Fredag aften bød HeadQuarters i Aarhus på 2 lokale navne i form af mellemøstlig-klingende psykedeliske toner fra Puja og instrumental post-rock leveret af Eigengrau.
Førstnævnte trio’s fine koncert blev hæmmet en smule af solo-rundgange og jazzede-udflugter, mens 5 mand høje Eigengrau imponerede med timing og intensitet.
Puja ★★★★☆☆
Når man er tre mand – guitar, bas og trommer – på scenen og man ikke har vokaler til at føre en melodilinje, så er det forholdsvis begrænset hvad man kan gøre for at variere numrene.
Puja formår at gå helt ned i dynamik og så komme op igen, hvilket gør at det ikke bliver trivielt. Og da lyden er både punchy og dygtigt leveret, samt at trommeslageren ikke bare tæsker derudaf, men rent faktisk spiller på sit instrument, bliver helhedsoplevelsen værd at lytte til.
Men samtidig er der også i enkelte numre tendens til lidt runde-solo og den slags jazz-unoder, hvilket ikke klæder Puja. Den tendens kombineret med måske lidt for spekulative skæve taktarter gør, at det bliver oplagt at tænke på Puja som et dygtigt, men lidt uinteressant konservatorieband.
Mit selskab på aftenen fandt største (eller i hvert fald første-)delen af Pujas set for easy-listening-agtigt. På et tidspunkt spurgte hun mig, hvad jeg troede Puja ville kommunikere med deres musik.
Jeg måtte være hende svar skyldig og opfordrede hende til selv at spørge dem, når de gik af. Men dog må jeg konstatere, at under settets afslutning kom der både dansable fire-slag-i-gulvet og i det sidste nummer – som klart var det bedste fra Puja – blev der for alvor åbnet for sluserne og den ellers hele vejen igennem kontrollerede lyd fik lov at få en åbenhed, der klart gjorde slut-indtrykket bedre.
Puja er et dygtigt band, som egentlig har mange strenge at spille på – til trods for den lille besætning. Der lurer dog konstant en risiko for at blive for pæne og for easy-listening-agtige, og da jeg gav dem en så god anmeldelse på Aarhus Psych Fest har det nok ikke været tilfældigt at det var den sidste del af settet, jeg hørte.
Om det så var det samme set, de lagde her – eller om det også er et spørgsmål om at Puja er et band, der skal spille sig selv varme – ved jeg ikke.
Det var stadigvæk en god koncert, som skal honoreres med fire ikke alt for store stjerner.
Eigengrau ★★★★★☆
Det er ikke for at virke selvsmagende, men tidligere i denne uge stod jeg til Godspeed You! Black Emperor og havde en stor, stor koncertoplevelse.
At skulle anmelde endnu et post-rockband oven på den oplevelse giver både mening, men gør det også svært for Eigengrau at følge op. Heldigvis var dette udelukkende et problem for mig og ikke for Eigengrau!
Som med Puja er der ingen sang-mikrofoner på scenen – men til gengæld fem mand. Trommer og bas er standard, mens de tre øvrige er guitarister, hvor det ikke er givet at der kun er seks strenge på deres instrumenter. Lige som hos Puja har hver guitarist også et fuldfedt pedal-bræt, der ikke er for begyndere.
Hvor spørgsmål om hvad bandet egentlig vil kan hænge lidt over Puja, så svarer Eigengrau fra første nummer med en intensitet. Det er ikke fordi der er fødder på monitors og der kigges meget ned. Men musikken rammer dig bare i mellemgulvet med et punch som man simpelt hen ikke kan ignorere.
Eigengrau kan jeg kun sammenligne med Mogwai, hvor det har været en stor, stor fornøjelse at se skotternes guitarists tydelige metalbaggrund. Eigengrau har måske ikke helt melodien i deres magt på samme måde som skotterne, men noterne af metal er konstant til stede.
Det være sig i de skæve taktarter, som virker underligt naturlige i denne kontekst, men også i nogle meget bastante distortion-kasser, der danner en bund, hvorpå mere sfærisk guitar kan lægges; bas, trommer og rytmeguitar ligger simpelthen lækkert og potent igennem hele settet, og det hele spilles med næsten mekanisk præcision – både når der er smæk på og i de mere stille numre.
Instrumentalmusik er noget sært noget – især når der ikke tales mellem numrene. Men Eigengrau formår mesterligt at disponere over mekanisk repetition og variation, så man aldrig når at tænke at NU er det da ved at være sivet ind – for Eigengrau har allerede nået at skifte til et nyt melodi-tema eller et nyt feel – ikke for tidligt. Og ikke for sent.
Der er masser af idéer, men de får alle lov at leve deres liv og bliver så afløst af en anden – uden at det virker konstrueret eller fortænkt. Vi er uendelig langt fra improviseret jazz, da det hele tydeligvis er indstuderet til mindste detalje. Men vi er også langt fra den slags math-core, hvor der spilles skævt for skævhedens skyld eller laves numre baseret på matematiske principper på bekostning af lytterens oplevelse.
Skal man kritisere Eigengrau lidt, så skal det være for at det netop virker så professionelt/maskinelt indstuderet og at der sjældent strejfes langt fra dur-harmonierne. Men numrene leveres med en intensitet jeg ville ønske jeg kunne opleve hos flere bands – og det ER bare cool at se fire smilende strenge-instrumentalister stå og nikke deres hoveder på ottendedelene, mens de leverer fed musik.
Det er en oprigtig stor oplevelse at se Eigengrau – og selv om det er lidt nørdet med post-rock, er det også interessant at se på publikum, der varierer fra metalheads til folk, der ligner juleøls-hungrende ungdom. Men den energi, Eigengrau leverer er også så bred og intens, at den ikke kan favnes i én genre eller gruppe fans.
Fem stjerner må være på sin plads for denne koncert – det har været en intens, fascinerende og god oplevelse!
