Hardcore-metal legenderne Pro-Pain er klar med endnu et album, det 14. i rækken. Det er i øvrigt første gang siden 90’erne at Frontmand Gary Meskil selv har skrevet samtlige af numrene på en Pro-Pain skive. Det er der kommet et arrigt groovende hardcore/thrash bæst ud af.
New York-baserede Pro-Pain tromlede ind på 90’ernes metal-scene med deres andet album, The Truth Hurts (1994) og efterfølgeren, Contents Under Pressure (1996), som stadig står som et af mine favorit-albums fra 90’erne. Siden har der været en konstant, solid udgivelsesstrøm, på trods af at der er blevet skiftet løbende ud i bandet. Bassist og vokalist Gary Meskil er således eneste oprindelige medlem. Ud over Meskil, består line-uppet på The Final Revolution af Marshall Stephens, som har været med siden 2007 og Adam Phillips (med siden 2011) på guitarer og Jonas Sanders (også med siden 2011) på trommer.
Jeg havde selv fornøjelsen af at få blæst hjernen ud af Pro-Pain på det daværende Musikcaféen i Aarhus i 2008, en koncert hvor Meskil og co. sandblæste spillestedet med en potent og MEGET høj levering af deres grumme hardcore, men må indrømme at deres seneste albums er gået min næse forbi. Derfor er jeg glad for at The Final Revolution er faldet mig i hænde, og jeg kan konstatere at Pro-Pain stadig har det godt. Ja, altså, godt på den der “alt er gået ad helvede til” måde. For Meskil ser stadig ikke lyst på tilværelsen. Han er stadig vred over verdens tilstand og uretfærdigheder.
Der er fuld slæde fra start med ‘Deathwish’, som har været luftet som single og video. Meskil’s vokal lyder fortsat som om han har blødende mavesår og i øvrigt har opretholdt et solidt indtag af bourbon og cigarer siden 90’erne, de tørre trommer tramper præcist afsted, og guitarerne flænser heftigt og koncist, mens bassen sørger for at der er tyngde i sagerne.
Sådan fortsætter det sådan set gennem de resterende 11 skæringer på albummet. Pro-Pain har altid været et no nonsense foretagende,hvilket titler som ‘One Shot One Kill’ og ‘Problem Reaction Solution’ vidner om. Sidstnævnte har et af de brøleomkvæd man kan råbe med på og føle at mene det – uden helt at vide hvad man egentlig råber. Men Meskil virker som en mand, der mener hvad han råber. ‘Southbound’ kiler sig ind mellem de to førnævnte numre med noget, der lyder som post-apokalyptisk overlevelsesfortælling, inden titelnummeret fortsætter riff-bombardementet i højt tempo.
‘Can’t Stop The Pain’ stopper ikke uddelingen af øretæver, men fortsætter ufortrødent med slamdance-egnet omkvæd, inden Meskil på ‘All Systems Fail’ konstater at “All systems fail/In time”. Ud over de velkendte bredsider, så bliver der også fyret højpotente guitarsoli i hæsblæsende tempo af i flere numre, det er næsten Slayer-agtigt ind i mellem. Der er ikke nogen kompromisnumre på The Final Revolution, ingen “Jump, jump!” opfordringer, bare sammenbidt vrede og frustration i musikalsk form. Her er heller ikke metal-cores mange temposkift, selv om Pro-Pain har et par gear at rykke med, men de bliver ikke brugt til unødige temposkift, udskridninger og bremsespor. Det er fokuseret, intenst og brutalt. Som på ‘Want Some?’. hvor Meskil brøler “For if you want some/You better come quick/Come clean/Before reality hits you like a brick”. Pro-Pains hardcore rammer også lidt som en mursten, især på et nummer som dette, hvor groovet står stærkt, tyngden er massiv og man instinktivt knytter næven og tager sin arrige grimasse på.
Eller en byge af mursten, for Pro-Pain tæsker videre på den thrashede ‘Fall From Grace’, den glimrende, heftigt riffende ‘Emerge’, der er blandt albummets hidsigste og bedste, og arrigt dystopiske ‘Mass Extinction’, inden afslutteren ‘Under The Gun’ leverer en velplaceret hurtig punk-knytnæve kombination lige i snotten på lytteren.
Pro-Pains lydbillede er ikke voldsomt varieret, og det betyder at numrene ind i mellem flyder lidt sammen, og selv efter mere end en håndfuld gennemlytninger, er det få af numrene der står tydeligt ud i hukommelsen. Til gengæld bliver man mørbanket på en ganske tilfredsstillende måde, for selv om det måske ikke er hit-på-hit, så er det særdeles stærk metervare. The Final Revolution når ikke Content Under Pressure i niveau, men det er en bundsolid skive fra et band, der stadig virker til at have noget på hjerte og har den musikalske kvalitet og integritet til at udtrykke det. I mine ører er det i hvert fald mere velfungerende og engagerende, end hvad mange nyere hardcore/metalcore bands udgiver.
Måske er jeg bare ved at være en gammel knark, men jeg anbefaler en dosis Pro-Pain til alle med hardcore-tilbøjeligheder. Kender du dem fra gamle dage, så er det måske tid til at få opfrisket et gammelt bekendtskab, er du nyere hardcore-lytter, så kan du forsikre dig om at de gamle drenge stadig ved hvor skabet skal stå. 4 store stjerner til The Final Revolution, og en stille bøn om at Pro-Pain lægger vejen forbi Danmark igen, inden den endelige revolution indtræffer.
The Final Revolution er udkommet på SPV/Steamhammer. Den kommende uges tid hærger Pro-Pain i Tyskland, se mere på bandets hjemmeside.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
