Så er det tid til endnu en omgang harsk københavner hardcore, denne gang leveret af Quitters, der med deres debutalbum brager ind på den fyldte scene med manér.
Der var i hvert fald et tidspunkt, hvor jeg følte at vi anmeldte rigtig mange “københavnercore” bands, der lød som om de væltede rundt i en kælder i nordvest og smadrede de spartanske omgivelser godt og grundigt. Quitters er sådan set ingen undtagelse, men de kommer med en frisk energi og masser af pondus, der losser godt til genren.
Det er undergrund og stolt af det. 10 hårdtslående numre på 33 minutter, ingen fedt og ingen dikkedarer. Men bandet kan skrive sange og har nok melodi i deres dirrende udskejelser til, at skidtet virker vibrerende, levende og ganske afvekslende. Hvis man keder sig i selskab med Quitters, der har 3 EPer på CVet op til udgivelsen af denne albumdebut, så er det ens egen skyld. Er du lidt vinterstiv i leddene, eller har fået coronakuller, så er Man sikkert en ganske effektiv kur for begge dele!
Har du samtidig lidt lede og føler afmagt ved menneskeheden, så kommer Man nok ikke til at mindske de følelser – medmindre du oplever pladen som en art udrensning. Bandet blander på kompetent og slagkraftig vis elementer fra sludge, punk, black og dødsmetal til en sort, bister og møgbeskidt genrebastard. På et nummer som den voldsomme “Under my Skin” gynger det med en knusende kraft, så man er lige ved at skære tænder og kan mærke knogler ryst og skælve, mens bandet hakker sig gennem de grovkornede 2 minutter og 40 sekunder.
På den efterfølgende “Share My Fear”, der indledes med et forpint skrig, bliver det om muligt endnu mere grumset og tungt, når tempoet sættes lidt ned og bandet begynder at kværne. En rigtig lækker knogleknuser med nok schwung i melodien til, at der ikke går tomgang i de brutale løjer. Faktisk er det på sin egen grumme vis ganske iørefaldende og fængende? At bandet sagtens kan justere og lege med tempoet, uden at miste fremdrift og energi, viser pladens længste nummer, den over 5 minutter lange lukker, “Imaginary Friends”, også til fulde. Satan der er noget saft, kraft og tyngde i det møg. Det rusker, snurrer og summer i hele kroppen.
Der er noget primitiv urkraft over Quitters, når de hjerner enkelt og effektivt afsted på et olmt nummer som “Earthly Delights”. Et nummer, hvor bandet keeps it simple, stupid, men alligevel formår at skifte gear i løbet af sangen så de på under 3 minutter får leveret et ganske afvekslende og potent nummer. Her får vokalen også lov til, at vise sin alsidighed og lyder både pissed off, i smerte og som om der er noget, der bare skal skriges ud, indtil der ikke er mere luft tilbage i den lidende krop.
Helt overordnet synes jeg også, at bandet finder en rigtig velfungerende balance mellem, at holde det enkelt, men samtidig afvekslende. Det kan godt være, at et nummer som “You Disgust Me”, er bygget op omkring en enkel idé og et gentagende mantra, der også danner grundlag for sangens titel. Men idéerne er gode og fungerer. “Paranoid” er endnu mere enkelt og afpillet i sit udtryk. Det lyder sådan set “bare” som et “simpelt” riff, der får lov til at save løs i 3 minutter, indtil der stoppes op og brummes igennem det sidste minuts tid. Men selvom idéen kan virke spinkel, så føles de 4 minutter ikke som for lang tid for Quitters. De formår virkelig, at få det maksimale ud af det primitive byggemateriale.
Og det er måske hemmeligheden bag Man? Maksimal udnyttelse af resurserne. Det får pladen til, at fremstå som den vitale og velplacerede knytnæve, som vi kunne have brug for og fortjener, leveret af et band, som nok kalder sig Quitters, men ikke lyder som om de har givet op. I hvert fald ikke når det angår, at råbe den dårske menneskehed op.
Af Ken Damgaard Thomsen
