SLAM, så skal vi have en omgang rambukmetal… Fra danske Rambuk. Der er klar med en tungt huggende debutplade, der lige savner de sidste kraftfulde stød til, at hamre porten ind.
Der er ellers godt med smæk på Rambuk, i de knap 40 minutter de okser løs med deres tunge redskab. De kan ikke klantres for, at de ikke arbejder og sveder for sagen.
Hvad de har af rå muskelkraft, er dog ikke helt nok i denne omgang. Der mangler nogle flere tricks, noget raffinement og variation. Selvom Chains både rummer spor af døds, thrash og groovemetal, så er det som om det alligevel bliver en kende ensporet over 9 numre.
Når de endelig løsner tilpas op til, at fremgangsmåden og formelen brydes, som i “Sic Semper Tyrannis”, så får de for alvor fat. Her fornemmer man potentialet til mere og, at der gemmer sig mere bag rambukken end “fremad for fuld kraft”. Der klæder bandet, får brudt den monotoni, som allerede er ved, at snige sig ind efter 3 numre.
De indledende 3 numre, “Confess”, “By a Thread” og “Icarus Flight” mudrer lidt sammen for mig. De varer alle over 4 minutter, hvilket virker som lige i overkanten. Man er i hvert fald allerede godt mør i øregangene af de gyngende grooves og tonser thrashen, når nævnte “Sic Semper Tyrannis” får hævet en op. Så er man klar til, at modtage flere tæsk på anden halvdel af Chains.
Der er dog stadig et eller andet lidt fastlåst over Rambuk. Jeg vil ikke kalde det “sat på formel”, men regner man en gennemsnitslængde ud for samtlige numre, så ligger det på lidt over 4 minutter. Korteste er “Death of the Chosen” med 3.42, længste er den 4 minutter og 36 sekunder lange “Repent”. Det kan være en underlig detalje, at hænge sig i, men det er måske et tegn på, at Rambuk kunne tænke i at sprænge dén ramme. Og eksperimentere med kortere og længere numre. Måske ville det smitte af på sangenes udformning?
Et eksempel på et nummer, som illustrerer nogle af de “problemer” jeg har med Chains, kunne være singlen “23 & 1”. Der er sådan set ikke noget galt med nummeret. På den anden side, så synes jeg heller ikke den er super fed. Det bliver sådan lidt halv-godt, hvor sangen driftsikkert banker afsted. Der er råstyrke nok til, at hugge den afsted uden, at det går helt i tomgang. Men, hverken lyd, melodi eller opbygning bliver aldrig helt medrivende nok til, at jeg er blæst bagover.
Når der, som her, og lidt for mange af sangene går 00er/start-10er klingende metaltromlen i den, så virker Rambuk en lille smule fanget i fortiden. Det er jo ikke nogen fjern fortid, alligevel er det, som om, at jeg har hørt rigeligt af den slags. Måske ligger det stadig lidt for frisk i hukommelsen? Derfor vil jeg også påpege, at noget af den manglende gennemslagskraft kan skyldes denne modtager. Jeg befinder mig smags- og interessemæssigt et lidt andet sted for tiden…
Derfor fiser skallesmækkersange, som “Death of the Chosen”, “Rats in the Walls” og “Hate Me”, på pladens anden halvdel også lige gennem kraniet på mig. Vel at mærke uden, at efterlade varige mén, eller bare en midlertidig hjernerystelse. Den afsluttende, meget bistre “Repent”, hvor det lyder som om forsangeren skærer tænder, og spytter lyrikken ud mellem dem, hiver mig dog ud af min døs.
Det er lige på falderebet, og det er ikke fordi, at Rambuk her får opdateret lyd og stil til 2022 (hvordan det så egentlig lyder?!), men det klæder dem, at skrue en anelse ned for tempoet. Jeg bliver ikke lullet i søvn af den, ellers fremherskende “pisker ud over stepperne” fornemmelse. I stedet er der noget lidt mere storladent i spil, og en gyngende rytme, som får fat i min halvgamle korpus og rusker lidt liv i det.
Chains er ikke nogen dårlig plade, håndværket er sådan set i orden. Den er, for mig, bare lidt for ensformig, fanget i nogle velkendte skabeloner og præget af en lyd og stil, som fremstår en kende bedaget. Rambuk får ikke helt hamret porten ind, selvom de arbejder ihærdigt for sagen. Måske er de hæmmet af nogle usynlige lænker?
Af Ken Damgaard Thomsen
