Rebecca Lou er endelig klar med deres debutalbum efter en række singler og den fine EP Skeletons fra sidste år. Der skrues en smule ned for de punkede attituder og toner og op for noget mere midtersøgende rock – med succes!
Rebecca Lou er et band, og en sangerinde, der har taget sig god tid og langsomt bygget op til dette debutalbum. Lou har tidligere slået sine folder som forsanger i Stella Blackrose og efterfølgende i eget navn (som også fungerer som bandnavn) udsendt en jævn strøm af singler de seneste par år, inden debut-EP’en landede sidste år. Stille og roligt har de gennem disse singler og liveaktivitet fået bygget et solidt fundament op og også fået hul igennem på eksempelvis P6 Beat.
I den periode har bandets udtryk og lyd også gennemgået en gradvis forandring. Fra det meget mere punkede og energiske, som jeg selv oplevede på Uhørt Festival for 3 år siden til en mere “moden” og måske også mainstream, eller i hvert fald radiovenligere, stil, som hørt på Roskilde Rising i år. Jeg bifalder udviklingen, da det virker som om den ligger fint i tråd med Rebecca Lous sans for, at skrive netop mere bredt appellerende og favnende rocksange. På en eller anden måde minder det mig lidt om den udvikling et band som Manic Street Preachers gennemgik op igennem 90’erne – uden sammenligning i øvrigt.
Lyden på Bleed virker større, som vingerne foldes mere ud og rammer et eller andet, der giver fornemmelsen af bevægelse, at blive sat fri, trille ud på landevejene med vinduerne rullet ned og bare suse derudaf. Det er en af den 9 numre lange plades helt store forcer: den flyder skidegodt fremad. På en måde kan de virke en kende gammeldags, eller “klassisk”, hvis man skal vælge et lidt mindre negativt ladet udtryk. Det er ikke ment som noget negativt. Men for mig er det lyden af en klassisk “køreplade”.
Du har måske allerede stiftet bekendtskab med de glimrende singler (numre som “Nightstar” eller “Crucify/Glorify” kunne være bud på kommende singler) “No Surrender”, “Take Ur Time” og ikke mindst “Not 4 u”. De to sidstnævnte er det særdeles potente one-two punch, som skyder albummet ud over rampen og sætter stemningen for turen. Nu skrev jeg, at der var skruet ned for punken og op for en lidt mere mainstream rocket lyd, det er ikke det samme som, at bandet har mistet saft, kraft og bid. Det er blot et spørgsmål om indpakning og præsentation, der er stadig masser af smittende energi og noget råt at finde i Rebecca Lous lyd og ikke mindst bid i de reflekterende tekster, der gør op med forskellige dele af Lous fortid og opvækst. Alt sammen leveret med stor autoritet og ikke mindst utroligt velsunget af Lou selv, man tror virkelig på hende når hun slynger sætninger som “I hunger for your touch but not for you” ud.
Det mindre musikalske stilskifte, eller evolutionen af bandets lyd, går altså på ingen måde ud over troværdigheden. Tværtimod synes jeg netop, at det her mere læderjakke rockende musikalske look klæder bandet. Måske også fordi vokalen er så stærk, stærk nok til at kunne bære nogle tekster, der ind imellem virker meget “bekendende” og personlige. Det kunne godt være endt i noget lidt for følelsesladet navlepilleri, men den kompetente indpakning og levering gør, at det aldrig kammer over. Der fremstår et nummer som “Chameleon” også som et veltimet og helt igennem passende ballade-præget indslag på pladens anden halvdel og ikke som et forudsigelig tiltag af typen “nu er det tid til en ballade, bare fordi”. Nummeret bidrager i stedet for til den samlede følelse af en veldisponeret plade fra et band, der ved hvad de laver og har helt styr på virkemidlerne.
Bleed er trods den overordnede følelse af suse derudaf også tilpas musikalsk varieret, så det hele ikke bare ender med at flyde sammen, eller ud i ingenting. Som titlen er der noget på spil her og hældt noget hjerteblod i det. Det er forhåbentlig altid tilfældet når kunstnere udgiver musik, kunne man mene, men her pibler hjerteblodet altså stedvis ud af højtalerne. Det er også det, der i sidste ende er med til at hive den samlede oplevelse op på en lille, sejt rockende 5’er.
Af Ken Damgaard Thomsen
