer at Redwood Hill nærmest kan gå på vandet på Collider. Kvaliteterne er stadig de samme, med en kombination af det mere opbyggende og afventende og passager, hvor bandet bare lader lavaen fosse ud, men det er som om der lige er skruet en lille smule op for samtlige virkemidler. Vel at mærke med den samme sans for balance og dosering, som præger Collider generelt. “Albedo” gæstes halvvejs igennem nummeret af Kaspar Kaae fra Cody, der bidrager med en flot og stemningsfuld “ren vokal”, som både giver noget variation, tilføjer lydbilledet en ekstra dimension og virker som en helt naturlig tilføjelse, frem for påklistret eller overflødig.
“How did I…. become… this…. please let me go” lyder det på den tordnede “Tabula Rasa”, hvor underskoven hos Redwood Hill for alvor bliver flænset og tromlet op, så træer bliver flået op ved rødderne og slynget ud i mørket. Selvom det lyder som om meget af musikken kommer fra et mørkt sted, så bliver det aldrig helt formørket at lægge ører til, faktisk lyder det dejligt rensende og opløftende. Selv når der runger ting ud af det dunkle som “the smell of death, my only companion”. Det ulmer, desperation og fortvivlelse føles tæt på, i mens musikken danser rundt i skyggerne, men får lov til at blive sat fri de sidste 2 minutter, hvor Redwood Hill igen lader musikken stå i flammer efter en forbilledlig opbygning.
Bandet når frem til “Solace”, der lægger nedbarberet og roligt ud efter udrensningen i forrige nummer. Bandet viser igen, at de magter at modstå fristelsen og ikke bare hamre igennem for at “toppe” nummeret inden. Deres tålmodighed og overblik belønnes, for når “Solace” endelig bider fra sig 3 minutter inde i det 5 ½ minutter lange nummer, så er effekten det større. “Forgotten…. betrayed… conceived in the shadows…”, lyder det hæst i natten, “my journey through darkness…”, allerhelvedes medrivende, uden at det virker “mørkt, med mørkt på, bare for at være mørkt”.
Redwood Hill letter trykket igen og vi glider over i afslutteren “Cytherean”, der indledes med et forpint “like melted Sulfur // you run throught my veins // Controlling every heartbeat // until this vessel is dead….”, i mens musikken bakker fornemmelsen af død og undergang op på vanlig overbevisende vis, igen uden at man føler sig kvalt af virkemidlerne eller at pointen HAMRES unødigt tydeligt igennem – på trods af det fyldige, intense og buldrende lydbombardement.
Violinen sniger sig ind igen, og efter endnu en stemningsfuld og behersket opbygning når vi frem til nummerets crescendo, hvor der igen bliver plads til Kasper Kaae på kor/udgangsbøn, så har man bare lyst til at rejse sig op og klappe inden man trykker repeat.
Ja, det ender med ren skamros til Redwood Hill for Collider, bliver man ikke helt så overvældet og ramt som jeg er blevet, så so be it. For mig er det her en respektindgydende magtdemonstration, der især imponerer ved ikke at spille unødigt med musklerne eller virke “flashy”. Alt virker gennemtænkt og som om der er mening bagved, hvilket giver en gennemgående fornemmelse af, at bandet tager alle de “rigtige” valg og modstår fristelserne til at lade det løbe af med dem. I mindre kompetente hænder, kunne Collider sikkert godt være gået supernova under sin egen vægt og tyngde, Redwood Hill “nøjes”med at funkle skarpt og afbalanceret på nattehimlen.
Jeg lander på 6 stjerner – højst mulige anbefaling.
Af Ken Damgaard Thomsen
Hør albummet på Bandcamp
