Rasmus Johansen fra Fly, som tidligere har udgivet under navnet Telestjernen, udfolder en række midtjyske stemmer og bygger på den musikalske og tekstmæssige arv fra navne som Niels Hausgaard og Allan Olsen.
Rasmus Johansen har tidligere demonstreret sin underfundige tilgang til både musik og lyrik under navnet Telestjernen og som del af Keminova Cowboys, men med Køddag springer han ud som kunstner under eget borgerligt navn, med tilføjelsen “fra Fly”.
Fly er den by i den nordlige del af Midtylland, som Johansen og kæresten er flyttet fra Aarhus og til for nogle år siden, hvor de har overtaget den nedlagte skole. Her graver Johansen i samme musikalske og lyriske muld som Niels Hausgaard, Allan Olsen og Johnny Madsen, for nu at nævne de oplagte, som Johansen også tidligere er sammenlignet med på tidligere udgivelser.
De to åbningsnumre giver i hvert fald også genlyd af især Hausgaard. På ‘Grønskollingen’ er ordene lagt i munden på et lokalt koryfæ, der udlægger teksten for en ung mand med en “kæphest om kulturklovneri”, der velsagtens kunne være Johansen selv; “Skik følge, lille grønskolling/Eller land fly”. Man kender måske typen fra læserbrevsspalterne i den lokale avis, eller måske fra familiefødselsdagen?
På ‘Urmælk fra Thise’ er det Tage og hans mor, der har en dialog med udgangspunkt i urmælk fra Thise, som den unge Tage, der bor på Vesterbro og er i lære som barista, har hørt om på P6. Det er ikke bare mælk, forstås, men den slags ved mor ikke så meget om. Det tenderer det karikerede, men omvendt så rammer flere af observationerne fint i forhold til de forskelle, der kan være i måden både de forskellige generationer og Vesterbro-boere og Tarm-boere ser på, for eksempel, mælk. Er mælk bare mælk eller er mælk ikke bare mælk? Her rammer Johansen også en balance i udstillingen af de to stereotyper, landboen overfor bymennesket, den jordbundne mor overfor den flyvske søn.
Vi skal også omkring ‘De lykkelige’, hvor det handler om at komme frem i verden selv om andre ikke tror på én, og det formastelige i at købe vegetarmad på en køddag på titelnummeret ‘Køddag’, inden vi kommer op i tempo med ‘Besked til Cyklistforbundet vedr. §49’, hvor sangens fortæller skriver til Cyklistforbundet, for at få motionscyklisterne til at køre på række i stedet for at spærre hele vejen. Det kan køerne jo godt finde ud af!
Et af de steder, hvor det virker som om Johansen er mere sympatisk indstillet overfor sin hovedperson er på den relativt nedtonede ‘Heavy Dan og truckcertifikatet’, inden vi skal omkring et andet emne, der optager sindene mere (og anderledes) i de jyske landdisktrikter end i storbyerne; nemlig ulven. På ‘Problemulven kommer’ går snakken i omklædningsrummet om fire døde får. “Ulvene skal bo på Nordsjælland et sted/Eller Fanø hvis det står til os/Jylland er for lille/Og de spiser vores får/Spær dem inde langt væk fra Svendsens bondegård” går omkvædet.
Det sætter jo sådan set også spørgsmålet om ulven på spidsen; skal vi have biodiversitet eller skal fåreavleren kunne sende fårene på græs uden at frygte for at de bides ihjel? Og tør man sende børnene alene afsted på cykel eller ud og lege i skoven?
Det er en balanceakt at ramme et snit, hvor man sætter fingeren på noget uden decideret at udstille eller latterligggøre i den type tekster, som Johansen arbejder med, og jeg synes ikke han helt er så god til at ramme balancen som hans mere rutinerede kolleger ofte er – det kan også være jeg tolker for hårdt, og en del af de ord, Johansen lægger sine fortællere i munden, handler antageligvis om ham selv og andre “kulturelle” typer – men jeg savner måske et eller andet sted paletten bliver lidt bredere og nuanceret.
