Over fire numre synes Red Lama at tænke mindre i radiohits og mere i stemninger og insisteren på, at lytteren får og tager sig tid. Det er der kommet en fin lille EP ud af.
Red Lama samler op på Motions med fire numre på EPen Dogma. Det virker ikke til, bandet har udviklet sig voldsomt meget siden seneste pladen, Motions, men i den sidste ende er det heller ikke så vigtigt. For der er ret højt niveau og styrke i lyd såvel som stemninger.
Det er svært at finde den oplagte single på Dogma. Der lægges ud med den up-tempoede ‘Time’, der nærmest Rock 1-drive drøner derudaf med til tider næsten reciterende vokal – næsten Peter AG-agtigt flere steder – men også bløder op med refrænet, der er bygget op om nogle ”It’s time now…!”-råb. Det overordnede lydbillede er genkendeligt luftigt, men her er der også elementer af nærmest motorcykel-rocket drive.
På den måde er der to ’tvillingenumre’, der afløser hinanden på EPen. For tredje sang, RLP, er bestemt også up-tempo og den karakteristiske percussion får fuld skrue. Mens de to øvrige sange, ‘State of The Art’ og ‘Tearing up the Snow’ synes at have noget bedre tid og i øvrigt også er næsten dobbelt så lange som de to up-tempo-numre.
Der er altså varieret fint på EPen og lyden er bestemt værdig for bandnavnet: Lidt luftig, spacet (vel det, man kalder psych?) og med citar-lignende effekter på guitaren mere end én gang.
Der er et tydeligt overskud som kommer til udtryk i både spil og produktion og man er bestemt ikke i dårligt selskab, når man lytter til Red Lama. Faktisk kan man både tænke, at noget af det ville fungere rigtig fint med en rum-cigar – mens de mere uptempo-ting nok inviterer til noget mere energisk.
‘State of The Art’ byder eksempelvis på en sej, dreven bas der stille sørger for drivet så trommerne luftigt nærmest bliver lagt oven på groovet – og vokalen kan udfolde sig.
Tid. Masser af tid. Ro, men alligevel drive. Det fungerer!
Det er måske værd at stille spørgsmålet om Red Lama bliver en pastiche over 60erne og 70ernes spacede Tibet-inspirerede rockbølge. Svaret er ret entydigt nej. For lyden er opdateret og der er ikke den samme naivistiske tilgang til værket. Som på Motions kigger en The Edge-agtig guitar også forbi her og der og der er mildest talt ret godt styr på lyden.
Og som afslutteren ‘Tearing up the Snow’ udvikler sig, når vi omkring af sart ballade, et næsten støjende klimaks – blot for at finde hjem til en fin, stille afslutning på et nummer, der i mangel af bedre ord kan kaldes episk.
Jeg tror ikke, Red Lama med Dogma har skabt endnu et radiohit. Dertil er numrene simpelt hen for komplekse, for lange og har for få hooks. Men de har begået en dygtigt lavet plade og nok en gang vist, at de har styr på lyd, komponering og stemninger.
Og så må man gå andensteds hen, hvis man ønsker sig endnu en Post Optimism. De fire numre kalder på at man tager sig mere tid – og det er bestemt ikke nogen dårlig disponering.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
