Stakkels Daisy, hun har det hårdt med livet! Eller, Pushing Daisy reflekterer i hvert fald over nogle af de store spørgsmål og emner på deres nye album. De tunge tanker forsøger de at få til at glide ned med en grunget hardrock-indpakning, lige som alle der var unge i 90erne kender det.
Og det er da sådan set en udmærket indpakning, hvis man har det OK med genkendelighed og genudsendelse. Nu er jeg jo fra en generation før internet og streaming (årgang 79), så jeg er vokset op med genudsendelser. Det er dog ikke ensbetydende med, at det nødvendigvis er det jeg foretrækker i 2024.
Pushing Daisy slipper nu ret hæderligt fra at genudsende 90erne, især i kraft af generelt fine, iørefaldende melodier og overordnet solide sange. Der pilles ikke meget ved hverken velkendte skabeloner eller lyden af semi-radiovenlig hårdrock. Bandet har selv stået for indspilning og produktion, mens Brian Mørk (Drew Sycamour, Nicklas Sahl, Christopher m.fl.) har mastereret. Det giver en god balance mellem noget råt og rockende og noget mere pop-poleret.
10 sange, alle i den mellem-lange ende fra 3 ½ til knap 5 minutter, er der blevet plads til på Reflections. Ifølge bandet selv er albummet en “forløsning” for dem “som mennesker”. Og “dybt personlig og kraftfuld refleksion over livet, kærligheden og den konstante søgen efter identitet”. Det resulterer dog ikke i at der pilles meget ved den grundformel hele pakken synes baseret på.
Vi skal have den lige for forudsigelige blanding af hurtige numre, de langsommere ballader og lidt midt i mellem. Der lægges effektivt fra start med tempofyldte “Shove Your Love” og “Selling Truth”, og så skal vi allerede lidt ned med den mere højstemte “I Am The Sun”. Mens det rockede ret fornuftigt og slog gnister hist på det indledende 1-2 punch, så bliver det sgu’ lige en postgang for fesent og tilstræbt følsomt på “I Am The Sun”. Det kammer over og bliver lige lovlig FØLT.
Og så er jeg beklageligvis allerede blevet lidt træt. Der loves ellers at Pushing Daisy, ud over nævnte 90er inspiration med Reflections, har “skabt noget nyt og unikt”. Et hurtigt tjek i ordbogen, og en krydsreference med musikken, efterlader mig dog et noget andet indtryk. Jeg tror altså unikt betyder noget andet end det her.
Det er helt OK med mig ikke at være unik, det kan faktisk være virkelig svært. Men lad være med at love det, hvis man ikke kan holde det. Medmindre bandet (eller dem der har skrevet pressematerialet) vitterligt tror, at musikken her lyder unik? Så er vi ude i et andet problem.
Det korte af det allerede halv-lange udenomssnak fra mig er: når jeg læser titler som “Hate Me Break Me” eller “See You Again”, så har jeg allerede en ret tydelig idé om, hvordan sådanne numre nok lyder. Især når vi opererer i velkendte farvande og med alt det ovennævnte in mente. Og her formår Pushing Daisy netop ikke at tage fusen på mig. Det ville ellers have været nyt og lidt unikt.
MEN. Det sagt, og det er et ret stort “men”, Reflections er IKKE en dårlig plade. Mine forbehold og ordkløveriet til trods, så har Pushing Daisy, unikke eller ej, skrevet en bunke ret habile sange. Et midtemponummer som “One Way River” er et højdepunkt midt på pladen. Den trækker tempoet lidt ud, men til gengæld trækker den ret sejt igennem. Det kan godt være, at Pushing Daisys lyd er velkendt, men den er også velfungerende.
Måske skal det “unikke” findes i, at de leger lidt med en effekt på vokalen på “Higher”? Her lyder de ellers lidt som Velvet Revolver med cool swagger og en melodi det kan bidrage til ens kommende hofteskred. Eller, at de for en stund smutter ud af de whisky-indsmurte rockbarer og ud i/ind i mørket på den fine “Scared of the Light”. Det er sådan set ikke fordi Reflections savner variation i løbet af de 10 numre, men jeg kører muligvis bare lidt død i “rock fra dengang jeg var ung”.
Dermed ikke sagt, at man skal være yngre end undertegnede for at rocke igennem med Pushing Daisy. Faktisk har jeg på papiret nok den helt rette alder – og andre derude i rockland bør ikke lade sig skræmme af det faktum, at jeg personligt har bevæget mig et andet sted hen. Ikke nødvendigvis et bedre sted, men…
…det her kom til at handle lidt for meget om præsentationen, og ikke så meget musikken. En del af “problemet” er desværre, at den ikke efterlader specielt meget indtryk hos mig, så jeg får lyst til at sige en masse om den. Sangene er ellers en “åben invitation til at fordybe sig i lyrikken og lyden af et band, der konstant udforsker grænserne inden for rockgenren”. Det klinger beklageligvis en kende hult i min ende, og bliver bare ord. Der bliver i hvert fald ikke trådt over disse grænser, eller man kommer tæt nok på til at kunne gøre det, medmindre man har absurd lange ben.
Det sagt, jeg hader bestemt ikke Pushing Daisy, det lyder som om musikken kommer fra et rigtigt sted, fra et band med noget på hjerte. Jeg er muligvis så miljø- og arbejdsskadet, at jeg har en anden opfattelse af visse ord, genrekonventioner og rockens grænser end bandet har.
Af Ken Damgaard Thomsen
