Når hverdagspoesi møder en lang, gennemprøvet singer-songwriter tradition er der overhængende risiko for, at det bliver lidt bøvet. Rasmus Matthiesen styrer uden om disse farer og har med Alt Godt begået en fin plade, der ofte rammer noget rigtigt og har hjertet på det rette sted.
Matthiesen er til tider næsten lakonisk i sin konstatering af, at bare fordi hans generation er blevet lovet alt, løber man alligevel panden mod muren af og til. Der lægges stærkt ud med ‘Som Kærester Gør’. Ja, der står hverdagspoesi skrevet ud over hele nummeret, der åbner med ”Vi var middelklassens børn…” og handler om at være ung, ikke ville være som de voksne, vokse op, blive kærester, flytte i to-værelses og til sidst flytte fra hinanden.
Lakonisk konstaterende ”…som kærester gør”.
Men der er både virkelig fin både musik, stemme- og melodiføring og små sprogblomster som ”vi fik to værelser til at dele / vores navne på en dørtelefon / men nu ser det godt nok ud som at der er / mangel på kommunikation”. Ikke apatisk, men roligt konstaterende fremført – det fungerer sgu.
Krudtet bliver hurtigt skudt af, og ‘Som Kærester Gør’ er nok pladens stærkeste nummer. Men pladen bæres i høj grad af godt musikalsk håndværk med en gennemgående lapsteel som giver et uimiskendeligt country-præg.
Og der ER kvalitet i den let underfundige hverdags-poesi. ‘Shawarma og Is’ (udtales med enkelt-v) bliver måske lidt flad, men løftes af en kvinde b-vokal og ‘Jerusalem’ bliver lidt non-sequitur-vrøvlet med at ”alle europæiske byer lyder ens”. Hm. Men det er helt klædeligt, at det ikke drukner i letforståelige tekster.
‘DSB’ har med stærkt guitar-fingerspil en stemning, der kunne være Neil Young værdig. Og den amerikanske inspiration er gennemgående: Vi har i forvejen en del danske Bob Dylan-inspirerende kunstnere som Allan Olsen og C.V.Jørgensen. Men de har mange år tilbage, og Matthiesen bliver en fin tilføjelse med sin ikke ukritiske homage til Århus og Østjylland.
‘Østjylland’ er for øvrigt titlen på næst-sidste nummer, omhandlende den stille glæde over at vende hjem til regionen – måske med en pige ved sin side. Det er nu ikke helt letbenet det hele. Alt godt går ”Jeg tager verden på mine skuldre / og passer mest mig selv / på dage som denne / hvor troen på noget større / for længst er slået ihjel”. Jo, hvis ikke man har troen, må nogle andre jo tage ansvaret…
Og på ‘Rejser Mod Nord’, hvor bridgen går: ”Giv mig dit navn / Fortæl mig hvordan / du gør en dreng til en mand?” i en sang, der så vidt vides handler om migration.
Og temaet fortsætter i ‘Frie Valg’, ”Solen hænger over landet / herfra min verden går / og de siger det vælter ind over grænserne nu / men det er lidt svært at se / herfra hvor vi står”, som også bliver en kritik af telefon-kulturen og hvordan det (måske) kan resultere i at man bliver forladt: ”Er vi kun ansøgere til livet / med frie valg / og slukket telefon”.
Jeg er ret sikker på, at Alt Godt ikke helt rummer gode nok numre til at det bliver en klassiker. Men mindre kan faktisk også gøre det, og selv om det nok ikke bliver en plade, jeg vil give så mange re-spins som andre, jeg har anmeldt til samme karakter, så gør evnen til at kombinere hverdagspoesi med lakoniske konklusioner og lægge en fin amerikansk-inspireret underlægning, at man får lyst at trykke play igen, når ‘Skandinavien’ klinger ud…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
