Upolerede Pleaser flirter med alt fra punk, over rock til det mere metalliske på deres potente debut af samme navn. All killer, no filler i et kaotisk lydunivers, som konstant er på randen af sammenbrud.
Pleaser er et godt bandnavn. Og passende. De er nemlig kommet for at tilfredsstille. I hvert fald hvis du trænger til et skud potent punkrock. Med masser af nerve og rå energi. Noget der kradser og flår, men samtidig føles det rart og behageligt.
Det er kort og kontant. Enkelt og alligevel ret raffineret, når man skruer helt op og får fat i detaljerne. 9 numre på lidt over 20 minutter. 2 kvindevokaler bevæbnet med hver deres guitar, bas og trommer. Fælles front og små udflugter, hvor enhedens medlemmer får lov til at stikke af.
I front har vi Sophie Lake og Annie Nyholm, der skrige-synger som vrede katte og saver løs på strengene. Olle Bergholz svinger bassen, så det skiftevis buldrer og danser med dybe toner. På trommerne tilføjer Oliver Nehammer både tørre tæsk, stormende rytmer og heftig tyngde til Pleasers kontante lyd.
Et nummer som “Join The Strings” viser de bedste sider af Pleaser frem. En fængende, hurtig og rå melodi med punket attitude og rytme. Dissonansen lurer, kigger frem, men det er alligevel underligt vellydende. Vokalerne skriger om kap med guitarfladerne, og kan løbe med opmærksomheden. Får man lyttet ordentligt, hører man, at guitarerne faktisk spiller mindst en lige så stor rolle. Bassen blusser op og tramper helt fremme med nogle fængende “bomp bomp”. Trommerne hvirvler op og sender mine tanker i retning af black n rollerne Slægt.
Her slår Bergholz også sine folder, måske har det smittet af på Nehammer og bandet. Pleaser pleaser ikke kun punk fetichister, men rummer også elementer af noget, der nærmer sig det sort metalliske.
Pleaser er medrivende, og ligger sådan fra land og slipper ikke taget i de 9 numre. Det er som om at sangene og lyden bliver tungere, mere afvekslende og bister, som albummet skrider frem. Dermed ikke sagt, at de tungere, eller mere metalliske elementer ikke er til stede fra starten med “New Collapse” og singlen “Plunge”. Men, det er som om instrumentalnummeret “The World Says it’s Name” midt på pladen indvarsler en overgang.
“Crawl”, pladens fjerde nummer, er en tempofyldt slagsbror, der får det til at slå gnister. Når man underkaster sig, og krybende og skamfuldt, slæber knæene hen over betongulvet. Efter instrumentalnummeret følger “Drive of Distress”, pladens længste. Her lurer stormvejret fra start, hvor bas og trommer puster sig op.
Vokalerne falder i med korte råb, der rammer som hårde hagl på trommehinderne. Efter et minuts effektiv opbygning eksploderer sangen ud af starthullerne og tonser af sted. Det slår gnister. Jeg har svært ved at vælge hvilket instrument, som skal udsættes for mine mangelfulde luft-instrument evner.
Når vi når til “Light and Fire” er det som om, at der hænger nogle kulsorte, truende skyer omkring de fartglade melodier. Inden det letter lidt igen på pladens dobbelt punch afslutning med “The Dream” og “This Is how I Die”, hvor albummet bare skal ræses over målstregen.
9 numre, ingen nitter i mellem. Til gengæld er der masser af nitter på Pleasers punk, og pondus i deres black rockende genrebastard. Bandet spiller både som en velsmurt enhed og giver hinanden masser af plads. Alle får lov til at sætte deres aftryk. Da jeg oplevede Pleaser live på Roskilde i sommers druknede nogle af disse nuancer måske lidt. Her lægger man for alvor mærke til, at Pleaser ikke KUN er to kvinder med guitarer og så “et eller andet band”. Det er et BAND.
Derfor må lidt ros også tilfalde mix og produktion. Pleaser lyder møgfed og afbalanceret. Knastør, men stadig rørig og levende.
Pleaser spillede 29 minutter med sømmet i bund på Roskilde. Det var lige præcis nok til, at monotonien ikke nåede at sætte ind. Derfor kunne man måske også frygte, at en hel plade kunne blive en ensformig omgang. Pleaser overrasker ved at fremstå nuanceret, varieret og medrivende i studieversionen.
Det er beskidt, tumultarisk, hæsblæsende og på forunderlig vis ganske harmonisk. Og meget tilfredsstillende.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Peter Larsen & Anna Mørch, Pleaser cover
