Poisoner: Disobey (EP) ★★★★☆☆

Poisoner er et ungt metalband fra Slagelse, der, som ikke så få andre, kaster sig ud i en genfortolkning af 80’ernes klassiske thrash. Heldigvis lykkes de med at få masser af saft, kraft og nerve ind i numrene på deres hjemmeproducerede EP, som efterlader et bundsolidt indtryk.

I det hele taget er Poisoner et band helt i vores “ånd”, de har selv drejet på knapperne, der er både ambitioner og ikke så meget bullshit og pis. Samtidig er bandet 100% uafhængigt, men en del af et netværk, som kalder sig Revival Metal Records, der trods navnet ikke er et pladeselskab, men et promotion-samarbejde mellem en række bands. Ingen kontrakter, ingen økonomisk styring og fuld uafhængighed. Ikke at der er noget som helst galt i, at gøre det på utallige andre måder, men tanken og idéen sætter jeg i hvert fald personligt pris på.

Men nu handler det jo om musikken, alle gode intentioner og frihed på den ene eller den anden måde, ville jo være lidt omsonst, hvis ikke musikken spillede. Det gør den heldigvis rigtig fint hos Poisoner. Stålet bliver ikke ligefrem opfundet på ny, men det virker hærdet og rustfrit nok til, at det ikke gør det store at mange af elementerne er hørt før.

Bandet kommer dejlig tungt og rungende ud over rampen med “Catastrophic Death”, en sangtitel der næsten ikke kan blive mere metal. Du kan sagtens høre, at bæstet er hjemmedyrket, klangen er lidt demo-agtig, men til gengæld lyder det dejligt råt og upoleret. En af ulemperne ved, at “alle” har fået så nem adgang til diverse produktionsredskaber med et par klik på tastaturet er, i mine ører, at lidt for meget kommer til at lyde lidt fladt, glat og ens. Jeg ved ikke hvad Poisoner har rodet med af grej, men det er sgu’ helt rart at bandets ru klang kradser de rigtige steder.

“Catastrophic Death” er sådan set klassisk thrash i tromlende midttempo, med nogle fine breaks, momentvis store gyngende riffs, lidt fræs og hæs vokal, som den slags nu skal lyde. Ingen store overraskelser eller landvindinger, men ganske kompetent udført. Og så fornemmer man bare noget herlig rå og uforfalsket energi og vilje i skidtet.

Den efterfølgende “Ferocious Potentate” åbner med store jungle-trommer og brummende bas, inden endnu en gyngende supertanker-melodi sættes i søen. Tungt lastet, så den pløjer sig igennem bølgerne uden de store problemer. Efter den cirka 45 sekunder lange “intro”, skrues der op for tempoet og skroget begynder at blive presset til det yderste. Det knirker og rasler måske lidt, uden der dog er reel fare for at skuden falder fra hinanden. Resten af nummeret er af den slags med relativt mange temposkift, så det næsten føles som en række korte numre i rap. Heldigvis flyder det hele ret uproblematisk, så selv om man er lige ved at blive lidt stakåndet, så bliver man trods alt ikke hægtet helt af.

Næstsidste nummer, “Disobey The Force”, er EP’ens længste med sine 8 ½ minuts spilletid. Det kan diskuteres om det er lige i overkanten, men et langt stykke han ad vejen føler jeg mig særdeles godt underholdt. Her viser bandet især deres evner til, trods den lidt voldsomme spilletid, ikke at gøre tingene unødigt komplicerede og knække nakken. Der sker en del, jo vist, men det virker aldrig forceret eller som for stor en mundfuld for bandet. Den selvbetitlede “Poisoner” lukker og slukker Disobey i samme sikre stil, til trods for at det er som, der lige skrues en lille tand op for intensiteten og vildskaben, i mens vokalen nærmest bjæffer ordene ud i fjæset på en.

Helt overordnet, og det er igen noget jeg sætter pris på, så gør bandet det ikke sværere for sig selv, eller mere kompliceret, end det behøver at være. Det er stensikkert leveret og sangskrivningen bliver aldrig overambitiøs, eller kommer ud hvor bandet ikke kan bunde. Det betyder ikke, at det lyder for nemt, eller billigt. Poisoner lader bare til, at have rigtig fin selvindsigt og styr på hvad evnerne rækker til – og så giver de den fuld tryk indenfor deres comfort zone.

Kunne man ønske sig, at der blev taget større chancer hist og her og tænkt lidt udenfor boksen. Ja, med tiden, men Poisoner befinder sig tydeligvis stadig på upcoming stadiet, hvor man lige skal finde sit fodfæste og afsættet. Det har de gjort med Disobey, nu kan de så trygt begynde at bygge ovenpå det stabile fundament og se hvad det kan blive til.

4 velfornøjede upcoming og 100% uafhængige stjerner til Slagelse!

Af Ken Damgaard Thomsen

Lyt til og/eller download musikken HER