Plök er et spraglet musikalsk kludetæppe holdt sammen af en solid bund bestående af energisk electro-rock.
Plök er også en grænsesøgende og flabet genre-bastard, der til tider virker utæmmelig, og som om der afsøges lidt for mange musikalske retninger, men gentagende lyt viser, at der faktisk er en rød tråd og en genkendelig grundtone igennem pladens 10 sprudlende electro-rock baskere. Eller, en del af numrene er faktisk kortere instrumentalstykker, men ikke af den slags der føles som overflødigt fyld, de bygger hele tiden bro mellem numre, eller bygger stemningen op til den næste reelle sang.
Ved de første par gennemlytninger havde jeg en lille smule svært ved, at orienterer mig i det ofte fragmenterede lydbillede, der rummer mange facetter og afstikkere, men efterhånden som jeg fik tunet mig ind på Plök’s lyd, så begyndte de uterlige løjer at give mening. Gruppen blander alt fra afro, punk, math, trance, electro og hård rock til en muteret musikalsk blæksprutte. Gruppen har dog et dogme om, ikke at proppe mere ind i musikken end der er hænder i bandet, så materialet kan spilles live. Så på trods af, at der leges med effekter på både instrumenter og vokal, samt eksperimenteres heftigt med genre mash up’s, så indeholder numrene efter sigende aldrig flere spor end medlemmerne kan håndtere live.
Stort set samtlige numre bevæger sig i et pågående in-your-face tempo, hvor mådehold og tilbageholdenhed kastes over bord. Plök kan indledningsvis godt lyde lidt overstyrede eller eksalterede, eller som et hyperaktivt barn med sukkerchok – men, som nævnt, der dukker hurtigt en mening op i galskaben. Teksterne afspejler også denne febrilsk søgende og afsøgende natur, med lyriske brudstykker der synes at handle om alt fra politiske paroler, literære referencer, fascination af den digitale tidsalder og meget andet. Det er næsten som at trykke “prøv lykken” på Google, og surfe hurtigt mellem utallige tilfældige hjemmesider, man får kun glimt, men alligevel fremstår slutresultatet underligt nok mere klart end flimrende på ens indre skærm.
Infolympics starter med den den instrumentale intro “In Trance”, der går direkte over i “Trance Atlantic”, som suser ud over stepperne som en hvirvelvind, inden den robot-agtige vokal sætter ind. Plök får fra start demonstreret, at de kan skrive øjeblikkeligt medrivende melodier, om de så er langtidsholdbare og mindeværdige, er en anden snak – det tog mig i hvert fald lidt tid, at kunne huske numrene fra hinanden efter sidste nummer sluttede. Det kan også skyldes den fine sammenhæng man opdager i bandets lyd, så det hele på en måde flyder sammen til et langt sonisk trip.
Ingen tvivl om, at de kan skrive fine numre, der mindeværdige eller ej, rykker på smittende vis i det moment de pumper ud af højtalerne. Den hakkende “Tribulations” har et eller andet genkendeligt over sig, som en eller anden remse man har hørt engang, men ikke helt kan placerer. Det kan også være en stemning eller en atmosfære der manifesterer sig i en under et nummer, som gør at man sidder og bliver revet med og væk i en sang, som de sci-fi klingende mellemstykker i “Mickey Mouse Parliament”. Eller en tekst-brok som “We are the army’s of zero’s and one’s” i den glimrende “Digital Gatsby”, der lyder som noget der kunne være taget fra et soundtrack til filmen Tron. Fællestrækkene er den massive mur af lyd og den allestedsnærværende legesyge tilgang som Plök har til sangskrivningen. Numrene dvæler sjældent særlig længe ved en stemning eller tone, men skifter pludseligt retning eller tempo, uden at det kommer til at virker forceret eller stressende – når man vel at mærke lige har fået justeret modtageren inde i knolden ind på Plök’s sendefrekvens.
Infolympics er tilmed et helstøbt album, der ikke rigtig rummer nogen svage stunder, tiden flyver ubesværet afsted i deres sprælske selskab. Og så formår de endda at slutte rigtig stærkt af med to af pladens højdepunkter, den spacey “Textbook Syntax Error” og den mere afventende og lurende albumlukker “Hugh Grant Slam”. Førstnævnte blander på fornem vis en hårdtpumpet melodisk puls med en mere tilbagelænet trippy vokal, til et nummer hvor man for alvor føler at man bliver taget med på en rumrejse. “Hugh Grant Slam” er den sidste overbevisende kraftanstrengelse fra gruppen, udstyrsstykket, hvor Plök får rullet det meste af arsenalet ud i én og samme sang, uden at den kollapser under sin egen vægt. Godt håndteret og eksekveret!
Der er, som det nok fremgår, en masse at komme efter og gå på opdagelse i på Infolympics, uden at det bliver vildt uoverskueligt eller overlæsset. Plök fremstår som et orkester med rigtig mange værktøjer og virkemidler tilrådighed, de er bestemt ikke bange for at gøre brug af disse, men nysgerrigheden og trangen til at lege tager aldrig overhånd eller løber fra dem. Det er en udgivelse der fortjener, at man selv dykker ned i detaljerne og går på opdagelse, for Plök som rejseguide i deres omfangsrige musikalske univers, hjælper dig kun noget af vejen. Det er ikke en plade, hvor bandet holder dig i hånden hele vejen igennem, de stikker en retning ud, skifter mening, drejer af og får så straks en ny idé – så må man hænge på, eller finde sin egen vej igennem deres forunderlige lydlandskab.
Det er nok ikke en plade for alle, men tålmodighed og nysgerrighed belønnes og betaler sig, selvom Infolympics også sagtens kan nydes som små hurtige skud adrenalin. Samtidig er der noget udefinerbart tillokkende over albummet, som gør, at man har lyst til at høre den igen og igen, selvom den rent stilistisk måske ikke burde falde i ens smag. Smag på den, den smager både velkendt og ikke rigtig som noget man har smagt tidligere.
Anmeldt af Kodi
Infolympics udkom d. 9/9 via Target Distribution (nu Target Group), besøg Plök på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
