Da jeg først så bandnavnet Ranchus fik det ikke lige nogen klokke til at ringe. Til gengæld får den færøske kvartets debutalbum bimlet godt og grundigt med rock-klokkeværket, så næste gang de dukker op i indbakken kommer de til at vække genkendelsens glæde hos undertegnede. Sagt lidt mere ligefremt, så er det et godt rockalbum de fire færinger har skruet sammen, selv om der bliver lånt med arme og ben.
Det er netop bandet selv, der har skruet det sammen. De har selv skrevet, spillet, optaget, mixet og produceret albummet. Nogle gange resulterer DIY-tilgangen i at der kommer nogle vældig lange albums ud af anstrengelserne, hvilket ikke altid er en fordel. Ranchus har dog nogenlunde begrænset sig, og har 10 numre med på Feeling Like a Caged Lion… Det er ikke sådan at man føler at nogen af numrene er overflødige, men der kunne måske godt være skåret lidt i spilletiden her og der.
Numrene spænder fra garage-rock over punket grunge til melodisk melankolsk rock, og ind i mellem er der såmænd også post-rock og enkelte stoner-rock tendenser. Vi starter i den ligefremme, garage-rockede ende med ‘Plug-In & Play’, som oveni købet også har en god portion catchiness. Tempoet sættes op og det bliver endnu mere fængende på den tungt punkede ‘Middle Class Little Rat’, der vrænger flabet (“I’m just a middle class little rat”), inden vi rammer en stemning henad Radiohead midt i 90’erne på ‘Dew’, hvor forsanger Sigmund også lyder lidt henad Thom Yorke. Et stærkt break, der fører over i et medrivende stykke med akustisk guitar rammer plet og selv om det også slægter blandt andet Radiohead på, så er det bare bundgodt skruet sammen.
Vi skal tilbage i garagerock-sporet på ‘Cuz Of U’, som også har været i brug som single. Det er et fint valg, for ‘Cuz of U’ har mange kvaliteter – det trækker på både på Eagles of Death Metal og Queens of the Stone Age, blandt andet på det glimrende omkvæd, hvor der bliver brugt tricks fra Josh Homme’s bog. Det er et rigtig stærkt udlæg på albummet, og selv om de formodede inspirationskilder ikke gemmer sig særlig godt i kulissen, så er det så fint skruet sammen at man fint lever med det.
Midtvejs på albummet tager det pludselig lidt en anden drejning musikalsk. ‘Promises’ er tung og dyster og drives frem af tungt trommespil og et lige så tungt basriff, mens vokalen svæver rundt i lydbilledet. Det er ikke fordi det ikke fungerer, det er bare et ret markant stilskifte. Stilskiftet fortsætter på den noget mere nedtonede, men fortsat dystre ‘Revolver’, hvor vokalen er mere hviskende – inden det igen bliver rigtig tungt og vokalen mere klagende, og nummeret ender i en heftig riffmur.
Vi bevæger os lidt ud af det tunge mørke og farer i stedet vild i skoven på ‘Lost in the Woods’, der er nærmer sig Radiohead-territorium igen. Det klæder fortsat Ranchus at kigge forbillederne over skulderen, og stille/støjende modellen fungerer godt for bandet her. Virkemidlerne er måske nok velkendte, men derfor fungerer nummeret stadig godt. ‘Violet’ fortsætter indledningsvist i samme spor, inden der velgørende skrues op for tempo og støj, og den vekslen mellem et melankolsk melodisk stykke og et uptempo rocket fungerer overraskende godt.
Tungtrockende ‘Clog’ stritter lidt i forskellige retninger, men fordi Ranchus har et godt melodiøre og skruer gode riffs sammen, kommer de også ret langt her. Det er for eksempel temmelig effektivt med stykkerne hvor Sigmunds vokal suppleres af korstemmer, mens riffs og rytmebund banker omkring den. Jeg er til gengæld ikke specielt begejstret for den opspeedede afslutning på nummeret, der, selv om det er en sjov gimmick, og viser at Ranchus gerne prøver skæve ideer af, bliver lidt irriterende i længden.
Afslutningen får vi i form af et cover af Iggy and the Stooges’ ‘I Wanna Be Your Dog’, hvor guitarerne får lov at flænse (ikke helt ulig Slayer’s version fra 90’erne), uden det bliver helt metallisk af den grund. Men energien er bevaret og Ranchus leverer en troværdig og bestemt godkendt version af sangen – den passer også ind i bandets ganske vist rummelige univers, og der bliver gået godt til stålet undervejs.
Ranchus kommer med masser af energi og legesyge, og samtidig har de godt fat i riffs, sangopbygninger og kan levere fængende numre. Der er også godt med variation på albummet, måske endda næsten en tand for meget til at det virker helt fokuseret – ligesom nogle af numrene trækkes lidt for langt ud. Det er måske her en producer udefra kunne give noget modspil til bandets ideer. På den anden side er iderigdommen også en del af charmen, og Ranchus når at få mange gode ideer i spil i løbet af albummet. Det giver 4 fede stjerner til færøske Ranchus.
Du kan finde Ranchus på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
