Dag to på RECession bød på punk, soundscapes, art- og kultrock på Radar. Som konsekvens blev publikum taget i mange retninger og programmet må siges at have været alsidigt, men have støjen som samlende element.
Jeg kunne desværre ikke deltage i arrangementet på Café Stöj om eftermiddagen og gik dermed blandt andet glip af at med egne øjne at se Me & Munich og få afklaret hvad dét er for noget…
Om aftenen på Radar var jeg dog klar.
Rådne lunger
Bandet introduceres helt korrekt som ’punk’ og koncerten starter i støj: Bassen tager fra første tone en central rolle og med wah og distortion står det klart, at det dybe instrument ikke vil tage den mere tilbagetrukne rolle, instrumentet ellers ofte har. På scenen er i øvrigt en guitarist og trommeslager – før forsangeren iført skinnende, blå-grøn skorte entrer og vi har en regulær punk-koncert foran os.
Eller. Ordinær og ordinær, for bandet ynder at gøre brug af lange, støjende og instrumentale passager. Men udtrykket er on point; in your face!
De danske tekster fyres ud over publikum. Som andet nummer der går ”du fortryder det meste / din ryg si’r det hele”. Det er intenst, det er punk, der er næsten lidt for meget smæk på – for det er ikke helt nye mennesker, der står på scenen. Alderen på scenen spejles i øvrigt i grove træk blandt publikum, hvor der ikke er mange teenagere men til gengæld nok en del friværdi.
Hvordan beskriver man så en punk-koncert med Rådne lunger? Jo, der er smæk på, bassen tager en central rolle og besøger ofte wah-pedalen. Og så er det noget så sjældent som et punkband, der spiller fedt; Soloer ligger fedt, trommeslageren er en maskine, der rammer den lige i røven hver gang. Og den progressive bas bliver måske en gang imellem lidt rigeligt med wah-pedalen. Men det skaber en lyd som ingen andre. Og ja. I front er der tyndt hår, attitude og energi, der ikke synes at påvirkes af det siddende publikum.
Ja, under koncertens afslutning lægger forsangeren sig endda på knæ foran guitaristen, åbner hans skjorte og åbenbarer en ’dad-bod’. Ja, så fik vi da også lidt hud på RECession. Ja, faktisk ryger skjorten et nummer eller to senere.
Guitaristen – til trods for ofte at få fokus stjålet af bassisten – spiller i øvrigt fint og selv om han misser nogle ellers fedt indtænkte anslag af strengene før broen i ét nummer, virker spillet tjekket og stærkt igennem hele koncerten. Også når bandet beslutter sig for at støje igennem – hvilket ikke er sjældent.
Rådne Lunger er måske blot ét blandt mange punk-bands bestående af rigtig voksne mennesker. Men denne lørdag ryster de os godt og grundigt i gang!
ZRN
Så er der dømt støj og kollager. På scenen står to personer med guitarer, en synthesizer og der er ingen ’time’: det er kollage, det her og at dele koncerten op i ’numre’ vil være at yde vold på oplevelsen.
Til tider tages der en violinbue frem og bruges på guitaren, til tider skrues der vældig meget på effekterne på gulvet. Ja, der synges endda også i en mikrofon – men med så meget rumklang, at intet står klart. Det er nok også pointen, for ZRN er tydeligvis ikke dem, der skal fortælle lytteren, hvad der skal foregå.
Det er en oplevelse, der vil have alvorligt svært ved at modstå barnet fra Kejserens Nye Klæders konstatering af at ’han har jo ikke noget på’. Dog skal det siges at noget lignende kunne findes på et kunstmuseum i ét eller andet installationsrum, hvor jeg nok ville gå hurtigt videre. Her var vi alle mere eller mindre bundet til stolen og oplevelsen – og på den konto tvunget til at opleve og overveje, hvor sådan noget tager os hen. Tak for det!
Men når de 35 minutter, opførslen tog, var gået, stod der stadig et stort, lysende spørgsmålstegn over, hvor dette skulle tage os hen? Man skulle være mere end normalt kunstnerisk indstillet for at få noget med fra ZRNs performance denne lørdag.
Speaker Bite Me
Jeg behøver næppe understrege at jeg er stor, stor Speaker Bite Me fan? Umiddelbart tror jeg ikke, der findes et band som Speaker Bite Me i Danmark eller verden, selv om bandet trækker tunge veksler på inspiration fra fx Sonic Youth. Denne lørdag aften gør Speaker Bite Me hvad de gør bedst; kommunikerer med publikum uden mikrofon – og spiller så i øvrigt en rækker gode, gennemøvede og gennemprøvede numre.
Som fan er det en fornøjelse at være vidne til. ‘Sweet Expectations’ fra sidste album leveres med overbevisning og da ‘Bongo Bizarre’ falder som andet nummer, rammer det også i solar plexus. ‘Uh-Ah’ fra If Love Is Missing… følger og sejren er dermed allerede hjemme inden at ‘Ruin’ fra Future Plans leveres med kant – aldrig kedelig rutine, og stadig usvigeligt.
Oven på et decideret radiohit leverer bandet et nyt nummer, der ifølge Signe omhandler ’incels’ og i øvrigt fremføres med en ukarakteristisk usikkerhed med Signe ved et keyboard frem for guitaren. Men det er, hvad det er: Speaker Bite Me slutter håndholdt, voldsomt og på én gang med en agressiv take-it-or-leave-it attitude et set, hvor hårene har stået op på armene.
Jeg når at høre lidt af kultrockbandet Powersolo inden jeg blev nødt til at trække stikket af familie-årsager. Det lyder i den grad til, at Powersolo har skruet op for rocken på det seneste – men det må jeg anmelde en anden gang!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
