Det her en lille smule vidunderlig old school: Et metalband med flere support acts. Det er sådan vi kender og elsker genren og The Århus Faithful var mødt op i fine antal.
Ikke et udsolgt event, men der var OK fyldt og retteligt også åbnet for balkonen.
Kl. 20.00 – en drone kører på backtrack
Slet Det kører videre i samme toneart og rundgang og får lagt godt fra land med højt tempo og tekster om sorg.
Bandet fylder ikke så meget på scenen, har godt fat i energien.
Fortsætter med tungt groove og følsomme tekster, der råbes ud.
“Liv i smerte” råbes der og selv om det er tydeligt at det ikke er main event, så får vi dog godt og grundigt åbnet for energien og kombinationen mellem danske tekster og… hard-rock-med-elementer-af-metal?.
Her skal man gå ind på præmissen om at den hårde rock med isæt af metal kobles fint med danske, følsomme tekster.
En Følelse som følger kort efter åbningsnummeret understreger dette med punket energi og brøl derudaf.
Jeg tror, netop de følsomme, desperate tekster bor lidt bedre hos hardcoren, men Slet Det giver det er frisk bud og leverer et energisk set – at dømme ud fra publikum, er de også fint med på præmissen.
Vi er endnu ikke så mange; balkonen er åben, men der er godt med plads på gulvet her efter 20.00
Det er nok ikke 100% mig med Slet Det, selv om jeg anerkender at det er et band, der tager fat i noget vigtigt og egentlig også leverer god energi uden for de store temaer.
Jeg tillader dog mit sind at vandre lidt og anerkende VoxHall for at have holdt godt fast i princippet om at man – med lidt hovedregning – kan få en liter godt øl for 100 kr.
Det har siden jeg begyndte at gå til koncerter været et succeskriterie for et spillested.
Take a bow!
Imens dette konstateres, får Slet Det leveret et fint, lille set på seks numre. Vi er ikke blæst bagover, men det varmer det hele og det nikkes fint med på gulvet af mere end høflighed.
Fremtidens Børn får god skrald og det fornemmes at dobbelt stortromme og den mere metal-inspirerede retning nok er det, publikum tænder på…
Swartzheim
20:45
Der åbnes med guitarfeeds og herfra er nålen sat godt og grundigt i rillen på vinylen: Vi får den metalfest, Swartzheim er kendt for.
“Vi hedder Swartzheim og vi er på hjemmebane” åbner forsangeren med at sige, og så sættes der ellers højt tempo, thrashet lyd og growlende vokal i den lysere ende af skalaen.
To numre skydes ret hurtigt ud af kanonen og det hele går enormt, energisk stærkt.
Schwartzheim virker – som altid – glade for at lave deres ting og i tredje nummer har The Århus Faithful købt ind på ideen og formet det første circle pit.
Forståeligt, for med grooves og breakdowns er det vidunderligt let at stige på Swartzheim-toget.
Hår kastes, vi er HELT hjemme her – ukompliceret metal med en indpiskende forsanger der ikke er kommet for at stå med ryggen til publikum…
Fire numre inde og der etableres circle/mosh pit og den første stage diver melder sig. Og så alligevel: der kunne godt være flere på gulvet!
Har du en fest, du gerne vil have startet? Hyr Swartzheim!
Det er i hvert fald indtrykket, jeg får. Formuleringen fra preview’et om, at de ikke står hoved og skuldre over andre i genren holder egentlig. Men det skal de heller ikke. For deres stærkeste kort er energien, og den får de fedt formidlet denne lørdag aften!De pisker, kører på og virker til at elske det hele vejen igennem!
Langsomt fyldes gulvet. Smil på alles læber – også nede bagved.
Vidunderligt ukompliceret metal-smadder med lavt dørtrin? Her leverer Swartzheim til enhver tid.
Power Trip
21:30
Med stor entusiasme tager bandet til scenen.
Lyden er rigtig: på en gang lidt tynd i toppen og tung i bunden. Lovely!
Den nye forsanger kigger sig ikke tilbage, men kalder circle pit i de første numre – og får det.
Soul Sacrifice fyres af til høje tilråb fra gulvet, som går amok og den første crowd surfer er oppe. Fra scenen kaldes hey-råb – der piskes ind og energien fra scenen kanaliseres direkte til publikum.
Ufortrødent og tight leveres Executioner’s Tax og det virker mere som om bandet er på denne afstikker til Århus for i egen ret at headline, snarere end ‘lige få noget ud af det, når vi nu er i landet’.
Firering Squad bliver en fysisk intens sag med et kæmpe circle pit, og den stakkels guitarist, der kort forinden havde ønsket sig et lille et foran ham selv, må lære at dele.
Vokalerne er spot on og der er ikke en finger at sætte på noget som helst.
Og så grindes der ellers derudaf..
Voxhall er ikke helt fyldt, hvilket i dette tilfælde blot betyder at The Århus Faithful får mere plads at boltre sig på. Centralt bliver circlet, headbanget og børlet rundt – mens de mere reserverede kan stå omkring med signatur korslagte arme. Old school!
Men som settet udfolder sig, så kan der crowdsurfes langt ud på gulvet.
Musikalsk er det også old school det her; breakdowns, hvor alle i bandet headbanger. Fræser-stykker. Hurtige soli. Det er skønt!
Efter en kort pause, hvor teknikken driller, sættes Divine Apprehension i gang og som om der ikke var sket noget, tages der ingen fanger; fuld smæk på circle pit, grinds. The works.
Skal jeg i øvrigt lige nævne hvor fede trommerne lyder? I et andet, stort thrash-band kan netop trommelyden være et stort omtaleemne. Her ligger de bare tight og on point.
Lyden er ret naturligt thrash, men trommerne står usvigeligt klart og bassisten er i øvrigt hoppet ud af Spinal Tap og står på kanten af scenen ved enhver given lejlighed.
Heredic’s Fork bliver et overordnet højdepunkt, da vi får det hele: grove, grind, uptempo.
Med et intenst backtrack mellem numrene, bliver det aldrig kedeligt, selv om der tages nogle pauser. Også helt fint, da det er høj- intenst, når der køres på,
Og så er det vist på tide at nævne forsanger Seth Gilmore. Han leverer også, forfalder ikke til at kigge tilbage på sin forgænger – eller i virkeligheden alt for meget snak mellem numrene. Måske også klogt nok, når Danmarks forhold til USA er som det er i disse dage.
Hans sang-vokal passer rigtig godt ind og bandet fremstår med ham i front tjekket og aldrig som det cowboy-metal, man (måske?) kunne have frygtet (?) ud af Texas.
Var der dog til tider optræk til V12-rock? Jeps. Men folk var fandme med!
22:23 er det hele næsten slut, da bandet går af scenen og det droniske backtrack får lov at indikere, vi ikke er HELT færdige.
Vi får et enkelt, maskinelt og grooveopbygget nummer – og det var det!
