Tidligere gjorde Bjarke Bendtsen sig i folk-projektet The Migrant, men den rejse er slut for nu og en ny med bandet Rainbrother begyndt. En international producer er hevet ind og lyden blevet endnu større, uden at sprænge folk-rock rammen.
I den medfølgende pressetekst beskrives Rainbrothers lyd, der er blevet til i en kælder et sted i København og senere mixet af Noah Georgeson (Joanna Newson, Devendra Banhart m.fl.), som både “jordnær og luftig”. Det er meget godt ramt, som et overordnet skudsmål for de 10 numre på det knap 50 minutter lange album.
Det er ikke et album, eller et band, der har travlt. Stedvis har det form af en art meditativ rejse eller drøm, hvor tekst og musik bare får lov til at køre i ring, eller flyde med strømmen ud mod horisonten. Rejsen i sig selv virker som målet. Det gør også, at hvis man ikke lige er i humør til det, eller vil have en lidt mere konkret lytteoplevelse, ja, så kan Tales From The Drought godt opleves som havende en slagside til det udsvævende.
Jordforbindelsen mistes dog aldrig, da bandet får frembragt en ret indbydende og inkluderende folk-rock lyd, det lyder lækkert og giver en relaterbar kerne i musikken – selv når atmosfæren ellers er til, at man bare svæver væk.
Et eksempel herpå er åbningsnummeret og førstesinglen, den over 7 minutter lange “Riverside”. Der udsender rolige vibrationer, som lå man med et græsstrå i munden og kiggede op mod himlen, samtidig med at musikken vugger og flyder let og ubesværet forbi lige for ens fødder. Indtil himmel og vand ligesom går i et og man bare i et og indhylder en med lyse, friske folktoner og luftigt uh-uh kor.
På den ene side kommer man måske reelt set ikke ud af stedet, på den anden side så er det rart og dejligt afslappende bare at ligge der og dase og falde hen. Blive bare liggende. Næste nummer, “East African Dream”, bryder ikke roen, tvært imod er det tre minutter med en gentagende, hypnotisk rytme og “nynnen”, uden egentlig tekst. Der arbejdes videre med stemning og atmosfære, fremfor noget mere håndgribeligt.
Er du fanget ind og forsvandt ind i dig selv under “Riverside”, så forlænger de blot den transcenderende oplevelse. Er du derimod ikke rigtig i stemning til den slags udflugter, ja, så begynder utålmodigheden måske så småt at melde sig. Og så er det måske på tide at rejse sig, gå lidt væk fra Tales From The Drought og vende tilbage en anden gang.
For Rainbrother forsætter i vid udstrækning denne fremgangsmåde pladen ud. På den efterfølgende “Crow” får man dog, med lidt god vilje, noget mere konkret indhold. Nummeret handler om en krage, eller at kigge på en bestemt krage, men sammen med den dovne melodi og en døsig stemning, at har det hele stadigvæk et skær af drøm over sig. Hvilket blot forstærkes i nummerets anden halvdel, hvor sangen igen får lov til at få luft under vingerne og flyve op, ud, væk…
Efter den dasende indledning på albummet følger en række numre, hvor Rainbrother egentlig får arbejdet med en hel del forskellige stemninger. “Juggler”, “Bird’s Don’t Fly”, “Blue” og “Break Out” varer alle mellem 3 og 4 minutter men med varieret tempo og klang. Det fungerer sådan set rigtig godt, og viser bandets alsidighed, især i sidstnævnte “Break Out”, her er vi nærmest ovre i noget indie-rocket.
“Problemet” er, i hvert fald for mig, at jeg ofte har været fanget i den meditative tilstand fra albummets første numre, så jeg enten ikke rigtig “vågner” op og er med på disse stemningsskift her, eller kun lytter til dem med et halvt øre fordi jeg stadig er i drømmeland.
Dette forstærkes kun af pladens sidste halvdel, hvor vi sumper ned i noget mere hippie-folket på “Fat Eggs” (ellers et glimrende nummer i sin egen ret), inden tempoet ryger helt i bund og musikken barberes ned til et minimum på den smukke “Hanging”. Inden den over 7 minutter lange “Sun” runder pladen af og på en måde bringer os full circle, da den i længde og udtryk minder om åbningsnummeret “Riverside”. Selvom tonen er mere ovre i noget “solnedgang over stille vande”.
Tales from the Drought er trods sin indbyggede ro og det mere en kompetente spil fra musikerne og den generelt fornemme sangskrivning, lidt af en mundfuld. Eller vil måske i virkeligheden lidt for meget?
Der sker en masse her, selvom vandoverfladen tilsyneladende er rolig. Det er både en fordel og en ulempe, sjovt nok er det når Rainbrother har mindst travlt, at jeg synes albummet er stærkest. Måske har det noget med temperament og humør hos modtageren at gøre, hvordan den samlede oplevelse bliver – og den kan, som nævnt, variere fra gang til gang.
Vi ender på 4, store, men måske lidt misvisende stjerner, for der er stunder til 5 gemt på pladen. Den samlede oplevelse bliver bare lidt for flimrende for mig til, at vi ender helt deroppe.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Rainbrother på facebook
