Home Upcoming & Rockin' Oktober 2019 - U&R Red Forest: Serpent (EP) ★★☆☆☆☆

Red Forest: Serpent (EP) ★★☆☆☆☆

1416
0

Red Forest farer lidt vild i den hardcore metalliske skov på deres 3 numre korte EP Serpent, hvor de trods nogle positive takter ender med at efterlade et indtryk under middel.

Det er aldrig rart, at lange en halv-dårlig (eller det der er værre) karakter over disken – det er næppe det folk havde håbet på. Og slet ikke, når der faktisk er potentiale til mere og materialet i bund og grund ikke er dårligt. Hos Red Forest er der bare nogle ting som trækker den samlede oplevelse ned under middel, hvilket så afspejles i karakteren – selvom det bestemt ikke er håbløst.

For det første spiller de ret habilt, der er godt med knald på de 3 numre på denne EP. Desværre er selve indpakningen sådan lidt… skinger. Produktionen savner i mine ører noget gennemslagskraft og tyngde, det kommer til at lyde en kende tyndt og uden saft og kraft, selvom man kan fornemme at energien og sikkert også musklerne er der. Og så er vokalen, beklageligvis, et svagt led. Men ikke et der ikke ville kunne reddes. Den lyder her bare en smule presset og ladt i stikken hvad iscenesættelsen angår, så det kommer til at hvine i mine ører med jævne mellemrum.

Om det er fordi den rent faktisk bliver presset for hårdt og nogle af udbrudene er for forcerede, eller der bare ikke er skruet på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter, tør jeg ikke skyde på. Det er slet ikke skidt hele vejen igennem, men de udskridninger der er stikker ud og løber med opmærksomheden i negativ grad. I de gode passager har vi med en ganske solid og alsidig hardcore vokal at gøre.

Det er dog som om Red Forest lige mangler det sidste “hele vejen rundt”, det sidste i sangskrivningen, så den ikke føles helt så generisk som her, lyden trænger til et løft og en helt overordnet fornemmelse af det sidste finish. Der hvor “magien” opstår. Det sagt, så er der bestemt positive tendenser, som når bandet i “Perfect Excuse”, der afslutter EPen, slår en mere storladen og højtragende tone an. Der kommer noget kor i spil, melodien løfter sig og det bliver faktisk lidt semi-episk og bombastisk, hvor bandet slipper rigtig fornuftigt fra at bruge større musikalske armbevægelser.

I den anden ende af udgivelsen og spektret finder vi åbneren “Thousand Headed Snake”, som er en tempofyldt og energisk sag, der desværre efterlader mine ører en smule stakåndet. Farten er god, men den klæder ikke Red Forest her – især ikke frontmanden. Han kommer på afveje i den lysere ende af registret, hvor tonerne ikke lyder som om de falder ham naturligt, eller nemt. Det korte, meget arrige udbrud skurer også noget i mine øregange. I mens brager bandet derudad med 180 i timen uden at det helt bider på anden måde end at jeg bliver lidt forpustet. Det klædte bandet meget mere at sætte farten ned.

Dog ikke på den måde som de indledningsvist gør i den efterfølgende “Promise”. Igen synes jeg at forsangeren overkompenserer og giver den alt, alt for meget kraft. Det kommer til at lyde stresset på en måde der ikke lyder emotionel eller følelsesladet – bare unødvendigt presset. En passage med mere hardcore klingende brøl fungerer langt bedre, mens bandet også finder et ret vellykket, afventende og opbyggende leje. Men den vokal forstyrre godt nok indtrykket, tage det mere med ro, mester! Det giver en noget ujævn sang, hvor de gode passager er ganske medrivende, men der er knas på linjen som mudrer det samlede indtryk.

Hvilket også er det helt overordnede indtryk man får af Serpent og Red Forest. Jeg vil ikke sige, de forsøger at spille over evne eller ikke HAR evnerne. Men, det virker som om de ikke helt har fundet ud af hvad de er rigtig gode til og hvad der fungerer for dem og det samlede indtryk dermed ryger under middel. Der er dog klart håb og positive takter, derfor håber jeg heller ikke de tager denne kritik for tungt, jeg tænker de sådan set bare skal klø på og forsøge at strømline og justere udtrykket, så det matcher de ting de viser de er gode til her i højere grad.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleKristine Hoelgaard: In the Elephant House ★★★★☆☆
Next articleSelect Captain: Comes in Waves, Part 1 (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.