Med rock-referencer til højre og venstre og uden nogen som helst intention om at være nyskabende skærer Prodigal SONS på deres selvbetitlede album metervare på metervare. Og det gør de faktisk ganske godt. Troels-Henrik har fundet læderjakken og solbrillerne frem og anmeldt.
Prodigal SONS er et skamløst band, der uden at blinke styrer ind i alle rock-klicheer. Og det er uhyggeligt svært som anmelder at styre uden om netop klichéerne. Ja, de er fra Irland og fornægter ikke et vidst nik i retning til folk-rocken. På den måde har ‘In Another Way’ små, fine guitar-bevægelser der sender tankerne hen på steder, der besøgtes efter kirke om søndagen.
Og den derpå følgende ballade ‘Trouble Will Pass’ har en vis Creedence-feeling – ikke mindst båret af forsanger Paddy (really?!)s overdrive-vokal. Vi er millimeter fra at det er en decideret power ballad. Nej, fuck it. Det er sgu en power ballad – komplet med en (dog noget kort) helteguitarsolo.Det er ikke pladens bedste skæring, men man sidder alligevel og vipper lidt med på foden.
Lidt atypisk følges den op af halv-balladen ‘Rolling’ hvormed nummer 2 til og med 4 på pladen har ballade-præg. Og alligevel er man ikke et sekund i tvivl om, at det er rock det her. Alt er for øvrigt klassisk; forsanger, guitar, bas og trommer. Ikke nogen dikkedarer der, og uden at være guitarekspert er mit gæt, at vi er ude i noget ikke-avanceret Fender-værk.
Og ja. Det er en guitarist, der ikke fornægter en chance for lige at fyre en ofte ret fed solo af. Det kammer aldrig over, men er faktisk rigtig fedt. Klassisk på den fede måde. Og uden for megen effekt – jeg tænker at det mindst klassiske, der kastes efter den formodede Fender er en Flanger. Stilet!
Nå. Ud på den anden side af den nærmest ballade-agtige trio af numre, får vi den stærkt basdrevne ‘Look Into My Eyes’. Stærk vokal, stærkt spillet. Hell, der er sgu endda 50’er-agtigt ekko på vokalen i versene!
Et par øvrige ord om vokalen; som nævnt kan der høres hints af Fogerty, men på flere af de mere ordinært rockede numre kan man komme helt i tvivl om, om det ikke er Jesper Binzer, der har kigget forbi. Fans af netop DAD vil sikkert også synes godt om Prodigal SONS – men må kigge længe efter DADs tongue in cheek. Om det er en fordel, skal her være usagt.
Der er fuld seriøsitet på det mest klassiske bil-rocknummer ‘Are Yoy Ready’, hvor bridgen og omkvædet går:
Nothing else matters//It’s just pretend//Are you ready//Are you ready for this?//Hey! You! / Sex, drugs and Rock’n’roll (gentag ad lib 🙂
… Cruising around with all your friends//Are you ready for this?”.
Enter: Helteguitarsolo og referencer til T-rex, måske Metallica og en masse andet rock-relateret.
Og jeg ved I sidder og venter i spænding og ja, jeg kan bekræfte; det er ganske fremragende at køre bil til – eneste anke er at jeg ikke har en open top sports car. Og at jeg kører mest om aftenen.
Nåh, ja. Musikken!
‘Finish Line’ har til gengæld en for Prodigal SONS sjælden kvalitet og teksten handler om, hvordan samfundet præger børn og hvad er det, vi skal lære dem? Fuck præstationssamfundet! virker til at være mantraet… Det når næsten Bad Religion-højder (hvilket i min bog er en kompliment!) endda med tåbetertser på omkvædet. Det bliver nok det nummer, der står skarpest, når de otte numre løber ud.
Inden vi når så langt, skal vi dog igennem endnu to gedigne rock-sange, hvor ‘Do You Think You Could Tell’ sender usubtile vink til Pink Floyd (“You’re the pink to my floyd” går sidste vers inden omkvædet). Og da der lukkes ned på ‘Work It Out’ er vi tilbage i ballade-land men med potens og punch – som man efterhånden har vænnet sig til med Prodigal SONS. Et stærkt refræn tager stik og omtrent tre minutter inde får vi et break down, hvor der ellers bygges op til den helt store helte-guitarsolo. Joh, det kunne sgu heller ikke rigtigt slutte på anden vis fra disse drenge.
Hvad der muligvis ikke fremgår af ovenstående er, at det hele er ganske fremragende. Det er afsindigt usubtilt og lige på. Det er lavet i lignende udskæringer mange gange før – men samtidig også her fremført på en måde, så det giver mening at gentage genrens klichéer. Hør denne plade og glæd dig over det simple, over referencerne og det dygtige udtryk. Eller lad være. Men for mine fire stjerner går du glip af noget, hvis du ikke gør.
Anmeldt af Troels-Henrik Krag
