Velsmagende pille uden dybere virkning:
Placebo kunne næsten have gemt sig i det bugnende søndagsprogram, og der gik da også et pænt stykke tid før det store Arena-telt, og pladsen omkring, blev tætbefolket.
Egentlig lidt uretfærdigt, da Brian Molko og hans 2 følgesvende har et ganske fortræffeligt nyt album ude i æteren, og en hitliste så lang at den kunne udgives som dobbelt cd! Og det ”ulykkelige” britiske band valgte bestemt ikke nemme løsninger eller gjorde det let for sig selv, ved at give den som ”crowd pleasere” – sætlisten bestod overvejende af nye numre, som sikkert var ukendte for flertallet af det fremmødte publikum, og de undlod at spille størstedelen af deres mest kendte sange. Endda slagsangen ”pure morning” – fra gennembrudspladen ”without you i am nothing” – manglede!
Det kunne have været frivilligt kommercielt selvmord, hvis det ikke lige var fordi at de nye sange i flere tilfælde overskyggede klassikerne der blev spillet, og uden problemer fyldte de huller de manglende hits ellers sagtens kunne have efterladt.
Lyden på Arena var noget nær perfekt, både i styrke og klarhed, og især blege Brians til tider meget nasale stemme, var klar som himlen over festivalpladsen. Uden problemer kunne man høre hvert et ord, selv de par meter udenfor teltdugen hvor jeg hvilede de søndagstrætte ben.
De lagde ud med 6 numre fra det nyeste album ”Meds”, alle afleveret stramt og seriøst, så der ikke herskede nogen tvivl om at bandet troede på dem – ”Drag” kunne sagtens blive en ny klassiker live og singlen ”Song to say goodbye” er en præcis opsummering af Placebos lyd og tekstunivers, medrivende temposkift, lidt klavertoner – og typisk for dem – en sørgelig og tragisk tekst om livets skyggesider. På det punkt har de en del tilfælles med landsmændene i de nu opløste Suede…
”Special Needs” var den første antydning af koncertens store hæmsko. Det ”gamle” nummer lød noget tamt og blev spillet underligt uinspireret i forhold til skæringerne fra ”Meds”. Værre blev det da deres største hit ”Every you, every me” slæbte sig dovent og uvedkommende ud af højtalersystemet – den gad Placebo bestemt ikke spille, og det ellers pulserende og hjertebanken-frembringende nummer drænede enhver lyttelyst. Den ugidelige version kunne være tvunget ud af et ordinært coverband!
Så burde Placebo måske give den sang en velfortjent pause, og logikken i at se bort fra andre af deres ældre numre, blev blot forstærket når den nye ”Follow the cops back home”, endnu engang demonstrerede spillelyst og sublim klasse.
I sidste del af koncerten satte de 3 englændere tempoet ned, og Kate Bush coveret ”Running up that hill” var en smuk, dragende og følsom stjernestund i høj solskin, så man næsten kunne se nattens små lysende prikker kigge frem under Arenas støvede loft.
Placebo skal have stor ros og respekt for at stole på deres nye materiale, og give så mange af disse sange mulighed for at vokse sig store og stærke i en vanskelig live-situation med et hit-sultent søndagspublikum.
Kodi