Jeg kan ikke helt regne ud om Johansen vil ironisere over dem eller give dem en stemme, men det virker mest som det første. Det kan jo sådan set også være fint nok – både Olsen og Hausgaard (som i øvrigt er “protektor” for Keminova Cowboys, som Johansen er en del af) ironiserer jo for eksempel tykt over sine hovedpersoner på mange af sine sange. Men jeg savner måske alligevel lidt mere tvetydighed. Men det er et eller andet sted en detalje (omend en vigtig én), og som regel er Johansens tekster tankevækkende og tager relevante (hverdags)problematikker op.
Der bliver også taletid til ‘Den anstændige myg’, der holder roen overfor en landmand, der bander og svovler og kører rundt på sin Craftman og endda overvejer om han skal være socialdemokrat og lege mere med sine børn, mens det på ‘Tarzan’ er parforholdet, der er i centrum, et dysfunktionelt et af slagsen, fortalt fra mandens (den selvudnævnte Tarzan) synspunkt, og han får fornærmet konen nogle gange (det er egentlig også sjovt, men også lidt groft når konen får at vide at hun har bingo-arme og ligner Onkel Anders), men vundet hende tilbage med gavekort, inden han til sidst må tage sig i at savne hende, da hun er gået. Her er den musikalske bund, ganske passende, bodega-ballet.
En af albummets mest fængende passager får vi på ’40-års krise’, hvor Johansen synger: “Der er røvhuller derude/Større end dig og mig/Vi må stå sammen nu og vise/At vi ikke vil den samme vej”, som omkvædet lyder, bundet ind i akustisk guitar og mundharmonika. Kulturen får igen nogle fur på den efterfølgende ‘Pip, harme og krænkelseskultur’, hvor en avislæser brokker sig over at skulle læse så meget om kultur og fintfølende sjæle, der føler sig krænkede. “Ja, man bli’r sgu så sur/Så er kaffe det eneste der dur”. Selv om analogien er avisen, kan man næsten føle sig hensat til en facebook-tråd, hvor galden flyder over.
Så er det en mere fredelig udveksling lidt a la Hausgaard vi får på ‘Satellittog’, albummets næstsidste nummer, hvor en far og en datter snakker sammen mens de kigger på stjernehimlen og far ikke helt ved hvad han skal sige til det hele. Men han kan dog få lidt stilhed, da de kravler op i nybyggerhulen og lytter efter uglens kukken, inden de skal ind og spise de hot dogs, mor har lavet.
Til sidst får vi (eller “Ronnie”) en sms fra Rudy, hvor han beretter om brylluppet mellem Laila Bettina Madsen og Snot-Torben i festlokalet ovenpå Købmanden (punktum), med fuldautomatisk keyboardspiller. Det er i og for sig også fint formidlet og har næsten karakter af en lille sketch med bodega-lydene i baggrunden, men ‘SMS fra Rudy’ minder mig også om den der fornemmelse, jeg skrev om tidligere i forhold til teksterne.
Nuvel, så fik jeg tærsket lidt langhalm på Køddag, men det korte af det lange er, at man, hvis man måske er lidt miljøskadet af forældrenes Hausgaard eller Allan Olsen-plader, finder i Rasmus Johansen fra Fly en yngre, men dog stadig rutineret og effen musiker og sangskriver, der vel godt kan siges at være på vej i stilling som en arvtager af en slags.
Vi kommer i hvert fald ud i dele af Jylland, der ikke så ofte besynges på eksempelvis på P6 BEAT, og hatten af for det – samtidig skal det også med at Johansen’s arrangementer i og for sig også er ret fine, og selv om meget af fokus her har været på teksterne, så er den musikalske side af sagen, der bevæger sig mestendels i noget folk/country-agtigt, bestemt også godkendt. Sååå…en solid 4’er bliver det til.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
