Med stor selvtillid brager Polars Collide ud med noget, de selv kalder progressiv metal. Netop de mere progressive elementer skaber lidt rigeligt slinger i valsen, men i den sidste ende er One To Rise en stærk og overraskende festlig EP.
Med kompakt lyd og god smæk for skillingen lægger Polars Collide ud med ‘Sanctutarium’ og får hurtigt etableret en sound og feeling der umiddelbart minder om Slipknot på de senere albums.
Og hvor det for nogen kan virke lidt som et stop-kort, så er det i min bog fantastisk at bands arbejder med den kompakte sound og holder fokus på det tørre, skarpe og groovy.
Hvor Slipknot (skal nok stoppe med sammenligningen nu!) dog benytter en del egal sang, bliver der brølet anderledes igennem hos Polars Collide. Martin A. Borre lægger potent vokal hele vejen gennem EP’en og vi bevæger os i en scream-agtig growl. Fedt!
Som sagt er det især fedt, når bandet formår at holde fast i grooves og tørre riffs og EP’en udmærker sig også ved ikke at forfalde til lidt for selvpromoverende fræser-soloer på guitarerne.
På åbningsnummeret, Sanctutarium, får vi på den måde en fin solo, som egentlig blot bidrager til det festligt groovende lydbillede – kun afbrudt af et langt growl/scream. Hæderligt!
Men selv om åbningsnummeret har sine kvaliteter – og EP’en fortsætter med disse – så falder bandet i en gryde af noget, jeg umiddelbart antager er det mere ‘progressive’ i musikken; selvfølgelig kan man ikke bare groove derudaf, men må søge noget variation. Og her har bandet så – allerede i åbneren – valgt at kaste sig ud i sære betoninger og at vende takten.
Hver anden gang, jeg hører det, giver det OK mening. Men hver anden gang (altså den anden, forstås) lyder det mest rodet og konstrueret og gør at man sidder lidt med et ønske om, at de da bare vil finde hjem til det de gør så fedt; grooves.
‘Parasite Second’ har dog ikke vende-tendensen og EP’ens andet nummer kommer dermed til at stå stærkt, da variationen består i regulære skift i feeling. To breakdowns bliver det til – og de fungerer glimrende!
Titelnummeret bliver lidt en langspiller med godt syv minutter og det er måske her, bandet har nogle udmærkede muligheder for at bide fast i et andet fokus end det mere episke; når nu éns forté er fede grooves, så kunne det måske være en idé at skære numrene lidt mere ind til denne force?
Det er især i dette nummer, der kan gå rod i sagerne – ikke mindst fordi vokalen ikke ligger helt så tight som resten af bandet. Men når der findes ‘hjem’ til grooves, er det nemt at komme i festlig stemning igen – lige ind til der bliver sparket et unødvendigt langt mellemspil ind før vi får et rodet refræn igen.
Vi skal igennem to næsten identiske vers-omkvædstykker, før vi når frem til et breakdown med akustisk guitar og en solo, som selvfølgelig tilbyder noget variation – men det er ikke fordi vi når at længes efter mere – selv om slutningen gør sig hæderligt. Hm. Det ER altså en lidt blandet oplevelse.
‘Remembrance’ lukker ned, som et næsten lige så langt nummer, og sammenlagt når vi dermed op på noget, der minder mere om et mini-album end en EP.
Til gengæld lyder ‘Remembrance’ næsten helt klassisk og starter med et riff, der virker næsten bekendt. Det jerner derudaf og benytter sig af noget så usnobbet som en rod rock 1-trommefigur i introen – hvor den ellers flittigt anvendte dobbelte stortrommepedal får en kort pause.
Der bliver vendt takter til en fryd, og det står efterhånden klart, at dette fungerer bedst, når der ikke er vokal på. Ikke at dette skal tage noget fra vokalen som sådan.
Der er mange ting at holde af med One To Rise; grooves, vokal der på en gang er brutal, men hvor man kan høre hvad der synges og god, kompakt lyd for at nævne tre.
Men det virker dog til, at bandet af og til har for mange idéer til, hvordan man varirerer og ikke helt formår at komme helt ‘hjem’ på det lidt mere tekniske.
Men fordi det er en festlig plade og der er god smæk, havner vi på fire stjerner…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
